Men det er også kun næsten snyd, for selv når Far er der, er han der ikke. Malaika får en frenemy, June, der ligesom Malaika skal tilbringe sommeren i den lille vestjyske by, hvor Malaikas mormor bor. June flytter ind på højskolen ved siden af mormorens hus, fordi hendes far skal undervise på et urban gardening-kursus sommeren over. Mod slutningen af bogen, da de to piger endelig åbner sig mod hinanden, betror June sig til Malaika:

”Min far er heller ikke altid lige toppen. Det eneste, han gider bekymre sig om, er sine plante-projekter (…) Det eneste tidspunkt, han ikke er ligeglad med mig på, er, når jeg har en pæn kjole på og skal fotograferes til aviserne.”

På lignende vis er Far i novellen Spørg mig om alt (2022) først og fremmest til stede gennem sin nye partner, Kirsten – der til gengæld fylder lige lovlig meget i hovedfiguren Katjas liv.

Ellers kommer Far oftest ind ad døren efter ture med lillebroren, Andy. Første gang læseren fysisk møder Far, er her: ”De kommer ud til os. Min far bukker sig ned og kysser Kirsten, og Andy kravler op på mit skød. Så spiser vi.” Så er forbindelserne etableret. Faren orienterer sig aldrig direkte mod Katja.

Far er altså en lidt skyggeagtig skikkelse, der kommer ind ad døren – ind i Katja og Kirstens levende rum – og spiser. Han siger ”mm”. Ellers siger han ikke så meget. En enkelt gang siger han ”så” i en situation, hvor han mener, Kirsten går lidt for direkte til hans datter. De frygter, at Katja skal komme til at kede sig i ferien, og at Katja af den grund igen skulle begynde at selvskade. Derfor presser Kirsten på for at få hende til at begynde at gå med reklamer. Så Far siger ”så”. Ellers siger han ikke så meget.

På Katjas arme er der ar, men i hendes bevidsthed er et sår, der ikke vil hele, Far: ”Med jakkesæt og lejlighed med strandudsigt og Kirsten. Og mig og Andy hver anden uge. Det eneste i hans liv, der ikke skinner. Plettede og ridsede.”. Hun er en plet på, en ridse i sin fars liv.

Vi ved på en måde ikke, hvordan han er, Far, for han er næsten ikke til stede i teksten. Men det betyder jo, at vi ved noget meget vigtigt om ham: Han er ikke i stand til for alvor at knytte sig til sin datter. Katjas beskrivelse af sin fars liv som et, der skinner, afspejles også i den adfærd, vi præsenteres for fra hans side. Det skal helst gå lidt glat; ingen grund til at kradse for meget i overfladen. Så han siger ”mm” til æblekage, han siger ”så”, da Kirsten går lige lovligt meget til Katja, men han taler på intet tidspunkt med Katja om, hvordan hun har det.

Fordi jeg også selv er Far, tør jeg her godt foregribe begivenhedernes gang i læsningen med en konklusion (der, i parentes bemærket, rækker langt ud over Zakiya Ajmis): Far ved ikke, hvordan man elsker. Det er selvfølgelig en bevidst bombastisk påstand – men det betyder ikke, at den ikke er fuldstændigt oprigtigt ment. Det er noget, vi skal lære (at blive bedre til).

Jeg følger det sorte feministiske ikon bell hooks’ forståelse af kærlighed eller det at elske som en praksis frem for en følelse. Hos hooks handler kærlighed ikke om at være meget følelsesmæssigt ”investeret” i nogen. Denne form for investering kalder hooks – med lån fra psykoanalysen – besætning (eng. cathexis). Kærlighed er derimod viljen til at strække selvet med det formål at nære ens egen eller en andens sjælelige udvikling. Der er to centrale elementer i den formulering.

For det første er kærlighed en viljesakt; den er et valg og en handling. hooks skriver: ”To truly love we must learn to mix various ingredients—care, affection, recognition, respect, commitment, and trust, as well as honest and open communication.”. Når man tager et kig på den liste af ingredienser, ser Far i Spørg mig om alt samt Den sommer alt voksede vildt og Vulkan – den kommer vi til – mildest talt halvbagt ud som elskende væsen.

Denne første del er dog heller ikke ligefrem let. For eksempel står åben og ærlig kommunikation i diametral modsætning til det klassiske (patriarkalske) mandeideal: Manden som det her 1) selvberoende, 2) rationelle væsen, der 3) handler sig ud af ethvert problem. For at efterleve dét ideal må man 1) lyve for sig selv, for ingen mennesker er selvberoende, 2) undertrykke sine følelser, de er jo ikke ”rationelle” og 3) igen, undertrykke sine følelser, medmindre det er vrede og aggression, der jo er sjældent godt brændstof til handling – og til at undgå for alvor at se en situation i øjnene.

bell hooks skriver: ”Patriarchy rewards men for being out of touch with their feelings.”.  Så kan Far for eksempel have et skinnende liv, selvom hans barn er selvskadende.

Endnu en påstand: Vi moderne cismænd er jo ikke sådan – men vi er desværre heller ikke så langt fra. Endnu. I hvert fald kan jeg, hvis jeg skal være helt ærlig ikke sige mig helt fri for at genkende noget af mig selv i kujonfar i Spørg mig om alt og psykopatfar (han er også en kujon) i Vulkan.

bell hooks skriver: ”No man who does not actively choose to work to change and challenge patriarchy escapes its impact.”.  Og det arbejde kommer nok til at tage nogle generationer.

Det er svært ikke at tænke, at Far i Spørg mig om alt ikke går rigtigt ind i relationen med Katja, fordi han ikke aner, hvad han skal stille op derinde. I hendes mistrivsel og selvskade ser han et problem, han ikke kan løse – og så ser han væk igen.

Den anden vigtige komponent i bell hooks’ kærlighedsdefinition er, at man ”strækker selvet”. Og det er min fornemmelse er, at denne del af formuleringen faktisk er endnu sværere for os cismænd. At begive sig ud på gyngende grund. Ud af komfortzonen – ikke i den efterhånden gængse forstand, som en variation over hurtigere, højere, stærkere, en bevægelse mand jo kender – men netop et sted hen, hvor vi ikke kender retningen – eller et sted helt uden retning. At elske forudsætter, at vi stiller os til rådighed på måder, vi ikke umiddelbart selv får noget ud af, hverken materielt eller symbolsk i form af fx anerkendelse.

I sine memoirer Bone Black fremskriver bell hooks i et fragment i tredje person en forfærdelig scene med sine egne forældre:

”In her dark place on the stairs she is seeing over and over again the still body of the woman pleading, crying, the moving body of the man angry, yelling. She sees that the man has a gun. She hears him tell the woman that he will kill her.”.

Så åbent møder vi ikke volden i Vulkan; den gemmer sig i det usagte og det uskrevne. Anna og hendes mor har været på krisecenter, de er flyttet til en ny by og forsøger at starte på en frisk. Vi møder først Far som noget hjemsøgende:

”[Telefonen] vibrerer særligt ihærdigt, når det er ham, der skriver. Den vibrerer så meget, at den falder ud over kanten på vores Frelsens Hær-sofabord. Når den rammer gulvet, giver det et smæld, der får os begge til at fare sammen. Det kan man kun grine af. Dér blev vi nok forskrækkede.”

Heldigvis kan de grine af det til sidst. Men det er påfaldende, at Fars virkning er så voldsom, at teksten må begynde at opføre sig magisk – han kan tilsyneladende bevæge en ting, han ikke fysisk er i nærheden af. Det er desuden værd at bemærke, at han ikke behøver nogen formel introduktion. Efter ”… krisepsykologen. PTSD. Nervesystemet.” ved vi godt, hvem ”ham, der skriver” er.

hooks er kategorisk, når det gælder vold (i alle former): ”Love and abuse cannot coexist.”.  Det er altså åbenlyst, at Far i Vulkan ikke kan finde ud af at elske. Men Ajmi gør os på en måde en tjeneste ved at fjerne den eksplicitte vold fra teksten og alligevel lade den være fuld af Far, for så kan vi bedre se ham i fuld størrelse.

Første gang vi opholder os i samme rum som Far er i kapitlet ”Samvær”. Her sidder Anna og Far og ser tv. Pludselig begynder Far at tale om Annas mor, i første omgang lidt om, hvordan hun har det.

Efter en pause i snakken spørger Anna, hvordan man ved, om man er forelsket. En dreng ved navn Idris trænger sig på. Og Far griner, men går ikke rigtigt ind i spørgsmålet. I stedet brager han ind i det intime rum, Anna har skabt, og kommer med en lang smøre, her gengivet i næsten fuld længde:

”Jeg har kun ét råd til dig, og det er, at du aldrig skal føle dig for sikker. Det var den fejl, jeg begik. Pludselig havde mor magten (…) Jeg gjorde fandeme alt for hende. Alt, hvad hun bad  mig om. Du var her. Du så det jo selv. Og nu … ingen taknemmelighed. Intet. Hun vil ikke engang snakke med mig. Hendes egen mand, som hun har været gift med i, jeg ved ikke hvor mange år. Så står man bare tilbage uden noget som helst, ikke? Man kan aldrig regne med noget, Anna. Aldrig! Jeg troede, at vi elskede hinanden, men det var bare et spil for hende. Så snart hun ikke kunne bruge mig til noget mere, skred hun…”

Anna svarer ”hm” og udvekslingen slutter. Hvordan skal hun forholde sig til, at han taler dårligt om hendes mor? At han gør sig selv til et offer for morens manipulation? Det skal hun selvfølgelig ikke; det er ikke meningen, at børn skal holde rum for deres forældre på den måde. Det afslører en vis følelsesmæssig umodenhed, og ikke mindst en vis narcissisme, at han på den måde skruer ned for sin datter og helt op for sig selv.

Næste gang vi møder Far, er det på sin vis det samme, der sker. Han ringer til Anna en sen aften, hun sidder i bussen. Han har brug for at høre sin ”lille piges” stemme. Han græder. Fars lille prinsesse. Han savner hende. Vil hun ikke sige til sin mor, at han elsker hende? Det er løgn, hvad moren siger om ham. Det ved hun godt, ikke? Han er bekymret for hendes mor, hun er ikke rask. Han skulle have fået hende indlagt efter alle angstanfaldene. Til sidst får han en idé: Kunne hans lille prinsesse ikke snakke med sin mor, sige at han ikke er sur mere, at han gerne vil sige undskyld?

Heldigvis kaster Anna telefonen fra sig.

Farens selvoptagethed og grænseløshed synes uendelig. En far bør ikke lade sin datter holde sig rent følelsesmæssigt. Han bør heller ikke søge at påvirke hendes forhold til moren. Og han bør heller ikke bruge hende som mellemled, som middel til at nå moren. Kærligheden kan ikke spire, hvis den anden opfattes som en funktion frem for en person. Men mest af alt skinner det igennem, at Annas far ikke kan se ud over sin egen næsetip.

Sådan ser det også ud på deres tur i Tivoli, hvor Far igen forsøger at centrere ”sin lille prinsesse”, men slet ikke evner det: ”Vi kan prøve, lige hvad det skal være. Du bestemmer (…) Hvad skal det være? Hvad vælger du? Denne dér? Eller denne dér? Eller … nej, denne dér?”

Det er en skydebod styret af en pige med store bryster, der tager hans opmærksomhed. Men han rammer ikke, så han bliver sur – og pinlig. Igen bliver det Annas opgave at hjælpe ham med at følelsesregulere, at redde situationen ved at sige, at det da også er nogle hæslige bamser, man kan vinde. Bagefter forsøger han at presse Anna til at lægge den rygsæk, hun har et (alt for) nært forhold til, så de kan prøve Dæmonen. Da hun ikke vil, prøver han forlystelsen selv.

Der er andet og mere at sige om Far i Vulkan, men det ville være at spoile, og det ville desuden være unødvendigt. Han er narcissistisk og en masse andet grimt, og han er en gryde i kog, bobler over konstant.

Ved endt læsning var min allerførste impuls at affeje Far i Zakiya Ajmis bøger som værende overdrevet fraværende og/eller dysfunktionel. Virkeligheden er jo imidlertid, at Far også kan se sådan ud. Og spørgsmålet er, om ikke impulsen til at støde ham helt fra mig – ved at sige, at han er overdrevet et-eller-andet – i virkeligheden skyldes, at han minder for meget om mig selv. Selvom Far vil tage en kugle for sin familie, kan han helt fundamentalt ikke finde ud af at sætte selvsamme familie før sig selv. Det må vi lære.

Der er brugt citater fra Zakiya Ajmis Den sommer alt voksede vildt, Carlsen, 2015 (s. 77 og s. 153-54), Spørg mit om alt, Gads Forlag, 2022 (s. 12 og s. 19) og Vulkan, Gads Forlag, 2019 (s. 7, s. 38 og s. 114)

bell hooks-citater oversat til dansk af Mikas Lang:

1. “For virkelig at elske, må vi lære at blande forskellige ingredienser – omsorg, hengivenhed, anerkendelse, respekt, engagement og tillid, såvel som åben og ærlig kommunikation” (s. 5, All About Love – New Visions, William Morrow, 2001)
2. “Patriarkatet belønner mænd for ikke at være i kontakt med deres følelser” (s. 70, The Will to Change – Men, Masculinity, and Love, Washington Square Press, 2004)
3. “Mænd, der ikke aktivt arbejder på at forandre sig og udfordre patriarkatet, kan ikke undslippe virkningen af det” (s. 59, The Will to Change – Men, Masculinity, and Love, 2004)
4. “Fra sit mørke sted på trappen ser hun igen og igen den stillestående kvindekrop, der trygler, græder, og den bevægende mandekrop, der råber. Hun ser, at manden har en pistol. Hun hører ham sige til kvinden, at han vil slå hende ihjel” (s. 148, Bone Black – Memories of Girlhood, Holt Paperbacks, 1996)
5. “Kærlighed og krænkelser kan ikke sameksistere” (s. 6, All About Love – New Visions, William Morrow, 2001)

Biografi

Mikas Lang (f. 1988) er digter og oversætter. Han har senest udgivet digtsamlingen Og spøgelser (2021), der behandler hans egen racialisering, en opfølger til debuten Melanin (2019), der undersøger en ung mands opgør med at tænke og føle som en hvid person i en mørk krop.

Indlægget Din far kommer i hvert fald ikke i himlen blev først udgivet på TENTA – magasin for dansk og international B&U-litteratur.