Illustratorstafetten #2: Signe Parkins

Signe Parkins kan godt lide at tegne på baggrund af bestemte følelser, for på den måde forbinder hun sig til sine omgivelser og skaber nærvær. I dette interview hun fortæller om at mestre et håndværk og af og til gå rasende hjem fra værkstedet.

Depeche: 5 november, 2021

Foto: Martin Dam


Af Jan Oksbøl Callesen


“Det allervigtigste, når man tegner til børn, er…”: 

Jeg tror, at det vigtigste er, at bruge sin egen menneskelighed når man laver billeder til børn. Figurer og billeder skal være levende og troværdige. For mig er det afgørende, hvor følelsesmæssigt investeret jeg er i en figur, og hvor langt jeg vil gå for at få alle detaljer, former og farver rigtige i et billede. Hvis jeg kan mærke, at en illustration bare er et arbejde, som skal gøres, er der noget galt. Måske kan det ikke aflæses direkte i billedet, men jeg tror alligevel, at et manglende nærvær, lammer figurerne i fortællingen og lægger sig over billedet som en kold tåge eller form for distance. Måske hedder det at gøre sig umage og tage sig tiden. Og bruge sig selv i arbejdet. Det er vigtigste for mig. Og jeg tror, at de samme ting gør sig gældende for billeder og litteratur tiltænkt voksne.

Hvad eller hvilken anden kunstner har inspireret dig mest i forhold til  udviklingen af dit eget visuelle udtryk? 

Hvis jeg skal vælge én, så er det nok den engelske illustrator Ralph Steadman, som jeg var vild med da jeg var 16 år. Han fik mig i gang med pen og tusch. I dag synes jeg ikke han er så spændende, men han har uden tvivl været en inspiration og en form for katalysator på et vigtigt tidspunkt i min udvikling. I dag er jeg mere inspireret af forskellige art brut kunstnere, kalkmalerier, hulemalerier, helleristninger. Gammel ægyptisk kunst. I det hele taget tegning og billedskabelse, hvor det virker som om at billedet er lavet af en form for nødvendighed, fremfor et ønske om at lave noget flot.

Hvorfor tegner du? 

Jeg har det godt, og jeg føler mig fri når jeg tegner. Det er rart at mestre et håndværk. Og så synes jeg, tegning kan være et godt redskab til at komme tættere på verden og mig selv. Hvis jeg sidder og tegner en plante, kan jeg meget bedre forstå, hvordan den ser ud, fordi mit blik ændrer sig, når jeg tegner. Jeg ser bedre og mere klart. Hvis jeg tegner en figur i en bestemt situation eller følelse, er der også noget som bliver tydeligere for mig. Jeg forbinder mig til verden og mig selv, når jeg tegner, og det kan jeg godt lide.

Dine tegninger er altid helstøbte og smukke, og det virker som om, at der ikke er så meget modstand for dig, når du skal igang med en. Du tager ofte udgangspunkt i hvad, der sker omkring dig, og du bruger teknikker, der ikke nødvendigvis kræver meget udstyr. Hvordan starter du en tegning, og hvordan ved du, hvornår den er færdig? 

Jeg er altid i gang med forskellige serier af tegninger og tegner også i min skitsebog løbende. Jeg kan godt lide at være i gang med noget hele tiden, også noget jeg ikke ved, hvad vil udvikle sig til. Nogle tegninger vokser frem af sig selv og andre forsøger jeg at ramme noget jeg har set eller forestillet mig. Jeg elsker at sidde med et stykke hvidt papir og være spændt på, hvad jeg vil ende med at tegne. Hvis jeg arbejder på en bog, går jeg lidt mere struktureret til værks, men jeg forbereder aldrig en hel bog. Jeg har det bedst, når et værk selv får lov til at vokse frem. Hvornår en tegning er færdig, er et godt og svært spørgsmål. Det er en balance, som jeg stadig ikke helt har fundet ud af. En tegning kan nemt tegnes ihjel med for mange detaljer, men nogle gange er det godt. Som hovedregel er det vigtigt, at alt i et billede har en funktion, eller at der er knyttet en betydning til alt. Pynt og dekoration ødelægger tegninger. Og grimme farver. Tegning er forbundet med stor lethed og glæde for mig, men af og til går jeg rasende og deprimeret hjem fra værkstedet på grund af en fejlet tegning.

Du fortæller meget historie i dine tegninger, både på din blog i gamle dage og i dine bøger og udstillinger. Kunne du forestille dig selv at skrive en børnebog engang? 

Ja, det kunne jeg godt forestille mig. Jeg får løbende idéer og tanker om bogprojekter, jeg godt kunne tænke mig at lave. De fleste små idéer kan vokse sig gode og store, hvis tiden sættes af til det. Så det er en prioritering. Jeg arbejder som billedkunstner og laver udstillinger og kunstbøger, så der er ikke tid til det hele. Jeg er i gang med at illustrere en bog for Zenia Johnson, og jeg har også planlagt en bog mere med Hanne Kvist, så der kommer flere bøger, omend ikke skrevet af mig.

 


 

Biografi

Signe Parkins er billedkunstner og illustrator. Hun er uddannet fra Colchester Institute of Fine Art i England og Designskolen i Kolding. Parkins arbejder med forskellige værk- og bogformater og udstiller på gallerier og kulturinstitutioner i Danmark og Norden. Sammen med forfatter Hanne Kvist udgav hun i 2019 billedbogen, Blomsten der elsker mig, for hvilken hun modtog Kulturministeriets Illustratorpris i 2020.

 


 

Signe Parkins blev inviteret til illustratorstafetten af Jan Oksbøl Callesen, som har formuleret interviewets to sidste spørgsmål.

Signe Parkins sender illustrator-depechen videre til Sofie Louise Dam.

 


 

Tidligere deltagere i illustratorstafetten:

1#: Jan Oksbøl Callesen