Bredere repræsentation af køn i børnelitteraturen

Den nordiske børnelitteratur er kendt og anerkendt ude i verden som norm-og banebrydende. Den tager børnene alvorligt, og den er fri for moraliserende budskaber. Flere forfattere har igennem tiden skubbet til normerne for det at være barn. Antiautoritære og stærke børnekarakterer som Pippi Langstrømpe og Ronja Røverdatter er eksempler på et opgør med datidens normer i forhold til børn og særligt piger. Tove Janssons karakterer i Mumidalen bryder ligeledes med normer for kønsroller og -udtryk.

Dette normbrydende træk ved den nordiske børnelitteratur har været med til at præge opdragelsen af børn og dermed samfundet. Mange børn bliver ansporet til at gå ud i verden som Pippi, der med ukueligt gåpåmod møder nye udfordringer. De senere års identitetspolitiske samtaler har skabt en bevidsthed i samfundet, som ikke før har været så stor. Det afspejler sig i kulturen, og vi ser flere børnebøger, der repræsenterer en bred kønsforståelse – et tema, der har fået mere synlighed i populærkulturen generelt. Selvom dette tema er noget, som har større synlighed i dag, er det en kendsgerning, at LGBTQ+ befolkningen udsættes for diskrimination og hadforbrydelser.

Diskrimination

Undersøgelser fra 2019-2020 viste, at 56% af LGBTQ+ personer oplever diskrimination på baggrund af deres kønsidentitet, og at mange oplever at få tilråb, trusler eller fysisk vold i det offentlige rum, blot fordi de klæder sig, som de ønsker. Derudover viser data, at ensomhed er 5-6 gange mere udbredt hos LGBT+ befolkningen, ligesom at selvmordstanker og-forsøg hos dem er langt mere udbredt end hos den øvrige danske befolkning.

På bevægelsen Lev og lad leves Instagramprofil og på hjemmesiden stophadet.nu har personerne bag samlet et hav af beretninger om, hvad LGBTQ+ personer udsættes for af diskrimination af forskellig karakter. Folk i forskellige aldre, fra forskellige egne af landet, beskriver, hvordan noget som at have neglelak på som mand kan lede til at blive nikket en skalle, og hvordan det at skille sig ud fra mængden betyder ugentlig chikane i det offentlige rum. I skolen, på arbejdspladsen, i sundhedsvæsenet og i det offentlige rum oplever LGBTQ+ befolkningen diskrimination udelukkende på baggrund af deres seksuelle orientering eller kønsidentitet.

Mistrivsel er også blevet konstateret blandt LGBTQ+ børn i rapporten Stop diskrimination i folkeskolen – LGBTQ+ elevers trivsel og vilkår i grundskolen (2021) udgivet af LGBT+ Ungdom og LGBT+ Danmark. Resultaterne af rapporten viste, at 64% af de adspurgte LGBTQ+ elever har selvmordstanker, og de føler sig seks gange så ensomme sammenholdt med den nationale trivselsmåling. Det viser, at der er tale om et strukturelt problem, der skal tages hånd om.

De strukturelle problemer viser sig bl.a. i sproget og i forventningerne til børn. Som mor har jeg oplevet, hvordan der fra start er en stor trang til at putte børn i kasser. Der blev rynket på næsen, da jeg købte min søn en dukke, og han er automatisk blevet omtalt som ‘pigen’, hvis han har spankuleret rundt med sin dukkevogn eller været på legepladsen iført sit lavendelfarvede termosæt. Det har undret mig, for (hvorfor) er det særligt forbeholdt piger at lege omsorgslege eller gå med tøj i særlige farver? Det har virkelig tydeliggjort for mig, hvor snævre rammer, der er for børn og køn, og hvor tidligt, de præges af heteronormen.

For at udfordre heteronormen, bør vi aktivt tage stilling til, hvad vi viser og lærer vores børn. Her kan kulturen og særligt børnelitteraturen være med til at vise alternativer og være modvægt til den store indflydelse fra heteronormen.

Nordisk børnelitteratur dengang og nu

Den nordiske børnelitteraturs tradition med at bryde med normer og konventioner strækker sig helt tilbage til 1800-tallet med H.C. Andersens eventyr. Med temaer som f.eks. døden vækkede han anstød hos anmelderne, der mente, at det var decideret skadelig læsning for børn. Hidtil var formålet med børnelitteraturen, at den skulle bidrage til dannelsen af en harmonisk og oplyst borger, og fortællingerne skulle have dydige karakterer, så børnene kunne lære, hvad der var ordentlig opførsel. Dermed prægede H.C. Andersen forestillingen om, hvad der er passende form og indhold i børnelitteraturen.

En helt central forfatter inden for nordisk børnelitteratur er Astrid Lindgren, der med sin litteratur udfordrede normer for, hvordan børn bør opføre sig. Samtidig har flere af hendes bøger et normkritisk blik på borgerskabet og familieformer. Dermed var Lindgren med til at påvirke og ændre formålet med børnelitteraturen ved at fjerne det moraliserende aspekt, hvilket i høj grad har præget eftertiden for den nordiske børnelitteratur.  Tilsvarende eksempel ser vi i danske Ole Lund Kirkegaard. Fælles for Kirkegaard og Lindgren er børneperspektivet, der ofte medfører, at fortællingerne får et implicit humoristisk aspekt og muliggør identifikation hos børn. Det er altså litteratur til børnene, på børnenes præmisser.

De aktuelle bøger med fokus på bl.a. køn har en forbindelse til forfattere som svensk-finske Tove Jansson, der med sine bøger om Mumi-troldende (1945-1971) skildrer væsener, der adskiller sig fra en binær kønsforståelse og bryder med kønsroller og -stereotyper. Danske Karin Michaëlis (1872-1950) og Estrid Ott (1900-1967), skildrede begge selvstændige kvinder, og ligeledes har Lindgrens skildringer af stærke pigebørn også en indflydelse på samtidens skildring af piger.

I nyere tid ser vi med svenske Per Gustavssons Prinsesse-bøger (2003-13) et forsøg på et opgør med stereotypen om den passive prinsesse, hvor prinsesserne tildeles selvstændighed og handlekraft. Ligeledes er der i danske Renée Toft Simonsens Karla-bøger (2003-11) et opgør med kønsroller i forhold til piger.

Der har generelt været en stor udvikling af børnebøger med karakterer, som er piger, der skildres som stærke individer med stort gåpåmod. Dette relevante opgør med en stereotyp kan ses som en afspejling af, at den tidligere største feministiske kamp var pigers og kvinders ligestilling med drenge og mænd, og ved at lave karakterer med de traditionelt set maskuline karaktertræk, så repræsenterer bøgerne et brud med en norm om, at piger er passive og afhængige af hjælp fra drenge og mænd. Dette er væsentligt, men der er også behov for børnelitteratur, der bryder mere generelt med det binære kønsbegreb.

Den svenske børnelitteratur har i særdeleshed udviklet sig i en mangfoldig retning, når det kommer til at bryde med normer. Flere forlag er dedikeret til at udgive bøger, der bryder med normer, bl.a. forlagene Olika og Sagolikt. På Olika.nu inddeles bøgerne i alder og i temaer, bl.a. temaet ‘Hen og personer som ikke kønnes’. Her er der en række bøger, der har karakterer, der omtales som eksempelvis ‘hen’ uden at det nødvendigvis er omdrejningspunktet for handlingen.

Med bøger, der forholder sig normkritisk til køn og kønsudtryk, kan vi vise børn, at der er mange måder at udtrykke sig på – uafhængigt af køn. De kan tilbyde et alternativ til heteronormen og starte samtale og refleksion. For repræsentation er vigtig, og voksne har et ansvar for at vise og normalisere forskellige kønsidentiteter og -udtryk, så det fremstår mindre anderledes.

Anbefalinger

Her har jeg samlet en liste over nyere værker, som bryder med normer om køn og kønsidentitet i en eller anden grad.

  • Alle os i vores hus (2020) er skabt af forlaget Alle os.
  • Bare numser i svømmehallen (2020) af forfatter Annika Leone og illustrator Bettina Johansson.
  • En fin sten (2020) af forfatter Anne Sofie Allermann og illustrator Anna Margrethe Kjærgaard.
  • Gæt hvad jeg er (2017) af forfatter og illustrator Mio Mahl.
  • Mormor og mormor (2020) af forfatter Rebecca Bach-Lauritsen og illustrator Charlotte Pardi.
  • Nour og Nora fejrer eid (2020) af forfatter Camilla Kaj Paulsen og illustrator Pauline Drasbæk.
  • Se – bøgerne af forfatter Åse Mendel-Hartvig og illustrator Marija Hurme (pegebøger til de mindste).

 

 


Om baggrunden for artiklen

Artiklen er skrevet på baggrund af Cecilie Mørk Thomsens speciale Hinsides kønsdikotomien: En komparativ analyse af udvalgt dansk børnelitteraturs potentiale. Ønsker du at læse specialet, er du velkommen til at kontakte Cecilie Mørk Thomsen på c.moerkthomsen@gmail.com.


 

100 ord om Ukraine

02.03.2022, Vesterbro

 

Vi skal have grøntsagsbøffer til aftensmad.

Gad vide, hvad de spiser i Ukraine.

Min storebror har fødselsdag på mandag.

Gad vide, hvordan de fejrer fødselsdag i Ukraine.

Jeg var undulat til fastelavn.

Gad vide hvilke traditioner de har i Ukraine.

Jeg har spillet ukulele i skolen.

Gad vide om de kan gå i skole i Ukraine.

Jeg skal hjem til far i morgen. 

Gad vide hvordan skilsmissefamilier gør i Ukraine.

For 14 dage siden kendte jeg ikke Ukraine.

Gad vide om børn i Ukraine kender Danmark.

Før tænkte jeg aldrig på krig.

Mon de længe har frygtet krig i Ukraine.

 

 


Om Vitze

Vitze de Lemos er 11 år og går i 5. klasse på Børneuni på Vesterbro. Når hun ikke går i skole, spiller hun ukulele og violin, læser mange bøger og skriver også af og til små tekster og digte. Under corona-nedlukningen skrev hun mange tekster på 100 ord til podcasten “Corona for børn”. En enkelt tekst blev læst op i TV-avisen.


 

8 forslag til at undgå stereotype børnebøger

Det kan være svært at sætte en finger på, hvornår en børnebog er racistisk eller sexistisk. Ofte kan man godt fornemme at der er noget, som ikke er, som det burde være. Her kommer derfor otte nedslagspunkter, som man kan bruge til at gennemgå børnebøger med. De er omskrevet fra den amerikanske lærer og forsker Louise Derman-Sparks’s “Ten Quick Ways to Analyze Childrens Books for Sexism and Racism” til dansk kontekst af undertegnede.

Kan det ikke være ligemeget, om der er stereotyper i børnebøger? Sådan er der helt sikkert nogen, der tænker. Måske dig?

Men forskning viser, at når børn er et halvt år, kan de se forskel på hudfarver, og fra de er 3 år, begynder de at bruge de stereotyper de møder ift. kultur, hudfarve og etnicitet som en magtfaktor til at bestemme, hvem der må være med i deres lege, og hvem der ikke må. Man siger, at bøger er ligesom et spejl og et vindue. Et spejl, så man kan genkende sig selv og opleve, at man er ‘normal’, fordi der er andre ligesom én selv. Et vindue, så man kan lære noget om andre folks liv, verdner og kulturer.

Et studie fra England viser, at de børn, der var marginaliseret i samfundet, blev yderligere marginaliserede af at ‘spejle’ sig selv i stereotype børnebøger.

Det er derfor vigtigt, at man er opmærksom på de stereotyper, man møder i børnebøger, især som underviser.

 

Sådan spotter du stereotyper i børnebøger

 

1) TJEK ILLUSTRATIONERNE

Undersøg om illustrationerne er generaliserer en bestemt identitetsgruppe: Køn, race, etnicitet, klasse, seksuel orientering, funktionsnedsættelse, eller om de fremstår som ‘real human beings’. Vi optager alle sammen stereotyper, selvom vi ikke er bevidste om det. Eksempler kunne være: Mænd med mellemøstlig baggrund er taxachauffører eller kioskejere. Kvinden er i køkkenet. Muslimske kvinder er passive og har ingen replikker. Etniske minoriteter taler underligt. Oprindelige amerikanere bor i tippier, er halvnøgne etc.

 

2) KIG EFTER ‘TOKENISM’

‘Tokenism’ betyder, at der kun er én. Et eksempel er børn med afrikanske rødder, som der ofte kun er ét af. Dette fører også til stereotyper. Det lærer desuden børn noget om, hvem der er mere eller mindre vigtige, og afspejler ikke den diversitet, der ofte er i grupper. ‘Tokenism’ betyder, at der kun er én BAME (‘Black, Asian, Minority Etnic’). Et eksempel er sorte karakterer, som der ofte kun er én af. Dette fører også til stereotyper, da denne ene karakter skal repræsentere en hel gruppe. Det lærer desuden børn noget om, hvem der er mere eller mindre vigtige, fordi der er ‘nogen’, der oftest er hovedpersoner og ‘nogen’, der oftest er bipersoner – og afspejler ikke den diversitet, der ofte er i børnegrupper i den virkelige verden. 

 

3) HVEM ER USYNLIG?

Kig efter, hvem der ikke er med i bogen/bøgerne, da det også lærer børn om, hvem der har betydning, og hvem der ikke har i vores samfund. Fattige, homoseksuelle forældre, minoriteter mangler ofte, men når de optræder, hvordan afspejles de så jf. punkt 4?.

 

4) TJEK FORTÆLLINGEN OG FORHOLDET MELLEM PERSONERNE

Hvem laver problemer? Hvem løser dem? Hvem er hjælpeløse? Hvem hjælper? Hvem har stor betydning? Er det folk med etnisk minoritetsbaggrund, kvinder, lavindkomstsfamilier eller folk med funktionsnedsættelse, der skal have hjælp eller er i passive roller. Er det fx de hvide, der ‘redder’ de ikke-hvide, som er en klassisk kolonial tankegang, der går igen i mange fortællinger?

 

5) KIG PÅ MORALEN OM FORSKELLIGE LEVEVIS

Hvilken værdi tillægges der levevis, som ikke tilhører en hvid, middelklasse kernefamilie? Er det synd for dem? Ser man ned på det? Er det eksotisk?

 

6) OVERVEJ FORFATTEREN/ILLUSTRATORENS POSITION

Enhver forfatter/illustrator skriver fra en kulturel og personlig kontekst. Engang var det primært hvide mænd fra mellemklassen, der skrev bøger, og det betød, at det primært var dét kulturelle klasseperspektiv, der dominerede. Nu er der kommet mere diversitet ind i børnebøger, men hvis bogen ikke handler om personer eller events, der er lig forfatteren/illustratorens baggrund: Hvad kvalificerer dem så til at give en præcis fremstilling? Hvad er forfatteren/illustratorens egne holdninger til karakterne/handlingen?

 

7) SE EFTER ‘LADEDE’ ORD

Hvilke ord bruges om hvem? Er der adjektiver som stærk, svag, primitiv, doven, klog, smuk etc., og hvem bliver de brugt om? Er der en sammenhæng med stereotype fremstillinger?

 

8) OVERVEJ EFFEKTEN PÅ BØRNS SELVBILLEDE

Gør fortællingen, at det enkelte barn føler sig overlegen eller underlegen i forhold til andre i kraft af deres hudfarve, køn, familiestruktur, familieindkomst, kropsduelighed? Hvis du er underviser, vil alle elever så kunne se sig selv spejlet i bogen (det kan alle selvfølgelig ikke i én bog, men så kan du finde forskellige, så alle spejles)? Eksempler: Der er forskellige måder at være pige på, ligesom der er forskellige jobs indenfor minoritetsfamilier.

 

Guiden kan sendes til dig på mail som gratis pdf via min hjemmeside www.nourognora.dk og printes ud i papirform. Du kan have den liggende ved dine bøger, og tage frem og nemt gennemgå de børnebøger, du har. Derved undgår du, at børn møder problematiske stereotyper, som har negativ indflydelse på deres selvbillede, eller som giver dem racistiske billeder af andre.

 

Fakta:

Guiden er omskrevet af Camilla Kaj Paulsen, kultursociolog, underviser og forfatter til bøgerne om Nour og Nora. Nour og Nora-bøgerne er normkritiske og tager højtlæseren i hånden, og leder en godt igennem samtalen med børn om hudfarve, etnicitet og kultur. Bøgerne er baseret på dialogisk læsning og læseleg og kan findes på forfatterens hjemmeside: www.nourognora.org

 

Kære Dorte

Kære Dorte

Hvor skal vi begynde? Med anden verdenskrig og de, måske primært kvinder, der levede men slet ikke udlevede deres liv i skyggen af mændenes krig og stearinfabrikker? Eller skal vi begynde i sanserne? Er det farverne og materialerne, fingerspidsfornemmelsen og følsomheden for papir, faldskærmsstof, blæk, kul eller rødspætteskind? Er det i stakken, de mere end 200 bøger du har skrevet, illustreret, tegnet eller på anden vis bidraget til? Er det i den sociale forståelse? Arbejdet med udsatte mennesker? Er det i humoren? Den i galge og den i fri form? Eller er det måske i karaktererne? Dine egne kvinder og piger med skæve tænder, gnistrende vrede, men også livshungrende øjne og tykke lår? Er det hos Jeppe, der vågner i Baronens seng og overvældes med sin gule nathue, og udbryder: Nille, jeg tror, jeg er kommet i paradis. Nille og det endda ganske uforskyldt. 

I din streg og Kåre Bluitgens gendigtning, ser man den overraskede antihelt i nattrøje, væbnet med vinger som en af de engle, der også hører til i dit mangefaceterede katalog. Hvor skal vi tage fat? Skal vi hylde dig som den første illustrator, børnebogsforfatter, der har modtaget Holbergmedaljen? Ja, til det første, nej til det sidste, for der er et citat, jeg gerne vil læse op. Et par linjer, jeg synes, passer på dig, og på hvorfor, du ikke skal have medaljen for at lave børnelitteratur, men derimod for at lave menneskelitteratur. For:

 

…uden barnet mister vi fornemmelsen for vores egen oprindelse. Vores ægte følelser. Vores instinktive klogskab. Vores forbundethed med naturen. Vores dybde. Vores forundring over stjernehimlen.

Og det ved de inde i børnelitteraturen. Og de ved, at det haster. Med både barnet og verden. Derfor er der kommet denne nye alvor ind i ord og billeder. Det har også noget at gøre med det, de snakker om ovre i Glasgow. Der er ikke tid til pjat. Barnets genkomst og genopstandelse fra regnearkene er lig med Jordens redning. Intet mindre. 

Det nye ord hedder ’menneskebøger’. Bøger for alle mennesker. Historier, der består af så mange lag, at man kan stå af og på og kigge højt og dybt, alt efter hvor man befinder sig i livet.

– Steffen Larsen, Politiken

 

Så Go´morgenfrue må jeg låne din klokkeblomst eller kan du ikke høre, din døvnælde. Det er nye tider. Ja, men for dig har det altid været nye tider, der har aldrig været tid til pjat. Der har altid været alvor i dine ord og billeder. Så, selvom man jo aldrig ved, om latinen har udviklet sig, siden degnen var ung, er LANA en ulv og COENA en natpotte. Det ved degnen, da Erasmus Montanus far beder ham oversætte knægtens uforståeligt højpandede brev fra latin, og det ved du også: hos dig er en natpotte virkelig en natpotte, et menneske, er et menneske, en sorg, en sorg, et vilkår, et vilkår, et tabu til for at blive udfordret, en spade, en spade og sproget noget man kan lege med.  

Du er en af dem, der har skabt fundamentet for den udvikling, den bevægelse, Steffen Larsen kalder menneskelitteraturen. Et sansende, tegnende og rystende menneske. Du taler klart, råt, poetisk og humoristisk til alle vores sanser. MEN. Når man læser og ser dine bøger, forstår man, hvor vigtig synssansen er. Uden den ingen læsning – hverken af tekst eller billede, ansigtstræk og bagvendte rygge inklusiv en bred bagdel i undertøj eller verdens mange former og farver. 

I din bog, Det var nok det bedste, får man en fornemmelse af, hvor det stammer fra. Altså hvor den grunderfaring har sit udspring. Bogen er tegnet Auto Fiktion. Den handler om at vokse op med en næsten døv mor, der tog alt tøjet af, når hun kom hjem, og som på alle måder beskrives som et specielt menneske, det ikke har været nem at være datter af. 

Man ser barnet, både det treårige og det tresårige, forsøge at nå ind til sin mor, og måske ser man det samme i dine tusinder af projekter? Der bores! Der søges! Der ledes! Hvad ledes der efter? Afklaring? Opklaring? Fred? Med dine ord: det sublime. Ofte i selskab med din mand Ole Dalgaard med aliaset Oscar K. 

Rygtet vil vide, at I har en kat, der hedder Diller, og at det er lidt pinligt at kalde på den i rækkehuskvarteret, hvor I bor, men I har også et dybt kreativt, fuldkommen unikt kunstner- og sjælefællesskab. Det hele folder sig ud i sort humor og konsekvent afidyllisering af tilværelsens groteske vilkår. Som læser, og som følger af jeres arbejde, må jeg bare takke for de mange præcise linjer og de mange skæve tegninger, I har beriget verden med. 

Sanserne, og deres arbejde i verden er helt afgørende for at finde ind til en kerne i dit arbejde. Din præcision, din kunnen. Du sætter din pen midt i eksistensens betændte steder. Der er meget bevægelse, opløsning og opsplitning af sind og personer. Arme og hoveder i flertal flyver fremad i bøgerne fra side til side, meget modsat din skrift, der er holdt i stram stil, med en udpræget sans for ikke at sige mere end det nødvendige. Igen tænker man: det kommer fra barnet, der skal råbe de døve op, de døve, dansende, nøgne voksne og deres mærkelige teaterliv. 

Listen over folk, du har samarbejdet med, og som må have betydet noget, meget, en del og måske alt for dig er lang. Til det vil jeg sige, at det er ovenud vidunderligt at botanisere i dine fællesskaber, for i samarbejde med andre har du brudt tabuer, transcenderet, kommunikeret, oversat, fortolket og en masse andet, og man tænker: Lige børn leger bedst, men de skæve har det sjovere. I har med garanti grinet og grædt, og der er blevet støbt ikke så få kugler og kander ved dit tegnebord, og vel ret væsentligt også: i din praksis som underviser på Kolding Designskole, og selvfølgelig også som formidler af livsens vilkår til alle aldre.  

Den bog fra din hånd jeg har læst flest gange, er en slidt lille sag, udgået fra biblioteket og på en eller anden måde endt i børneværelset hjemme hos os, hvor den udgjorde den allerførste af de bøger, min datter har fået læst højt.  

Bogen er i mine øjne et diskret mesterværk fra den ende af boghylden, der sjældent overlever savl, børneklør og pludselige bevægelser fra de aller mindstes ukoordinerede kropssprog: 

 

Der var engang en lille

Hun vidste hvad hun ville

Den røde på den blå

Den grønne ovenpå

Så skal vi have den gule

Den vipper vidst en smule

En lilla og en sort

Hvor er det blevet stort

Til allersidst mit krus

Så har vi millens hus.

 

En lille der ville, Dorte Karrebæk. Gyldendal, 1998

Navngivning af litterære tekster med minoritets repræsentationer

»Jeg troede du sagde, jeg var en ”white girl”«. »Nej, For resten af verden vil du altid være mest sort«. (Kirkegaard, 2011, Bounty)

“Indtil for ganske nylig var jeg en hvid kvinde i mine sexfantasier. Det var hvide kønsorganer, jeg knaldede med, tynde ben og tynde arme, store bryster, glat hår, der kunne tages om bag ørene eller sættes op i en hestehale” (Odoom, 2018, Ebony) 

“Leverpostej Mia” (el Halawani, 2018, Nat & Dag)

“En klog perker! Hvordan kan det gå til?” (Alatrakthci, 2011, Cand. Scient.)

“Er det måske fuglene, der bestemmer om, man er dansk? Lille fugl på himlen der, hvor dansk er jeg, hvor dansk er jeg? Nej, vel?” (Teller, 2011. Fuglene, Blomsterne, Træerne)

Som citaterne viser, er hudfarve, mikroaggressioner og marginaliserede grupper tematiseret i moderne, dansk litteratur – og heldigvis for det. I dag møder vi minoriteter i børne- og ungdomslitteraturen i et større omfang end tidligere. Men hvad skal man kalde de tekster, som har fokus på minoriteter i Danmark?

 

Et opgør med stigmatiserende begreber

’Indvandrerlitteratur’, ’minoritetslitteratur’, ’migrationslitteratur’, ’multikulturel litteratur’, indvandrerforfatter’, ’ghettolitteratur’ og ’brune børn i litteraturen’. Begreberne florerer i forskningen, i medierne og i debatterne, ofte uden en klar definition og afgrænsning.

Man kan også stille spørgsmål til, hvorfor tekster overhovedet navngives. Som den svenske forsker, Helena Karlsson skriver det i en artikel fra 2013:

“Idéer om mångkulturalism i litteraturen förstås i ett samspel mellan författare som tar upp tematiken i sina verk och forskare och kritiker som definierar och diskuterar mångkulturella aspekter av litteraturen” (Karlsson, 2013, s. 128)

Forskere bør definere og diskutere litteraturen i samspil med forfattere, der tematiserer minoriteter og multikulturalisme i deres værker. Og det er netop dét, jeg har gjort siden 2013 i mit arbejde i virksomheden, CultureWays og i min forskning på Aarhus Universitet. Både i forskningen og gennem min deltagelse til forskellige arrangementer om repræsentationer af minoriteter i børne- og ungdomslitteraturen har jeg formidlet viden om dette felt og udfordret de eksisterende begreber.

Min interesse startede, da jeg læste om multikulturel litteratur i en amerikansk litteraturforskningskontekst, og da jeg stødte på artikler om danske forfattere med forskellige minoritetsbaggrunde, hvor forfatterne frasiger sig indvandrerrollen og den nydanske stemme, som forlag og den offentlige debat higer efter (se fx Mansour, 2020 eller Albertsen, 2013). Forfatterne vil ikke sættes i bås på grundlag af deres etniske oprindelse, men anerkendes for deres forfatterstemmer og kunstneriske evner.

Mens forfattere i Danmark i starten af det seneste årti afviste at være garant for autentiske stemmer fra minoritetskulturer, stødte jeg i den amerikanske forskning på adskillige studier, der viste, at outsidere, dvs. hvide forfattere, ganske sjældent repræsenterede minoriteter, og når de gjorde det, var det ofte stereotype roller, minoriteterne fik i disse forfatteres bøger. Derfor var der i den amerikanske forskning en higen efter autentiske insider-fortællinger (læs fx Naidoo & Dahleen, 2013).

 

Multikulturel litteratur i U.S.A og i Danmark

Begrebet multikulturel litteratur udspringer af den amerikanske borgerrettighedsbevægelse i 1960’erne, som netop handlede om at skabe lige uddannelsesvilkår for alle elever i skolen. Argumentet lyder, at alle elever, også minoriteterne, bør have positive afspejlinger af deres liv og kulturer, så de anerkendes i skolen. Inddragelsen og efterspørgslen af multikulturelle tekster er derfor først og fremmest et pædagogisk ønske om at inkludere minoriteter litterært og indholdsmæssigt i uddannelsessystemet til gavn for den enkelte minoritetselev og til gavn for alle elever. I mit forsøg på at definere, afgrænse og konkretisere begreberne migration-, indvandrer-, multikulturel- og minoritetslitteratur fra hinanden trækker jeg på teorier fra både den danske og amerikanske forskning.

Som jeg har diskuteret i en artikel med Dr. Michelle Martin (Mansour & Martin, 2020), kan vi i en dansk kontekst ikke blindt anvende de amerikanske definitioner, da vi har en anden migrationshistorie, en anden curriculumtradition og anvender andre begreber om de tekster, der tematiserer levevilkår i et multikulturelt samfund.

I en amerikansk kontekst har begrebet multikulturel litteratur været diskuteret i over 60 år, og hvis man som læser ønsker at få et indblik i begrebets historie, kan man læse min Ph.d. afhandling: Multikulturel litteratur i danskfaget. Kulturer, læsemåder og litterær inklusion (2020), eller Mingshui Cais bog: Multicultural literature for children and young adults: reflections on critical issues (2002).

I min forskning har jeg bidraget med en ny definition på multikulturel litteratur, der matcher dagens samfund, og som er stærkt inspireret af den amerikanske forskning. Min definition tager også udgangspunkt i danske forskeres diskussioner af begreberne multikulturel litteratur, migrationslitteratur (Frank, 2013) og indvandrerlitteratur (Albertsen, 2013). Jeg vender tilbage til definitionen i slutningen af denne artikel. Først giver jeg et par eksempler på arrangementer, som har sat fokus på dette felt i de seneste år.

 

Multikulturel litteratur skriver sig ind i aktuelle debatter og tendenser i samfundet

Jeg startede med at skrive om minoriteter i litteraturen i min forskning i 2013, og jeg har siden udgivet artikler om emnet. Flere år efter blev min stemme hørt, og den 11. april 2018 blev jeg inviteret til at deltage til et fyraftensmøde med overskriften: ”De brune og de hvide børn i børne- og ungdomslitteraturen”. Debatten var arrangeret af Selskabet for børnelitteratur, Ibby Danmark.

I november 2018 afholdte hovedbiblioteket DOKK1 i Aarhus en international børnelitteraturfestival, hvor årets tema var Grænseland. I programmet kunne man læse: ”Grænselandet er også mødet med litteratur fra andre dele af verden og fremmede kulturer – og litteratur fortalt gennem nye medier” (ALBUS, 2018). Blandt andre forskere afholdte den amerikanske børnelitteraturforsker, Philip Nel en tale på DOKK1 om den skjulte racisme i børnebøger.

På Nordisk Barnebokkonferansen i Oslo (2019) blev forfattere og fagfolk inviteret til at diskutere ”dem” og ”os” i børnebøger. Således stod der i en teaser til en af de mange events, der fandt sted på konferencen: ”Hvor går grensen mellom oss og de andre? Hvem er egentlig oss, og hvem er de andre?” (Nordisk Barnebokkonfereancen, 2019).

I fagbladet for børn og unge, BUPL udkom en artikel, hvor de opfordrer pædagoger til at tale om hudfarve, kulturforskelle og -ligheder ved hjælp af børnebøger (Fagbladet BUPL, 2019).

Og i 2020 var det en stor ære for mig, da jeg vandt Klods Hans- prisen for min forskning i multikulturel litteratur. Det er Selskabet for Børnelitteratur, Ibby Danmark, som står bag den årlige prisuddeling, og i deres begrundelse fra 2020 stod der blandt andet:

“Nadia Mansour bidrager med et nytænkende blik på børne- og ungdomslitteraturen, som i praksis udmærker sig ved umiddelbar anvendelse i folkeskolen og ansporer til teoretiske, relevante og nødvendige diskussioner blandt fagfolk” (Ibby, Danmark).

Med denne prisuddeling kom der yderligere fokus på multikulturelle teksters relevans i skolen og på diskussionen af repræsentationer i børne- og ungdomslitteraturen.

Som jeg sagde til den første begivenhed, jeg var inviteret til i 2018 af Ibby, er jeg kritisk overfor en higen efter autentiske insiderfortællinger i litteraturen. Jeg blev citeret for at sige: ”Man behøver vel heller ikke at have erfaringer som kriminel for at skrive en krimi?”.

Kan man definere litteratur, der eksplicit handler om minoriteter uden at stigmatisere bestemte forfattere?

 

Minoriteter har hovedrollerne i fortællingerne

Jeg definerer multikulturel litteratur ud fra de pædagogiske formål med multikulturel uddannelse og ud fra litterære tekstinterne kriterier. Forfatterens etnicitet eller hudfarve er ikke et kriterium i min definition på multikulturel litteratur. Hvis man udelukkende definerer multikulturelle tekster ud fra forfatterens hudfarve og etniske oprindelse, skaber man implicitte forestillinger om, at hvide er ens og kulturneutrale. At hvide er ens og uden kultur eller etnicitet (Mansour, 2020, s. 31). Selvfølgelig kan forfattere gøre brug af autobiografien og dermed skrive deres liv, og gør de det, bliver det også relevant at se på stofskiftet mellem forfatterens levede liv og tekstens indhold. Men ligesom forfattere med en minoritetsbaggrund kan skrive tekster, der ikke er multikulturelle, kan forfattere uden en minoritetsbaggrund skrive multikulturelle tekster. Og multikulturelle tekster handler ikke om hudfarve, etnicitet og race. De handler om minoriteter og mødet mellem kulturer.

Multikulturel litteratur står i min definition på to ben; et pædagogisk og et litterært ben. Det pædagogiske ben tager udgangspunkt i de to amerikanske forskere, Rudine Sims Bishop og Mingshui Cai, der fastholder magtaspektet i deres definition. Målet med at hige efter og at indføre multikulturelle tekster i skolen handler for disse forskere ikke om at fejre mangfoldighed, men om at synliggøre privilegier og ulighed i et samfund. ”Diversity without equity is not a goal of multiculturalism” skriver Minghui Cai, og jeg er helt enig. I denne pædagogiske definition er multikulturel litteratur et middel til at skabe uddannelseslighed ved at fremme minoriteters erfaringer i skolen og skabe respekt, anerkendelse og nedbryde fordomme om menneskers kulturelle praksisser.

Der, hvor min definition adskiller sig fra Cai og Bishops definition, er netop, når de mener, at insiderfortællinger er mere succesfulde end outsiderfortællinger. Her har de et essentialistisk syn på kulturer og identiteter, som jeg ikke køber ind på. Jeg ser på kulturer som dynamiske, komplekse og foranderlige, og kulturelle artefakter eller andre håndgribelige elementer er ikke essensen i en kultur, men det er til gengæld, hvordan man anvender, fortolker og bruger dem i konkrete praksisser.

I min optik er det hverken forfatteren eller læseren, der afgør den multikulturelle teksts autenticitet, men tekstens egen æstetik. Læsere fra den samme minoritetskultur som teksten afspejler, eller som forfatteren er en del af, kan have forskellige fortolkninger af de kulturelle repræsentationer. Vi skal bare tænke tilbage på diskussionerne omkring Yahya Hassans digtsamling i 2013!

I min optik kan man ikke opspore den sande fortælling om én kultur, og det er netop en pointe, at en sådan ikke skal opspores. Alle fiktive værker kan fortolkes på et hav af måder.

Multikulturel litteratur indeholder tematiske og formmæssige genretræk, og et af de altafgørende kriterier i definitionen af multikulturel litteratur, er, at minoriteter har rollerne som protagonister i fortællingerne. Derfor forstås minoriteter som grupper, hvis normer, præferencer og baggrund afviger i forhold til de normer og præferencer, der findes i det offentlige rum, i lokalområdet eller som er indlejret i uddannelsessystemet. Minoriteter kan både være kønslige, seksuelle, sproglige, religiøse, etniske, handicappede etc. For eksempel findes der også etnisk danske minoriteter, der er en minoritet qua deres religion (tænk blot på Jehovas vidner).  Der er i alt ti kriterier i definitionen på multikulturel litteratur (Mansour, 2020, s. 42-43):

  • der har minoriteter som hovedkarakterer og dermed skaber plads til minoriteters erfaringer og perspektiver
  • der reflekterer diversiteten inden for landets grænser gennem indskrivningen af forskellige mere eller mindre overlappende kulturelle former, fx værdier, perspektiver, traditioner, religioner og livssyn
  • der omhandler nutidige/moderne samtidsrealistiske fortællinger om livet i et multikulturelt samfund
  • der tematiserer identitetsforhandlinger på tværs af kulturer og inden for en nation ved at sætte spørgsmålstegn ved identitet og kultur som faste størrelser
  • der tematiserer integration og sammenhold på tværs af kulturelle grupper
  • der tematiserer minoriteters kamp for rettigheder og ligeværd
  • der omhandler universelle temaer som sorg, venskab, kærlighed, skolestart eller andet, men med minoriteter som hovedpersoner (smeltedigelbøger (at der er tale om minoriteter, kan ses gennem minoritetsmarkører fx såsom navnene på karaktererne))
  • der indskriver personer med synlige minoritetsmarkører
  • der indeholder en sproglig mikstur, et diskursivt mix eller kodeskift mellem forskellige sprog, der afspejler forskellige gruppekulturer, fx gennem indskrivning af dialekter eller fremmedord
  • der gør brug af stereotyper om forskellige grupper, hvilket bruges som et æstetisk virkemiddel, der fx provokerer og skaber ironisk distance.

Fokus i de nyere multikulturelle tekster er kulturmøder og krydskulturelle tematiseringer, men det er ikke altid, at der er et eksplicit fokus på specifikke kulturer. Som i bogen Ibrahims bamse af Marianne Bugge og Kamilla Wichmann (2012), hvor vi møder en universel tematik: Ibrahim skal starte i institution. Ud over at hovedkarakteren hedder Ibrahim, er mørk i huden og har en mor, der bærer et muslimsk tørklæde, er kultur ikke et eksplicit tema i bogen.

 

Multikulturel litteratur giver taletid til uhørte stemmer og plads til det flerkulturelle

Jeg kan på baggrund af min forskning konkludere, at minoritetselever i skolen stråler og får mere taletid, når de læser multikulturelle tekster i danskfagets litteraturundervisning. Min forskning har også påvist, at alle elever uanset deres baggrunde har lært noget om andre kulturer i læsningen af multikulturel litteratur. Til gengæld har min forskning vist, som så mange andre forskningsprojekter (Aerila & Kokkola, 2013; Johnson, Koss, & Martinez, 2018; Osorio, 2018), at det bestemt ikke er ligegyldigt, hvordan lærere arbejder med multikulturelle tekster i undervisningen. Fx er det vigtigt, at man indskriver teksterne som en del af den fælles læsning igennem hele året og ikke som et eksotisk besøg i minoriteters liv en gang eller to om året.

Jeg har i mit arbejde og i min forskning besvaret en del spørgsmål, men min forskning giver også anledning til flere spørgsmål og flere studier. Vi mangler systematisk forskning af racisme og minoritetsrepræsentationer i børne- og ungdomslitteraturen i Danmark, både i et historisk og nutidigt perspektiv.

Jeg vil afslutte min artikel med at komme fremtidens diskursive og kulturelle forandringer i forkøbet og gøre det klart, at også min brug af begreber vil blive udfordret og forandret i fremtidens forskning og diskussioner.

 


 

NOTE: Jeg anvender betegnelserne minoritet og majoritet i min forskning, fordi jeg, på samme måde som den danske forsker Thomas Gitz-Johansen, ønsker at sætte fokus på de processer og relationer omkring magt og status, der er forbundet med at give lige uddannelsesmuligheder til alle børn i den danske folkeskole (Gitz-Johansen, 2006). Jeg sigter efter at åbne for en nuanceret forståelse af forholdet mellem majoritet og minoritet, som ikke udelukkende er sprogligt eller etnisk funderet, og som ikke på forhånd inddeler mennesker i farve eller etnicitet. Minoriteter kan blandt andet være sproglige, religiøse, kulturelle, kropslige, seksuelle eller kønsmæssige minoriteter.

 


 

Om forfatteren:

Nadia Mansour er forsker i multikulturel litteratur og vandt Klods Hans-prisen i 2020 for sin forskning om multikulturel litteratur og arbejdet med disse tekster i danskfaget. I 2023 udkommer Mansour med en lærebog om multikulturel litteratur på forlaget Dafolo, som er skrevet på baggrund af hendes afhandling omhandlende samme. Derudover er Mansour leder på pædagoguddannelsen i Aarhus, ligesom hun også er leder af Culture Ways – Mansours egen virksomhed – hvorigennem hun holder oplæg om kulturmødet og integration. På Gyldendals hjemmeside kan man i øvrigt finde undervisningsforløb, Mansour har udviklet, bl.a. et om Duften af safran af Sarah Engel.

Mellem linjerne – Strukturel diskrimination som skjulte arv

En gammel, elsket børnebog. En sang sunget igennem mange år. Et spil der vækker glade minder. Ord, man aldrig har skænket en tanke. Det er svært at fange alle de hverdagsting, minder og vaner der kan være diskriminerende, sexistiske, racistiske, m.m., særligt når man er opdraget til at se disse som uskyldige, harmløse eller endda sjove og søde. Det kan være så ubehageligt at opdage, at disse alligevel ikke er uskyldige, set med andre øjne. Hvad gør man så?

Hvordan skal der navigeres i diskussioner der opstår om køn, race, handikap, seksualitet, klasse? Hvordan kan gode intentioner i klodsede vendinger håndteres? Skal man undskylde? Skal man forsvare? Hvorfor står man ind i mellem med en følelse af at være taget på sengen? Misforstået?

Flere – og ofte dem der ikke selv har været udsat for diskrimination – stiller spørgsmål. Er der gået selvsving i det? Er de unge bare curling-ramte? Er der tale om Amerikanske ideer og tanker der bare ikke giver mening her i Danmark? Dem der svarer med nej, er oftest dem der har prøvet diskrimination på egen krop, i eget liv, eller dem der har indhentet mere viden om det.

Diskrimination i form af racisme, sexisme, homofobi, xenofobi og mere, er svært at tale om i Danmark. Delvist er der en lang tradition for at opfatte den demokratisk model i Norden som en, der hviler på værdier om lighed ikke kun mellem kønnene, men også på tværs af andre forskelle. Delvist har vi været så overbeviste om vores fremmelighed, at vi slet ikke har taget emnet seriøst. Der er hverken undervist om det i folkeskolen eller gymnasiet, det findes næsten ikke på universiteterne, opkvalificerende kurser for lærere, politi, journalister, pædagoger m.m. findes stort set ikke. Viden på feltet er en mangelvare.

Uden fælles viden og kompetencer til at opfange, identificere, forstå, sige fra – har diskrimination i Danmark gode vilkår til at brede sig. Det sker både synligt – bevidst og intentionelt – men også mere subtilt eller skjult. Diskrimination er ikke kun N-ordet eller tilråb og fysisk vold mod minoriserede mennesker. Det er også udelukkelse, nedladende og ringere behandling i butikker, øget fokus og negativ opmærksomhed fra politi, politikere, og i medierne. Det kan være grove beskyldninger og generaliseringer om grupper som vi har set politikerne bruge til at udskamme og mistænkeliggøre unge brune drenge. Det kan være opspind og fortællinger – igen fra politikere – om hvordan mennesker med Somalisk og Pakistansk baggrund angiveligt skulle være særligt sygdomsbærende i relation til Covid 19.

Diskrimination inkluderer former for psykisk vold, for eksempel igennem sproget, ”humor,” negative opfattelser, antagelser og forventninger. Det kan være nedgørende seksualisering, det kan være ”eksotificering” hvor man pludselig ses som noget særligt, eller seksuelt på en bestemt måde, fordi man har et bestemt udseende. Listen er meget, meget lang. Men i sidste ende, betyder diskrimination, at nogle mennesker simpelthen ikke har fair behandling og lige muligheder, fordi de allerede er dømt helt eller delvis ude på grund af hudfarve, religion, køn, m.m.

Men hvor kommer det fra? Vi er ikke født som racister – og de fleste har ikke ønsket, at være eller blive det. Diskrimination er noget vi arver. Det vil sige, det er noget der overleveres og reproduceres fra generation til generation. Det sker blandt andet igennem strukturer, kulturelt ophav – og særligt – sprogets rolle heri. For det er igennem sproget, at vi lærer og normaliserer mange diskriminerende ideer og kategori

Æsken til 'Stavelotteri'.

Æsken til ‘Stavelotteri’.

Børnespillet på billedet her er et eksempel herpå. N-ordet bruges til at beskrive en fælles måde at tale om, kategorisere og legitimere en talemåde og forskelle. Det bruges på samme måde som bil, ugle, m.m. Den normalisering skaber en racistisk læring for helt små børn. Spillet er gammelt, men mekanismerne – og brugen af N-ordet – findes fortsat i dagligdagen. Lignende eksempler findes i alt fra sange, lege, bøger, rim, skolemateriale, billeder, malerier. Diskrimination er en del af den fælles arv.

Måden vi lærer at se og skabe forskelle mellem mennesker bliver normen eller vores sandhed. De fletter sig ind i hverdagsantagelser og bliver til en del at de opfattelser, ord, og måder forskellighed bekrives, vises og skabes. Det kan beskrives som et hjul der kører i ring, hvor diskriminerende opfattelser skabes, gøres til sandheder, bliver reproduceret i vores kulturelle og sociale hverdag via sprog, bøger, billeder og mere. De bliver til selvfølgeligheder der fastholder rigtigheden af disse opfattelser. Cirklen kører fortsat. For at ændre på cirklen kræver det, at vi stopper op og kigger. Men betyder det så, at alt skal væk? Skal vi smide alt ud?

Illustration fra Mustafas Kiosk (Strid, 1999).

Illustration fra Mustafas Kiosk (Strid, 1999).

Det er der delte meninger om – og samtalen er vigtigt. Er det nok, at vi bliver i stand til at tale om diskrimination, racisme, sexisme, homofobi, xenofobi, m.m. når det dukker op i hverdagen? Flere mener at racistiske, sexistiske og på andre måder diskriminerende billeder og fortællinger, ord og antagelser skal helt fjernes fra de læringselementer og artefakter der bruges til børn. Andre bekymrer sig for tab af kulturel arv. Et andet argument er, at udviskning eller censur f.eks. at fjerne ord og beviserne for hvordan diskrimination og racisme er forankret i den fælles arv, kan være med til at male kulturarven og historien rosenrød.

Uddrag fra ‘ABC Bogen’ (H.C. Andersen, 1943).

På billedet ovenfor ses et eksempel af en sådan udviskning, forglemmelse og gengivelse i forhold til kolonialismen. Det behøver næppe en forklaring, tænker jeg. Lignende ses i narrativer (og manglen derpå) om Danmarks rolle som slavegørende, salg af slavegjorte, brug af slavegjorte, overtagelse og undertrykkelse af mennesker under kolonitiden. Historien er i mange tilfælde blevet til narrativer om den gode, hjælpende, civiliserende kolonialist, den venlige (eller ikkeeksisterende) ejer af slavegjorte, eller endda landet der sagde fra overfor slavegørelse. Dansk slavegørelse og handel med slavegjorte samt denne enorme betydning disse aktiviteter havde for Danmarks udvikling og økonomi er nærmest helt fjernet fra historien.

Måske, i en ideel verden, kunne vi ved at bevare dem, bruge de diskriminerende artefakter, historiske genstande og elementer af den fælles arv som læringsmomenter eller potentialer. Men det vil kræve en meget store videns- og kompetenceopbygning. Anerkendelse, validering og forståelse kan klinke mange skår og bygge mange broer. Men det er nok ikke lige der vi er, kollektivt set, lige i øjeblikket.

Ser vi på køn, viser en hurtig søgning på legetøj, hvordan ideer, antagelser, og opfattelser om køn reproduceres via leg. Pointen her er ikke at nedgøre eller udskamme. Det er blot at illustrere, hvordan reproduktioner findes mange steder, og let overses. Og det er reproduktionen som har betydning for hvilke normer, vaner, antagelser og opfattelser overgives og videreføres.

Det er ikke overraskende, at alle indimellem kommer til at sige eller gøre noget, som trækker på en diskriminerende antagelse eller opfattelse. Når vi ser film, læser børnebøger, taler med (eller i nærheden af) vores børn. Vi trækker på opfattelser om køn, klasse, race, seksualitet, forskelle, og normalitet kommer til udtryk. Som sagt, har vi en fælles arv, og derfor kan det ske uden at vi tænker synderligt over det – samt overfor mennesker vi holder af. Derfor kan vi godt blive bedre til at se det og måske også tale om det så det ikke forbliver en slags legitimering af diskrimination.

 


 

Hvad betyder diskrimination og racisme?

  • Diskrimination er negativ forskelsbehandling i forbindelse med køn, ”race”, seksualitet, handikap, alder, religion, tro, oprindelse, social baggrund m.m., hvor virkning og/eller formål betyder at ligebehandling og lige muligheder ophæves eller svækkes på et hvilket som helst område af samfundslivet. Der behøver ikke at være en intention for, at det sker. Diskriminationsgrundene er baserede på de Forenede Nationers Race Diskriminations Konvention (CERD, 1965)), og er derfor allerede anerkendt og accepteret af langt de fleste lande verden over. Danmark ratificerede denne definition så langt tilbage som i 1971.
  • Strukturel diskrimination er diskrimination der er indlejret og normaliseret i hverdagen. Det kommer til udtryk i normer, regler, sprog, opfattelser m.m.
  • Racisme er normalisering og legitimering af ulighedsdynamikker og tilstande (det kan være historiske/kulturelle/institutionelle). Racisme omfatter et hierarki og et system hvori der findes fordelagtig behandling og privilegier for hvide majorisererede personer på bekostning af den/de racialiserede minoritet(er). Disse behøver ikke at være eksplicitte, de kan være skjulte eller svære at få øje på da de ofte er en del af hverdagen og ligger dybt i vores normer. Derfor tales der også om hverdagsracisme, eller den racisme der kommer til udtryk i hverdagshændelser, uden at mange bemærker det.
  • Ideologisk racisme er troen på, at der findes biologiske ”racer” samt på et hierarki blandt disse ”racer.” Det knyttes til grupper som Ku Klux Klan, Nazisme, m.m. Det er ikke den form for racisme der menes, når der tales om racisme i forskning, eller i aktivistiske forståelser.
  • Magt er ALTID i spil når der er tale om diskrimination og racisme.

Imagining a Future of Endless Possibilities

Pregnant with my first child, I, Elisabeth, decided to revisit some of the books from my own childhood. And while they held familiar memories and feelings of nostalgia, I realized that they all had one thing in common: whiteness. All the characters were white, white, white. As I was flicking through Pippi Longstocking, I suddenly remembered how I had longed for red hair and freckles. How all my literary heroes seemed to have unobtainable qualities. For my younger self this manifested in the belief that I couldn’t be as cheeky as Emil from Lønneberg, or I couldn’t explore as freely as the children of Bulderby. But my older self clearly saw that since these characters and their traits were wrapped in packaging that contradicted what I saw in the mirror, how would I have ever figured out that they were attainable to me?

The data tells a similar story. A 2019 CLPE (Center for Literacy in Primary Education) 2020 report¹ surveyed all the children’s books published in the UK in 2019. They found that only 10% feature children of color, and only a further 5% are a main character. Furthermore, in 2017, black, latino and native authors accounted for only 7% of all published children’s book authors². In Denmark there are not statistics collected on race and therefore none on racial representation (which could be an article in itself but suffice to say it’s grim).

We usually feel a bit grossed out by the word “representation”, as it’s so often hijacked as a cover-up. The term is regularly thrown around by the very people and systems that benefit from maintaining the status quo. Conveniently plastering a light-skinned poc on the cover to say “see? We did it. DiVeRsItY”. As if inclusion is the same as transformation. When we talk representation, we are usually focused on the systemic changes and processes behind publishing; who dictates the framework for editing? Who gets to decide which books get published, and how? How are resources and funding distributed? It’s less important that a narrative features a BIPOC character if the author, editor, publisher, translator, illustrator is white. Basically, we don’t believe in the benefit of these kinds of tokenizing gestures, or the way that representation becomes an excuse to depoliticize literature and other art forms.

However, with children’s books, while systemic change is still as important, there may be a point to be made around more basic representation. We know that by 9 months children categorize people by race and prefer their own race to others³, and that this number is reduced when simply seeing other races in photographs⁴.

At the same time, while these studies clearly show that children have and express racial bias, research also tells us that adults think they do not⁵. This idea of telling children that race is inappropriate to talk about, that color doesn’t matter, or that we’re all human, is harmful and ignores the very real racial realities that children also exist within. Caretakers who do not face these challenges have a minimum of duty to talk to their children about it. Books can be a great support in opening the conversation around vulnerable topics such as race, disability, sexuality, gender or other experiences that might not be presented through immediate family.

This is not to say that children’s literature is some sort of quick fix to racial bias, and it’s incredibly important to steer away from the idea that the task of racial representation is somehow to humanize the ‘other’ – this simply centers the white gaze and reinforces whiteness as the norm around which other lived experiences orbit. Literature is beautiful and important because books allow for endless possibility, other realities, fantastical worlds and dreams. Books are not a tool for contrived empathy or expanding the definition of what is accepted as ‘normal’ but can be valuable as a recognition and exploration of the self.

Children’s books are about imagining, about adventure, exploring and pushing the bounds of what the world is and can be. To feel seen in the stories you grow up with is to understand that you are fully present in your future. It’s extremely hard to imagine a future for yourself that you’ve never seen – how do you articulate what you do not know exists?

This means not just making racialized characters visible but questioning what kinds of narratives are being presented: do they fall into stereotypes? Who has agency? What kind of message does the book send on the limits and possibilities for children – to not just see themselves but (re)imagine themselves in endless ways?

Reading recommendations:

 


 

References

  1. REFLECTING REALITIES: Survey of Ethnic Representation within UK Children’s Literature 2019. https://clpe.org.uk/system/files/CLPE%20Reflecting%20Realities%202020.pdf)
  2. ‘The Diversity Gap in Children’s Book Publishing, 2018’. https://blog.leeandlow.com/2018/05/10/the-diversity-gap-in-childrens-book-publishing-2018/
  3. Aboud, F. E. (2008). A social-cognitive developmental theory of prejudice. In S. M. Quintana & C. McKown (Eds.), Handbook of race, racism, and the developing child (pp. 55–71). John Wiley & Sons, Inc.; https://srcd.onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1111/j.1467-8624.2006.00906.x; Hirschfeld, L. A. (2008). Children’s developing conceptions of race. In S. M. Quintana & C. McKown (Eds.), Handbook of race, racism, and the developing child (pp. 37–54). John Wiley & Sons, Inc.
  4. Developmental Origins of the Other-Race Effect. https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC3773883/
  5. Adults Delay Conversations About Race Because They Underestimate Children’s Processing of Race. http://dx.doi.org/10.1037/xge0000851 (PDF: https://www.apa.org/pubs/journals/releases/xge-xge0000851.pdf)

 


 

Biography

(un)told pages is a pop-up bookshop and literature festival featuring only Black, Indigenous, and People of Colour authors. Based in Copenhagen and co-founded by Elisabeth Gullach and Maya Acharya.

The project is dedicated to dismantling the whiteness in the literature scene: (un)told pages is about creating a space to platform, support and celebrate BIPOC authors. All our events are free, & we pay the people we work with. Any profit we make goes back into getting books and hosting events.

It’s important to us that the joy, solace, awakenings, & resonance that books can bring are made accessible to everyone. We want to challenge the structures, formats and criteria that dictate who literature is by and for, what forms it takes and how it’s shared.

We don’t believe in the canon, in tokenism, reformist representation, depoliticized art or the performance of identity/trauma for the white gaze.

We want (un)told to be a space for people who, like us, are unedgy, sincere, awkward, shy.

Untold means boundless, immeasurable, something that cannot be expressed in words alone. These stories are not untold — they were never gone — they have always existed.

(un)told pages has recently launched their online bookstore: https://www.untoldpages.dk/bookstore/

Normer på spil i børnebiblioteket

Folkebibliotekerne er rummelige institutioner. De er åbne huse med åbne medarbejdere, som brænder for at skabe et sted, som giver alle borgere fri og lige adgang til oplysning, dannelse og kulturel aktivitet. Men er det virkelig tilfældet, hvis vi ser nærmere på biblioteket med et normkritisk blik? Eller er biblioteket som institution i virkeligheden primært imødekommende overfor dem, som falder inden for normen?

Som medarbejder på et bibliotek kan jeg fortælle, at det ligger dybt indlejret i institutionens selvforståelse, at vi er en ikke-kommerciel indgang til viden, fællesskaber og kulturelle oplevelser. Børnebiblioteket er et sted, hvor du må komme uanset, hvem du er, og hvad din baggrund er. Her kan du være dig selv.

Jeg tror, de fleste brugere og medarbejdere på bibliotekerne kan genkende sig selv i denne beskrivelse. Det er med andre ord en helt central del af bibliotekets DNA, at det er et rum, der skaber lige deltagelsesmuligheder for alle, og at det kuraterede indhold i rummet; materialerne, betjeningen, teknologierne, vi bruger, og den fysiske opstilling, understøtter det samme.

Det er præcis det, som gør bibliotekerne til de fantastiske, vigtige, inklusive og demokratiske rum, de skal være. Men samtidig er det selvsamme indgroede selvforståelse, som til tider skygger for at have et kritisk blik på, hvem der egentlig er inviteret eller overhovedet kan føle sig velkomne på bibliotekerne. Både når det kommer til, hvordan man må udtrykke sig, og om man som barn kan forvente at blive set eller være repræsenteret i den litteratur, som man møder.

En retsvisende virkelighed

Det er tydeligt, at intentionerne er generelt i orden. Men i en normkristisk sammenhæng, hvor vi ønsker at finde ud af om en bestemt handling eller måde at tale på bliver modtaget som diskriminerende, er vores intentioner faktisk ligegyldige. Et for entydigt fokus på ‘de gode intentioner’ kan nemlig skygge for at se på effekten af vores handlinger med den konsekvens, at vi rent faktisk kommer til at diskriminere.

Derfor er den måde, vi henvender os til vores børn på, den måde vores institutioner byder alle velkomne på, helt afgørende for oplevelsen af både tilgængelighed, lige adgang og lige deltagelsesmuligheder. Præcis her har bibliotekerne en kæmpe magt. Når man spørger brugerne, står det tydeligt, at det, som bibliotekerne formidler, anses for at have en virkelig høj sandhedsværdi. Selvom vi er offentlige, kommunale rum, så opleves vi i mindre grad som bestemmende myndighedsinstanser og mere som troværdige formidlere af fakta, men også af virkelighed. Det er en kæmpe magt at blive givet og et stort ansvar at have. Det betyder, vi skal arbejde ekstra hårdt for, at den virkelighed, vi genskaber gennem vores bøger, udstillinger, arrangementer og betjening, er en retvisende virkelighed, som faktisk bidrager til et mere ligeværdigt samfund.

Drømmen om et tryggere børnebibliotek

Børnebiblioteket kan netop være et rum, som er skabt til at gå på opdagelse i, både i fortællingerne, i fakta og fiktion: At mærke sig selv, afprøve identitetspositioner; tillade sig selv at eksperimentere og føle sig frem og stille sig selv spørgsmålet: “Hvem er jeg?”.

I mødet med fortællingerne og billederne kan man spejle sig i de mulige roller og positioner, vi som institution viser, er til rådighed for børnene. Så hvad fortæller vi børnene er muligt? Hvem kan de være?

Indtil for nyligt (måske er det fortsat sådan enkelte steder) havde en del biblioteker opdelt deres bogsamling i såkaldte ‘drengebøger’ og ‘pigebøger’. Hvad fortæller vi vores selvlæsende børn om at være rigtige ‘drenge’ og ‘piger’, når hestebøger står i ‘pige-sektionen’, og bøger om humor og fodbold står i ‘drenge-sektionen’? Hvem er der plads til her? Hvad er det for en normativ forståelse af det at være henholdsvis pige og dreng, som er på spil her?

Det er ikke mere end to år siden, at vi på mit bibliotek havde en opstilling af bøger i ‘drengebøger’ og ‘pigebøger’. Dengang havde vi også guide-tekster, der skulle fortælle brugerne, hvad der særligt hørte til i ’drenge-sektionen’ og ’pige-sektionen’:

”Piger: Bøger, som vi vurderer, specielt er tiltrækkende for piger. Ofte bøger i dagbogsform, om hverdagslivets forviklinger for den kvindelige hovedperson. Problemstillingerne, der tages op er i den lette ende. Bøger som fokuserer primært på svære emner, såsom døden, ensomhed eller mobning eller andre livskriser, findes ikke her”

Og for ’drengene’ stod der:

”Bøger, som vi vurderer, specielt er tiltrækkende for drenge. Stor vægt på underholdningsværdien, lidt tungere/sværere bøger står i alm skøn”.

Når bøger om delfiner, bagning, ridning, veninder og mode kommer på ‘pigehylden’ og bøger om ‘detektiver, fodbold, humor og venskaber’ kommer på ‘drengehylden’, er vi i fuld gang med at lukke de muligheder, børnene har for at forstå sig som henholdsvis ‘pige’ og ‘dreng’. For slet ikke at tale om køn udenfor det binære spektrum som fx queer-positioner. Til gengæld reproducerer vi en snæver ramme for, hvad det vil sige at være en ‘rigtig dreng’ og en ‘rigtig pige’, og risikoen for at falde udenfor medskaber vi også. Hvis vi virkelig gerne vil skabe inklusive rum, skal vi øve os i at se kritisk på den normative forståelse af fx at være ‘en pige’, og hvad det er, vi videregiver til børnene. At turde se kritisk på vores deltagelse i reproduktionen af normative forståelser af eksempelvis køn og seksualitet er at tage sit ansvar alvorligt og forstå den rolle, vi spiller i forhold til (selv)dannelse.

Forandring og Modstand

Det kan være slidsomme dialoger at tage, når vi skal se kritisk på normer. Der er heller ikke mange kommunale strategier og nationale policies, som bakker en eksplicit, inklusiv praksis på bibliotekerne op. Når vi peger på normerne som ekskluderende, så skaber det som regel et ganske stort ubehag. Det er ubehageligt at se sin egen deltagelse i eksluderende handlinger – særligt fordi, det er sjældent er hensigten. Hvis vi absolut skal tale om intentioner, som jeg var inde på tidligere, så må og skal det være i en sammenhæng, hvor vi også taler om vores valg for at skabe inklusive institutioner – og særligt vores ønske om at være endnu mere intentionelle i vores valg og handlinger.

Her kan en normkritisk praksis kan hjælpe os. Der sker tit det i vores mangfoldighedsarbejde, at vi kommer til at reducere det, vi vil, til et ‘projekt’ – en enkelt indsats. Her er det let at komme til at fokusere meget ensidigt på det, som netop er ‘forskelligt’; det, der er anderledes, afvigende og falder uden for normen. Det kan være, at vi tænker: “Vi må lave noget for den-og-den målgruppe”. Det kan være fint at have sådanne projekter. Men vi skal være opmærksomme på, at vi ikke kommer til at forstærke kategorierne fremfor at udfordre normerne. En normkritisk tilgang til det at skabe ægte inkluderende organisationer fokuserer på netop dét, der producerer ‘det andet’ som anderledes og forskelligt, nemlig normerne og majoritetskulturen. Et sted at starte kan være at se på rekruttering, vidensniveau for medarbejderne, sammensætning i samlingen osv. På den måde bliver det også primært os, der arbejder i institutionerne, som kommer på arbejde.

Den normkritiske praksis handler om at gå skridtet længere i forhold til en typisk mangfoldighedsdiskurs. Hvem kan være imod ‘diversitet’, ‘love is love’ osv. Det er jo dansk frisind. Dog normkritikken peger på, at mangfoldighed ikke skal forveksles med tilstedeværelsen af ‘det Andet’ og dermed også fastholdelsen af minoritetsgjorte i en andetheds-position. Normkritikken tager fat ved, at arbejdet med at udfordre normerne primært er et arbejde, som vi skal tage på os i institutionerne, som en del af en majoritetskultur. Det er her, arbejdet skal starte og først og fremmest gøres.

Et eksempel på at arbejde normkritisk kan hives frem fra min egen hverdag, da jeg sammen med en kollega sidste år startede et nationalt Regnbuenetværk op for biblioteksansatte. I netværket deltog ca. 40 biblioteksansatte, der alle har et ønske om at arbejde med repræsentation og højne vidensniveauet for LGBTQ+ på bibliotekerne. En fra vores netværk besluttede sig for at ville lave en LGBTQ+-hylde i mixzonen (primært rettet mod Young Adults-læsere). En LGBTQ+-hylde er ikke at forstå som en målgruppe-hylde, men en tematisk hylde. Et greb, som er en fast del af bibliotekarisk formidling. Men pga. emnet blev medarbejderen mødt af noget modstand. Da hun talte om ideen, blev hun fra en kollega mødt med:

“Hvad hvis jeg som hetero vil læse en LGBTQ+-bog, må jeg så ikke gå hen til den reol? Hvorfor skal de have deres egen opstilling, hvad med os heteroer, hvor er vores bøger så?”.

Dette citat er et tydeligt eksempel på, hvor svært det kan være at vise minoriserede, at de ER velkomne på biblioteket uden samtidig at forstærke andetgørende kategorier. Den modstand, som man bliver mødt af internt i organisationen, når man forsøger at udfordre strukturerne, kalder på, at man opøver en sensitivitet i organisationen over for normer. For hvis man ikke kan få øje på det overvældende heteronormative binære, ciskønnede rum, som bibliotekerne er, så er det det blik, der skal åbnes op.

“But George knows she is a girl”

Et andet eksempel, som også viser, hvor tungt et system bibliotekerne faktisk er (de allerbedste intentioner til trods), er også at finde i katalogiseringsteksterne. Vi har en børnebog, der hedder George af Alex Gino. Den handler om en transperson, om pigen George. Den har efterhånden en del år på bagen. Forfatterens egen manchet på engelsk lyder:

”When people look at George, they see a boy. But George knows she’s a girl”.

Her er den på DBC blevet gengivet således (Danmarks Bibliotekscenter, som laver den altovervejende del af katalogiseringer her i Danmark til bibliotekerne):

”George er født som dreng, men han føler sig som en pige.”

Det er et eksempel, som viser, at selv i en ganske simpel oversættelsessituation fastholder DBCs tekst pigen, George i et fejlkønnet, maskulint pronomen (han/ham), mens den originale manchet netop skelner mellem det køn, som omverden ser George som, og det køn, George er, nemlig en pige og dermed bruger korrekt pronomen. Til perspektivering af eksemplet kan man se at både katalogiseringen i det svenske biblioteksvæsen og i teksten, skrevet af en medarbejder i den LGBTQ+-specialiserede boghandel, Buens Bogcafé er korrekt kønnet. Vi må antage, at grunden til, at det kan gå så galt med en dansk tekst, er fordi, det er et cisnormativt blik, som (ganske sikkert uden at vide det) har fejlskønnet. En pænt stor fejl i en meget lille oversættelsesopgave.

Eksemplet er sikkert langt fra enestående. Da vi på mit bibliotek havde en opdeling af pige- og drengebøger, stod bøger om lesbiske i ‘pigesektionen’ og bøger om bøsser i ‘drengesektionen’. Men for at vende tilbage til George blev netop denne bog, hverken kategoriseret blandt pige- eller drengebøger. George blev i stedet sat ind i skønlitteratur-reolen under forfatterens navn, simpelthen fordi man ikke rigtigt vidste, hvor den skulle placeres i den binære opstilling.

Eksemplerne er ikke til udhængning eller udskamning. Det er gode eksempler, to ud af rigtig mange, som viser os, at vi som offentlige institutioner simpelthen er nødt til at løfte vidensniveauet. Det gælder naturligvis for andre diskriminationsparametre også. Eksemplerne her har alene fokus på LGBTQ+. Hvis børnene skal føle sig velkomne, så skal ansatte på bibliotekerne vide tilstrækkeligt om at skabe lige deltagelsesmuligheder uanset køn, seksualitet, religion, etnicitet, racegørelse, kropsfunktionalitet osv.

Den professionelle killjoy

Normkritisk praksis er for mig koblet ret tæt med at være en feministisk killjoy (jf. forfatteren, Sara Ahmeds, Living a Feminist life (2017)). Sara Ahmed beskriver den feministiske killjoy som en, der spolerer andres glæde (indforstået på bekostning af andre). At være den på arbejdspladsen som igen og igen peger på diskriminerende handlinger og strukturer; at forårsage det ubehag, som bliver tydeligt, når man peger på problemerne – selvom ubehaget i øvrigt fandtes i forvejen, det var bare nogle andre mennesker, der ikke er vant til at blive set og hørt først, som mærkede det. Den feministiske killjoy er altså en person, der aktivt påtager sig at råbe højt om magtmisbrug og krænkende adfærd. Jeg føler mig særligt forbundet til den feministiske killjoy, fordi jeg prøver at se repetition som en normkritisk handling i sig selv – og ikke som et trættende tegn på, intet ændrer sig. Som Sara Ahmed siger i Killjoy-manifest (2018): “Jeg er ikke villig til at give slip på historier, der ikke er ovre”. At være killjoy inde i egen institution er udfordrende, det er ofte det familiære, som man udfordrer, oplevelsen af konsensus. Det kan næsten blive oplevet som anti-institutionel adfærd. Og det er ikke populært, og man risikerer også, som Ahmed beskriver det i sin bog, at blive gjort til problemet ved at pege på problemet. Udfordringen for mig er at skabe et fællesskab i organisationen omkring bibliotekets kerneopgave; nemlig demokrati og lighed i forhold til adgang og deltagelse. Og med det for øje at skabe et tilpas trygt rum for kolleger at være sårbare i, hvor i stedet for at tale højt om ens ‘gode intentioner’ i stedet lytter til kritikken og er parat til at tilegne sig ny viden og eksperimentere med nye, mere inklusive rum.

Når der allerede er taget side

Man kan sige, at normkritik ikke er et mål i sig, men en vedvarende praksis; en metode til at skabe forandring og en mere retvisende spejling på børnebiblioteket. Det er også at tage den offentlige institution med ind i et mere politisk rum. Noget, som ikke ligger lige for for en ofte neutralitetsbegrejstret bibliotekspraksis. Normkritikken viser os, at der hele tiden allerede er truffet valg. Det var bare ikke alle valg, der var synlige for os, fordi vi var inkluderede i normen.

Det er min oplevelse, at det er svært i en offentlig institution, som ikke bør tage side, at forstå, at der allerede er taget side i børnebiblioteket. Eksempelvist i et overvejende hvidt, heteronormativt, binært, cis, kulturkristent, ableist rum, som ofte taler til en kernefamilie bestående af ‘far og mor + børn’. I sådan et rum er der jo taget implicit stilling til, hvilken verden, vi vil vise børnene som mulig. Derfor taler jeg ofte om at re-politisere biblioteksrummet. Re-politisering giver mening, fordi vi har glemt, at vi havde valget; at vi havde magten til at skabe en meget mere mangfoldig og tidssvarende virkelighed for børnene at spejle sig i.

 


 

Om skribenten

Amalie Ørum Hansen er chefkonsulent på Gentofte Centralbibliotek og medstifter af Nordisk Netværk for Normkritisk Ledelse for 20 ledere, kunstnere og aktivister i nordiske kunst- og kulturinstitutioner. I 2019 arrangerede hun en national workshop for folkebibliotekerne omkring misrepræsentation i børnelitteraturen med deltagelse af lærer og stud.pæd.soc., Eja Bent-Ali Klai og illustrator, Leyla Bautista. Amalie arbejder som konsulent med fokus på tilgængelighed og mangfoldighed. Hun er også medstifter af både det Nationale Regnbuenetværk for biblioteksansatte og DMs LGBT+netværk. Hun er aktiv som oplægsholder, hvor hun primært taler om emner som normkritisk praksis i organisationer og professionel killjoying

Har du HØRT det?

HØRT vil rumme essays og andre typer tekstlige bidrag,
der viser, hvordan samfundsmæssige udviklinger
også spejler sig i børne- og ungdomslitteraturen.

Med HØRT vil vi skabe rystelser, forandringer og nye
erkendelser, knytte bånd og nærme os hinanden og
sammen finde modet til at være mere sårbar, sansende
og følende – uanset om vi så måtte kritiseres for at
formidle et falsk menneskesyn, være barbariske og hylde
kontroltabet.

Gennem et mangfoldigt udvalg af stemmer vil
HØRT forsøge at række ud til de mange læsere af
børne- og ungdomslitteratur, der tilgår bøgerne med
forskellige baggrunde, erfaringer og forudsætninger.

Det er HØRT før. Men vi har taget initiativ til HØRT,
fordi vi bakker op om vigtigheden i at blive HØRT. Det
er tid til at lade en polyfoni af stemmer blive HØRT; at
lade andre komme til i stedet for altid at være den, der
får lov at blive HØRT først.

For vi mener nemlig, at alle fortjener at blive HØRT; at
du fortjener at føle, at du bliver HØRT.

“Har man HØRT noget så galt”, skal der nok være
nogen, der finder på at sige. Og mon ikke om der blandt
disse stemmer også er personer, som råber op om
‘krænkelsesparathed’ og forveksler ytringsfrihed med
promovering af racisme. Har vi ikke HØRT nok på
dem?

I 2021 vil vi i samarbejde med en række eksterne
bidragsydere belyse minoritets- og
repræsentationsspørgsmål og bringe tekster af Mira C.
Skadegård, (un)told pages, Amalie Ørum Hansen, Oskar
Fehlauer og Nadia Mansour.

Gennem litteratur lærer vi at danne meninger og stille
spørgsmål, der giver plads til at reflektere over det
nutidige samfund, vi lever i.

HØRT!