Forfatterstafetten #1: Zakiya Ajmi

I dette interview fortæller Zakiya Ajmi om at tage børn og unge alvorligt, støtte op om minoritetsstemmer og få lov til at blive inde i frikvartererne.

Depeche: 1 september, 2021

Foto: Simon Klein-Knudsen


Af Mille Højerslev


“Det allervigtigste, når man skriver til børn, er…”: 

“At man gør sig umage. Jeg støder tit på folk, som lader til at tænke, at børn ikke er lige så kloge som voksne, og at det derfor ikke er lige så svært at skrive til børn som til voksne. Eller at ens opgave, når man skriver til børn, er at belære dem om alt det, man ved, fordi man er voksen.

Når jeg skriver til børn, er det meget vigtigt for mig ikke at tale ned til dem. Så vil jeg hellere skrive noget, der måske viser sig at være for svært, for kringlet, eller for mørkt. Men det er nu tit sådan, at det er de voksne læsere, som synes at det jeg skriver er “for voldsomt”, mens den respons jeg får fra mine unge læsere er, at de er glade for at blive taget alvorligt.”

Hvilken bog eller hvilket forfatterskab har haft størst betydning for dig?

“Første gang jeg havde oplevelsen af at blive fuldstændigt opslugt af en bog, var da jeg som barn læste Harry Potter. I frikvartererne plagede jeg min lærer, om jeg ikke nok måtte få lov at blive inde i klasseværelset så jeg kunne sidde alene og læse. Jeg skrev historier i mit kladdehæfte, som handlede om, at jeg og mine venner rejste til Hogwarts, jeg øvede mig i at recitere trylleformularer. Jo længere jeg kom ind i bogen, jo mere blegnede alt det, der var omkring mig. Den virkelige verden føltes mere og mere grå og kunstig, mens bøgerne føltes mere og mere nærværende og levende. Når jeg ikke læste, gik jeg bare og ventede på næste gang, jeg kunne komme til at læse igen. Den oplevelse minder meget om at være forelsket. Jeg får det stadig indimellem sådan, når jeg læser en særligt god bog – og når jeg får det sådan sender jeg altid en kærlig tanke til Harry Potter-bøgerne, fordi de var mine første.”

Hvorfor skriver du?

“Fordi jeg ikke kan lade være. Når jeg prøver ikke at skrive, kommer jeg til at gøre det alligevel. Pludselig får jeg en idé, en sætning, et billede, og nærmest uden at jeg selv lægger helt mærke til det, går jeg i gang med en historie. For mig er det at skrive en måde at være i verden på. Det er sådan jeg bearbejder alle de indtryk, jeg tager ind. Det er ligesom at spise eller trække vejret, jeg bliver bare nødt til det.”

Du har skrevet billedbøger og YA-bøger. Er der forskel på måden, du går til selve skriveprocessen og de forskellige målgrupper på?

“Jeg har altid arbejdet meget intuitivt. Jeg ved aldrig hvad mine historier skal ende med, og tit har jeg kun en vag idé om, hvad de egentlig handler om. På et tidspunkt, når det føles som om, teksten er ved at være færdig, træder jeg et skridt tilbage, betragter det på afstand, og prøver at få enderne til at mødes så godt det lader sig gøre.

Det er en metode der virker fint til korte tekster, for eksempel billedbøger og noveller. Men i takt med, at jeg er begyndt at skrive længere og længere tekster, har jeg opdaget, at jeg bliver nødt til at finde en måde at tilrettelægge både teksten og min arbejdsproces. Jeg synes det føles meget klaustrofobisk med for meget struktur, og arbejder stadigvæk på at finde en metode og proces, som både giver mig overblik og mulighed for at gå ind i kaos og tilfældigheden.”

Du skriver på og om følelser, særligt følelsen af anderledeshed. Er der en af dine karakterer, du føler dig særligt forbundet til?

“Jeg føler mig særligt forbundet til dem alle. Fordi jeg skriver på følelser, bruger jeg altid meget af mig selv i mine tekster, og kan se sider af mig selv i alle mine karakterer. Men samtidig føler jeg mig meget fjern fra alle mine karakterer; det har jo været et arbejde at skabe dem, og selvom jeg arbejder intuitivt og følelsesbaseret, er det at opfinde en karakter et teknisk konstruktionsarbejde, måske lidt ligesom at bygge en skulptur, man må sørge for at der er balance, at vægten er ligeligt fordelt, så den ikke vælter og går i stykker. Når jeg skaber karakterer, tager jeg udgangspunkt i ægte følelser og stemninger, jeg kan genkende fra mig selv, men før bogen bliver færdig, er de blevet bearbejdet så meget, at det ikke længere føles som om, de har noget med mig at gøre.”

Foruden dit forfatterskab har du været redaktør på en antologien BRUN (2018), der skulle gøre op med underrepræsentationen af etniske minoriteter i dansk litteratur, og som blev til på baggrund af et debatindlæg, du skrev til Politiken. Føler du, at der er sket en positiv ændring siden, og hvordan sikrer vi, at samtalen føres godt videre?

“I 2017, da jeg skrev debatindlægget i Politiken og vi begyndte arbejdet med antologien BRUN, var underrepræsentation et stort problem, som ingen snakkede om eller lagde mærke til. Christel, som var redaktør på Høst & Søn, og min med-redaktør på BRUN, fortalte, at hun var blevet lidt fornærmet af at læse mit debatindlæg i Politiken, at hun mente at jeg tog fejl – indtil hun slog op i forlagskataloget og selv kunne se, at der faktisk næsten ikke var nogen bøger om brune børn. Forlægget, som antologiens bidragsydere fik, var meget vagt; de måtte skrive lige hvad de ville. Derfor var det både opløftende og trist at se, hvor meget bogens indlæg endte med at have tilfælles. Der var en meget tydelig rød tråd gennem bogens 13, som handlede om at stå udenfor fællesskabet og kigge ind, at være anderledes. Men så blev bogen jo i sig selv et fællesskab for dem, der havde skrevet den, og for dem, der læste den og følte sig genkendt.

Indenfor de sidste par år er der kommet rigtigt mange af den slags fællesskaber for alle dem, der ikke er en del af majoriteten. Jeg ser også flere og flere børnebøger med brune karakterer – også i hovedrollerne, og også i historier, der ikke udelukkende handler om hvordan det er at være brun. Så jeg synes der er en positiv udvikling i gang, som det er vigtigt at støtte op om, f.eks ved at læse de mange nye og gode minoritetsstemmer på den litterære scene.”

 


 

Biografi

Zakiya Ajmi skriver bøger til børn, tweens og unge. Hun har bl.a. skrevet ungdomsromanen Vulkan, som er nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Hendes bøger handler ofte om vold, grænser og identitet. Hun skriver også teatermanuskripter, og underviser børn og unge i at skrive. Zakiya er uddannet fra Forfatterskolen for Børnelitteratur og er udvalgt til “Den unge kunstneriske elite’ af Statens Kunstfond.

 


 

Zakiya Ajmi sender forfatter-depechen videre til Adam O.