Kære Dorte

I December 2021 blev Dorte Karrebæk tildelt Holbergmedaljen for sit store bidrag til dansk litteratur. Det er første gang en illustrator, der også er forfatter, får medaljen. I denne anledning bringer vi forfatter Peder Frederik Jensens tale til Dorte Karrebæk.

Hørt: 21 januar, 2022

Selvportræt af forfatter og illustrator Dorte Karrebæk


Af Peder Frederik Jensen


Kære Dorte

Hvor skal vi begynde? Med anden verdenskrig og de, måske primært kvinder, der levede men slet ikke udlevede deres liv i skyggen af mændenes krig og stearinfabrikker? Eller skal vi begynde i sanserne? Er det farverne og materialerne, fingerspidsfornemmelsen og følsomheden for papir, faldskærmsstof, blæk, kul eller rødspætteskind? Er det i stakken, de mere end 200 bøger du har skrevet, illustreret, tegnet eller på anden vis bidraget til? Er det i den sociale forståelse? Arbejdet med udsatte mennesker? Er det i humoren? Den i galge og den i fri form? Eller er det måske i karaktererne? Dine egne kvinder og piger med skæve tænder, gnistrende vrede, men også livshungrende øjne og tykke lår? Er det hos Jeppe, der vågner i Baronens seng og overvældes med sin gule nathue, og udbryder: Nille, jeg tror, jeg er kommet i paradis. Nille og det endda ganske uforskyldt. 

I din streg og Kåre Bluitgens gendigtning, ser man den overraskede antihelt i nattrøje, væbnet med vinger som en af de engle, der også hører til i dit mangefaceterede katalog. Hvor skal vi tage fat? Skal vi hylde dig som den første illustrator, børnebogsforfatter, der har modtaget Holbergmedaljen? Ja, til det første, nej til det sidste, for der er et citat, jeg gerne vil læse op. Et par linjer, jeg synes, passer på dig, og på hvorfor, du ikke skal have medaljen for at lave børnelitteratur, men derimod for at lave menneskelitteratur. For:

 

…uden barnet mister vi fornemmelsen for vores egen oprindelse. Vores ægte følelser. Vores instinktive klogskab. Vores forbundethed med naturen. Vores dybde. Vores forundring over stjernehimlen.

Og det ved de inde i børnelitteraturen. Og de ved, at det haster. Med både barnet og verden. Derfor er der kommet denne nye alvor ind i ord og billeder. Det har også noget at gøre med det, de snakker om ovre i Glasgow. Der er ikke tid til pjat. Barnets genkomst og genopstandelse fra regnearkene er lig med Jordens redning. Intet mindre. 

Det nye ord hedder ’menneskebøger’. Bøger for alle mennesker. Historier, der består af så mange lag, at man kan stå af og på og kigge højt og dybt, alt efter hvor man befinder sig i livet.

– Steffen Larsen, Politiken

 

Så Go´morgenfrue må jeg låne din klokkeblomst eller kan du ikke høre, din døvnælde. Det er nye tider. Ja, men for dig har det altid været nye tider, der har aldrig været tid til pjat. Der har altid været alvor i dine ord og billeder. Så, selvom man jo aldrig ved, om latinen har udviklet sig, siden degnen var ung, er LANA en ulv og COENA en natpotte. Det ved degnen, da Erasmus Montanus far beder ham oversætte knægtens uforståeligt højpandede brev fra latin, og det ved du også: hos dig er en natpotte virkelig en natpotte, et menneske, er et menneske, en sorg, en sorg, et vilkår, et vilkår, et tabu til for at blive udfordret, en spade, en spade og sproget noget man kan lege med.  

Du er en af dem, der har skabt fundamentet for den udvikling, den bevægelse, Steffen Larsen kalder menneskelitteraturen. Et sansende, tegnende og rystende menneske. Du taler klart, råt, poetisk og humoristisk til alle vores sanser. MEN. Når man læser og ser dine bøger, forstår man, hvor vigtig synssansen er. Uden den ingen læsning – hverken af tekst eller billede, ansigtstræk og bagvendte rygge inklusiv en bred bagdel i undertøj eller verdens mange former og farver. 

I din bog, Det var nok det bedste, får man en fornemmelse af, hvor det stammer fra. Altså hvor den grunderfaring har sit udspring. Bogen er tegnet Auto Fiktion. Den handler om at vokse op med en næsten døv mor, der tog alt tøjet af, når hun kom hjem, og som på alle måder beskrives som et specielt menneske, det ikke har været nem at være datter af. 

Man ser barnet, både det treårige og det tresårige, forsøge at nå ind til sin mor, og måske ser man det samme i dine tusinder af projekter? Der bores! Der søges! Der ledes! Hvad ledes der efter? Afklaring? Opklaring? Fred? Med dine ord: det sublime. Ofte i selskab med din mand Ole Dalgaard med aliaset Oscar K. 

Rygtet vil vide, at I har en kat, der hedder Diller, og at det er lidt pinligt at kalde på den i rækkehuskvarteret, hvor I bor, men I har også et dybt kreativt, fuldkommen unikt kunstner- og sjælefællesskab. Det hele folder sig ud i sort humor og konsekvent afidyllisering af tilværelsens groteske vilkår. Som læser, og som følger af jeres arbejde, må jeg bare takke for de mange præcise linjer og de mange skæve tegninger, I har beriget verden med. 

Sanserne, og deres arbejde i verden er helt afgørende for at finde ind til en kerne i dit arbejde. Din præcision, din kunnen. Du sætter din pen midt i eksistensens betændte steder. Der er meget bevægelse, opløsning og opsplitning af sind og personer. Arme og hoveder i flertal flyver fremad i bøgerne fra side til side, meget modsat din skrift, der er holdt i stram stil, med en udpræget sans for ikke at sige mere end det nødvendige. Igen tænker man: det kommer fra barnet, der skal råbe de døve op, de døve, dansende, nøgne voksne og deres mærkelige teaterliv. 

Listen over folk, du har samarbejdet med, og som må have betydet noget, meget, en del og måske alt for dig er lang. Til det vil jeg sige, at det er ovenud vidunderligt at botanisere i dine fællesskaber, for i samarbejde med andre har du brudt tabuer, transcenderet, kommunikeret, oversat, fortolket og en masse andet, og man tænker: Lige børn leger bedst, men de skæve har det sjovere. I har med garanti grinet og grædt, og der er blevet støbt ikke så få kugler og kander ved dit tegnebord, og vel ret væsentligt også: i din praksis som underviser på Kolding Designskole, og selvfølgelig også som formidler af livsens vilkår til alle aldre.  

Den bog fra din hånd jeg har læst flest gange, er en slidt lille sag, udgået fra biblioteket og på en eller anden måde endt i børneværelset hjemme hos os, hvor den udgjorde den allerførste af de bøger, min datter har fået læst højt.  

Bogen er i mine øjne et diskret mesterværk fra den ende af boghylden, der sjældent overlever savl, børneklør og pludselige bevægelser fra de aller mindstes ukoordinerede kropssprog: 

 

Der var engang en lille

Hun vidste hvad hun ville

Den røde på den blå

Den grønne ovenpå

Så skal vi have den gule

Den vipper vidst en smule

En lilla og en sort

Hvor er det blevet stort

Til allersidst mit krus

Så har vi millens hus.

 

En lille der ville, Dorte Karrebæk. Gyldendal, 1998