Forfatterstafetten #6: Bodil El Jørgensen

TENTA: “Det allervigtigste, når man skriver til børn, er…”:

At tage børnene alvorligt. Både dem man skriver om, og dem man skriver for. Jeg er så heldig at have en meget levende erindring om min egen barndom. Fornemmelsen af det intense ved alt i verden, som jeg oplevede dengang, den skal jeg helst være i kontakt med, når jeg skriver, i hvert fald noget af tiden. Ellers føles det som snyd.

 

TENTA: Hvilken bog eller hvilket forfatterskab har haft størst betydning for dig? 

Hvis jeg skal vælge én bog eller ét forfatterskab? ”Phuii”, den var svær. Men så bliver det Roald Dahl. Hans bøger for børn er fulde af fantasi, humor og opfindsomhed, men også af sorg, tab og eksistentiel tyngde på én gang, og det virker! Det beundrer jeg. For at være ærlig, så har jeg direkte ”lånt” en præmis fra hans fantastiske bog Heksene; nemlig at hekse ligner ganske almindelige mennesker, og går uopdagede rundt iblandt os. Den dannede grundlag for min første bog Prinsen af Pæremosen, som blev det først bind i serien om Julius og Pæremadsen.

 

TENTA: Hvorfor skriver du? 

Det simple svar: Jeg kan godt lide det (selvom det også er besværligt nogle gange!). Vi siger bare ”at skrive”, men der er jo tale om mange forskellige processer. At finde på og måske ligefrem blive overrasket over det, man finder på. Undersøge og researche på forskellige måder ved at tale med mennesker, søge information eller opsøge steder.  Leve sig ind og lade sig rive med af sine fiktive karakterer. Skabe en præmis og holde den. Skabe et univers og folde det ud. Strukturere og komponere et stof. Nørde plot og sprog. Redigere og omskrive. Jeg holder af den variation. Rent lavpraktisk, så sætter jeg stor pris på at være min egen chef.

 

Trine Bundsgaard: Du har skrevet mange serier i mange forskellige genre. Hvad er det ved serien, du godt kan lide?

Jeg læste virkelig meget som barn, og når jeg var færdig med en bog, kunne jeg nogle gange føle en stor tomhed og ligefrem et savn. Fordi jeg ikke kunne blive i bogens verden og sammen med personerne i den længere. Jeg tror, at min tilbøjelighed til at skrive serier i hvert fald til dels stammer derfra. Den længsel efter at møde sine fiktive venner igen og høre, hvad der mere skete med dem. At det ikke må være slut! Som forfatter føler jeg stor tilknytning til mine karakterer, og ved at skrive serielt kan jeg blive sammen med dem lidt endnu.

Samtidig ideudvikler en del, inden jeg begynder at skrive. Og hvis jeg har brugt meget krudt på at skabe et univers med egne love og fænomener, kan det føles som spild kun at lave en enkelt bog, der foregår i det. Nogle gange får jeg også ideer, som der ikke er plads til i den bog, jeg arbejder på, men som så kan bruges i den næste. Jeg har dog en grænse, som ligger ved 5-6 bøger, for så begynder jeg nemlig at blive bange for at gentage mig selv, og må skifte spor. Sådan har det i hvert fald være indtil nu.

Mange børn elsker serier, så hvis man godt kan lide at skrive dem, er det ret dumt at lade være.

 

Trine Bundsgaard: Der er humor og gak i mange af dine bøger. Hvordan kan det være?

Det er ikke som sådan et bevidst valg. Sådan bliver det bare nogle gange. Men jeg kan sige, at i mine øjne er humor en både ædel og vanskelig disciplin. Selvom alvor nogle gange takseres som finere eller mere ”litterær”.

Jeg synes heller ikke, at humor og alvor behøver at være modsætninger, faktisk arbejder jeg meget på at finde en balance, så humoren ikke punkterer det sørgelige, spændende eller tankevækkende, der også er i mine historier, men kontrasterer og befrugter det. Ting er jo ikke bare sjove, de er sjove i en kontekst og det er tit den, der interesserer mig. Hvis nogen for eksempel beder mig om at skrive noget sjovt, går jeg fuldstændig i baglås. Det kan jeg overhovedet ikke. Jeg prøver heller aldrig i min egen proces på at ”være sjov”. Gisp, så går det helt galt, det bliver distanceret og krampagtigt og … u-sjovt.

Humoren skal helst snige sig ind ad bagvejen, mens jeg er optaget af historien, sådan bliver det bare bedst. Jeg indrømmer, at jeg elsker gakkede indfald, i passende doser. Er der noget federe end sidde ved computeren og klukke for sig selv, bare en gang imellem? Det skulle da lige være tanken om, at børnene og deres voksne, der læser højt, kommer til at klukke med, når bogen er færdig.

 

Trine Bundsgaard: Hvordan er din skriveproces? Hvor starter du? Og hvordan arbejder du undervejs? Er det forskelligt fra bog til bog? Har du brug for ro? Eller kan du arbejde i larm?

Det er selvfølgelig forskelligt fra serie til serie. Men der er også lighedspunkter. Jeg begynder aldrig bare at skrive, men udvikler først. Jeg forsøger at modvirke min egen perfektionisme og tendens til at nørde for meget med småting for tidligt ved at arbejde i ”lag”.  Så jeg laver flere gennemskrivninger med hver deres fokus. Første gennemskrivning har jeg for eksempel fokus på historien/overblikket. Ved anden gennemskrivning kan mit fokus fx være at skabe mere plads til og skærpe karaktererne, som jeg er kommet til ”at skrive lidt henover” ved at fokusere på historien. Derefter, måske se nærmere på sprog og atmosfære, osv.

Det lyder meget mere systematisk, end det er. Men altså, jeg siger til mig selv: ”Dette er foreløbigt, det er bare et udkast”. Og så skriver jeg det igennem igen og igen, til det begynder at føles færdigt.

Jeg bruger tit musik til at tune ind på den verden/de karakterer jeg aktuelt skriver. Gerne den samme musik. Så jeg ligesom har et soundtrack, som passer til grundstemningen i bogen. Da jeg skrev fantasy-serien Pigen fra Havet, hørte jeg fx en bestemt koncert for harpe og orkester af J.S. Bach igen og igen. Klassisk, følelsesfuld og dramatisk musik. Når jeg skriver Professor Pip-serien, hører jeg Django Reinhardt, ”swing-jazz”, for guitar og violin, fuld af tempo og livsglæde, som passer til humoren og det høje handlingstempo i historierne.

I Fifi & Chili– serien har hovedpersonen Fiona sit eget kendings-album, Coletrane og Ellingtons: Ballads. Også jazz, men mere svævende, drømmende, inderlig, sådan som Fiona er.

Og ja, jeg har brug for ro, for at arbejde. Ro eller det rum musikken og et par gode høretelefoner skaber for mig.

Illustratorstafetten #6 Zarah Juul

TENTA: “Det allervigtigste, når man skriver til børn, er…”:

Nysgerrighed og respekt. Nysgerrig på verden omkring dig og på at udforske og fortælle om det, du ser, og det, der betyder noget for dig. Selv de helt små ting. Respekt for barnet som et menneske er også vigtigt. Respekt for, at de kan tåle og tilmed har brug for at opleve ideer og historier, de ikke nødvendigvis forstår som en voksen ville. Det udvider hjertet og trækker nye spor i hjernen.

 

TENTA: Hvad eller hvilken anden kunstner har inspireret dig mest i forhold til udviklingen af dit eget visuelle udtryk?

Det ved jeg faktisk ikke. Det er jeg rigtig dårlig til selv at se. Jeg er også dårlig til at kigge på og løfte dem eller det op, som inspirerer mig. Det er noget, jeg først i de seneste år er begyndt at blive opmærksom på og øver mig i at huske. Jeg ved, at jeg elskede bøger af Michael Ende, da jeg var lille, Den uendelige historie, Momo og Den lille drømmespiser. Den sidste, som er en billedbog, både skræmte og fascinerede mig. Jeg ved, jeg drømte uhyggelige drømme om, at den lille drømmespiser var efter mig. Visuelt elskede jeg Sven Nordqvists bøger om Peddersen og Findus, og det er måske også den slags finurlige og farverige illustrator, jeg selv er mest. Men jeg er også vild med Ralph Steadmans rå og beskidte streg. Det er nok det, jeg lige nu arbejder med. At gøre min streg mere rå og ligeglad. Jeg håber ikke, mit visuelle udtryk holder op med at udvikle sig eller forandre sig.

 

TENTA: Hvorfor tegner du?

Fordi det er en mulighed. Fordi blyanten er et enkelt og tilgængeligt værktøj. Jeg har altid skabt ting ud af min fantasi og digtet historier i leg, ord, stof, maling, mudder, grene og melklister. Jeg har aldrig været og er ikke kræsen med mediet eller værktøjerne. Men vores samfund vil gerne have, at du vælge noget, og at du specialiserer dig, og det var jeg særlig påvirket af, da jeg var yngre. Jeg forestillede mig derfor ikke, at jeg kunne leve af den skabertrang, jeg havde, eller at det var en styrke at elske alle medier. Det var først, da jeg i mine tyvere så elever sidde og tegne ved et besøg på en videregående uddannelse i Odense, at det gik op for mig, at tegner var noget, jeg kunne uddanne sig til, og noget jeg kunne arbejde med, når jeg blev voksen. Hvis jeg havde mødt en keramiker eller lært at væve tidligere i mit liv og set, at man kunne leve af det, var jeg meget muligt endt der. Tegning eller illustration har udover at være muligt at skabe med en kuglepen eller en blyant her og nu den fordel, at det er utrolig alsidigt, og det gør det til et skønt felt for mig at udtrykke mig i. Jeg kan overføre mine motiver til snart sagt alle de medier, jeg elsker, maleri, keramik, hækling osv.

Så jeg vil nok ikke sige, at jeg tegner. Jeg skaber med maling og blyant og tusch, som er de redskaber, jeg har til rådighed. Grunden til, at jeg ikke skaber professionelt i alle medier, selvom jeg har lyst er, at det kræver det tid og tålmodighed og øvelse at mestre de forskellige områder. Derfor er jeg lige nu her i illustration, men måske er jeg et andet sted om 10 år.

 

Cathrin Peterslund: Meget af dit arbejde er analogt, ofte akvarel, og jeg beundrer den livlighed og varme dine illustrationer har. Vil du beskrive din arbejdsproces fra idé til færdig illustration?

Tak Cathrin! Jeg kæmper meget i min arbejdsprocess. Jeg føler stadig, jeg “går i skole” og hele tiden skal lære noget nyt og endnu ikke har “en måde”, jeg gør tingene på. Så hver gang jeg starter, går jeg lidt i panik og frygter, at jeg ikke har det,, der skal til. Derefter begynder jeg at tegne. Altså jeg tegner på det papir, der er foran mig, hvad end værktøj, der er på mit skrivebord, eller som jeg lige kan mærke, jeg har lyst til at bruge. Helst helt fordomsfrit og uden forventning til resultatet. En slags tøm-hovedet-tegning. Jeg tegner fra noget barnligt inde i mig selv. En lille Zarah, der ikke kan lade være. Hvis det er en historie, jeg skal illustrere, tegner jeg ofte karaktererne, det handler om, først. Flere gange og med forskellige værktøjer. Derefter tegner jeg nogle af de ting, karaktererne støder på. Undervejs mens jeg “bare tegner eller maler” uden et egentlig mål, begynder der at danne sig en idé eller et ønske om, hvordan billederne skal se ud. Det opstår oftest først efter, jeg har lagt tegningerne væk, tit i vrede over, hvor dårligt det hele er. Så begynder jeg på et nyt papir fra en anden vinkel. Måske et storyboard eller farveklatter. Før i tiden ville jeg så lave en skitse og evt. overføre den til akvarelpapir via lysbord for at lave en helt færdig analog tegning. Men det virker ikke rigtig for mig mere. Jeg bliver for bevidst, og min streg bliver stiv og bange. Så jeg har måtte aflære mig selv en løgn om at “rigtige” illustratorer altid laver hele færdige analoge værker, der 1:1 svarer til det, du ser i den færdige billedbog/artikel/website. Så nu forsøger jeg bare at tegne noget, indtil jeg synes, det er færdigt. Nogen gange er det et helt færdigt opslag, andre gange er det enkelte små dele af en tegning, som jeg sætter sammen på computeren til en færdig illustration. Nogen gange er det noget, jeg troede, “bare” var en skitse, men som viste sig at være det helt perfekte for at gøre min idé og illustration færdig. Det kan være svært for mig at huske, at der ikke er en rigtig og forkert måde skabe på, når jeg er i proces. Derfor har jeg en seddel hængende på min tegnestue: “No right, No wrong, Only Art “.

 

Cathrine Peterslund: Du har nogle meget genkendelige karakter-designs, og du laver tit dyre-karakterer. Hvordan opstår dine idéer til dem?

Jeg fik læst fabler som barn. Mange fabler føles det som. Og så legede jeg meget og længe alene med mine mange bamser. Det var mit frirum. Måske har det været med til, at jeg synes, det er sjovt at portrættere mennesker som dyr eller dyr med mennskelige egenskaber? Jeg har ikke tænkt over det før nu.

Mine designs er et sammensurium af, hvad jeg er inspireret af og min manglende evne til at “tegne efter”. Jeg har haft mine årtier med at tegne efter andres designs og stil, hvilket er en fantastisk måde at oparbejde et “orddforråd” som tegner på. Jeg har også tegnet i virksomheder, hvor kunden ville have den og den tegnestil, som jeg så skulle efterligne. Det var jeg ikke udpræget god til, og jeg drømte inderst inde om, at de valgte “min stil”. Jeg brugte derfor år på at afsøge alle mulige stilarter og redskaber ved at tegne monstre i alle afskygninger, som var det, der kom ud af min hånd, når jeg ikke tænkte. Over tid har jeg nu stykket en værktøjskasse frem med karakterdele, som jeg kan tage ud og bruge, når jeg synes, det passer. Det betyder, at jeg ikke skal tænke, når jeg tegner mine egne karakterer, og at jeg bare kan lade blyanten/sindet/musen vælge, hvad der kommer ned på papiret. Delene blander sig med musik, farven fra et stykke legetøj, silhuetten af en død bille eller dele af en Gunilla Bergstrøm-karakter og bliver til min karakter. Opgaven er så at blive ved med at udvide værkstøjskassen… For evigt!

 

Cathrine Peterslund: Hvilken slags bog ville være en drøm for dig at illustrere?

Min egen. Af andres kunne det være fedt at illustrere en ny historie skrevet af Neil Gaiman
eller en nyfortolkning af Æsops samlede fabler. Uh, jeg ville også gerne illustrere Jimmi og
den kæmpestore fersken eller Den uendelige historie.

 

 


Biografi

Zarah Juul (f. 1978) er illustrator og forfatter. Hun er uddannet grafisk designer og animator ved Kunsthåndværkskolen i Odense og har udover forfattergerningen udviklet computerspil og interaktive oplevelser for børn og unge. Siden 2013 Zarah Juul har illustreret flere billedbøger og selv skrevet og illustreret billedbogen Venner fra A til Å, som er udgivet på forlaget Jensen & Dalgaard i 2020.

 


Zarah Juul sender illustrator-depechen videre til Anna Margrethe Kjærgaard.

 

Forfatterstafetten #5: Trine Bundsgaard

Det allervigtigste, når man skriver til børn, er…”:

At være ærlig. Og at skrive om noget, man selv er optaget af eller gerne vil undersøge og forstå.


Hvilken bog eller hvilket forfatterskab har haft størst betydning for dig?

Jeg kan ikke sige en bog, som har gjort den største forskel, men jeg har en klar fornemmelse af, at jeg ret tidligt havde en oplevelse af, at bøgerne kunne tilbyde et helle eller åndehul og en mulighed for, at jeg kunne træde ind i en anden virkelighed og blive spejlet eller udfordret og møde noget andet og samtidig mig selv.

Jeg har en meget tydelig erindring om, at min mor læste Brødrene Løvehjerte højt for mig – og græd. Jeg var ikke så gammel, og det fyldte mest for mig, at hun blev så bevæget af historien. Nogle år senere, læste jeg den selv – og græd sammen med Tvebak.

 

Hvorfor skriver du?

Det spørger jeg også mig selv om på de dage, hvor skriften har sat sig fast og ikke vil noget som helst. Men jeg skriver, fordi det er dejligt at skrive. Det giver mening. Selve processen er meningsfuld. At skrive er en særlig måde at tænke på og et særligt og meget dejligt rum at gå ind i. Jeg skriver også,  fordi jeg føler, at jeg har noget, jeg skal undersøge og bringe videre.

 

I din bog En helt almindelig familie får vi ikke at vide, hvilket køn jeg-fortælleren har. Hvilke tanker har du gjort dig om, hvad karakterens køn betyder for de historier du skriver?

Jeg gør mig mange tanker om køn, fordi vi tillægger kønnet så stor betydning i vores kultur. Der findes en masse antagelser, som bunder i kønnet: At drenge er gode til teknik og matematik, at piger er intrigante osv. Og de antagelser vil jeg gerne udfordre og nuancere. I Hvis vi var en almindelig familie (2019, Gyldendal) havde jeg skrevet mig halvt igennem bogen, da jeg opdagede, at der kun var to steder, hvor fortællerens køn var tydeligt, og så opstod ideen om at lade fortællerens køn ”forsvinde”. De fleste lægger ikke mærke til det, men læser bare sig selv ind i fortælleren. Og jeg kan virkelig godt lide den åbenhed, det giver. Måske er det slet ikke vigtigt at vide, om det er en dreng eller en pige, som passer på sin lillesøster og kæmper for at holde sammen på familien? Måske kan det manglende køn få dig til at tænke over nogle af de logikker, du accepterer og følger uden at tænke over det.

 

Du debuterede i 2006 på et tidspunkt, hvor mange af dine studiekammerater var på vej op ad den store karrierestige. Hvad fik dig til lige netop at vælge at gå forfattervejen?

En forfatterworkshop på Forlaget Carlsen i 2004 afgjorde det. Så kort kan det næsten siges. Jeg havde gået med drømmen om at skrive i mange år, men også med en stor blufærdighed i forhold til det, og derfor havde jeg skrevet i smug. Da jeg så opslaget om workshoppen i avisen, vidste jeg bare, at det ville jeg gerne. Jeg var slet ikke i tvivl. Og det var en omvæltende oplevelse at tage skriften alvorligt på den måde og at dele en historie, jeg var i gang med at skrive. Jeg fik skrevet det meste af en bog i det forløb, som Forlaget Carlsen siden antog. Og så vidste jeg, hvad jeg skulle.

 

Du er en meget produktiv forfatter og temaerne i dine bøger spænder tilsvarende vidt fra store samfundstemaer som klimakrise til det helt nære som brud i familier. Men er der nogle af de emner, du har skrevet om, som du synes har været sværere at gå til end andre? Og er der ligefrem temaer fra børne- og ungdomslivet, som du aldrig nogensinde vil kunne skrive om?

Jeg vil ikke afvise nogle emner blankt – med mindre jeg ikke føler, at jeg har kendskab nok til at kunne skrive troværdigt og indlevet om et emne. Det er helt afgørende, at jeg kan leve mig ind i en problematik, hvis jeg skal kunne skrive noget. Jeg kan godt lide at skrive om noget, som er kompliceret og forsøger at blive ved med at bevæge mig nye steder hen. Jeg har for nyligt opdaget, at det er en svært at skrive om sex. Jeg har skrevet tre bøger om Tilde og hendes venner, som er i puberteten. Jeg ville skrive om krop, forelskelse og lyst, fordi den kropslige og mentale forandring, som sker i pubertet er så vild. Man bliver jo et andet menneske. Og jeg ville gerne skildre den spirende lyst, som følger med. Jeg ville skrive om at opdage, at man er et erotisk væsen – det fine og vilde i det – men det er altså svært. Jeg skrev det om mange gange, og det blev lidt mindre lystigt, end jeg havde tænkt. Jeg fik ikke helt knækket den nød, så måske er jeg nødt til at gøre et nyt forsøg i en ny historie. For jeg synes stadig, det er vigtigt med et modbillede til meget ungdomskulturs næsten pornografiske fremstilling af især piger og kvinder.

 


Bio

Trine Bundsgaard debuterede i 2006 med Rune Ole fra Akelejvej og har siden skrevet flere bøger til børn og unge. Hun vandt Bogslugerprisen i 2010 og har igennem sit forfatterskab modtaget arbejdslegater fra Statens Kunstfond.


 

 

 

Illustratorstaffetten #5: Catrin Peterslund

TENTA: “Det allervigtigste, når man tegner til børn, er…”: 

…at man selv kan lide det man laver. Jeg prøver så vidt muligt at tegne det, jeg selv synes er sjovt og gøre det til mit eget, selv når det er en opgave med rammer. Tit synes jeg, det hjælper, når jeg formår at slå hjernen fra for en stund og lade min intuition styre blyanten eller pennen, eller hvad jeg nu tegner med – det skaber liv i tegningen. Det kan være svært, når man sidder og forsøger at forestille sig, hvad et barn ville kunne lide at kigge på, men et eller andet sted bliver man vel nødt til at gå ud fra, at hvis man selv synes det man har gang i er godt, så synes børnene det nok også.

 

TENTA: Hvad eller hvilken anden kunstner har inspireret dig mest i forhold til udviklingen af dit eget visuelle udtryk? 

Der har været rigtig mange, men der er klart nogle ting som er blevet ved med at være ‘til stede’. Da jeg var barn, var jeg meget optaget af film og historier, der foregik i 1800-tallet og jeg var vild med at tegne lange kjoler og hatte med store fjer og lysekroner og den slags. Det er noget, der har fulgt mig ind i mit voksne liv. Inden jeg startede på mit studie blev jeg optaget af surrealisme og var i en lang periode meget inspireret af Dalí og Leonora Carrington. Jeg kiggede på stregtegninger i blæk og silhuette-vignetter i eventyrbøger, og på studiet blev jeg introduceret til The Golden Age of Illustration-perioden. Nogle af mine største inspirationskilder er Edward Gorey og Tove Jansson, hvis arbejde jeg stadig ofte kigger på, når jeg lige har brug for et ‘motivationsboost’.

 

TENTA: Hvorfor tegner du?

At tegne er der, jeg føler mig allermest tilpas, allermest hjemme, og det har det så vidt jeg kan huske altid været. Jeg kan simpelthen ikke komme på andet jeg har mere lyst til at lave. Tegning er så fedt et redskab, og kan bruges til så mange ting, og jeg bliver håbefuld og glad hver gang jeg ser at det kan gøre en forskel i verden, selv når det bare er af de helt små.

 

Simon Bukhave: Dine illustrationer har mange detaljer, og på dine sort/hvide tegninger er de fleste områder dækket af mange streger, som giver overfladerne struktur. Hvorfor vælger du tit det meget sirlige og ornamenterede udtryk frem for en mere enkel stil?

Det er nok der min svaghed for den lidt gammeldags, eventyr-inspirerede æstetik spiller en rolle igen. Jeg synes selv det kan være spændende at kigge på illustrationer hvor man kan blive ved med at finde nye små detaljer man ikke lige havde fået øje på til at starte med. Det har jeg altid kunne, og det har sat sit aftryk i mine egne motiver. Og så synes jeg at teksturer kan være gode til at skabe atmosfære i en illustration, især hvis det er en tegning uden farver. Når jeg ikke bruger farver, føles det lidt som at farvelægge kun med sort, og det er en sjov udfordring. Teksturerne bliver ligesom farver i stedet for. Jeg finder også ofte en stor komfort i at fordybe mig i detaljer, især når skitsen er lavet, og jeg er nået til lysbordet og skal tegne den endelige streg. Nogle gange kan min hang til detaljer godt bide mig lidt i halen fordi jeg kan komme til at over-tegne lidt, hvis jeg spacer for meget ud samtidig – så afslappet kan den proces være for mig (selvfølgelig ikke hver gang).

 

Simon Bukhave: Når jeg kigger på dine illustrationer, fornemmer jeg, at du har nogle inspirationskilder og referencer, som jeg ikke ser hos andre danske tegnere. Kan du fortælle om, hvilke kunstnere du selv kan se, at du er inspireret af?

Kunstnere som Tove Jansson og Edward Gorey er nok dem der tydeligst har sat sit præg på min mest personlige stil, men jeg laver også andre slags illustrationer, f.eks. de 100% digitale i fuld farve, som er i en helt anden boldgade end mine sort/hvide stregtegninger. Eyvind Earles concept art været en stor inspiration for min måde at tegne landskaber på. Jeg vender tit tilbage til Kerascoët’s tegneserier når jeg har brug for ideer til karakter designs, og de sidste par år har jeg fået øjnene op for mange nutidige børnebogsillustratorer, og det har også haft en stor indflydelse på mit digitale arbejde.

 

Simon Bukhave: Der er mange planter og meget natur i dine illustrationer. Hvad er det, du godt kan lide ved krogede stammer og grene og bark?

Det gør mig ganske enkelt glad at tegne det. Det er så behageligt og nemt, og det synes jeg er en vigtig ting at holde fast i. Jeg elsker når jeg bare nærmest kan læne mig tilbage og tegne træer og planter selvom jeg har gjort det 500 gange før. Når jeg har opgaver for kunder, tegner jeg også mange andre ting, og jeg synes også det er vigtigt at udfordre sig selv. Men når jeg laver mine egne motiver, prints, eller hvad det nu er, så vil jeg tegne det der gør mig glad.  Naturen og dyr er noget af det bedste jeg ved, og når jeg tegner de her ting er det jo også lidt en måde at blive i natur-universet på. Udover det, er jeg jo også utroligt glad for eventyr, og der dukker gamle træer og krogede grene jo bare nærmest op af sig selv.

 


Bio
Cathrin Peterslund blev i 2017 uddannet i Grafisk Fortælling fra The Animation Workshop i Viborg, og har siden arbejdet med illustration og tegneserier både i Danmark, England og USA. Hun bor i København og er medlem af tegnestuen Kulkælderen på Vesterbro.


 

Illustratorstafetten #4: Simon Bukhave

”Det allervigtigste, når man tegner til børn er…”

Jeg tror det er vigtigt, at jeg viser børnene et personligt og særegent kunstnerisk udtryk, ligesom jeg forsøger at gøre, når jeg tegner til voksne. På den ene side tænker jeg på, hvad der ville have talt til mig og trukket mig ind i en historie, da jeg selv var barn, men på den anden side tegner jeg også, som jeg gerne vil nu, hvor jeg er voksen. Jeg vil gerne selv se tegninger, som viser mig noget, jeg ikke har set før eller som føles personligt, og jeg tror børnene har det på samme måde. Børn er meget åbne for nye indtryk, og jeg tror, de får en større oplevelse af, at man taler til dem, som den man er, og ikke forsøger at give dem det man regner med, at de gerne vil have.

Hvad eller hvilken anden kunstner har inspireret dig mest i forhold til udviklingen af dit eget kunstneriske udtryk?

Jeg kan ikke nævne én bestemt kunstner, som især har inspireret mig, for jeg forsøger at flytte mig, når jeg begynder at blive lidt for tryg og hjemmevant i et udtryk, og derfor er der mange meget forskellige kunstnere, som har inspireret mig på forskellige tidspunkter i mit liv. Det jeg allerhelst vil er, at mine tegninger har en personlighed, som ikke kunne være lavet af andre end mig, men at farveholdninger og streg og stil og den slags udvikler sig alt efter, hvad jeg synes er spændende, og hvad jeg gerne vil blive bedre til. Jeg ved ikke om det lykkes, men det håber jeg. Jeg er inspireret meget tidligt af Kuno Pape, som tegnede illustrationer til den Gode Gamle Rævebog og af Theodor Kittelsen og Elsa Beskow. Senere har Sidney Sime og Sascha Schneider været nogle, jeg ikke kunne få nok af at kigge på, fordi de har så meget kontrolleret vildskab. Og lige for tiden er jeg meget vild med Josephine M. K. Edwards’ og Lala Albert’s tegneserier, fordi de ikke ligner noget, jeg har set før, og alligevel er det som om, jeg genkender noget, jeg ikke kan placere.

Hvorfor tegner du?

Jeg har altid gjort det, og det er nok en måde at bearbejde verden på. Jeg får nogle indtryk, og så finder de vej ind i mine tegninger. Nogle gange kan jeg se, at noget jeg har set eller oplevet dukker op mange, mange år senere i mine tegninger. At tegne er det, jeg er bedst til, så derfor er det det, jeg gør med alle indtrykkene. Det er så indgroet, at jeg slet ikke kan forestille mig andet.

Hvordan og hvornår besluttede du dig for, at du ville være illustrator og kunstner?

Jeg tror altid jeg har tænkt, at jeg ville være tegner og mine forældre sørgede for på et tidligt tidspunkt, at gøre det klart for mig, at det var noget, jeg kunne vælge. Da jeg så var i mine tidlige teenage-år, tog de mig med til croquis-tegning og hen at se en tegnestue i København, hvor jeg mødte illustratorer og tegneserietegnere og med egne øjne kunne se voksne professionelle, som sad og arbejde med det, jeg allerhelst ville.

Du har både lavet billeder i stort format til galleriudstillinger, illustrationer og forsider til romaner for børn og senest scenografi til et dukketeater. Er der en type arbejde, du nyder mere end andet, og ændrer du din arbejdsproces i de forskellige kunstformer?

Jeg kan godt lide, at mit arbejde spænder bredt. Fra galleriudstillinger til børnebøger til eksperimenterede dukketeater. Da jeg var yngre, havde jeg en overgang en forestilling om, at det at tegne kunst, som blev udstillet på gallerier, var det bedste, jeg kunne opnå. Måske fordi jeg troede, det var der, man fandt den største kunstneriske frihed. Men jeg opdagede, at jeg får meget ud af at forholde mig til en fast opgave og af at illustrere andres tekster eller musik. Derfor er det også vigtigt for mig at lave ikke-kommercielle illustrationsopgaver i den udstrækning, det er muligt, for at mit virke som illustrator skal være fri for pengehensyn ind imellem. Sådan som det også helst skal være med andre kunstformer.

Når jeg fx illustrerer en forfatters tekst, vil jeg gerne tilføje noget, som ikke allerede findes tydeligt i teksten, men det er samtidig vigtigt, at forfatteren og redaktøren kan se sammenhængen og er tilfredse. Når jeg laver en udstilling til et galleri, skal jeg derimod kun forholde mig til mine egne idéer. De idéer er opsparet over lang tid og findes i notesbøger og i mapper med billeder i årevis, indtil jeg endelig har tid til at sætte mig ned og kigge på det hele og skitse og smide væk, indtil jeg kan få øje på, hvad det er for en slags fortælling, jeg har gået og samlet sammen til.

Det tyske dukketeaterstykke Schonzeit, som jeg i samarbejde med instruktøren Nis Søgaard udviklede det visuelle udtryk til, var på en måde den perfekte blanding af de to typer opgaver. På den ene side var der en tekst, som jeg skulle forholde mig til (ligesom når jeg illustrerer en bog), og på den anden side havde jeg total frihed (ligesom når jeg laver en udstilling) til at komme med en hvilken som helst skør idé, og så lyttede Nis og fandt ud af, hvordan idéen kunne fungere på scenen. Det var utroligt at få lov til fx at sige: “Jeg synes, der skal hænge en elpære midt i loftet, og så løber der blod ned over den, og lyset bliver rødt”, og så fik Nis og sceneteknikerne det til at ske.

Hvad er et projekt, du drømmer om at lave? Og hvad skulle der til for, at du kunne komme til at lave det?

Den store drøm er en graphic novel eller en længere sammenhængende serie. Det, som gør det muligt, er Statens Kunstfond, og det, som får det til at tage lang tid, er, at illustrationsopgaver er dårligt betalt. Som freelancer er det meget risikabelt at sige ’nej’ til illustrationsopgaver for at hellige sig fx en graphic novel, for hver gang man siger ’nej’ til en opgave, risikerer man, at der ikke er en ny opgave, når man får brug for at tjene penge igen.

 


 

Simon Bukhave blev inviteret til illustratorstafetten af Sofie Louise Dam, som har formuleret interviewets to sidste spørgsmål.

Simon Bukhave sender illustrator-depechen videre til TBA.

 


 

Tidligere deltagere i illustratorstafetten:

1#: Jan Oksbøl Callesen

2#: Signe Parkins

3#: Sofie Louise Dam

Forfatterstafetten #4: Gunvor Ganer Krejberg

“Det allervigtigste, når man skriver til børn, er…”: 

For et øjeblik at glemme alt om, hvordan det er at være voksen. Jeg bryder mig virkelig ikke om børnelitteratur, hvor det er løftede pegefingre, bedrevidenhed eller moraliseren, der driver værket, som om den voksne forfatter står et vigtigere sted i livet og skal undervise barnet i særlige måder at være menneske på.

Børn er kompetente i deres eget liv, og det skal børnelitteraturen både afspejle og respektere. Faktisk er det så også, hvad god børnelitteratur kan, synes jeg. Den kan være på det sted, hvor barnet er. Udfolde sig med barnets eget blik på verden og netop dét blik, kan alle blive klogere af. Både børn og voksne.

Hvilken bog eller hvilket forfatterskab har haft størst betydning for dig? 

Astrid Lindgrens Ronja Røverdatter, Brødrene Løvehjerte og Cecil Bødkers Silas-bøger bjergtog mig fuldstændig, da jeg mødte dem som barn, og de præsenterede mig for karakterer, som har formet og defineret mit liv, måske i lige så høj grad som nogle af de mennesker jeg har mødt. I mit unge voksenliv dukkede Skammerens Datter af Lene Kaaberbøl op og mindede mig om, at børnelitteraturen stadig var relevant, også selvom jeg var blevet voksen. Og Skammer-bøgerne ramte mig på et tidspunkt, hvor jeg blev vildt misundelig over, at Kaaberbøl, kunne skabe så intense og levende karakterer. Det vækkede for alvor lysten til at skrive for børn.

Hvorfor skriver du? 

Det helt banale svar lyder: Fordi jeg har historier jeg gerne vil fortælle. Men der er selvfølgelig mere end det. Helt sådan psykologisk så giver det ro i hjernen at skrive, og jeg elsker, når jeg kommer i flow og bare er ét med teksten. Men når det er sagt, så er det også bare et hårdt arbejde ligesom et hvert andet job, der kræver dedikation og vilje. Og den er desværre ikke lige stor hver dag.

Du har skrevet en serie om alfepigen Mirja og dermed skabt et fantastisk univers. Hvad er det fascinerende ved fantastiske universer kontra realistiske historier?

Først og fremmest er jeg selv ret tiltrukket af de fantastiske universer og det eventyrlige – jeg elsker virkelig bare et godt eventyr – men når alt kommer til alt, er det nok mest karakteren og ikke nødvendigvis universet, der optager mig mest. Historierne om Mirja kredser om nogle menneskelige konflikter og udfordringer, som lige så godt kunne udspille sig i en skolegård, men ved at flytte fortællingen ind i et fantastisk univers, får det en mere grundlæggende og evigtgyldig tone, som jeg virkelig godt kan lide. Og så slipper jeg helt banalt for at skulle forholde mig til det sociale liv på mobiltelefonen og via diverse sociale platforme – og det er absolut ikke en uvæsentlig sidegevinst.

Du har også skrevet en realistisk historie – Den som alle ser. Var det sværere at skrive en realistisk historie som den end at skrive bøger, hvor du selv skaber alt?

Faktisk er det ikke noget, jeg har spekuleret så frygteligt meget over. Jeg har det ikke sådan, at jeg ser mig selv som en, der skriver i en bestemt genre. Tværtimod oplever jeg, at det er historien selv, der vælger sin genre. Altså, hvad er det for en genre, der bedst forløser den fortælling, som har bygget sig op. Mirja handler om nogle grundlæggende og evigtgyldige temaer, som passede godt ind i et spændingsforløb og en fantasyverden. Men med historien om, hvordan Anna, der sidder i kørestol, både bliver begrænset af sin egen manglende selvtillid og af andres lave forventninger og misforståede medlidenhed, der udgjorde det realistiske univers det helt rigtige fundament for at forløse netop dén fortælling. Set i bakspejlet har der været flere tråde og detaljer, jeg skulle holde styr på i opbygningen af det fantastiske univers end i det realistiske. Hvis du eksempelvis opfinder en magisk heksering, så er det vigtigt at reglerne for, hvordan den virker, er konsistente hele historien igennem, og det kan godt give lidt udfordringer, hvis man glemmer det undervejs … På den måde er det enklere at sætte scenen i et realistiske univers, hvor lovene og reglerne er velkendte på forhånd, men til gengæld skal man så være tro mod det realistiske, og det kræver også omtanke og research, før det bliver troværdigt. I virkeligheden tror jeg, at enhver genre har sine udfordringer at slås med.

Du har en lang universitetsuddannelse bag dig og har haft forskellige spændende jobs gennem årene, men nu satser du på at skrive børnebøger. Hvorfor egentlig det?

Det er dæleme også et spørgsmål, som jeg af og til stiller mig selv uden at finde et godt svar, og som jævnligt får mig til at tvivle på, om det nu også var klogt. Men tvivlen handler nok i virkeligheden mest om økonomi, for det at skrive giver mig en helt enestående mulighed for hele tiden at beskæftige mig med, hvad det vil sige at være menneske. Og lige dét er jeg voldsomt nysgerrig på. Hvorfor agerer vi som vi gør? Hvad betyder vores relationer, og hvordan fungerer de? At skrive er måske i virkeligheden blevet mit helt eget lille forskningsprojekt, hvor jeg kaster nogle spændende karakterer ind i et fiktivt rum og får lov til at udforske, hvordan de kommunikerer og agerer i forhold til hinanden, blot for at iagttage de interessante fortællinger, der kan komme ud af det. Og hvis netop de fortællinger kan give læseren et rum, hvor de kan spejle og genkende sig selv, så giver det meget mere mening for mig, end hvis jeg sad i en stor virksomhed og brugte min energi på at udpege den kommende kommunikationsstrategi.

 


 

Biografi

Gunvor Ganer Krejberg har bl.a. skrevet fantasyserien om alfepigen Mirja, illustreret af Rebecca Bang Sørensen, hvor andet bind i serien, Mirja 2 – Drømmestenen fik Orlaprisen 2018 i kategorien “Flotteste bog at kigge i”. Gunvor Ganer Krejberg er forperson for Dansk Forfatterforenings Aarhusgruppe og var i perioden 2018-2022 også forperson for Aarhus Kunstråd. Gunvor Ganer Krejberg er oprindeligt cand.mag i Nordisk Sprog og Litteratur med sidefag i Kunsthistorie og har i en lang årrække undervist i Virksomhedskommunikation på Handelshøjskolen i Aarhus.

 


 

Gunvor Ganer Krejberg blev inviteret til illustratorstafetten af Søren Jessen, som har formuleret interviewets to sidste spørgsmål.

Gunvor Ganer Krejberg sender illustrator-depechen videre til TBA.

 


 

Tidligere deltagere i forfatterstafetten:

#1: Zakiya Ajmi

#2: Adam O.

#3: Søren Jessen

Forfatterstafetten #3: Søren Jessen

“Det allervigtigste, når man skriver til børn, er…”: 

At fortælle en god historie og være ambitiøs på historiens vegne. Nu er børnelitteratur jo mange ting, og læserens alder har stor betydning for, hvor komplekse ting man kan lave, men uanset hvilken type bog man skriver, så forsøger jeg at udfordre formatet og se, om man kan udvide grænserne for lige præcis den type bøger. Det lykkes ikke altid – slet ikke – men jeg har altid ambitionen. Af og til rækker evnerne bare ikke.

Hvilken bog eller hvilket forfatterskab har haft størst betydning for dig?

Der er mange forskellige svar på det spørgsmål. Jeg læste meget som teenager, og som voksen har der også været nogle forfatterskaber, som har været vildt inspirerende. Som dreng var der dog nogle bøger, som jeg slugte råt fra ende til anden. Det var en lang bogserie, som min far havde gemt fra sin barndom, nemlig Edgar Rice Burroughs bøger om Tarzan. Jeg var vild med dem, og jeg så også den sorthvide tv-serie med Johnny Weissmuller på tysk tv. Når jeg kigger tilbage på de bøger, jeg selv har skrevet, så kan jeg faktisk godt se inspirationen fra Tarzan i flere af dem. Derudover fortalte min morfar mange eventyr og historier af brødrene Grimm.  Endnu en stor inspirationskilde, som også kan spores i mine egne bøger.

Hvorfor skriver du?

For at udvide verden. Hver ny bog er et lille univers for sig, men det er også en knopskydning på det kendte univers, og på den måde gør hver ny bog verden en smule større. Den skaber et ukendt sted, som andre kan begiver sig ind i uden at vide, hvad der venter dem. Sådan er det i øvrigt også at skrive. Jeg ved ikke alt, om det jeg skriver, men jeg ved, at når jeg går i gang med en ny historie, så skal jeg i virkeligheden på en opdagelsesrejse, og jeg kan godt lide opdagelsesrejser. Jeg har nok brug for at fare lidt vild indimellem.

Dine første bøger udkom for mere end 30 år siden. Hvordan har dit forhold til dét at skabe historier ændret sig fra dengang til nu?

Min første bog udkom endnu inden jeg selv havde fået mit første barn, så jeg anede sådan set intet om børn – eller om børnebøger. Jeg skrev bare en billedbog, fordi jeg havde lyst til at lave tegninger til en billedbog. Teksten var et nødvendigt onde. Jeg ville også gerne finde ud af, om jeg overhovedet kunne. Og det kunne jeg ikke, ifølge hovedparten af de forlag, jeg sendte manuskriptet til. Bortset fra det ene lille forlag, som godt turde satse lidt på en debutant.

Siden har jeg fået en del mere erfaring – både med børn og børnebøger. Jeg er nok blevet noget bedre og hurtigere til at komme fra det første glimt af en idé til den færdige bog. Men jeg synes stadig, det er lidt af et mirakel, hver gang det lykkes.

Hvordan spiller tekst og tegninger sammen i din arbejdsproces? Tegner du også i startfasen, selvom en bog slutteligt ikke skal have illustrationer?

De spiller meget tæt sammen – når det er en illustreret bog, der er tale om. Ofte kommer tegningerne før teksten, men jeg har ikke én fastlagt procedure. Jeg afprøver mange forskellige ting. Selv når jeg skriver romaner, som jo ikke har tegninger, kan idéen til historien være kommet af et billede, jeg har set for mit indre blik. Det er sket flere gange. Af og til har jeg slet ikke tegnet den tegning, men bare ladet den manifestere sig i ord. Lige i disse år er jeg dog meget optaget af at eksperimentere med samspillet mellem tekst og tegning og har lavet nogle heftigt illustrerede børnebøger, som ligger på grænsen til graphic novels. Her prøver jeg dels at illustrere ting der ikke står i teksten, dels at finde på nye måder at ligesom sprede teksten ud over en side og helt ind i selve illustrationen.

Har du nogensinde oplevet, at en af dine historier, eller elementer fra den, er trådt ud af fiktionen og hilst på dig i virkeligheden?

Ja, det har jeg oplevet flere gange. En sommer, hvor jeg sad og tegnede en rødkælk til en historie, hørte jeg lyde nede fra stuen. Jeg gik derned og opdagede, at der var kommet en rødkælk ind gennem den åbne terrassedør. Den sad i vindueskarmen og gik helt i panik da jeg kom ind, så jeg skyndte mig ud igen og satsede på, at den selv kunne finde ud. Det gjorde den heldigvis. Jeg er bare glad for, at jeg ikke sad og tegnede en elefant den dag.

En anden gang slog jeg i en novelle en drengs dværghamster ihjel. Hamsteren hed Nuggi, ligesom min søns dværghamster. Da min søn læste den trykte bog og kom til historien med Nuggi, blev han lidt vred over, at jeg havde slået Nuggi ihjel. To dage senere døde hans Nuggi. Det tog han mig meget ilde op, og han har ikke læst nogen af mine bøger siden.

 


 

Biografi

Søren Jessen er både forfatter og illustrator. Han debuterede i 1990 med en billedbog og har siden skrevet omkring 60 bøger for alle aldre. Forfatterskabet rummer et bredt spektrum af genrer, lige fra billedbøger, ungdomsromaner, tegneserier og graphic novels til romaner for voksne. Han har desuden illustreret en lang række bøger, mest egne titler, men også historier af andre forfattere. Søren Jessen har modtaget adskillige priser for både sine historier og tegninger. De seneste år har han især haft fokus på graphic novels og illustrerede børnebøger med ekstra mange medfortællende illustrationer.

 


 

Søren Jessen blev inviteret til illustratorstafetten af Adam O., som har formuleret interviewets to sidste spørgsmål.

Søren Jessen sender illustrator-depechen videre til Gunvor Ganer Krejberg.

 


 

Tidligere deltagere i forfatterstafetten:

#1: Zakiya Ajmi

#2: Adam O.

Illustratorstafetten #3: Sofie Louise Dam

“Det allervigtigste, når man tegner til børn, er…”:

… det samme, som når man tegner til voksne? Jeg har ikke selv børn og kender ikke så mange. Men jeg føler mig selv som et barn, så jeg tegner ting, jeg selv synes er sjove og flotte og spændende. Jeg kan også godt lide at omgive mig med ting fra min barndom og er sentimentalt anlagt. Min humor er grundlagt med Bamse og Kylling, og min farvesmag har jeg fra de millioner Anders And-blade, jeg læste som barn.

Hvad eller hvilken anden kunstner har inspireret dig mest i forhold til udviklingen af dit eget visuelle udtryk?

På grund af mine forældres kunst-interesse er jeg tidligt i livet kommet meget på museer og har oplevet klassisk og moderne billedkunst. Jeg har stærke minder fra børnehuset på Louisiana. Et tegnekursus min mor sendte mig på i Helsingør, da jeg var barn, introducerede mig til blind- og observationstegning og det der med ”at tegne er at se”. Og utallige croquis-sessioner på The Drawing Academy i Viborg har sat sine spor. Tegning har måske meget været et håndværk, jeg gerne ville lære, og jeg er først senere blevet mere fokuseret på ”stil” eller stemme. Oscar Schlemmers Triadische Ballet og Mary Blairs illustrationer har helt klart påvirket mit formsprog i min studietid. I lang tid har tegneserieskaberen Jillian Tamakis bløde karakterer fyldt meget. Og folkekunst – broderi, patchwork, tatoveringer etc. – har jeg også interesseret mig for i nogen tid.

Hvorfor tegner du?

Det er mit sprog, og det er det eneste, jeg er god til. Sådan har jeg i hvert fald tit fortalt mig selv. Som barn var jeg genert, og det har taget mig lang tid at få venner og vise, hvem jeg var. Når jeg kunne putte en tegning foran mig, talte den for mig, og har været med til at skabe forbindelser til andre. Hver dag glæder jeg mig over at have et håndværk og udtrykke mig gennem det.

Hvordan er din arbejdsgang? Hvor meget af dit arbejde foregår digitalt og hvor meget analogt?

Når jeg bliver stillet en illustrationsopgave, finder jeg et stykke papir og tegneredskab. Jeg tænker med blyanten på papiret. Hurtigt og ”grimt”. Nogle gange dukker en figur eller ting frem, jeg godt kan lide. Så det hele starter analogt.

Derfra skitser jeg på computeren, og det hænger meget sammen med det kommercielle aspekt: Deadlines, feedback, økonomien… Rettelser er nemmere i Photoshop. Jeg synes, det er en velsignelse og en forbandelse at gøre sit håndværk til sit levegrundlag. Alt efter opgaven og det udtryk, jeg ønsker, rentegner jeg illustrationen på computeren eller en kombination. Men jeg imiterer for det meste et analogt udtryk, for det er det, jeg kan lide at se på. Jeg kunne godt tænke mig at mestre analoge materialer, så jeg ikke behøver computeren så meget. Eller, inspireret af dit arbejde, Signe, at turde omfavne fejlene og materialernes egen vilje.

Hvis du ikke skulle bekymre dig om tid eller penge, hvilket projekt ville du så lave?

Jeg ville helt klart lave en bog, men hvilken bog, det er spørgsmålet. I mit professionelle liv har de længere projekter udelukkende været lavet sammen med forfattere. Jeg elsker samarbejder og det, de giver til et projekt, men jeg drømmer også om at lave en bog helt selv. Skrive og tegne og måske især, hvis tid og penge ikke var en faktor, fordi skriveprocessen er lang og hård for mig. Hvis jeg ikke havde en redaktør, der sad og ventede på et manuskript, de kunne læse igennem, kunne jeg også tegne mig ud af nogle af udfordringerne. Jeg elsker tegneseriebiografier som Ulli Lusts bøger, Keiler Roberts og Julie Doucet.

Du er en meget dygtig frihåndstegner. Der er noget rundt og venligt over din linjeføring, som jeg er betaget af. Jeg er særligt vild med dine skitser. Kunne du forestille dig at lave et projekt, hvor du udelukkende arbejder med streg og linje?

Ih tusind tak, Signe. Jeg er selv rigtig glad for mine stregtegninger og den måde, jeg tegner på, uden undertegning eller et klart mål i sigte. Jeg synes ikke, jeg har haft et større projekt, hvor jeg kunne se den slags tegninger gøre sig godt. Da jeg blev færdig med min uddannelse i 2017, var jeg nok ret ængstelig og desperat efter at leve af at tegne. Og derfor arbejdede jeg hårdt på at få tingene til at være farverige og sprudlende, og jeg sugede til mig og efterlignede mine idolers arbejde for at blive bedre og bedre til at formgive. Altså, jeg fortsatte ligesom i studere-stilen, hvor man altid prøver at overgå sig selv og skubbe egne grænser. Det ville være en anden slags grænse at skubbe til at lave en bog, der var fuld af ”skitser”. Det kunne jeg godt forestille mig.

 


 

Biografi

Sofie Louise Dam (f. 1992) er uddannet i grafisk fortælling fra The Animation Workshop. Siden sin dimission i 2017 har hun tegnet tegneserier og billedbøger, blandt andet for Gyldendal, Alinea og Chronicle Books.

Instagram: @sofielouisedam

 


 

Sofie Louise Dam blev inviteret til illustratorstafetten af Signe Parkins, som har formuleret interviewets tre sidste spørgsmål.

Sofie Louise Dam sender illustrator-depechen videre til Simon Bukhave.

 


 

Tidligere deltagere i illustratorstafetten:

1#: Jan Oksbøl Callesen

2#: Signe Parkins

Illustratorstafetten #2: Signe Parkins

“Det allervigtigste, når man tegner til børn, er…”: 

Jeg tror, at det vigtigste er, at bruge sin egen menneskelighed når man laver billeder til børn. Figurer og billeder skal være levende og troværdige. For mig er det afgørende, hvor følelsesmæssigt investeret jeg er i en figur, og hvor langt jeg vil gå for at få alle detaljer, former og farver rigtige i et billede. Hvis jeg kan mærke, at en illustration bare er et arbejde, som skal gøres, er der noget galt. Måske kan det ikke aflæses direkte i billedet, men jeg tror alligevel, at et manglende nærvær, lammer figurerne i fortællingen og lægger sig over billedet som en kold tåge eller form for distance. Måske hedder det at gøre sig umage og tage sig tiden. Og bruge sig selv i arbejdet. Det er vigtigste for mig. Og jeg tror, at de samme ting gør sig gældende for billeder og litteratur tiltænkt voksne.

Hvad eller hvilken anden kunstner har inspireret dig mest i forhold til  udviklingen af dit eget visuelle udtryk? 

Hvis jeg skal vælge én, så er det nok den engelske illustrator Ralph Steadman, som jeg var vild med da jeg var 16 år. Han fik mig i gang med pen og tusch. I dag synes jeg ikke han er så spændende, men han har uden tvivl været en inspiration og en form for katalysator på et vigtigt tidspunkt i min udvikling. I dag er jeg mere inspireret af forskellige art brut kunstnere, kalkmalerier, hulemalerier, helleristninger. Gammel ægyptisk kunst. I det hele taget tegning og billedskabelse, hvor det virker som om at billedet er lavet af en form for nødvendighed, fremfor et ønske om at lave noget flot.

Hvorfor tegner du? 

Jeg har det godt, og jeg føler mig fri når jeg tegner. Det er rart at mestre et håndværk. Og så synes jeg, tegning kan være et godt redskab til at komme tættere på verden og mig selv. Hvis jeg sidder og tegner en plante, kan jeg meget bedre forstå, hvordan den ser ud, fordi mit blik ændrer sig, når jeg tegner. Jeg ser bedre og mere klart. Hvis jeg tegner en figur i en bestemt situation eller følelse, er der også noget som bliver tydeligere for mig. Jeg forbinder mig til verden og mig selv, når jeg tegner, og det kan jeg godt lide.

Dine tegninger er altid helstøbte og smukke, og det virker som om, at der ikke er så meget modstand for dig, når du skal igang med en. Du tager ofte udgangspunkt i hvad, der sker omkring dig, og du bruger teknikker, der ikke nødvendigvis kræver meget udstyr. Hvordan starter du en tegning, og hvordan ved du, hvornår den er færdig? 

Jeg er altid i gang med forskellige serier af tegninger og tegner også i min skitsebog løbende. Jeg kan godt lide at være i gang med noget hele tiden, også noget jeg ikke ved, hvad vil udvikle sig til. Nogle tegninger vokser frem af sig selv og andre forsøger jeg at ramme noget jeg har set eller forestillet mig. Jeg elsker at sidde med et stykke hvidt papir og være spændt på, hvad jeg vil ende med at tegne. Hvis jeg arbejder på en bog, går jeg lidt mere struktureret til værks, men jeg forbereder aldrig en hel bog. Jeg har det bedst, når et værk selv får lov til at vokse frem. Hvornår en tegning er færdig, er et godt og svært spørgsmål. Det er en balance, som jeg stadig ikke helt har fundet ud af. En tegning kan nemt tegnes ihjel med for mange detaljer, men nogle gange er det godt. Som hovedregel er det vigtigt, at alt i et billede har en funktion, eller at der er knyttet en betydning til alt. Pynt og dekoration ødelægger tegninger. Og grimme farver. Tegning er forbundet med stor lethed og glæde for mig, men af og til går jeg rasende og deprimeret hjem fra værkstedet på grund af en fejlet tegning.

Du fortæller meget historie i dine tegninger, både på din blog i gamle dage og i dine bøger og udstillinger. Kunne du forestille dig selv at skrive en børnebog engang? 

Ja, det kunne jeg godt forestille mig. Jeg får løbende idéer og tanker om bogprojekter, jeg godt kunne tænke mig at lave. De fleste små idéer kan vokse sig gode og store, hvis tiden sættes af til det. Så det er en prioritering. Jeg arbejder som billedkunstner og laver udstillinger og kunstbøger, så der er ikke tid til det hele. Jeg er i gang med at illustrere en bog for Zenia Johnson, og jeg har også planlagt en bog mere med Hanne Kvist, så der kommer flere bøger, omend ikke skrevet af mig.

 


 

Biografi

Signe Parkins er billedkunstner og illustrator. Hun er uddannet fra Colchester Institute of Fine Art i England og Designskolen i Kolding. Parkins arbejder med forskellige værk- og bogformater og udstiller på gallerier og kulturinstitutioner i Danmark og Norden. Sammen med forfatter Hanne Kvist udgav hun i 2019 billedbogen, Blomsten der elsker mig, for hvilken hun modtog Kulturministeriets Illustratorpris i 2020.

 


 

Signe Parkins blev inviteret til illustratorstafetten af Jan Oksbøl Callesen, som har formuleret interviewets to sidste spørgsmål.

Signe Parkins sender illustrator-depechen videre til Sofie Louise Dam.

 


 

Tidligere deltagere i illustratorstafetten:

1#: Jan Oksbøl Callesen

Forfatterstafetten #2: Adam O.

“Det allervigtigste, når man skriver til børn, er…”: 

Ikke at undervurdere sine læsere. Nogle mener, det er nødvendigt “at skrive ned til børn”, altså at fordumme eller forenkle sin tekst. Per Højholt har sagt, at børnelitteratur aldrig kan være kunst af samme grund. Men det er min erfaring, at voksne forfattere, der forsøger at tale ned til børn, ender med at fremstå dummere end deres læsere. Og så er det vigtigt at være taknemmelig over at have have en læserskare, der besidder så mægtig en fantasi, at de kan “bygge et sagoslott af ynkelige små byggesten” for at citere Astrid Lindgren.

Hvilken bog eller hvilket forfatterskab har haft størst betydning for dig? 

Der er mange, og det ændrer sig hele tiden. Alice i Eventyrland genlæser jeg ofte, og Ursula K. Le Guin, Kurt Vonnegut og George Orwells forfatterskaber er inspirerende.

Hvorfor skriver du? 

Det findes der mange svar på. Et af dem er, at det er magisk at se en historie dukke frem på det hvide papir, kravle ind i verden og blive virkelig. Ikke bare én gang, men lige så mange gange som den den møder en læser. Det at skrive er tæt beslægtet med at læse, det er en måde at rejse på. Jeg bliver ofte overrasket over, hvor teksten fører mig hen, når jeg arbejder på den. Den har sit eget liv, som jeg kun delvist er herre over.

Du har skrevet bogserien “Den Rustne Verden”, som er en slags klima-dystopi, hvor fremtidens Danmark er ødelagt af forurening og korruption. Kan man kalde det at skrive bøgerne for et aktivistisk projekt? Hvad håbede du at forandre med dem?

Den Rustne Verden er ikke et aktivistisk projekt, men bøgerne er en fremtidsfortælling om vores verden, så der er mange tråde til nutiden, spejlninger af vores tid, fremskrivninger og små fordrejninger af ting, der foregår nu, herunder forureningen af vores planet. Men også spøgsmålet om, hvor magten ligger i et samfund er centralt i bøgerne, og lige dér har jeg ikke skulle fremskrive særligt meget. Allerede nu er der en balance, der er ved at tippe. For eksempel havde vi for 60 år siden et rumkapløb mellem to supermagter, i dag har vi et mellem tre superrige virksomhedsejere (Musk, Branson og Bezos).

Med Greta Thunbergs Fridays for Future, har nutidens unge startet et verdensomspændende klimaoprør. Er der noget, denne generation gør anderledes end tidligere generationer? Tror du, de kan få reel indflydelse?

Måske er nutidens politiske landskab blevet mere åbenlys idiotisk end tidligere, og måske er de unge ved at blive mere resistente overfor al den slangeolie og nysprog, de bliver udsat for i medierne, og derfor sværere at løbe om hjørner med. Det håber jeg.

Er du optimistisk eller pessimistisk på planetens vejne? Tror du, det går som i dine bøger, eller kan vi vende udviklingen, inden det kommer så langt ud? Hvad skal vi i så fald gøre?

Planeten kommer til at overleve menneskene. Men jeg håber og tror også på, at vores børn og børnebørn vil være her om halvtreds år. De kommer til at leve mindre luksuriøst, end vi gør i den vestlige del af verden nu, men de vil også have en langt bedre forståelse af deres plads på jorden end os. Jeg tror, at de vil se tilbage på vores tid som dekadencens tidsalder, præget af epidemisk selvoptagethed, overforbrug og kortsigtede løsninger.

 


 

Biografi

Adam O. er forfatter og tegner. I 2019 udkom det første bind i Adam O.’s børnebogs-trilogi Den Rustne Verden – Flugten fra Danmark. Samme år fulgte bind 2, Motorhjerte, og for bind 3, Ukrudt modtog Adam O. Kulturministeriets Forfatterpris 2020 for hvilken han desuden også nomineret til Nordisk Råds Børne- og Ungdomslitteraturpris. Dertil er han i øjeblikket aktuel med billedbogs-trilogien, Den Store Tonni2Ton, hvoraf den første historie i serien udkom i 2016. Adam O. debuterede i 2011 med tegneserien, Ruiner på Forlaget Fahrenheit. Sideløbende med sit forfattervirke er Adam O. hustegner for hjemløseavisen Hus Forbi.

 


 

Adam O. blev inviteret til illustratorstafetten af Zakiya Ajmi, som har formuleret interviewets tre sidste spørgsmål.

Adam O. sender forfatter-depechen videre til Søren Jessen.

 


 

Tidligere deltagere i forfatterstafetten:

#1: Zakiya Ajmi