Postkort fra Bologna Children’s Book Fair 2022

Illustrator Signe Kjær har sendt redaktionen et postkort fra dette års bogmesse i Bologna:

“Hej fra Bologna. Hvor man mærker, at verden stor og fyldt med tegninger. Jeg vender hjem med tasken fyldt med flere kilo inspiration, og det er så dejligt at stå overfor de mennesker, der udgiver mine bøger i den store verden. Fx vidunderlige Versant Sud Jeunesse, der udgiver min titel Lou på en sur dag i løbet af foråret 2022″

Bologna Children’s Book Fair

Bologna Children’s Book Fair er verdens ældste og førende bogmesse for international børnelitteratur. I 59 år har Bologna Children’s Book Fair holdt fanen højt og tiltrækker hvert forår et globalt publikum fra litteratur-, multimedie- og forlagsbranchen.

Børnebogmessen blev afholdt i dagene 21.-24. marts 2022.

Ny billedbog fra Betina Birkkjær og Margrethe Kjærgaard om den stressede Hr. Pindse

Forfatter- og illustratorduoen, Betina Birkkjær og Margrethe Kjærgaard, som du måske kender fra den roste, Kaffe Kanin Vintergæk Væk tørner igen sammen i bogen, Hr. Pindse, der i både børne- og voksenhøjde fortæller om noget, der kan være svært at tale om.


I Kaffe Kanin Vintergæk Væk introduceres børn til demens set fra et barns perspektiv. I denne nye bog om Hr. Pindse handler fortællingen om stress, venskab og at gøre det, man har lyst til.


Hr. Pindse har frygtelig travlt, for der er meget, der skal nås, inden han går i vinterhi. Undervejs glemmer det fortravlede pindsvin helt at fløjte, som han ellers nyder, fordi der er så meget, han skal ordne. Da et kraftigt blæsevejr hvirvler både hans sammenfejede bladbunker og hans tanker rundt og efterlader alt i en frygtelig uorden, giver pindsvinet op og går i seng med bankende hjerte. Han vækkes af sin ven og nabo, Musse, og ser, at foråret er kommet, imens han sov, og at alle de rodede blade er som forvandlet til blomster. Hr. Pindse går ud i Verden med sine venner – og begynder pludselig at fløjte igen.

Betina Birkkjær leverer en fin fortælling i Hr. Pindse, hvor hun i et let, men tankevækkende sprog fortæller om, hvordan mange gøremål kan gøre enhver stresset – og hvordan det kan hjælpe at tage en pause fra det hele, og at det er dejligt med venner, når man har det svært. Anne Margrethe Kjærgaard har illustreret historien med smukke farver og mange fine detaljer, der gør det sjovt for alle, at være med til at læse eller kigge i bogen.

Hr. Pindse udkom den 28. oktober 2021 fra forlaget Jensen & Dalgaard og koster 269 kroner.

Elin Persson modtager Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris 2021

Den svenske forfatter er årets prismodtager for sin debutroman De afghanske sønner, der udkom på dansk 7. oktober 2021 på Gutkind Forlag. Ungdomsromanen, De afghanska sönerna, som bogen hedder på originalsproget, tager udgangspunkt i den såkaldte flygtningekrise i 2015. Historien handler om Rebecka, som efter studentereksamen får arbejde på et opholdssted for uledsagede unge og flygtninge, hvor hun bliver mødt med både fordomme, tabuer og traumer.

”Med De afghanske sønner har Elin Persson skrevet en skræmmende aktuel og vigtig roman, som gør indtryk på enhver, der læser den. At den er nomineret i kategorien for børne- og ungdomslitteratur er i princippet kun en detalje, da det er en gribende bog, som bør læses af alle, der holder af ny litteratur og er interesserede i at få sat ansigt og skæbner på det, der gemmer sig bag flygtningestatistikkerne og avisernes overskrifter”, fortæller Tine Flyvholm, B&U redaktionschef, Gutkind i forlagets pressemeddelelse.

Nordisk Råds komité motiverede deres valg således:

”Årets prisvinder har imponeret bedømmelseskomitéen med et brændende aktuelt emne. Med sin skønlitterære fortælling skaber prisvinderen en dokumentarisk følelse og sammensætter dygtigt billedet af en virkelighed, hvor ingen er ond eller god. Skildringen af de mennesker, som læseren møder, bliver aldrig sort-hvid eller forsimplet. Årets prisvinder beskriver med en sanselig detaljeskarphed den tilværelse, som hovedpersonen møder på et asylcenter, hvilket skaber en stærk identifikation med bogens karakterer og gør det umuligt at frigøre sig af billedet af en situation, hvor alle er afmægtige fanger, og i en vis forstand tabere. Fortællingen rummer ingen forklaringer, løsninger eller konklusioner, men den udvikler sig til en rasende anklage, som rækker langt ud over bogens sider – mod et system, som knuser dem, der er lavet af glas. Årets prisvinder er Elin Persson, De afghanska sönerna.”

Elin Persson (f. 1992, Sverige) er uddannet socialantropolog og har gået på skrivelinjen på Jakobsbergs Folkhögskola. Når hun ikke skriver, arbejder hun med socialt arbejde. De afghanske sønner er hendes debutroman.