Folkebibliotekerne er rummelige institutioner. De er åbne huse med åbne medarbejdere, som brænder for at skabe et sted, som giver alle borgere fri og lige adgang til oplysning, dannelse og kulturel aktivitet. Men er det virkelig tilfældet, hvis vi ser nærmere på biblioteket med et normkritisk blik? Eller er biblioteket som institution i virkeligheden primært imødekommende overfor dem, som falder inden for normen?

Som medarbejder på et bibliotek kan jeg fortælle, at det ligger dybt indlejret i institutionens selvforståelse, at vi er en ikke-kommerciel indgang til viden, fællesskaber og kulturelle oplevelser. Børnebiblioteket er et sted, hvor du må komme uanset, hvem du er, og hvad din baggrund er. Her kan du være dig selv.

Jeg tror, de fleste brugere og medarbejdere på bibliotekerne kan genkende sig selv i denne beskrivelse. Det er med andre ord en helt central del af bibliotekets DNA, at det er et rum, der skaber lige deltagelsesmuligheder for alle, og at det kuraterede indhold i rummet; materialerne, betjeningen, teknologierne, vi bruger, og den fysiske opstilling, understøtter det samme.

Det er præcis det, som gør bibliotekerne til de fantastiske, vigtige, inklusive og demokratiske rum, de skal være. Men samtidig er det selvsamme indgroede selvforståelse, som til tider skygger for at have et kritisk blik på, hvem der egentlig er inviteret eller overhovedet kan føle sig velkomne på bibliotekerne. Både når det kommer til, hvordan man må udtrykke sig, og om man som barn kan forvente at blive set eller være repræsenteret i den litteratur, som man møder.

En retsvisende virkelighed

Det er tydeligt, at intentionerne er generelt i orden. Men i en normkristisk sammenhæng, hvor vi ønsker at finde ud af om en bestemt handling eller måde at tale på bliver modtaget som diskriminerende, er vores intentioner faktisk ligegyldige. Et for entydigt fokus på ‘de gode intentioner’ kan nemlig skygge for at se på effekten af vores handlinger med den konsekvens, at vi rent faktisk kommer til at diskriminere.

Derfor er den måde, vi henvender os til vores børn på, den måde vores institutioner byder alle velkomne på, helt afgørende for oplevelsen af både tilgængelighed, lige adgang og lige deltagelsesmuligheder. Præcis her har bibliotekerne en kæmpe magt. Når man spørger brugerne, står det tydeligt, at det, som bibliotekerne formidler, anses for at have en virkelig høj sandhedsværdi. Selvom vi er offentlige, kommunale rum, så opleves vi i mindre grad som bestemmende myndighedsinstanser og mere som troværdige formidlere af fakta, men også af virkelighed. Det er en kæmpe magt at blive givet og et stort ansvar at have. Det betyder, vi skal arbejde ekstra hårdt for, at den virkelighed, vi genskaber gennem vores bøger, udstillinger, arrangementer og betjening, er en retvisende virkelighed, som faktisk bidrager til et mere ligeværdigt samfund.

Drømmen om et tryggere børnebibliotek

Børnebiblioteket kan netop være et rum, som er skabt til at gå på opdagelse i, både i fortællingerne, i fakta og fiktion: At mærke sig selv, afprøve identitetspositioner; tillade sig selv at eksperimentere og føle sig frem og stille sig selv spørgsmålet: “Hvem er jeg?”.

I mødet med fortællingerne og billederne kan man spejle sig i de mulige roller og positioner, vi som institution viser, er til rådighed for børnene. Så hvad fortæller vi børnene er muligt? Hvem kan de være?

Indtil for nyligt (måske er det fortsat sådan enkelte steder) havde en del biblioteker opdelt deres bogsamling i såkaldte ‘drengebøger’ og ‘pigebøger’. Hvad fortæller vi vores selvlæsende børn om at være rigtige ‘drenge’ og ‘piger’, når hestebøger står i ‘pige-sektionen’, og bøger om humor og fodbold står i ‘drenge-sektionen’? Hvem er der plads til her? Hvad er det for en normativ forståelse af det at være henholdsvis pige og dreng, som er på spil her?

Det er ikke mere end to år siden, at vi på mit bibliotek havde en opstilling af bøger i ‘drengebøger’ og ‘pigebøger’. Dengang havde vi også guide-tekster, der skulle fortælle brugerne, hvad der særligt hørte til i ’drenge-sektionen’ og ’pige-sektionen’:

”Piger: Bøger, som vi vurderer, specielt er tiltrækkende for piger. Ofte bøger i dagbogsform, om hverdagslivets forviklinger for den kvindelige hovedperson. Problemstillingerne, der tages op er i den lette ende. Bøger som fokuserer primært på svære emner, såsom døden, ensomhed eller mobning eller andre livskriser, findes ikke her”

Og for ’drengene’ stod der:

”Bøger, som vi vurderer, specielt er tiltrækkende for drenge. Stor vægt på underholdningsværdien, lidt tungere/sværere bøger står i alm skøn”.

Når bøger om delfiner, bagning, ridning, veninder og mode kommer på ‘pigehylden’ og bøger om ‘detektiver, fodbold, humor og venskaber’ kommer på ‘drengehylden’, er vi i fuld gang med at lukke de muligheder, børnene har for at forstå sig som henholdsvis ‘pige’ og ‘dreng’. For slet ikke at tale om køn udenfor det binære spektrum som fx queer-positioner. Til gengæld reproducerer vi en snæver ramme for, hvad det vil sige at være en ‘rigtig dreng’ og en ‘rigtig pige’, og risikoen for at falde udenfor medskaber vi også. Hvis vi virkelig gerne vil skabe inklusive rum, skal vi øve os i at se kritisk på den normative forståelse af fx at være ‘en pige’, og hvad det er, vi videregiver til børnene. At turde se kritisk på vores deltagelse i reproduktionen af normative forståelser af eksempelvis køn og seksualitet er at tage sit ansvar alvorligt og forstå den rolle, vi spiller i forhold til (selv)dannelse.

Forandring og Modstand

Det kan være slidsomme dialoger at tage, når vi skal se kritisk på normer. Der er heller ikke mange kommunale strategier og nationale policies, som bakker en eksplicit, inklusiv praksis på bibliotekerne op. Når vi peger på normerne som ekskluderende, så skaber det som regel et ganske stort ubehag. Det er ubehageligt at se sin egen deltagelse i eksluderende handlinger – særligt fordi, det er sjældent er hensigten. Hvis vi absolut skal tale om intentioner, som jeg var inde på tidligere, så må og skal det være i en sammenhæng, hvor vi også taler om vores valg for at skabe inklusive institutioner – og særligt vores ønske om at være endnu mere intentionelle i vores valg og handlinger.

Her kan en normkritisk praksis kan hjælpe os. Der sker tit det i vores mangfoldighedsarbejde, at vi kommer til at reducere det, vi vil, til et ‘projekt’ – en enkelt indsats. Her er det let at komme til at fokusere meget ensidigt på det, som netop er ‘forskelligt’; det, der er anderledes, afvigende og falder uden for normen. Det kan være, at vi tænker: “Vi må lave noget for den-og-den målgruppe”. Det kan være fint at have sådanne projekter. Men vi skal være opmærksomme på, at vi ikke kommer til at forstærke kategorierne fremfor at udfordre normerne. En normkritisk tilgang til det at skabe ægte inkluderende organisationer fokuserer på netop dét, der producerer ‘det andet’ som anderledes og forskelligt, nemlig normerne og majoritetskulturen. Et sted at starte kan være at se på rekruttering, vidensniveau for medarbejderne, sammensætning i samlingen osv. På den måde bliver det også primært os, der arbejder i institutionerne, som kommer på arbejde.

Den normkritiske praksis handler om at gå skridtet længere i forhold til en typisk mangfoldighedsdiskurs. Hvem kan være imod ‘diversitet’, ‘love is love’ osv. Det er jo dansk frisind. Dog normkritikken peger på, at mangfoldighed ikke skal forveksles med tilstedeværelsen af ‘det Andet’ og dermed også fastholdelsen af minoritetsgjorte i en andetheds-position. Normkritikken tager fat ved, at arbejdet med at udfordre normerne primært er et arbejde, som vi skal tage på os i institutionerne, som en del af en majoritetskultur. Det er her, arbejdet skal starte og først og fremmest gøres.

Et eksempel på at arbejde normkritisk kan hives frem fra min egen hverdag, da jeg sammen med en kollega sidste år startede et nationalt Regnbuenetværk op for biblioteksansatte. I netværket deltog ca. 40 biblioteksansatte, der alle har et ønske om at arbejde med repræsentation og højne vidensniveauet for LGBTQ+ på bibliotekerne. En fra vores netværk besluttede sig for at ville lave en LGBTQ+-hylde i mixzonen (primært rettet mod Young Adults-læsere). En LGBTQ+-hylde er ikke at forstå som en målgruppe-hylde, men en tematisk hylde. Et greb, som er en fast del af bibliotekarisk formidling. Men pga. emnet blev medarbejderen mødt af noget modstand. Da hun talte om ideen, blev hun fra en kollega mødt med:

“Hvad hvis jeg som hetero vil læse en LGBTQ+-bog, må jeg så ikke gå hen til den reol? Hvorfor skal de have deres egen opstilling, hvad med os heteroer, hvor er vores bøger så?”.

Dette citat er et tydeligt eksempel på, hvor svært det kan være at vise minoriserede, at de ER velkomne på biblioteket uden samtidig at forstærke andetgørende kategorier. Den modstand, som man bliver mødt af internt i organisationen, når man forsøger at udfordre strukturerne, kalder på, at man opøver en sensitivitet i organisationen over for normer. For hvis man ikke kan få øje på det overvældende heteronormative binære, ciskønnede rum, som bibliotekerne er, så er det det blik, der skal åbnes op.

“But George knows she is a girl”

Et andet eksempel, som også viser, hvor tungt et system bibliotekerne faktisk er (de allerbedste intentioner til trods), er også at finde i katalogiseringsteksterne. Vi har en børnebog, der hedder George af Alex Gino. Den handler om en transperson, om pigen George. Den har efterhånden en del år på bagen. Forfatterens egen manchet på engelsk lyder:

”When people look at George, they see a boy. But George knows she’s a girl”.

Her er den på DBC blevet gengivet således (Danmarks Bibliotekscenter, som laver den altovervejende del af katalogiseringer her i Danmark til bibliotekerne):

”George er født som dreng, men han føler sig som en pige.”

Det er et eksempel, som viser, at selv i en ganske simpel oversættelsessituation fastholder DBCs tekst pigen, George i et fejlkønnet, maskulint pronomen (han/ham), mens den originale manchet netop skelner mellem det køn, som omverden ser George som, og det køn, George er, nemlig en pige og dermed bruger korrekt pronomen. Til perspektivering af eksemplet kan man se at både katalogiseringen i det svenske biblioteksvæsen og i teksten, skrevet af en medarbejder i den LGBTQ+-specialiserede boghandel, Buens Bogcafé er korrekt kønnet. Vi må antage, at grunden til, at det kan gå så galt med en dansk tekst, er fordi, det er et cisnormativt blik, som (ganske sikkert uden at vide det) har fejlskønnet. En pænt stor fejl i en meget lille oversættelsesopgave.

Eksemplet er sikkert langt fra enestående. Da vi på mit bibliotek havde en opdeling af pige- og drengebøger, stod bøger om lesbiske i ‘pigesektionen’ og bøger om bøsser i ‘drengesektionen’. Men for at vende tilbage til George blev netop denne bog, hverken kategoriseret blandt pige- eller drengebøger. George blev i stedet sat ind i skønlitteratur-reolen under forfatterens navn, simpelthen fordi man ikke rigtigt vidste, hvor den skulle placeres i den binære opstilling.

Eksemplerne er ikke til udhængning eller udskamning. Det er gode eksempler, to ud af rigtig mange, som viser os, at vi som offentlige institutioner simpelthen er nødt til at løfte vidensniveauet. Det gælder naturligvis for andre diskriminationsparametre også. Eksemplerne her har alene fokus på LGBTQ+. Hvis børnene skal føle sig velkomne, så skal ansatte på bibliotekerne vide tilstrækkeligt om at skabe lige deltagelsesmuligheder uanset køn, seksualitet, religion, etnicitet, racegørelse, kropsfunktionalitet osv.

Den professionelle killjoy

Normkritisk praksis er for mig koblet ret tæt med at være en feministisk killjoy (jf. forfatteren, Sara Ahmeds, Living a Feminist life (2017)). Sara Ahmed beskriver den feministiske killjoy som en, der spolerer andres glæde (indforstået på bekostning af andre). At være den på arbejdspladsen som igen og igen peger på diskriminerende handlinger og strukturer; at forårsage det ubehag, som bliver tydeligt, når man peger på problemerne – selvom ubehaget i øvrigt fandtes i forvejen, det var bare nogle andre mennesker, der ikke er vant til at blive set og hørt først, som mærkede det. Den feministiske killjoy er altså en person, der aktivt påtager sig at råbe højt om magtmisbrug og krænkende adfærd. Jeg føler mig særligt forbundet til den feministiske killjoy, fordi jeg prøver at se repetition som en normkritisk handling i sig selv – og ikke som et trættende tegn på, intet ændrer sig. Som Sara Ahmed siger i Killjoy-manifest (2018): “Jeg er ikke villig til at give slip på historier, der ikke er ovre”. At være killjoy inde i egen institution er udfordrende, det er ofte det familiære, som man udfordrer, oplevelsen af konsensus. Det kan næsten blive oplevet som anti-institutionel adfærd. Og det er ikke populært, og man risikerer også, som Ahmed beskriver det i sin bog, at blive gjort til problemet ved at pege på problemet. Udfordringen for mig er at skabe et fællesskab i organisationen omkring bibliotekets kerneopgave; nemlig demokrati og lighed i forhold til adgang og deltagelse. Og med det for øje at skabe et tilpas trygt rum for kolleger at være sårbare i, hvor i stedet for at tale højt om ens ‘gode intentioner’ i stedet lytter til kritikken og er parat til at tilegne sig ny viden og eksperimentere med nye, mere inklusive rum.

Når der allerede er taget side

Man kan sige, at normkritik ikke er et mål i sig, men en vedvarende praksis; en metode til at skabe forandring og en mere retvisende spejling på børnebiblioteket. Det er også at tage den offentlige institution med ind i et mere politisk rum. Noget, som ikke ligger lige for for en ofte neutralitetsbegrejstret bibliotekspraksis. Normkritikken viser os, at der hele tiden allerede er truffet valg. Det var bare ikke alle valg, der var synlige for os, fordi vi var inkluderede i normen.

Det er min oplevelse, at det er svært i en offentlig institution, som ikke bør tage side, at forstå, at der allerede er taget side i børnebiblioteket. Eksempelvist i et overvejende hvidt, heteronormativt, binært, cis, kulturkristent, ableist rum, som ofte taler til en kernefamilie bestående af ‘far og mor + børn’. I sådan et rum er der jo taget implicit stilling til, hvilken verden, vi vil vise børnene som mulig. Derfor taler jeg ofte om at re-politisere biblioteksrummet. Re-politisering giver mening, fordi vi har glemt, at vi havde valget; at vi havde magten til at skabe en meget mere mangfoldig og tidssvarende virkelighed for børnene at spejle sig i.

 

---

 

Om skribenten

Amalie Ørum Hansen er chefkonsulent på Gentofte Centralbibliotek og medstifter af Nordisk Netværk for Normkritisk Ledelse for 20 ledere, kunstnere og aktivister i nordiske kunst- og kulturinstitutioner. I 2019 arrangerede hun en national workshop for folkebibliotekerne omkring misrepræsentation i børnelitteraturen med deltagelse af lærer og stud.pæd.soc., Eja Bent-Ali Klai og illustrator, Leyla Bautista. Amalie arbejder som konsulent med fokus på tilgængelighed og mangfoldighed. Hun er også medstifter af både det Nationale Regnbuenetværk for biblioteksansatte og DMs LGBT+netværk. Hun er aktiv som oplægsholder, hvor hun primært taler om emner som normkritisk praksis i organisationer og professionel killjoying