Forfatterstafetten #6: Bodil El Jørgensen

TENTA: “Det allervigtigste, når man skriver til børn, er…”:

At tage børnene alvorligt. Både dem man skriver om, og dem man skriver for. Jeg er så heldig at have en meget levende erindring om min egen barndom. Fornemmelsen af det intense ved alt i verden, som jeg oplevede dengang, den skal jeg helst være i kontakt med, når jeg skriver, i hvert fald noget af tiden. Ellers føles det som snyd.

 

TENTA: Hvilken bog eller hvilket forfatterskab har haft størst betydning for dig? 

Hvis jeg skal vælge én bog eller ét forfatterskab? ”Phuii”, den var svær. Men så bliver det Roald Dahl. Hans bøger for børn er fulde af fantasi, humor og opfindsomhed, men også af sorg, tab og eksistentiel tyngde på én gang, og det virker! Det beundrer jeg. For at være ærlig, så har jeg direkte ”lånt” en præmis fra hans fantastiske bog Heksene; nemlig at hekse ligner ganske almindelige mennesker, og går uopdagede rundt iblandt os. Den dannede grundlag for min første bog Prinsen af Pæremosen, som blev det først bind i serien om Julius og Pæremadsen.

 

TENTA: Hvorfor skriver du? 

Det simple svar: Jeg kan godt lide det (selvom det også er besværligt nogle gange!). Vi siger bare ”at skrive”, men der er jo tale om mange forskellige processer. At finde på og måske ligefrem blive overrasket over det, man finder på. Undersøge og researche på forskellige måder ved at tale med mennesker, søge information eller opsøge steder.  Leve sig ind og lade sig rive med af sine fiktive karakterer. Skabe en præmis og holde den. Skabe et univers og folde det ud. Strukturere og komponere et stof. Nørde plot og sprog. Redigere og omskrive. Jeg holder af den variation. Rent lavpraktisk, så sætter jeg stor pris på at være min egen chef.

 

Trine Bundsgaard: Du har skrevet mange serier i mange forskellige genre. Hvad er det ved serien, du godt kan lide?

Jeg læste virkelig meget som barn, og når jeg var færdig med en bog, kunne jeg nogle gange føle en stor tomhed og ligefrem et savn. Fordi jeg ikke kunne blive i bogens verden og sammen med personerne i den længere. Jeg tror, at min tilbøjelighed til at skrive serier i hvert fald til dels stammer derfra. Den længsel efter at møde sine fiktive venner igen og høre, hvad der mere skete med dem. At det ikke må være slut! Som forfatter føler jeg stor tilknytning til mine karakterer, og ved at skrive serielt kan jeg blive sammen med dem lidt endnu.

Samtidig ideudvikler en del, inden jeg begynder at skrive. Og hvis jeg har brugt meget krudt på at skabe et univers med egne love og fænomener, kan det føles som spild kun at lave en enkelt bog, der foregår i det. Nogle gange får jeg også ideer, som der ikke er plads til i den bog, jeg arbejder på, men som så kan bruges i den næste. Jeg har dog en grænse, som ligger ved 5-6 bøger, for så begynder jeg nemlig at blive bange for at gentage mig selv, og må skifte spor. Sådan har det i hvert fald være indtil nu.

Mange børn elsker serier, så hvis man godt kan lide at skrive dem, er det ret dumt at lade være.

 

Trine Bundsgaard: Der er humor og gak i mange af dine bøger. Hvordan kan det være?

Det er ikke som sådan et bevidst valg. Sådan bliver det bare nogle gange. Men jeg kan sige, at i mine øjne er humor en både ædel og vanskelig disciplin. Selvom alvor nogle gange takseres som finere eller mere ”litterær”.

Jeg synes heller ikke, at humor og alvor behøver at være modsætninger, faktisk arbejder jeg meget på at finde en balance, så humoren ikke punkterer det sørgelige, spændende eller tankevækkende, der også er i mine historier, men kontrasterer og befrugter det. Ting er jo ikke bare sjove, de er sjove i en kontekst og det er tit den, der interesserer mig. Hvis nogen for eksempel beder mig om at skrive noget sjovt, går jeg fuldstændig i baglås. Det kan jeg overhovedet ikke. Jeg prøver heller aldrig i min egen proces på at ”være sjov”. Gisp, så går det helt galt, det bliver distanceret og krampagtigt og … u-sjovt.

Humoren skal helst snige sig ind ad bagvejen, mens jeg er optaget af historien, sådan bliver det bare bedst. Jeg indrømmer, at jeg elsker gakkede indfald, i passende doser. Er der noget federe end sidde ved computeren og klukke for sig selv, bare en gang imellem? Det skulle da lige være tanken om, at børnene og deres voksne, der læser højt, kommer til at klukke med, når bogen er færdig.

 

Trine Bundsgaard: Hvordan er din skriveproces? Hvor starter du? Og hvordan arbejder du undervejs? Er det forskelligt fra bog til bog? Har du brug for ro? Eller kan du arbejde i larm?

Det er selvfølgelig forskelligt fra serie til serie. Men der er også lighedspunkter. Jeg begynder aldrig bare at skrive, men udvikler først. Jeg forsøger at modvirke min egen perfektionisme og tendens til at nørde for meget med småting for tidligt ved at arbejde i ”lag”.  Så jeg laver flere gennemskrivninger med hver deres fokus. Første gennemskrivning har jeg for eksempel fokus på historien/overblikket. Ved anden gennemskrivning kan mit fokus fx være at skabe mere plads til og skærpe karaktererne, som jeg er kommet til ”at skrive lidt henover” ved at fokusere på historien. Derefter, måske se nærmere på sprog og atmosfære, osv.

Det lyder meget mere systematisk, end det er. Men altså, jeg siger til mig selv: ”Dette er foreløbigt, det er bare et udkast”. Og så skriver jeg det igennem igen og igen, til det begynder at føles færdigt.

Jeg bruger tit musik til at tune ind på den verden/de karakterer jeg aktuelt skriver. Gerne den samme musik. Så jeg ligesom har et soundtrack, som passer til grundstemningen i bogen. Da jeg skrev fantasy-serien Pigen fra Havet, hørte jeg fx en bestemt koncert for harpe og orkester af J.S. Bach igen og igen. Klassisk, følelsesfuld og dramatisk musik. Når jeg skriver Professor Pip-serien, hører jeg Django Reinhardt, ”swing-jazz”, for guitar og violin, fuld af tempo og livsglæde, som passer til humoren og det høje handlingstempo i historierne.

I Fifi & Chili– serien har hovedpersonen Fiona sit eget kendings-album, Coletrane og Ellingtons: Ballads. Også jazz, men mere svævende, drømmende, inderlig, sådan som Fiona er.

Og ja, jeg har brug for ro, for at arbejde. Ro eller det rum musikken og et par gode høretelefoner skaber for mig.

Illustratorstafetten #6 Zarah Juul

TENTA: “Det allervigtigste, når man skriver til børn, er…”:

Nysgerrighed og respekt. Nysgerrig på verden omkring dig og på at udforske og fortælle om det, du ser, og det, der betyder noget for dig. Selv de helt små ting. Respekt for barnet som et menneske er også vigtigt. Respekt for, at de kan tåle og tilmed har brug for at opleve ideer og historier, de ikke nødvendigvis forstår som en voksen ville. Det udvider hjertet og trækker nye spor i hjernen.

 

TENTA: Hvad eller hvilken anden kunstner har inspireret dig mest i forhold til udviklingen af dit eget visuelle udtryk?

Det ved jeg faktisk ikke. Det er jeg rigtig dårlig til selv at se. Jeg er også dårlig til at kigge på og løfte dem eller det op, som inspirerer mig. Det er noget, jeg først i de seneste år er begyndt at blive opmærksom på og øver mig i at huske. Jeg ved, at jeg elskede bøger af Michael Ende, da jeg var lille, Den uendelige historie, Momo og Den lille drømmespiser. Den sidste, som er en billedbog, både skræmte og fascinerede mig. Jeg ved, jeg drømte uhyggelige drømme om, at den lille drømmespiser var efter mig. Visuelt elskede jeg Sven Nordqvists bøger om Peddersen og Findus, og det er måske også den slags finurlige og farverige illustrator, jeg selv er mest. Men jeg er også vild med Ralph Steadmans rå og beskidte streg. Det er nok det, jeg lige nu arbejder med. At gøre min streg mere rå og ligeglad. Jeg håber ikke, mit visuelle udtryk holder op med at udvikle sig eller forandre sig.

 

TENTA: Hvorfor tegner du?

Fordi det er en mulighed. Fordi blyanten er et enkelt og tilgængeligt værktøj. Jeg har altid skabt ting ud af min fantasi og digtet historier i leg, ord, stof, maling, mudder, grene og melklister. Jeg har aldrig været og er ikke kræsen med mediet eller værktøjerne. Men vores samfund vil gerne have, at du vælge noget, og at du specialiserer dig, og det var jeg særlig påvirket af, da jeg var yngre. Jeg forestillede mig derfor ikke, at jeg kunne leve af den skabertrang, jeg havde, eller at det var en styrke at elske alle medier. Det var først, da jeg i mine tyvere så elever sidde og tegne ved et besøg på en videregående uddannelse i Odense, at det gik op for mig, at tegner var noget, jeg kunne uddanne sig til, og noget jeg kunne arbejde med, når jeg blev voksen. Hvis jeg havde mødt en keramiker eller lært at væve tidligere i mit liv og set, at man kunne leve af det, var jeg meget muligt endt der. Tegning eller illustration har udover at være muligt at skabe med en kuglepen eller en blyant her og nu den fordel, at det er utrolig alsidigt, og det gør det til et skønt felt for mig at udtrykke mig i. Jeg kan overføre mine motiver til snart sagt alle de medier, jeg elsker, maleri, keramik, hækling osv.

Så jeg vil nok ikke sige, at jeg tegner. Jeg skaber med maling og blyant og tusch, som er de redskaber, jeg har til rådighed. Grunden til, at jeg ikke skaber professionelt i alle medier, selvom jeg har lyst er, at det kræver det tid og tålmodighed og øvelse at mestre de forskellige områder. Derfor er jeg lige nu her i illustration, men måske er jeg et andet sted om 10 år.

 

Cathrin Peterslund: Meget af dit arbejde er analogt, ofte akvarel, og jeg beundrer den livlighed og varme dine illustrationer har. Vil du beskrive din arbejdsproces fra idé til færdig illustration?

Tak Cathrin! Jeg kæmper meget i min arbejdsprocess. Jeg føler stadig, jeg “går i skole” og hele tiden skal lære noget nyt og endnu ikke har “en måde”, jeg gør tingene på. Så hver gang jeg starter, går jeg lidt i panik og frygter, at jeg ikke har det,, der skal til. Derefter begynder jeg at tegne. Altså jeg tegner på det papir, der er foran mig, hvad end værktøj, der er på mit skrivebord, eller som jeg lige kan mærke, jeg har lyst til at bruge. Helst helt fordomsfrit og uden forventning til resultatet. En slags tøm-hovedet-tegning. Jeg tegner fra noget barnligt inde i mig selv. En lille Zarah, der ikke kan lade være. Hvis det er en historie, jeg skal illustrere, tegner jeg ofte karaktererne, det handler om, først. Flere gange og med forskellige værktøjer. Derefter tegner jeg nogle af de ting, karaktererne støder på. Undervejs mens jeg “bare tegner eller maler” uden et egentlig mål, begynder der at danne sig en idé eller et ønske om, hvordan billederne skal se ud. Det opstår oftest først efter, jeg har lagt tegningerne væk, tit i vrede over, hvor dårligt det hele er. Så begynder jeg på et nyt papir fra en anden vinkel. Måske et storyboard eller farveklatter. Før i tiden ville jeg så lave en skitse og evt. overføre den til akvarelpapir via lysbord for at lave en helt færdig analog tegning. Men det virker ikke rigtig for mig mere. Jeg bliver for bevidst, og min streg bliver stiv og bange. Så jeg har måtte aflære mig selv en løgn om at “rigtige” illustratorer altid laver hele færdige analoge værker, der 1:1 svarer til det, du ser i den færdige billedbog/artikel/website. Så nu forsøger jeg bare at tegne noget, indtil jeg synes, det er færdigt. Nogen gange er det et helt færdigt opslag, andre gange er det enkelte små dele af en tegning, som jeg sætter sammen på computeren til en færdig illustration. Nogen gange er det noget, jeg troede, “bare” var en skitse, men som viste sig at være det helt perfekte for at gøre min idé og illustration færdig. Det kan være svært for mig at huske, at der ikke er en rigtig og forkert måde skabe på, når jeg er i proces. Derfor har jeg en seddel hængende på min tegnestue: “No right, No wrong, Only Art “.

 

Cathrine Peterslund: Du har nogle meget genkendelige karakter-designs, og du laver tit dyre-karakterer. Hvordan opstår dine idéer til dem?

Jeg fik læst fabler som barn. Mange fabler føles det som. Og så legede jeg meget og længe alene med mine mange bamser. Det var mit frirum. Måske har det været med til, at jeg synes, det er sjovt at portrættere mennesker som dyr eller dyr med mennskelige egenskaber? Jeg har ikke tænkt over det før nu.

Mine designs er et sammensurium af, hvad jeg er inspireret af og min manglende evne til at “tegne efter”. Jeg har haft mine årtier med at tegne efter andres designs og stil, hvilket er en fantastisk måde at oparbejde et “orddforråd” som tegner på. Jeg har også tegnet i virksomheder, hvor kunden ville have den og den tegnestil, som jeg så skulle efterligne. Det var jeg ikke udpræget god til, og jeg drømte inderst inde om, at de valgte “min stil”. Jeg brugte derfor år på at afsøge alle mulige stilarter og redskaber ved at tegne monstre i alle afskygninger, som var det, der kom ud af min hånd, når jeg ikke tænkte. Over tid har jeg nu stykket en værktøjskasse frem med karakterdele, som jeg kan tage ud og bruge, når jeg synes, det passer. Det betyder, at jeg ikke skal tænke, når jeg tegner mine egne karakterer, og at jeg bare kan lade blyanten/sindet/musen vælge, hvad der kommer ned på papiret. Delene blander sig med musik, farven fra et stykke legetøj, silhuetten af en død bille eller dele af en Gunilla Bergstrøm-karakter og bliver til min karakter. Opgaven er så at blive ved med at udvide værkstøjskassen… For evigt!

 

Cathrine Peterslund: Hvilken slags bog ville være en drøm for dig at illustrere?

Min egen. Af andres kunne det være fedt at illustrere en ny historie skrevet af Neil Gaiman
eller en nyfortolkning af Æsops samlede fabler. Uh, jeg ville også gerne illustrere Jimmi og
den kæmpestore fersken eller Den uendelige historie.

 

 


Biografi

Zarah Juul (f. 1978) er illustrator og forfatter. Hun er uddannet grafisk designer og animator ved Kunsthåndværkskolen i Odense og har udover forfattergerningen udviklet computerspil og interaktive oplevelser for børn og unge. Siden 2013 Zarah Juul har illustreret flere billedbøger og selv skrevet og illustreret billedbogen Venner fra A til Å, som er udgivet på forlaget Jensen & Dalgaard i 2020.

 


Zarah Juul sender illustrator-depechen videre til Anna Margrethe Kjærgaard.

 

Forfatterstafetten #5: Trine Bundsgaard

Det allervigtigste, når man skriver til børn, er…”:

At være ærlig. Og at skrive om noget, man selv er optaget af eller gerne vil undersøge og forstå.


Hvilken bog eller hvilket forfatterskab har haft størst betydning for dig?

Jeg kan ikke sige en bog, som har gjort den største forskel, men jeg har en klar fornemmelse af, at jeg ret tidligt havde en oplevelse af, at bøgerne kunne tilbyde et helle eller åndehul og en mulighed for, at jeg kunne træde ind i en anden virkelighed og blive spejlet eller udfordret og møde noget andet og samtidig mig selv.

Jeg har en meget tydelig erindring om, at min mor læste Brødrene Løvehjerte højt for mig – og græd. Jeg var ikke så gammel, og det fyldte mest for mig, at hun blev så bevæget af historien. Nogle år senere, læste jeg den selv – og græd sammen med Tvebak.

 

Hvorfor skriver du?

Det spørger jeg også mig selv om på de dage, hvor skriften har sat sig fast og ikke vil noget som helst. Men jeg skriver, fordi det er dejligt at skrive. Det giver mening. Selve processen er meningsfuld. At skrive er en særlig måde at tænke på og et særligt og meget dejligt rum at gå ind i. Jeg skriver også,  fordi jeg føler, at jeg har noget, jeg skal undersøge og bringe videre.

 

I din bog En helt almindelig familie får vi ikke at vide, hvilket køn jeg-fortælleren har. Hvilke tanker har du gjort dig om, hvad karakterens køn betyder for de historier du skriver?

Jeg gør mig mange tanker om køn, fordi vi tillægger kønnet så stor betydning i vores kultur. Der findes en masse antagelser, som bunder i kønnet: At drenge er gode til teknik og matematik, at piger er intrigante osv. Og de antagelser vil jeg gerne udfordre og nuancere. I Hvis vi var en almindelig familie (2019, Gyldendal) havde jeg skrevet mig halvt igennem bogen, da jeg opdagede, at der kun var to steder, hvor fortællerens køn var tydeligt, og så opstod ideen om at lade fortællerens køn ”forsvinde”. De fleste lægger ikke mærke til det, men læser bare sig selv ind i fortælleren. Og jeg kan virkelig godt lide den åbenhed, det giver. Måske er det slet ikke vigtigt at vide, om det er en dreng eller en pige, som passer på sin lillesøster og kæmper for at holde sammen på familien? Måske kan det manglende køn få dig til at tænke over nogle af de logikker, du accepterer og følger uden at tænke over det.

 

Du debuterede i 2006 på et tidspunkt, hvor mange af dine studiekammerater var på vej op ad den store karrierestige. Hvad fik dig til lige netop at vælge at gå forfattervejen?

En forfatterworkshop på Forlaget Carlsen i 2004 afgjorde det. Så kort kan det næsten siges. Jeg havde gået med drømmen om at skrive i mange år, men også med en stor blufærdighed i forhold til det, og derfor havde jeg skrevet i smug. Da jeg så opslaget om workshoppen i avisen, vidste jeg bare, at det ville jeg gerne. Jeg var slet ikke i tvivl. Og det var en omvæltende oplevelse at tage skriften alvorligt på den måde og at dele en historie, jeg var i gang med at skrive. Jeg fik skrevet det meste af en bog i det forløb, som Forlaget Carlsen siden antog. Og så vidste jeg, hvad jeg skulle.

 

Du er en meget produktiv forfatter og temaerne i dine bøger spænder tilsvarende vidt fra store samfundstemaer som klimakrise til det helt nære som brud i familier. Men er der nogle af de emner, du har skrevet om, som du synes har været sværere at gå til end andre? Og er der ligefrem temaer fra børne- og ungdomslivet, som du aldrig nogensinde vil kunne skrive om?

Jeg vil ikke afvise nogle emner blankt – med mindre jeg ikke føler, at jeg har kendskab nok til at kunne skrive troværdigt og indlevet om et emne. Det er helt afgørende, at jeg kan leve mig ind i en problematik, hvis jeg skal kunne skrive noget. Jeg kan godt lide at skrive om noget, som er kompliceret og forsøger at blive ved med at bevæge mig nye steder hen. Jeg har for nyligt opdaget, at det er en svært at skrive om sex. Jeg har skrevet tre bøger om Tilde og hendes venner, som er i puberteten. Jeg ville skrive om krop, forelskelse og lyst, fordi den kropslige og mentale forandring, som sker i pubertet er så vild. Man bliver jo et andet menneske. Og jeg ville gerne skildre den spirende lyst, som følger med. Jeg ville skrive om at opdage, at man er et erotisk væsen – det fine og vilde i det – men det er altså svært. Jeg skrev det om mange gange, og det blev lidt mindre lystigt, end jeg havde tænkt. Jeg fik ikke helt knækket den nød, så måske er jeg nødt til at gøre et nyt forsøg i en ny historie. For jeg synes stadig, det er vigtigt med et modbillede til meget ungdomskulturs næsten pornografiske fremstilling af især piger og kvinder.

 


Bio

Trine Bundsgaard debuterede i 2006 med Rune Ole fra Akelejvej og har siden skrevet flere bøger til børn og unge. Hun vandt Bogslugerprisen i 2010 og har igennem sit forfatterskab modtaget arbejdslegater fra Statens Kunstfond.


 

 

 

Illustratorstaffetten #5: Catrin Peterslund

TENTA: “Det allervigtigste, når man tegner til børn, er…”: 

…at man selv kan lide det man laver. Jeg prøver så vidt muligt at tegne det, jeg selv synes er sjovt og gøre det til mit eget, selv når det er en opgave med rammer. Tit synes jeg, det hjælper, når jeg formår at slå hjernen fra for en stund og lade min intuition styre blyanten eller pennen, eller hvad jeg nu tegner med – det skaber liv i tegningen. Det kan være svært, når man sidder og forsøger at forestille sig, hvad et barn ville kunne lide at kigge på, men et eller andet sted bliver man vel nødt til at gå ud fra, at hvis man selv synes det man har gang i er godt, så synes børnene det nok også.

 

TENTA: Hvad eller hvilken anden kunstner har inspireret dig mest i forhold til udviklingen af dit eget visuelle udtryk? 

Der har været rigtig mange, men der er klart nogle ting som er blevet ved med at være ‘til stede’. Da jeg var barn, var jeg meget optaget af film og historier, der foregik i 1800-tallet og jeg var vild med at tegne lange kjoler og hatte med store fjer og lysekroner og den slags. Det er noget, der har fulgt mig ind i mit voksne liv. Inden jeg startede på mit studie blev jeg optaget af surrealisme og var i en lang periode meget inspireret af Dalí og Leonora Carrington. Jeg kiggede på stregtegninger i blæk og silhuette-vignetter i eventyrbøger, og på studiet blev jeg introduceret til The Golden Age of Illustration-perioden. Nogle af mine største inspirationskilder er Edward Gorey og Tove Jansson, hvis arbejde jeg stadig ofte kigger på, når jeg lige har brug for et ‘motivationsboost’.

 

TENTA: Hvorfor tegner du?

At tegne er der, jeg føler mig allermest tilpas, allermest hjemme, og det har det så vidt jeg kan huske altid været. Jeg kan simpelthen ikke komme på andet jeg har mere lyst til at lave. Tegning er så fedt et redskab, og kan bruges til så mange ting, og jeg bliver håbefuld og glad hver gang jeg ser at det kan gøre en forskel i verden, selv når det bare er af de helt små.

 

Simon Bukhave: Dine illustrationer har mange detaljer, og på dine sort/hvide tegninger er de fleste områder dækket af mange streger, som giver overfladerne struktur. Hvorfor vælger du tit det meget sirlige og ornamenterede udtryk frem for en mere enkel stil?

Det er nok der min svaghed for den lidt gammeldags, eventyr-inspirerede æstetik spiller en rolle igen. Jeg synes selv det kan være spændende at kigge på illustrationer hvor man kan blive ved med at finde nye små detaljer man ikke lige havde fået øje på til at starte med. Det har jeg altid kunne, og det har sat sit aftryk i mine egne motiver. Og så synes jeg at teksturer kan være gode til at skabe atmosfære i en illustration, især hvis det er en tegning uden farver. Når jeg ikke bruger farver, føles det lidt som at farvelægge kun med sort, og det er en sjov udfordring. Teksturerne bliver ligesom farver i stedet for. Jeg finder også ofte en stor komfort i at fordybe mig i detaljer, især når skitsen er lavet, og jeg er nået til lysbordet og skal tegne den endelige streg. Nogle gange kan min hang til detaljer godt bide mig lidt i halen fordi jeg kan komme til at over-tegne lidt, hvis jeg spacer for meget ud samtidig – så afslappet kan den proces være for mig (selvfølgelig ikke hver gang).

 

Simon Bukhave: Når jeg kigger på dine illustrationer, fornemmer jeg, at du har nogle inspirationskilder og referencer, som jeg ikke ser hos andre danske tegnere. Kan du fortælle om, hvilke kunstnere du selv kan se, at du er inspireret af?

Kunstnere som Tove Jansson og Edward Gorey er nok dem der tydeligst har sat sit præg på min mest personlige stil, men jeg laver også andre slags illustrationer, f.eks. de 100% digitale i fuld farve, som er i en helt anden boldgade end mine sort/hvide stregtegninger. Eyvind Earles concept art været en stor inspiration for min måde at tegne landskaber på. Jeg vender tit tilbage til Kerascoët’s tegneserier når jeg har brug for ideer til karakter designs, og de sidste par år har jeg fået øjnene op for mange nutidige børnebogsillustratorer, og det har også haft en stor indflydelse på mit digitale arbejde.

 

Simon Bukhave: Der er mange planter og meget natur i dine illustrationer. Hvad er det, du godt kan lide ved krogede stammer og grene og bark?

Det gør mig ganske enkelt glad at tegne det. Det er så behageligt og nemt, og det synes jeg er en vigtig ting at holde fast i. Jeg elsker når jeg bare nærmest kan læne mig tilbage og tegne træer og planter selvom jeg har gjort det 500 gange før. Når jeg har opgaver for kunder, tegner jeg også mange andre ting, og jeg synes også det er vigtigt at udfordre sig selv. Men når jeg laver mine egne motiver, prints, eller hvad det nu er, så vil jeg tegne det der gør mig glad.  Naturen og dyr er noget af det bedste jeg ved, og når jeg tegner de her ting er det jo også lidt en måde at blive i natur-universet på. Udover det, er jeg jo også utroligt glad for eventyr, og der dukker gamle træer og krogede grene jo bare nærmest op af sig selv.

 


Bio
Cathrin Peterslund blev i 2017 uddannet i Grafisk Fortælling fra The Animation Workshop i Viborg, og har siden arbejdet med illustration og tegneserier både i Danmark, England og USA. Hun bor i København og er medlem af tegnestuen Kulkælderen på Vesterbro.


 

Illustratorstafetten #4: Simon Bukhave

”Det allervigtigste, når man tegner til børn er…”

Jeg tror det er vigtigt, at jeg viser børnene et personligt og særegent kunstnerisk udtryk, ligesom jeg forsøger at gøre, når jeg tegner til voksne. På den ene side tænker jeg på, hvad der ville have talt til mig og trukket mig ind i en historie, da jeg selv var barn, men på den anden side tegner jeg også, som jeg gerne vil nu, hvor jeg er voksen. Jeg vil gerne selv se tegninger, som viser mig noget, jeg ikke har set før eller som føles personligt, og jeg tror børnene har det på samme måde. Børn er meget åbne for nye indtryk, og jeg tror, de får en større oplevelse af, at man taler til dem, som den man er, og ikke forsøger at give dem det man regner med, at de gerne vil have.

Hvad eller hvilken anden kunstner har inspireret dig mest i forhold til udviklingen af dit eget kunstneriske udtryk?

Jeg kan ikke nævne én bestemt kunstner, som især har inspireret mig, for jeg forsøger at flytte mig, når jeg begynder at blive lidt for tryg og hjemmevant i et udtryk, og derfor er der mange meget forskellige kunstnere, som har inspireret mig på forskellige tidspunkter i mit liv. Det jeg allerhelst vil er, at mine tegninger har en personlighed, som ikke kunne være lavet af andre end mig, men at farveholdninger og streg og stil og den slags udvikler sig alt efter, hvad jeg synes er spændende, og hvad jeg gerne vil blive bedre til. Jeg ved ikke om det lykkes, men det håber jeg. Jeg er inspireret meget tidligt af Kuno Pape, som tegnede illustrationer til den Gode Gamle Rævebog og af Theodor Kittelsen og Elsa Beskow. Senere har Sidney Sime og Sascha Schneider været nogle, jeg ikke kunne få nok af at kigge på, fordi de har så meget kontrolleret vildskab. Og lige for tiden er jeg meget vild med Josephine M. K. Edwards’ og Lala Albert’s tegneserier, fordi de ikke ligner noget, jeg har set før, og alligevel er det som om, jeg genkender noget, jeg ikke kan placere.

Hvorfor tegner du?

Jeg har altid gjort det, og det er nok en måde at bearbejde verden på. Jeg får nogle indtryk, og så finder de vej ind i mine tegninger. Nogle gange kan jeg se, at noget jeg har set eller oplevet dukker op mange, mange år senere i mine tegninger. At tegne er det, jeg er bedst til, så derfor er det det, jeg gør med alle indtrykkene. Det er så indgroet, at jeg slet ikke kan forestille mig andet.

Hvordan og hvornår besluttede du dig for, at du ville være illustrator og kunstner?

Jeg tror altid jeg har tænkt, at jeg ville være tegner og mine forældre sørgede for på et tidligt tidspunkt, at gøre det klart for mig, at det var noget, jeg kunne vælge. Da jeg så var i mine tidlige teenage-år, tog de mig med til croquis-tegning og hen at se en tegnestue i København, hvor jeg mødte illustratorer og tegneserietegnere og med egne øjne kunne se voksne professionelle, som sad og arbejde med det, jeg allerhelst ville.

Du har både lavet billeder i stort format til galleriudstillinger, illustrationer og forsider til romaner for børn og senest scenografi til et dukketeater. Er der en type arbejde, du nyder mere end andet, og ændrer du din arbejdsproces i de forskellige kunstformer?

Jeg kan godt lide, at mit arbejde spænder bredt. Fra galleriudstillinger til børnebøger til eksperimenterede dukketeater. Da jeg var yngre, havde jeg en overgang en forestilling om, at det at tegne kunst, som blev udstillet på gallerier, var det bedste, jeg kunne opnå. Måske fordi jeg troede, det var der, man fandt den største kunstneriske frihed. Men jeg opdagede, at jeg får meget ud af at forholde mig til en fast opgave og af at illustrere andres tekster eller musik. Derfor er det også vigtigt for mig at lave ikke-kommercielle illustrationsopgaver i den udstrækning, det er muligt, for at mit virke som illustrator skal være fri for pengehensyn ind imellem. Sådan som det også helst skal være med andre kunstformer.

Når jeg fx illustrerer en forfatters tekst, vil jeg gerne tilføje noget, som ikke allerede findes tydeligt i teksten, men det er samtidig vigtigt, at forfatteren og redaktøren kan se sammenhængen og er tilfredse. Når jeg laver en udstilling til et galleri, skal jeg derimod kun forholde mig til mine egne idéer. De idéer er opsparet over lang tid og findes i notesbøger og i mapper med billeder i årevis, indtil jeg endelig har tid til at sætte mig ned og kigge på det hele og skitse og smide væk, indtil jeg kan få øje på, hvad det er for en slags fortælling, jeg har gået og samlet sammen til.

Det tyske dukketeaterstykke Schonzeit, som jeg i samarbejde med instruktøren Nis Søgaard udviklede det visuelle udtryk til, var på en måde den perfekte blanding af de to typer opgaver. På den ene side var der en tekst, som jeg skulle forholde mig til (ligesom når jeg illustrerer en bog), og på den anden side havde jeg total frihed (ligesom når jeg laver en udstilling) til at komme med en hvilken som helst skør idé, og så lyttede Nis og fandt ud af, hvordan idéen kunne fungere på scenen. Det var utroligt at få lov til fx at sige: “Jeg synes, der skal hænge en elpære midt i loftet, og så løber der blod ned over den, og lyset bliver rødt”, og så fik Nis og sceneteknikerne det til at ske.

Hvad er et projekt, du drømmer om at lave? Og hvad skulle der til for, at du kunne komme til at lave det?

Den store drøm er en graphic novel eller en længere sammenhængende serie. Det, som gør det muligt, er Statens Kunstfond, og det, som får det til at tage lang tid, er, at illustrationsopgaver er dårligt betalt. Som freelancer er det meget risikabelt at sige ’nej’ til illustrationsopgaver for at hellige sig fx en graphic novel, for hver gang man siger ’nej’ til en opgave, risikerer man, at der ikke er en ny opgave, når man får brug for at tjene penge igen.

 


 

Simon Bukhave blev inviteret til illustratorstafetten af Sofie Louise Dam, som har formuleret interviewets to sidste spørgsmål.

Simon Bukhave sender illustrator-depechen videre til TBA.

 


 

Tidligere deltagere i illustratorstafetten:

1#: Jan Oksbøl Callesen

2#: Signe Parkins

3#: Sofie Louise Dam

Forfatterstafetten #4: Gunvor Ganer Krejberg

“Det allervigtigste, når man skriver til børn, er…”: 

For et øjeblik at glemme alt om, hvordan det er at være voksen. Jeg bryder mig virkelig ikke om børnelitteratur, hvor det er løftede pegefingre, bedrevidenhed eller moraliseren, der driver værket, som om den voksne forfatter står et vigtigere sted i livet og skal undervise barnet i særlige måder at være menneske på.

Børn er kompetente i deres eget liv, og det skal børnelitteraturen både afspejle og respektere. Faktisk er det så også, hvad god børnelitteratur kan, synes jeg. Den kan være på det sted, hvor barnet er. Udfolde sig med barnets eget blik på verden og netop dét blik, kan alle blive klogere af. Både børn og voksne.

Hvilken bog eller hvilket forfatterskab har haft størst betydning for dig? 

Astrid Lindgrens Ronja Røverdatter, Brødrene Løvehjerte og Cecil Bødkers Silas-bøger bjergtog mig fuldstændig, da jeg mødte dem som barn, og de præsenterede mig for karakterer, som har formet og defineret mit liv, måske i lige så høj grad som nogle af de mennesker jeg har mødt. I mit unge voksenliv dukkede Skammerens Datter af Lene Kaaberbøl op og mindede mig om, at børnelitteraturen stadig var relevant, også selvom jeg var blevet voksen. Og Skammer-bøgerne ramte mig på et tidspunkt, hvor jeg blev vildt misundelig over, at Kaaberbøl, kunne skabe så intense og levende karakterer. Det vækkede for alvor lysten til at skrive for børn.

Hvorfor skriver du? 

Det helt banale svar lyder: Fordi jeg har historier jeg gerne vil fortælle. Men der er selvfølgelig mere end det. Helt sådan psykologisk så giver det ro i hjernen at skrive, og jeg elsker, når jeg kommer i flow og bare er ét med teksten. Men når det er sagt, så er det også bare et hårdt arbejde ligesom et hvert andet job, der kræver dedikation og vilje. Og den er desværre ikke lige stor hver dag.

Du har skrevet en serie om alfepigen Mirja og dermed skabt et fantastisk univers. Hvad er det fascinerende ved fantastiske universer kontra realistiske historier?

Først og fremmest er jeg selv ret tiltrukket af de fantastiske universer og det eventyrlige – jeg elsker virkelig bare et godt eventyr – men når alt kommer til alt, er det nok mest karakteren og ikke nødvendigvis universet, der optager mig mest. Historierne om Mirja kredser om nogle menneskelige konflikter og udfordringer, som lige så godt kunne udspille sig i en skolegård, men ved at flytte fortællingen ind i et fantastisk univers, får det en mere grundlæggende og evigtgyldig tone, som jeg virkelig godt kan lide. Og så slipper jeg helt banalt for at skulle forholde mig til det sociale liv på mobiltelefonen og via diverse sociale platforme – og det er absolut ikke en uvæsentlig sidegevinst.

Du har også skrevet en realistisk historie – Den som alle ser. Var det sværere at skrive en realistisk historie som den end at skrive bøger, hvor du selv skaber alt?

Faktisk er det ikke noget, jeg har spekuleret så frygteligt meget over. Jeg har det ikke sådan, at jeg ser mig selv som en, der skriver i en bestemt genre. Tværtimod oplever jeg, at det er historien selv, der vælger sin genre. Altså, hvad er det for en genre, der bedst forløser den fortælling, som har bygget sig op. Mirja handler om nogle grundlæggende og evigtgyldige temaer, som passede godt ind i et spændingsforløb og en fantasyverden. Men med historien om, hvordan Anna, der sidder i kørestol, både bliver begrænset af sin egen manglende selvtillid og af andres lave forventninger og misforståede medlidenhed, der udgjorde det realistiske univers det helt rigtige fundament for at forløse netop dén fortælling. Set i bakspejlet har der været flere tråde og detaljer, jeg skulle holde styr på i opbygningen af det fantastiske univers end i det realistiske. Hvis du eksempelvis opfinder en magisk heksering, så er det vigtigt at reglerne for, hvordan den virker, er konsistente hele historien igennem, og det kan godt give lidt udfordringer, hvis man glemmer det undervejs … På den måde er det enklere at sætte scenen i et realistiske univers, hvor lovene og reglerne er velkendte på forhånd, men til gengæld skal man så være tro mod det realistiske, og det kræver også omtanke og research, før det bliver troværdigt. I virkeligheden tror jeg, at enhver genre har sine udfordringer at slås med.

Du har en lang universitetsuddannelse bag dig og har haft forskellige spændende jobs gennem årene, men nu satser du på at skrive børnebøger. Hvorfor egentlig det?

Det er dæleme også et spørgsmål, som jeg af og til stiller mig selv uden at finde et godt svar, og som jævnligt får mig til at tvivle på, om det nu også var klogt. Men tvivlen handler nok i virkeligheden mest om økonomi, for det at skrive giver mig en helt enestående mulighed for hele tiden at beskæftige mig med, hvad det vil sige at være menneske. Og lige dét er jeg voldsomt nysgerrig på. Hvorfor agerer vi som vi gør? Hvad betyder vores relationer, og hvordan fungerer de? At skrive er måske i virkeligheden blevet mit helt eget lille forskningsprojekt, hvor jeg kaster nogle spændende karakterer ind i et fiktivt rum og får lov til at udforske, hvordan de kommunikerer og agerer i forhold til hinanden, blot for at iagttage de interessante fortællinger, der kan komme ud af det. Og hvis netop de fortællinger kan give læseren et rum, hvor de kan spejle og genkende sig selv, så giver det meget mere mening for mig, end hvis jeg sad i en stor virksomhed og brugte min energi på at udpege den kommende kommunikationsstrategi.

 


 

Biografi

Gunvor Ganer Krejberg har bl.a. skrevet fantasyserien om alfepigen Mirja, illustreret af Rebecca Bang Sørensen, hvor andet bind i serien, Mirja 2 – Drømmestenen fik Orlaprisen 2018 i kategorien “Flotteste bog at kigge i”. Gunvor Ganer Krejberg er forperson for Dansk Forfatterforenings Aarhusgruppe og var i perioden 2018-2022 også forperson for Aarhus Kunstråd. Gunvor Ganer Krejberg er oprindeligt cand.mag i Nordisk Sprog og Litteratur med sidefag i Kunsthistorie og har i en lang årrække undervist i Virksomhedskommunikation på Handelshøjskolen i Aarhus.

 


 

Gunvor Ganer Krejberg blev inviteret til illustratorstafetten af Søren Jessen, som har formuleret interviewets to sidste spørgsmål.

Gunvor Ganer Krejberg sender illustrator-depechen videre til TBA.

 


 

Tidligere deltagere i forfatterstafetten:

#1: Zakiya Ajmi

#2: Adam O.

#3: Søren Jessen

Bredere repræsentation af køn i børnelitteraturen

Den nordiske børnelitteratur er kendt og anerkendt ude i verden som norm-og banebrydende. Den tager børnene alvorligt, og den er fri for moraliserende budskaber. Flere forfattere har igennem tiden skubbet til normerne for det at være barn. Antiautoritære og stærke børnekarakterer som Pippi Langstrømpe og Ronja Røverdatter er eksempler på et opgør med datidens normer i forhold til børn og særligt piger. Tove Janssons karakterer i Mumidalen bryder ligeledes med normer for kønsroller og -udtryk.

Dette normbrydende træk ved den nordiske børnelitteratur har været med til at præge opdragelsen af børn og dermed samfundet. Mange børn bliver ansporet til at gå ud i verden som Pippi, der med ukueligt gåpåmod møder nye udfordringer. De senere års identitetspolitiske samtaler har skabt en bevidsthed i samfundet, som ikke før har været så stor. Det afspejler sig i kulturen, og vi ser flere børnebøger, der repræsenterer en bred kønsforståelse – et tema, der har fået mere synlighed i populærkulturen generelt. Selvom dette tema er noget, som har større synlighed i dag, er det en kendsgerning, at LGBTQ+ befolkningen udsættes for diskrimination og hadforbrydelser.

Diskrimination

Undersøgelser fra 2019-2020 viste, at 56% af LGBTQ+ personer oplever diskrimination på baggrund af deres kønsidentitet, og at mange oplever at få tilråb, trusler eller fysisk vold i det offentlige rum, blot fordi de klæder sig, som de ønsker. Derudover viser data, at ensomhed er 5-6 gange mere udbredt hos LGBT+ befolkningen, ligesom at selvmordstanker og-forsøg hos dem er langt mere udbredt end hos den øvrige danske befolkning.

På bevægelsen Lev og lad leves Instagramprofil og på hjemmesiden stophadet.nu har personerne bag samlet et hav af beretninger om, hvad LGBTQ+ personer udsættes for af diskrimination af forskellig karakter. Folk i forskellige aldre, fra forskellige egne af landet, beskriver, hvordan noget som at have neglelak på som mand kan lede til at blive nikket en skalle, og hvordan det at skille sig ud fra mængden betyder ugentlig chikane i det offentlige rum. I skolen, på arbejdspladsen, i sundhedsvæsenet og i det offentlige rum oplever LGBTQ+ befolkningen diskrimination udelukkende på baggrund af deres seksuelle orientering eller kønsidentitet.

Mistrivsel er også blevet konstateret blandt LGBTQ+ børn i rapporten Stop diskrimination i folkeskolen – LGBTQ+ elevers trivsel og vilkår i grundskolen (2021) udgivet af LGBT+ Ungdom og LGBT+ Danmark. Resultaterne af rapporten viste, at 64% af de adspurgte LGBTQ+ elever har selvmordstanker, og de føler sig seks gange så ensomme sammenholdt med den nationale trivselsmåling. Det viser, at der er tale om et strukturelt problem, der skal tages hånd om.

De strukturelle problemer viser sig bl.a. i sproget og i forventningerne til børn. Som mor har jeg oplevet, hvordan der fra start er en stor trang til at putte børn i kasser. Der blev rynket på næsen, da jeg købte min søn en dukke, og han er automatisk blevet omtalt som ‘pigen’, hvis han har spankuleret rundt med sin dukkevogn eller været på legepladsen iført sit lavendelfarvede termosæt. Det har undret mig, for (hvorfor) er det særligt forbeholdt piger at lege omsorgslege eller gå med tøj i særlige farver? Det har virkelig tydeliggjort for mig, hvor snævre rammer, der er for børn og køn, og hvor tidligt, de præges af heteronormen.

For at udfordre heteronormen, bør vi aktivt tage stilling til, hvad vi viser og lærer vores børn. Her kan kulturen og særligt børnelitteraturen være med til at vise alternativer og være modvægt til den store indflydelse fra heteronormen.

Nordisk børnelitteratur dengang og nu

Den nordiske børnelitteraturs tradition med at bryde med normer og konventioner strækker sig helt tilbage til 1800-tallet med H.C. Andersens eventyr. Med temaer som f.eks. døden vækkede han anstød hos anmelderne, der mente, at det var decideret skadelig læsning for børn. Hidtil var formålet med børnelitteraturen, at den skulle bidrage til dannelsen af en harmonisk og oplyst borger, og fortællingerne skulle have dydige karakterer, så børnene kunne lære, hvad der var ordentlig opførsel. Dermed prægede H.C. Andersen forestillingen om, hvad der er passende form og indhold i børnelitteraturen.

En helt central forfatter inden for nordisk børnelitteratur er Astrid Lindgren, der med sin litteratur udfordrede normer for, hvordan børn bør opføre sig. Samtidig har flere af hendes bøger et normkritisk blik på borgerskabet og familieformer. Dermed var Lindgren med til at påvirke og ændre formålet med børnelitteraturen ved at fjerne det moraliserende aspekt, hvilket i høj grad har præget eftertiden for den nordiske børnelitteratur.  Tilsvarende eksempel ser vi i danske Ole Lund Kirkegaard. Fælles for Kirkegaard og Lindgren er børneperspektivet, der ofte medfører, at fortællingerne får et implicit humoristisk aspekt og muliggør identifikation hos børn. Det er altså litteratur til børnene, på børnenes præmisser.

De aktuelle bøger med fokus på bl.a. køn har en forbindelse til forfattere som svensk-finske Tove Jansson, der med sine bøger om Mumi-troldende (1945-1971) skildrer væsener, der adskiller sig fra en binær kønsforståelse og bryder med kønsroller og -stereotyper. Danske Karin Michaëlis (1872-1950) og Estrid Ott (1900-1967), skildrede begge selvstændige kvinder, og ligeledes har Lindgrens skildringer af stærke pigebørn også en indflydelse på samtidens skildring af piger.

I nyere tid ser vi med svenske Per Gustavssons Prinsesse-bøger (2003-13) et forsøg på et opgør med stereotypen om den passive prinsesse, hvor prinsesserne tildeles selvstændighed og handlekraft. Ligeledes er der i danske Renée Toft Simonsens Karla-bøger (2003-11) et opgør med kønsroller i forhold til piger.

Der har generelt været en stor udvikling af børnebøger med karakterer, som er piger, der skildres som stærke individer med stort gåpåmod. Dette relevante opgør med en stereotyp kan ses som en afspejling af, at den tidligere største feministiske kamp var pigers og kvinders ligestilling med drenge og mænd, og ved at lave karakterer med de traditionelt set maskuline karaktertræk, så repræsenterer bøgerne et brud med en norm om, at piger er passive og afhængige af hjælp fra drenge og mænd. Dette er væsentligt, men der er også behov for børnelitteratur, der bryder mere generelt med det binære kønsbegreb.

Den svenske børnelitteratur har i særdeleshed udviklet sig i en mangfoldig retning, når det kommer til at bryde med normer. Flere forlag er dedikeret til at udgive bøger, der bryder med normer, bl.a. forlagene Olika og Sagolikt. På Olika.nu inddeles bøgerne i alder og i temaer, bl.a. temaet ‘Hen og personer som ikke kønnes’. Her er der en række bøger, der har karakterer, der omtales som eksempelvis ‘hen’ uden at det nødvendigvis er omdrejningspunktet for handlingen.

Med bøger, der forholder sig normkritisk til køn og kønsudtryk, kan vi vise børn, at der er mange måder at udtrykke sig på – uafhængigt af køn. De kan tilbyde et alternativ til heteronormen og starte samtale og refleksion. For repræsentation er vigtig, og voksne har et ansvar for at vise og normalisere forskellige kønsidentiteter og -udtryk, så det fremstår mindre anderledes.

Anbefalinger

Her har jeg samlet en liste over nyere værker, som bryder med normer om køn og kønsidentitet i en eller anden grad.

  • Alle os i vores hus (2020) er skabt af forlaget Alle os.
  • Bare numser i svømmehallen (2020) af forfatter Annika Leone og illustrator Bettina Johansson.
  • En fin sten (2020) af forfatter Anne Sofie Allermann og illustrator Anna Margrethe Kjærgaard.
  • Gæt hvad jeg er (2017) af forfatter og illustrator Mio Mahl.
  • Mormor og mormor (2020) af forfatter Rebecca Bach-Lauritsen og illustrator Charlotte Pardi.
  • Nour og Nora fejrer eid (2020) af forfatter Camilla Kaj Paulsen og illustrator Pauline Drasbæk.
  • Se – bøgerne af forfatter Åse Mendel-Hartvig og illustrator Marija Hurme (pegebøger til de mindste).

 

 


Om baggrunden for artiklen

Artiklen er skrevet på baggrund af Cecilie Mørk Thomsens speciale Hinsides kønsdikotomien: En komparativ analyse af udvalgt dansk børnelitteraturs potentiale. Ønsker du at læse specialet, er du velkommen til at kontakte Cecilie Mørk Thomsen på c.moerkthomsen@gmail.com.


 

100 ord om Ukraine

02.03.2022, Vesterbro

 

Vi skal have grøntsagsbøffer til aftensmad.

Gad vide, hvad de spiser i Ukraine.

Min storebror har fødselsdag på mandag.

Gad vide, hvordan de fejrer fødselsdag i Ukraine.

Jeg var undulat til fastelavn.

Gad vide hvilke traditioner de har i Ukraine.

Jeg har spillet ukulele i skolen.

Gad vide om de kan gå i skole i Ukraine.

Jeg skal hjem til far i morgen. 

Gad vide hvordan skilsmissefamilier gør i Ukraine.

For 14 dage siden kendte jeg ikke Ukraine.

Gad vide om børn i Ukraine kender Danmark.

Før tænkte jeg aldrig på krig.

Mon de længe har frygtet krig i Ukraine.

 

 


Om Vitze

Vitze de Lemos er 11 år og går i 5. klasse på Børneuni på Vesterbro. Når hun ikke går i skole, spiller hun ukulele og violin, læser mange bøger og skriver også af og til små tekster og digte. Under corona-nedlukningen skrev hun mange tekster på 100 ord til podcasten “Corona for børn”. En enkelt tekst blev læst op i TV-avisen.


 

8 forslag til at undgå stereotype børnebøger

Det kan være svært at sætte en finger på, hvornår en børnebog er racistisk eller sexistisk. Ofte kan man godt fornemme at der er noget, som ikke er, som det burde være. Her kommer derfor otte nedslagspunkter, som man kan bruge til at gennemgå børnebøger med. De er omskrevet fra den amerikanske lærer og forsker Louise Derman-Sparks’s “Ten Quick Ways to Analyze Childrens Books for Sexism and Racism” til dansk kontekst af undertegnede.

Kan det ikke være ligemeget, om der er stereotyper i børnebøger? Sådan er der helt sikkert nogen, der tænker. Måske dig?

Men forskning viser, at når børn er et halvt år, kan de se forskel på hudfarver, og fra de er 3 år, begynder de at bruge de stereotyper de møder ift. kultur, hudfarve og etnicitet som en magtfaktor til at bestemme, hvem der må være med i deres lege, og hvem der ikke må. Man siger, at bøger er ligesom et spejl og et vindue. Et spejl, så man kan genkende sig selv og opleve, at man er ‘normal’, fordi der er andre ligesom én selv. Et vindue, så man kan lære noget om andre folks liv, verdner og kulturer.

Et studie fra England viser, at de børn, der var marginaliseret i samfundet, blev yderligere marginaliserede af at ‘spejle’ sig selv i stereotype børnebøger.

Det er derfor vigtigt, at man er opmærksom på de stereotyper, man møder i børnebøger, især som underviser.

 

Sådan spotter du stereotyper i børnebøger

 

1) TJEK ILLUSTRATIONERNE

Undersøg om illustrationerne er generaliserer en bestemt identitetsgruppe: Køn, race, etnicitet, klasse, seksuel orientering, funktionsnedsættelse, eller om de fremstår som ‘real human beings’. Vi optager alle sammen stereotyper, selvom vi ikke er bevidste om det. Eksempler kunne være: Mænd med mellemøstlig baggrund er taxachauffører eller kioskejere. Kvinden er i køkkenet. Muslimske kvinder er passive og har ingen replikker. Etniske minoriteter taler underligt. Oprindelige amerikanere bor i tippier, er halvnøgne etc.

 

2) KIG EFTER ‘TOKENISM’

‘Tokenism’ betyder, at der kun er én. Et eksempel er børn med afrikanske rødder, som der ofte kun er ét af. Dette fører også til stereotyper. Det lærer desuden børn noget om, hvem der er mere eller mindre vigtige, og afspejler ikke den diversitet, der ofte er i grupper. ‘Tokenism’ betyder, at der kun er én BAME (‘Black, Asian, Minority Etnic’). Et eksempel er sorte karakterer, som der ofte kun er én af. Dette fører også til stereotyper, da denne ene karakter skal repræsentere en hel gruppe. Det lærer desuden børn noget om, hvem der er mere eller mindre vigtige, fordi der er ‘nogen’, der oftest er hovedpersoner og ‘nogen’, der oftest er bipersoner – og afspejler ikke den diversitet, der ofte er i børnegrupper i den virkelige verden. 

 

3) HVEM ER USYNLIG?

Kig efter, hvem der ikke er med i bogen/bøgerne, da det også lærer børn om, hvem der har betydning, og hvem der ikke har i vores samfund. Fattige, homoseksuelle forældre, minoriteter mangler ofte, men når de optræder, hvordan afspejles de så jf. punkt 4?.

 

4) TJEK FORTÆLLINGEN OG FORHOLDET MELLEM PERSONERNE

Hvem laver problemer? Hvem løser dem? Hvem er hjælpeløse? Hvem hjælper? Hvem har stor betydning? Er det folk med etnisk minoritetsbaggrund, kvinder, lavindkomstsfamilier eller folk med funktionsnedsættelse, der skal have hjælp eller er i passive roller. Er det fx de hvide, der ‘redder’ de ikke-hvide, som er en klassisk kolonial tankegang, der går igen i mange fortællinger?

 

5) KIG PÅ MORALEN OM FORSKELLIGE LEVEVIS

Hvilken værdi tillægges der levevis, som ikke tilhører en hvid, middelklasse kernefamilie? Er det synd for dem? Ser man ned på det? Er det eksotisk?

 

6) OVERVEJ FORFATTEREN/ILLUSTRATORENS POSITION

Enhver forfatter/illustrator skriver fra en kulturel og personlig kontekst. Engang var det primært hvide mænd fra mellemklassen, der skrev bøger, og det betød, at det primært var dét kulturelle klasseperspektiv, der dominerede. Nu er der kommet mere diversitet ind i børnebøger, men hvis bogen ikke handler om personer eller events, der er lig forfatteren/illustratorens baggrund: Hvad kvalificerer dem så til at give en præcis fremstilling? Hvad er forfatteren/illustratorens egne holdninger til karakterne/handlingen?

 

7) SE EFTER ‘LADEDE’ ORD

Hvilke ord bruges om hvem? Er der adjektiver som stærk, svag, primitiv, doven, klog, smuk etc., og hvem bliver de brugt om? Er der en sammenhæng med stereotype fremstillinger?

 

8) OVERVEJ EFFEKTEN PÅ BØRNS SELVBILLEDE

Gør fortællingen, at det enkelte barn føler sig overlegen eller underlegen i forhold til andre i kraft af deres hudfarve, køn, familiestruktur, familieindkomst, kropsduelighed? Hvis du er underviser, vil alle elever så kunne se sig selv spejlet i bogen (det kan alle selvfølgelig ikke i én bog, men så kan du finde forskellige, så alle spejles)? Eksempler: Der er forskellige måder at være pige på, ligesom der er forskellige jobs indenfor minoritetsfamilier.

 

Guiden kan sendes til dig på mail som gratis pdf via min hjemmeside www.nourognora.dk og printes ud i papirform. Du kan have den liggende ved dine bøger, og tage frem og nemt gennemgå de børnebøger, du har. Derved undgår du, at børn møder problematiske stereotyper, som har negativ indflydelse på deres selvbillede, eller som giver dem racistiske billeder af andre.

 

Fakta:

Guiden er omskrevet af Camilla Kaj Paulsen, kultursociolog, underviser og forfatter til bøgerne om Nour og Nora. Nour og Nora-bøgerne er normkritiske og tager højtlæseren i hånden, og leder en godt igennem samtalen med børn om hudfarve, etnicitet og kultur. Bøgerne er baseret på dialogisk læsning og læseleg og kan findes på forfatterens hjemmeside: www.nourognora.org

 

Forfatterstafetten #3: Søren Jessen

“Det allervigtigste, når man skriver til børn, er…”: 

At fortælle en god historie og være ambitiøs på historiens vegne. Nu er børnelitteratur jo mange ting, og læserens alder har stor betydning for, hvor komplekse ting man kan lave, men uanset hvilken type bog man skriver, så forsøger jeg at udfordre formatet og se, om man kan udvide grænserne for lige præcis den type bøger. Det lykkes ikke altid – slet ikke – men jeg har altid ambitionen. Af og til rækker evnerne bare ikke.

Hvilken bog eller hvilket forfatterskab har haft størst betydning for dig?

Der er mange forskellige svar på det spørgsmål. Jeg læste meget som teenager, og som voksen har der også været nogle forfatterskaber, som har været vildt inspirerende. Som dreng var der dog nogle bøger, som jeg slugte råt fra ende til anden. Det var en lang bogserie, som min far havde gemt fra sin barndom, nemlig Edgar Rice Burroughs bøger om Tarzan. Jeg var vild med dem, og jeg så også den sorthvide tv-serie med Johnny Weissmuller på tysk tv. Når jeg kigger tilbage på de bøger, jeg selv har skrevet, så kan jeg faktisk godt se inspirationen fra Tarzan i flere af dem. Derudover fortalte min morfar mange eventyr og historier af brødrene Grimm.  Endnu en stor inspirationskilde, som også kan spores i mine egne bøger.

Hvorfor skriver du?

For at udvide verden. Hver ny bog er et lille univers for sig, men det er også en knopskydning på det kendte univers, og på den måde gør hver ny bog verden en smule større. Den skaber et ukendt sted, som andre kan begiver sig ind i uden at vide, hvad der venter dem. Sådan er det i øvrigt også at skrive. Jeg ved ikke alt, om det jeg skriver, men jeg ved, at når jeg går i gang med en ny historie, så skal jeg i virkeligheden på en opdagelsesrejse, og jeg kan godt lide opdagelsesrejser. Jeg har nok brug for at fare lidt vild indimellem.

Dine første bøger udkom for mere end 30 år siden. Hvordan har dit forhold til dét at skabe historier ændret sig fra dengang til nu?

Min første bog udkom endnu inden jeg selv havde fået mit første barn, så jeg anede sådan set intet om børn – eller om børnebøger. Jeg skrev bare en billedbog, fordi jeg havde lyst til at lave tegninger til en billedbog. Teksten var et nødvendigt onde. Jeg ville også gerne finde ud af, om jeg overhovedet kunne. Og det kunne jeg ikke, ifølge hovedparten af de forlag, jeg sendte manuskriptet til. Bortset fra det ene lille forlag, som godt turde satse lidt på en debutant.

Siden har jeg fået en del mere erfaring – både med børn og børnebøger. Jeg er nok blevet noget bedre og hurtigere til at komme fra det første glimt af en idé til den færdige bog. Men jeg synes stadig, det er lidt af et mirakel, hver gang det lykkes.

Hvordan spiller tekst og tegninger sammen i din arbejdsproces? Tegner du også i startfasen, selvom en bog slutteligt ikke skal have illustrationer?

De spiller meget tæt sammen – når det er en illustreret bog, der er tale om. Ofte kommer tegningerne før teksten, men jeg har ikke én fastlagt procedure. Jeg afprøver mange forskellige ting. Selv når jeg skriver romaner, som jo ikke har tegninger, kan idéen til historien være kommet af et billede, jeg har set for mit indre blik. Det er sket flere gange. Af og til har jeg slet ikke tegnet den tegning, men bare ladet den manifestere sig i ord. Lige i disse år er jeg dog meget optaget af at eksperimentere med samspillet mellem tekst og tegning og har lavet nogle heftigt illustrerede børnebøger, som ligger på grænsen til graphic novels. Her prøver jeg dels at illustrere ting der ikke står i teksten, dels at finde på nye måder at ligesom sprede teksten ud over en side og helt ind i selve illustrationen.

Har du nogensinde oplevet, at en af dine historier, eller elementer fra den, er trådt ud af fiktionen og hilst på dig i virkeligheden?

Ja, det har jeg oplevet flere gange. En sommer, hvor jeg sad og tegnede en rødkælk til en historie, hørte jeg lyde nede fra stuen. Jeg gik derned og opdagede, at der var kommet en rødkælk ind gennem den åbne terrassedør. Den sad i vindueskarmen og gik helt i panik da jeg kom ind, så jeg skyndte mig ud igen og satsede på, at den selv kunne finde ud. Det gjorde den heldigvis. Jeg er bare glad for, at jeg ikke sad og tegnede en elefant den dag.

En anden gang slog jeg i en novelle en drengs dværghamster ihjel. Hamsteren hed Nuggi, ligesom min søns dværghamster. Da min søn læste den trykte bog og kom til historien med Nuggi, blev han lidt vred over, at jeg havde slået Nuggi ihjel. To dage senere døde hans Nuggi. Det tog han mig meget ilde op, og han har ikke læst nogen af mine bøger siden.

 


 

Biografi

Søren Jessen er både forfatter og illustrator. Han debuterede i 1990 med en billedbog og har siden skrevet omkring 60 bøger for alle aldre. Forfatterskabet rummer et bredt spektrum af genrer, lige fra billedbøger, ungdomsromaner, tegneserier og graphic novels til romaner for voksne. Han har desuden illustreret en lang række bøger, mest egne titler, men også historier af andre forfattere. Søren Jessen har modtaget adskillige priser for både sine historier og tegninger. De seneste år har han især haft fokus på graphic novels og illustrerede børnebøger med ekstra mange medfortællende illustrationer.

 


 

Søren Jessen blev inviteret til illustratorstafetten af Adam O., som har formuleret interviewets to sidste spørgsmål.

Søren Jessen sender illustrator-depechen videre til Gunvor Ganer Krejberg.

 


 

Tidligere deltagere i forfatterstafetten:

#1: Zakiya Ajmi

#2: Adam O.