Forfatteren, Gunilla Bergström, der skrev og tegnede sig ind i hjerterne på generationer af børn og voksne, er død. Hun blev 79 år og døde i sit eget hjem d. 25. august efter længere tids sygdom.

Gunilla Bergström er først og fremmest kendt og elsket for sine bøger om Alfons Åberg, der bor alene med sin piberygende far i et betonbyggeri. Sammenlagt skrev Bergström 26 bøger om drengen med de store øjne og det sparsomme hår, som er trykt i 5,5 millioner eksemplarer i Sverige og tæt på ligeså mange millioner på verdensplan.

I litteraturprogrammet, “Babels bibliotek” på SVT fortalte Gunilla Bergström tilbage i 2019, at hun havde en ambition om at afbilde sjælen. Denne ambition kom – i min mening – tydeligst til udtryk i hendes måde at give ensomheden et sprog, der gjorde den ufarlig at beskæftige sig – for børn såvel som voksne. For hvem behøver at være bange eller føle sig alene, når man har en usynlig ven ved sin side og en grænseløs fantasi, der tager en på rejser langt ind i den dybe jungle og ud i det uendelige verdensrum?

Samtlige Alfons Åberg-bøger handler om hverdagsliv, som både børn og voksne kender det, og udstiller genkendelige situationer, der ind i mellem grænser til det kedelige – og dog. For er der noget, Alfons Åberg kan og forsøger at lære os læsere på ny, så er det at få øje på sprækkerne i hverdagen, hvor fantasien og legen kan trænge ind. “Alfons minder os om, at hverdagen er magisk” fortalte Gunilla Bergström i det omtalte tv-interview og henviste i samme forbindelse til de følelser, der vækkes, når man ser den første sne falde eller forelsker sig for første gang. Samme sensation vækker hendes bøger.

Man skal ikke læse mange af Gunilla Bergströms bøger for at forstå, at hun var et menneske, som gjorde sig umage for at forstå menneskene omkring hende og den virkelighed, de og hun selv var en del af. Som forfatter havde Gunilla Bergström en særlig evne til at sætte sig i andres sted og skabe modsætningsfyldte fortællinger, som både rummer det lyse og det mørke og dermed også indeholder stor visdom i forhold til det at være menneske i en konfliktfyldt verden. Hun forklarer det selv meget godt, da hun i den svenske udsendelse fortalte, hvordan Alfons Åberg hjælper hende til at “skratta med gräd i halsen”, og hvorfor det er så vigtigt at kunne grine og fortabe sig i leg og fantasi: “Vi skal skratta mot fandenskabet. Skratta racisterna ut. Men man skrattar med grät i halsen”.

Jeg takker Gunilla Bergström for alle ordene og tegningerne og tænker på, hvor hun mon er nu? Måske har hun krydset meteorbæltet på sin rejse mod stjernerne og flyver rundt et sted derude og kæmper mod flyvende ild-indianere?