100 ord om Ukraine

Vitze på 11 år skriver i denne tekst om, hvordan det er at vide, at der er krig i Ukraine

Hørt: 16 marts, 2022



Af Vitze de Lemos


02.03.2022, Vesterbro

 

Vi skal have grøntsagsbøffer til aftensmad.

Gad vide, hvad de spiser i Ukraine.

Min storebror har fødselsdag på mandag.

Gad vide, hvordan de fejrer fødselsdag i Ukraine.

Jeg var undulat til fastelavn.

Gad vide hvilke traditioner de har i Ukraine.

Jeg har spillet ukulele i skolen.

Gad vide om de kan gå i skole i Ukraine.

Jeg skal hjem til far i morgen. 

Gad vide hvordan skilsmissefamilier gør i Ukraine.

For 14 dage siden kendte jeg ikke Ukraine.

Gad vide om børn i Ukraine kender Danmark.

Før tænkte jeg aldrig på krig.

Mon de længe har frygtet krig i Ukraine.

 

 


Om Vitze

Vitze de Lemos er 11 år og går i 5. klasse på Børneuni på Vesterbro. Når hun ikke går i skole, spiller hun ukulele og violin, læser mange bøger og skriver også af og til små tekster og digte. Under corona-nedlukningen skrev hun mange tekster på 100 ord til podcasten “Corona for børn”. En enkelt tekst blev læst op i TV-avisen.