Illustratorstafetten #1: Jan Oksbøl Callesen

I dette interview fortæller Jan Oksbøl Callesen bl.a. om at finde greb i oldgamle former, og om hvordan han altid hører musik, når han tegner.

Depeche: 2 september, 2021

Hr. Løve i biografmørket fra Jan Oksbøl Callesens billedbog: "Hr. Løve i biografen"


Af Mille Højerslev


“Det allervigtigste, når man tegner til børn, er…”: 

…at man selv synes, det man tegner er sjovt og interessant. Jeg tror, at man underholder bedre, hvis man selv er godt underholdt. I min erfaring kan børn være med på alle mulige slags billeder, simple eller komplicerede, mystiske eller forklarende. Så det vigtigste er, at man har noget på hjerte. Der skal være noget børn kan gribe fat i og huske, noget historie, men de behøver ikke forstå billederne 100 procent. Håndværk lader til at være mindre vigtigt for børn, men der er ingen grund til, at de ikke skal have noget ordentligt. Og man skal heller ikke glemme forældrene, når man tegner til børn.

Hvad eller hvilken anden kunstner har inspireret dig mest i forhold til udviklingen af dit eget visuelle udtryk?

Jeg er meget begejstret for tegneren og maleren R. B. Kitaj (1932-2007). Hans håndværk var mystisk og overlegent, og han fortalte meget historie i sine billeder. Både billederne og deres titler er kryptiske og personlige, og på mig virker det som om, han ikke var bange for ikke at blive forstået. Det er slet ikke utilgængelige billeder, de er tværtimod meget underholdende. Han arbejdede på en imponerende personlig måde, brugte sin egen historie og baggrund som udgangspunkt, uden at det blev uinteressant for andre.

Netop det med at fortælle historier med billederne uden at være overforklarende, synes jeg er inspirerende. Og det er oplagt som Kitaj, at finde sine motiver ved at være nysgerrig, se en masse forskelligt og have alt det, der interesserer en med sig, som en surdej man kan trække på hele livet. Jeg var ikke så gammel da jeg stødte på Kitaj, måske 12 år, og han har stået som et lysende eksempel for mig siden.

Hvis jeg bliver i tvivl, eller går i stå, kigger jeg på japanske træsnit. Desuden hører jeg altid musik, mens jeg tegner. Især hører jeg meget funk. Det havde ikke været det samme uden.

Hvorfor tegner du? 

Man er heldig, når man opdager, at man kan noget. Jeg fandt tidligt ud af, at jeg kan tegne. Jeg kan huske en succesoplevelse i børnehaven. Anerkendelse har noget at skulle have sagt, men det bedste er opslugtheden og fordybelsen. Man træffer en række private og uafhængige valg mens man tegner, det er der noget forførende over. Det er selvrealisering. Men det er også et sprog at tegne. Man meddeler sig til dem, der er med på den. Men på en anden måde end med ord, tegninger rammer et helt andet sted. Derfor kan ord og tegninger også være så kraftfulde sammen.

Jeg er mere interesseret i at være igang med en tegning, end at blive færdig med en, også når det er svært. Så jeg vælger ofte måder, der tager lang tid. For eksempel tegner jeg utrolig mange små cirkler i mine bøger om Hr. Løve. Jeg prøver på at få arbejdet til at vare så længe som muligt. Det er meget behageligt, når det kører.

Jeg synes, det er vigtigt altid at være igang. Hvis ikke man er igang, sker der ikke noget, og man finder ikke på noget nyt. Så jeg tegner noget hver dag. Hvis ikke jeg kan finde på noget spændende, tegner jeg det jeg lige ser, en kaffekop eller en blomst. Man skal holde sig i form.

Du har tidligere udstillet som kunstner, udformet plade-covers og lavet grafisk arbejde for festivaler og kulturinstitutioner. Hvad gav dig modet eller lysten til at kaste dig over billedbøger?

Jeg skulle lige være klar til at fortælle en længere historie, men da så jeg var det, kunne jeg trække på erfaringerne fra alt det, jeg lavede før, og som jeg fortsat laver ved siden af bøgerne. Jeg havde ikke gjort mig så meget i det med ord, og der er stadig ikke alt for mange ord i mine historier, men det er netop i blandingen af ord og billeder at arbejdet bliver rigtig spændende.
Historierne findes derimellem. Og det de egentligt handler om, opstår i hovedet på dem, der ser billederne, får bøgerne læst højt, eller selv læser dem. Det er fantastisk.

Mit udgangspunkt er altid emner, jeg selv er optaget af, og som jeg synes, er vigtige at tale med børn om. Jeg har ikke nogen svar eller løsninger, men viser situationer, som man så kan tænke over. Bøgerne er udgangspunkter for samtaler mellem børn og voksne. Det er sådan jeg selv bruger dem med mine børn. Måske skulle jeg være far, før jeg kunne lave bøgerne. Jeg skulle have nogle børn, jeg ville fortælle noget.

Der er så mange måder at lave billedbøger, og fortælle historier på. Arbejdet med een bog føder altid ideer til den næste, og jeg prøver at finde en ny facon hver gang. På den måde bliver arbejdet ved med at være spændende og åbne nye døre.

Så må man ikke glemme, at jeg har et forlag, som bakker mig op og er med på det meste, og gode venner, jeg vender bøgerne med undervejs. Det er meget vigtige ting.

Du har et særegent visuelt udtryk, der udfordrer og stimulerer læseren. Hvilke reaktioner får du på dine bøger fra voksne og fra børn, og hvilken har været den bedste/mest mindeværdige?

Jeg bliver altid glad, når folk siger, at mine tegninger og historier er anderledes. Det betyder mere, end når folk roser tegningerne for at være flotte. Hvis det jeg laver er anderledes, så føler jeg, at jeg bidrager. Det er vigtigt for mig. Og blot det at børn kan huske hvad bøgerne handler om tæller jeg som en succes.

Dine billedbøger er tidligere blevet kaldt moderne fabler, fordi dine fortællinger ofte har en morale og dyr som hovedpersoner. Men anderledes fra den traditionelle fabels dyre-karakterer har dine karakter også fysiske menneskelige træk; Hr. Løve har fx fingre i stedet for poter. Vil du selv kalde dine billedbøger for moderne fabler, og i så fald hvorfor er denne ældre litterære og grafiske genre relevant for os i dag?

Jeg har flere gange omtalt mine bøger som moderne fabler, så ja, det kalder jeg dem også selv. Jeg synes, at mine historier handler om generelle ting, som er vigtige for alle mennesker, ikke kun folk i Danmark for eksempel, og fabelformen er god til at gøre historier universelle. Når det er dyr, der taler kan det handle om os allesammen.

At formen er gammel, er ikke et problem. Jeg er altid på udkig efter nye måder at fortælle mine historier på, og finder meget inspiration i gamle sager. For eksempel er den bog, jeg arbejder på nu inspireret af japansk noh-teater og græsk tragedie. Begge genrer benytter sig af et kor, som både står uden for handlingen men også deltager i den, og som kan forklare og opklare. Meget brugbart! Jeg synes, det er rørende, at jeg kan finde greb i oldgamle former fra fjerne steder, som kan bruges til at fortælle nye historier. Vi har hele verdens historie at trække på, til at drive vores egne ting i nye retninger. Det er rigt.

Om Jan Oksbøl Callesen:

Jan Oksbøl Callesen er illustrator og børnebogsforfatter. Callesen debuterede som børnebogsillustrator i 2014 med bogen Barnet med abearme (Turbine Forlaget) i 2014 og har siden udgivet fem billedbøger som illustrator og forfatter på Forlaget Jensen & Dalgaard, senest Sneet inde i 2020. Hr. Løve og æbletyven blev i 2016 præmieret af Statens Kunstfond med ordene “et helstøbt og originalt værk”, og i 2020 blev Callesen nomineret til Kulturministeriets Illustratorpris. Callesen er repræsenteret i Designmuseum Danmarks faste samling og har desuden illustreret pladecovers, tegnet til musikvideoer og udstillet på bl.a. FABRIKKEN for Kunst og Design, Trapholt og Form Design Center i Malmö.

Jan Oksbøl Callesen sender illustrator-depechen videre til Signe Parkins.