Min far har en tese om, at der en Sebastian-sang til alt i livet. Min søster og jeg har tit drillet ham med det. Når vi skulle vinde en diskussion, satte vi Hvis du tror du er noget (er det noget du har misforstået) på pladespilleren. Så trak han oftest i land, og vi kunne få et eller andet igennem, der for det meste handlede om at få penge til tyggemåner. Vi gik i kiosken, mens min far blev siddende foran sine højhellige B&O-højtalere og galede med, mens Sebastian svingede både med krøllerne, akkorderne og vokalerne. Så gamle er vi, at vi igen er blevet moderne med en romantisering af lp-plader. De fleste ting går i ring. Ligesom det med forældre og ikkeforældre. Ansvar og ikkeansvar. Far og ikkefar.      

 

I den ideelle verden, er genrebetegnelser ophørt. Smal og bred litteratur findes ikke. At skrive historier til børn er lige så respekteret og anerkendt som det at skrive til de voksne. Køn er meget mere end to ting. Og forældre er noget, der til hver en tid vil fungere for de børn, som de sætter i reel produktion. Det er ønsketænkning. Men jeg har også altid haft blå øjne og har primært overlevet at være i en verden ved at leve i en fantasi. Først var det noget, jeg legede. Så blev det noget, jeg skrev ned i min dagbog, som senere er blevet udgivet som mine bøger. Pure fiktion. Virkeligheden er noget, de andre har fundet på, har min søster tit sagt. Det har hun stadig ret i. 

 

Det er min søsters skyld, at jeg har skrevet børnebøger. Jeg har ønsket at give hende et sted, hvor hun følte, hun hørte til. Et sted, hvor hun blev afspejlet og repræsenteret. Min søster er født hjerneskadet. Hun lever for meste i en verden, som hun selv definerer. Hun har altid fundet ro, når hun fik fortalt historier. Da vi var børn, levede vi meget i Mumidalen. Det var et univers, hvor familie som struktur og grundsystem godt nok var noget, der fungerede i sin opbygning, men kun som platform for venskaber på tværs af natur og kultur, hvor arter af alle tænkelige muligheder og umuligheder levede side om side. Det var en slags fristad. Et sted, hvor man kunne parkere sine drømme. Det var kun, når Murren dukkede op, at ondskaben også kom i spil.  

 

Ideen om en rigtig familie kendte jeg kun fra Mumidalen. Jeg troede ikke på, at den i længden var særlig holdbar og noget at stræbe efter. Det tror jeg stadig heller ikke på i dag. Vi lå ellers tit på gulvet foran min fars pladespiller og hørte Hele min familie med Trille eller alle sangene fra en af verdens bedste lp’er med de mest vellykkede fortællinger om at være barn og ung i byen, Kattejammerrock af Vesterbro Ungdomsgård. Ikke at det var det liv, min søster og jeg levede hele tiden, men vi kendte til den smerte og afmagt, som de sang om. Børnene i baggårdene, som gik rundt og ledte efter rollemodeller, ingen voksen omkring dem kunne rumme. De voksne på det tidspunkt havde travlt med at gå på gaden i anorak, kradse-islænder og hjemmefabrikeret Røde Mor-badge, så man i det mindste antydede et sted i forvirringen, at der var en mor til stede. Det gjaldt bare om at finde hende bag betonhjerterne.      

          

Jeg har altid haft det bedst med min far, når han glemte, han var min far. Det gjorde han nok ret ofte. Det er først sent i livet, at vi har fundet de roller, som ellers lå i kortene som far og søn. Da jeg var barn og især teenager, var det mere noget, jeg undgik at forholde mig til. Ligesom min far selv gjorde det. Jeg har heller aldrig kaldt ham far. Han har altid bare heddet sit navn, ligesom jeg har gjort det. Min far læste Ole Lund Kirkegaard for min søster og jeg, da vi var små. Det var godt nok fabulerende og langt fra socialrealismen, men han grinede hele tiden. Vi læste også billedbogen fra Røde Hane, hvor den blå hest ikke har en eneste ven, førend den en dag står nede ved søen og kan se sig selv i vandets overflade og forstår, hvorfor ingen vil være venner, da den blå hests navn er Lapitak, kapital stavet bagfra. 

 

Når jeg var hos min mormor, hørte vi svensk radio. Det var der, jeg første gang stødte på Astrid Lindgren. Jeg lånte alle hendes bøger på biblioteket i Amager Centret. Jeg læste om Emil, der havde sin ven Alfred. Og om brødrene Løvehjerte, hvor Jonathan og Tvebak for altid skulle passe på hinanden, og senere havde jeg for min søster læst om Ronja og Birk i de uendelige skove. Det var børn og unge, der fandt hinanden, så de kunne slippe for det, der var omkring dem. Dysfunktionelle familiemønstre med patriarkalske bundkonger, som først for sent, forstod at livet ikke var i går, men er i dag – og i morgen. Det tog jeg som ung nok lidt mere bogstaveligt på mig, da min kusine og jeg læste I morgen er det slut af Christiane F., der vendte livet ryggen og begav sig ind i et andet liv, hvor mørket var langt mere dominerende. Bogen var skrevet som en vigtig beretning om netop det at være ung i en tid, hvor ingen tog ungdommen alvorligt. Tine Bryld prøvede godt nok på det i Danmark, hvor hun søndag efter søndag hjalp unge i P4 i P1’s Tværs, hvor min kusine og jeg altid lovede hinanden, at i morgen ringer vi, nej, på søndag … Vi fik det aldrig gjort og drev i stedet rundt i Amager Centrets Vestberlin-look og fantaserede om, at vi også var på junk og trak på toiletterne under jorden, hvor der aldrig rigtigt skete så meget andet end det, vi selv fandt på bagefter.     

       

Jeg har aldrig selv fået børn. Det har ikke interesseret mig. Jeg har i stedet skrevet bøger til børn og unge, hvor jeg oftest har skrevet på de følelser og personlige oplevelser, jeg selv havde dengang. Om at gå rundt i gaderne og føle sig usynlig, bange, ensom og forkert. I dag taler vi om drenge- og manderoller på helt andre måder. Det gjorde vi overhovedet ikke i 1980’erne, hvor det at være dreng, der gik rundt og drømte om at blive den nye Michael Strunge, Boy George eller Anne Marie Helger ikke havde synderlig stor værdi på Holmbladsgade på Amager. Det kostede mange tæv at have de drømme. Ligesom det kostede mange gange øjenbetændelse, fordi det med eyeliner var svært at styre, når jeg ikke havde andre end min far til at hjælpe mig med at se så billig ud, at det var troværdigt punk. Det er dyrt at lære om livet sådan. Det har traumatiseret mig og skabt store, varige ar. Jeg vidste meget tidligt, at jeg var en dreng, der blev forelsket i andre drenge. Det kunne min far godt rumme, men det var ikke noget, som vi talte om. Han købte kondomer til mig, som han lagde på mit skrivebord sammen med en billet til Miss B. Haven i Den Grå Hal, Sort Sol i Wurst eller fire dage på Roskilde Festival. Vi havde musikken sammen. Det var vores sprog.  Sådan kunne vi lade være med at tale om alt det, der virkede lidt mere uden for lp-skiven. Vi skruede bare op for en sang af Anne Linnet, hvor hun sang Hils din mor og sig det, som det er. Det skulle vi ikke. Hverken sige det, som det var. Eller hilse nogen som helst, køn og familiær status underordnet. Vi afskrev det og vendte lp’en i stedet. 

 

Ikke at jeg til hver en tid selv har undgået kategorien forældre, når jeg har skrevet til børn og unge, men de har oftest været fraværende som lige netop det, de mest af alt skulle repræsentere, nemlig forældrerollen. De var langt mere på samme side som barnet, havde den samme optik og så på resterne af de andres verden med en vis skeptisk og muligvis ironisk distance. De troede på en drøm. At en verden kunne forandres, bryde sammen og genopstå som ny. Især mine ungdomsromaner har altid haft meget ikkeeksisterende forældre. Når man er ung, gider man heller ikke have noget med de voksne at gøre. Sådan havde jeg det i hvert fald selv. Alt, der var over 18, var småborgerligt, umiddelbart ikke andet end et dødeligt og kødeligt materiale uden anden værdi, end man kunne bruge deres penge, først til tyggemåner, sidenhen til koncertbilletter. Jeg tror heller ikke på, at forældre skal blive venner med deres børn. Jeg tror på oprør og opgør med det, man vokser op i. At man løsriver sig ved at sige fra og selv begynde at danne en række motiver af en verden, man har lyst til at ruske, ryste og forandre. Ved at gøre noget andet end sine forældre. Jeg tror på mod og modstand. Deraf kommer tvivlen og usikkerheden helt sikkert også. Brug din sårbarhed som din styrke, sagde Suzanne Brøgger engang til mig. Det var et godt råd. Det har jeg brugt både bevidst og ubevidst siden. De voksne, der optræder i mine børne- og ungdomsromaner, har to funktioner. Enten er de med. Ellers skal de jordes. Det sidste har jeg gjort meget eftertrykkeligt i mange fortællinger efterhånden. Voksne, der er for voksne, tror hverken jeg eller mine bøger på.  

   

Skrift er til for at skubbe til ting. Min søster tror ikke på, hun er en Lagermand. Hun må være en Lagerkvinde. Jeg har aldrig haft en logisk sans. Det har min søster heller ikke. Det har vi ikke i vores familie. Vi går mere ud i livet og møder det. Den slags koster på skrammekontoen. Man får mærker af de møder med livet. Jeg skrev, at jeg skrev for at skrive til min søster. Men jeg har også skrevet for at skrive til de drenge, der går rundt derude og føler, at de er outside. Jeg kender ikke til grupperinger og fællesskaber. Jeg kender kun til positionen som ham, der ser ind på andres forlorne lykke og bliver ulykkelig af det. Jeg vil ikke være et offer. De fortællinger har aldrig anden form end simpel hævn. Til hver en tid har man selv et ansvar for at gøre noget andet. Jeg valgte at skrive. Det blev mit skrig. Jeg begyndte uden tvivl at skrive bøger for børn for selv at have et sted, jeg havde en barndom. En tryg en af slagsen. En litterær familie opfandt jeg. I ny og næ var den meget som min egen havde været det – og er det i dag – men andre gange var der mere glansbillede, overflade og glasur på en dreng fra Reberbanegade, som gik ud i verden og legede, han var mig. Min tid som barn var god, når jeg var sammen med min søster. Vi havde vores rum sammen. Min tid som ung var et helvede på jord. Der har jeg efterfølgende virkelig haft brug for at opfinde en anden virkelighed, en fiktion, for bare at have et sted, der kunne minde om noget, der havde været min tid. Min tid med min far har jeg først tænkt for alvor over nu.    

 

For et sted i min litteratur, har jeg skrevet ham meget tydeligt frem. Det er ham, der siger stort ja og dermed giver plads og rum til fantasien i min børnebogsserie om Hanne Hundige. Det er ham, der siger, livet også kan være noget, vi leger. Jeg vidste egentlig ikke, at jeg skrev historierne om Hanne Hundige, da jeg begyndte at skrive dem ned. Jeg troede, det var en bog om min søster. Som barn var jeg glad for Pippi. Det er alle børn nok. Jeg ville også have mange penge i en kuffert og kunne løfte en hest. Men først og fremmest ville jeg gerne leve som Pippi i et stort hus uden voksne og med selskab af en abe. Det gjorde jeg ikke. Jeg delte værelse med min søster. Hun havde kaniner, jeg havde marsvin. Hun havde undulater, jeg havde kanariefugle og zebrafinker. Og så havde vi hund og kat – til deling. Da vi var børn, var vi vilde med at gå i Tivoli. Dengang var Tivoli ikke døgnåbent, men kun åbent om sommeren. Min mormor ville gøre os glade, så hun tog os tit med i City 2, der lå i Hundige. Der var der et indenfor-tivoli med karruseller, luftgynger og tombolaer i et stort indkøbscenter. Det var ikke helt som det rigtige Tivoli, men næsten. Der var softice og pomfritter. Både min søsters og min livret. Det er det stadig. Vi var meget lykkelige de eftermiddage i City 2. Jeg skrev historierne om Hanne Hundige i 2001-2003. Dengang havde jeg ikke udgivet så mange bøger endnu. Det er en fortælling om at være lige den, man har lyst til. Om at have en far, der ikke er verdens bedste til at regne noget ud. Om at have en mor, der altid skal på arbejde. Det er en historie om små og store ting. Om glæde og sorg. Men mest af alt om at være lidt som Pippi. På sin helt egen måde. Min far elsker den far, der er i de bøger. Den far gad han godt selv have haft, sagde han engang. Nu ved jeg, hvorfra han dukkede op.    

 

Og måske er min fars tese om en Sebastian-sang til alt her i livet alligevel rigtig. Da jeg var ung, lå jeg tit og lyttede til Radio Rosa, der var en station under Landsforeningen for bøsser og lesbiske. Hver gang et program sluttede, spillede de Du er ikke alene. Det gav mig et håb. Jeg følte mig meget alene, men det med at de gennem æteren og Sebastians smukke sang rakte ud, gjorde at verden blev lidt nemmere at være i. Måske er det sangen, der igen skal sættes på, når fædrene i Hundige og omegn må stimle sammen og få sig en plads i den nye verdens litteratur, hvor det at være mor altid fylder så meget, at man i ny og næ har glemt, man(d) også kan være far. Jeg havde selv glemt det. Ikke kun det med forældrene, men med alle de voksne. Jeg har aldrig givet dem en ærlig chance. I morgen bliver jeg 50 år. Måske er det på tide, jeg deler min fars Sebastian-tese, så vi alle sammen kan synge med om, at ingen skal være helt alene. Der er altid en ven et sted. En ven, der måske ikke er så far, far away. Ja, måske står han lige nu midt i City 2 og venter på dig.          

 

---

 

Biografi

Tomas Lagermand Lundme (1973) er forfatter, dramatiker, manuskriptforfatter og billedkunstner og skriver til børn, unge og voksne. Han debuterede som børnebogsforfatter med Hanne Hundinge i 2001 og har siden 1998 udgiver flere end 50 bøger, herunder også audioværker. I 2023 har han udgivet hele ni bøger; fire børnebøger, 2 ungdomsromaner, to digtsamlinger og én voksenroman. Lundme underviser bl.a. på Dramatikeruddannelsen, Odense Teaterskole, Manuskriptskolen for børnefiktion, Grundtvigs Højskole, Krogerup Højskole og Vallekilde Højskole. Uddannelsesmæssigt har han været forbi Gøglerskolen, Forfatterskolen og Det Kongelige Danske Kunstakademi.

 

---