Når jeg lukker øjnene og visualiserer far-rollen, dukker to meget forskellige skikkelser op.  

Den første type er jeg selv vokset op med. Det er den maskuline far-figur, der bliver anset som værende robust og egenrådig, som gør en dyd ud af at klare det hele selv, og som har sit hovedfokus på job, karriere og selvrealisering. Qua hans alder er denne type far berettiget til titlen boomer og kunne med rette hedde Jørgen, Erik eller Carsten. For nemhedens skyld kan vi gå med det sidste. ”Carsten” bevæger sig primært inden for sin egen verden. Han er ikke bange eller nærig med at dele sine hobbyer og interesser med sine børn. Men samtidig har han for travlt med karriere og drømme, der skal udleves, inden det er for sent til at være oprigtigt nysgerrig på sine børns verden. 

Og den anden type, millennial-faren. Ham, der spørger Google til råds om alt fra opdragelsesstrategier til røde numser. Som er vokset op med Harry Potter, er idealistisk og vil gøre tingene anderledes, vi kunne kalde ham for Jacob. ”Jacob” er ham som mine døtre har fået som far. Han yder en helt ekstraordinær indsats for at forstå sine børn og gør sig umage for at blive en del af deres verden. En rolle, som fortjener at stå stærkere i børnelitteraturen. 

Det første jeg husker fra min far, en traditionel ”Carsten”, er ham, der står i bryggerset i sit start-90er-løbetøj, sveddryppende efter at være kommet hjem fra endnu et træningspas, som skulle føre til en ny rekord til det kommende marathon-løb, en altopslugende hobby og en frihed, som min mor i hvert fald ikke tog sig, da vi var små. Derudover så husker jeg min far for hans skæg, der kradsede, når han kyssede mig på kinden, lugten af savsmuld fra ture i Bauhaus, når han skulle købe en ny fatning til vasken på badeværelset eller trælister til et snedkerprojekt. Jeg husker, vi plantede og efterfølgende gravede kartofler op i haven, og jeg husker, da min far lærte mig at cykle og svømme. 

Men i hverdagen var det de første mange år min mor, som jeg husker bedst. Og min far, der indtog rollen som ham, der kom med sjove og lærerige input i mit børneliv. Og når det så skete, at min far endelig kom hjem eller inddrog os i et projekt, løb jeg ham i armene, som var han en anden hjemvendt Efraim Langstrømpe. Og sat lidt på spidsen så har min far og andre klassiske fædre måske mere til fælles med Pippis sørøverfar end først antaget. 

 

Pippis far, Efraim Langstrømpe er som udgangspunkt blot endnu et af de mange sjove indslag i historien om den fregnede og selvstændige Pippi. Efraim er spændende og eventyrlig, først og fremmest fordi han jo til at starte med slet ikke er der og derfor bliver næsten mytisk. Og da han endelig kommer, så indtager han en superhelt-lignende position. Han bærer ring i øret og klæder sig som en ægte sømand af havet, og med sit entourage bestående af hele sin besætning indtager han Pippis verden og Villa Villekulla med storm. Men han er kun hjemme længe nok til ikke at begynde at kede sig. For selvom han elsker Pippi, og det er man ikke i tvivl om, hverken i bøgerne eller den senere filmatisering, hvor han løber Pippi i armene, så har han travlt med at realisere sig selv og sit eget liv. Og de syv verdenshave vinder en rungende sejr over det kedelige voksen-ansvar og livet med at indgå i en dagligdag med sin datter i den lille søvnige by. 

Det Efraim til gengæld formår, hvilket også er typisk for den type far, som jeg er vokset op med, er at åbne sin verden for Pippi. Mange af de ting, som Pippi kan, har hun lært af sin far. Og Efraim er ikke bleg for at invitere Pippi med på sine togter på de syv have, hvorfor det også er med en vis skuffelse, da hun ikke vælger at tilslutte sig ham og hans verden, som leves til søs. Den del kender jeg fra min egen barndom. 

Min far var eminent til at vise mig sin verden, tage mig med på sine verdenshave og dele hobbyer og interesser med mig. Han tog mig med i sin lokale badmintonklub og spillede med mig imellem sine egne kampe, han tog mig med ud at løbe og cykle på længere ture, og i grunden var vi ret aktive sammen. 

Lige så meget som jeg elskede at blive taget med i min fars verden, lige så tydeligt var det, at han ikke formåede at besøge min. Jeg husker ikke, at han spurgte ind til mig, og hvad jeg i grunden gik rundt og tænkte på. Og han anede ikke, hvem halvdelen af mine klassekammerater var. Og da jeg engang skulle have nyt tøj, opgav han projektet, da han så køen til H&M’s prøverum. I stedet gik vi over i Sportsmaster og købte nye fodboldsko og benskinner, det manglede jeg jo også. Fra jeg var 10, til jeg var 14, gik jeg i fleecetrøjer og træningstøj fra Adidas. 

Efter jeg selv er blevet mor, er jeg blevet opmærksom på, hvilken faderfigur min kæreste spiller i mine børns liv. Jeg ser, hvordan han og hans generation agerer i faderrollen og langt tidligere og med et andet engagement, tager del i deres børns liv. Jeg har set dem fra første parket. De kommer drønende fra arbejde i deres lyseblå skjorter, og på ladcykler henter de deres børn for at styre direkte mod sandkassen, hvor de på hug, bogstaveligt talt, er i øjenhøjde med de små poder, når der skal forklares, at man ikke må slå andre med skovlen, eller når en sandkage skal roses.

 

I de nyere børnebøger ser jeg også, at de engagerede fædre får lov at fylde mere. Og især den lidt komiske portrættering går igen og igen. Der er bl.a. de skønne historier om pigen Pølse og hendes far, som altid går med på hendes tossede ideer. Pølses far er nemlig ikke bange for at bringe sig selv i spil eller fremstå fjollet, som da de i en efterårsferie beslutter sig for at vente med at gå i bad, til det er varmt nok til at tage på stranden. Og først da Pølse er træt af lugten af fars sure fødder og bliver pinlig berørt, da han viser sig offentligt med kakao-overskæg, ender det med, at de holder badeferie på badeværelset med tropemusik, is og oppustelige dyr. Det samme oplever man hos Sallys far, der tilbringer det meste af sin tid med Sally, men som kaster sig ud i pinlige projekter, oftest inspireret af Sallys interesser, som da han forsøger sig med en karriere som youtuber. I modsætning til Pølses far, så tager han sig selv yderst seriøst, hvilket også blot får ham til at fremstå latterlig. Han har bl.a. svært ved at lade Sally vinde i spil og cykler fra hende på turen hjem fra skole, da han har investeret i nyt lycra-tøj og stadig bærer rundt på en uforløst drøm om at blive den næste Bjarne Riis.  

En anden engageret far, som jeg også er stødt på i børnekulturen er Gurli Gris’ far. Far Gris er den tålmodige og godmodige far, der lytter opmærksomt til Gurli og hendes venner. Han formår at tage sine børn alvorligt og agere konfliktmægler, som da Gurli og hendes veninde Frida Får begge vil lege med Gurlis nye stykke legetøj, en kæphest udformet som en enhjørning. Ligesom det er gældende for Sally og Pølses fædre, så tegnes Far Gris som en komisk karakter, der subtilt, men konsekvent latterliggøres. Det er far Gris, der ender med at fejle fatalt i mudderplaske-konkurrencen og glemmes ofte af resten af familien.

 

Blandt rækken af engagerede faderskikkelser er måske mit yndlings (og lidt ældre) eksempel Nannas far, den arbejdsløse og lidt forvirrede far, som prøver så godt han kan at guide og hjælpe Nanna. Det fremgår bl.a. i en af de mest ikoniske scener fra serien, hvor Nannas far febrilsk forsøger at hjælpe med matematiklektierne, da han på bedste pædagogiske vis vil konkretisere regnestykket med brug af appelsiner. Som seer kan man ikke andet end holde af ham og hans engagement, men han sættes gang på gang til vægs af sin 7-årige datter, der med sin børnelogik kører sin far træt. I modsætning til de nyere eksempler, så er Nannas far den primære forælder, formentlig fordi han er arbejdsløs og har mere tid end moren til at tage sig af dagligdagen og Nanna. 

Fordelingen mellem Nannas far og mor rykker ved datidens kønsnormer og giver et atypisk billede på familiestrukturen anno 1988, hvor den første gang blev vist, og hvor jeg i øvrigt blev født. For selvom Nannas far kan fremstå som en frontløber for nutidens mere følelsesmæssigt engagerede far-figur hører han formentlig stadig mest til ”Carsten”-kategorien. 

Visse træk ved karakteren kan jeg og mange andre, der voksede op i slutfriserne og halvfemserne, med garanti genkende fra vores egne fædre. Det er især gældende i de komiske episoder, hvor han er ude af trit med Nannas liv. Bl.a. da han til morgenbordet er helt uvidende om, at Nanna skal begynde i skole eller, ligesom min egen far, ikke har helt styr på de nye klassekammeraters navne, da hun endelig starter. Udover det gør Nannas far meget troværdig, at han trods alt er tro mod billedet på sin egen generation, så bliver det også mere rørende, når han i andre situationer gør sig umage for at forstå Nanna og hendes liv. Så da de sidder på en bænk og deler de appelsiner, som tidligere blev brugt til at løse regnestykker, og Nanna får fortalt, at hun bliver holdt ude af sin veninde Beate, er det svært ikke at blive rørt. For Nannas far er både lyttende og svarer eftertænksomt, da hun spørger, om han også har oplevet at blive holdt udenfor. Og da Nannas far er god til at fortælle historier fra sit eget liv, i øvrigt en typisk ”Carsten” egenskab, afsluttes scenen og deres samtale med, at Nannas far deler en historie, hvor han selv havde det svært med sine kammerater og får på den måde bragt de to tættere. 

Historien om Nanna og hendes far er også et billede på slutfirserne, hvilket bliver meget tydeligt, da Nannas far deler en øl med læreren, da han er med på en skoleudflugt. Det scenarie ville aldrig udspille sig i dag. Og selvom historien om Nanna og hendes far er godt børne-tv, så er der stadig masser af plads til engagerede og følsomme fædre i børnelitteratur- og kulturen anno 2023.

 

I de nyere skildringer af de engagerede fædre kunne det derfor være spændende, hvis man reducerede den komiske del, og tillod fædrene være i de følsomme og svære situationer. For hvad ville det være for nogle historier, man kunne fortælle om Pølse og hendes far, hvis løsningen på deres konflikter ikke udelukkende var, at far gjorde noget tosset, som fik Pølse til at glemme, hvorfor hun i første omgang blev sur. Når Pølse for eksempel nægter at gå i bad, eller de bliver uenige om, hvorvidt fredagsslik tæller som et måltid? Uden den komiske tilgang hvordan kunne Pølses far så håndtere situationen? Måske man også kunne sætte andre emner under lup, som for eksempel fraværet af Pølses mor, som man ikke hører om i bogserien. Jeg forestiller mig, at Pølse må gøre sig tanker og fantasier om sin mor, og hvis man gik med den historie, kunne det bringe Pølse ud i nogle situationer, som kunne være interessante eller underfundige at følge. 

Og hvordan ville den naturlige historie udspille sig for Sally, hvis det var hendes mor, der var den skøre og kiksede, imens Sallys far fik lov at indtage rollen som en konstant, der både kunne være cool og følsom. Og hvilken relation ville Sally og hendes far få, hvis han blev brugt til at ventilere de situationer, hvor moren havde kastet sig ud i et skørt SoMe-projekt inspireret af Sally. Jeg forestiller mig, at vi ville møde nogle fædre, som var mere retvisende i forhold til, hvordan fædre er i dag, også selvom de i de to ovenstående omskrivninger ville fylde mindre i selve historien.  

 

Nutidens farrolle ”Jacob” må altså gerne indtage en birolle i børnehistorierne, så længe der trods alt er plads til ham, og han ikke kun bliver portrætteret komisk. Og det skal selvfølgelig ikke være på bekostning af Sally, Pølse og Gurli Gris’ fædre, da meningen er, at de skal være skøre og fjollede og i øvrigt levere mange gode grin. 

Det, jeg bare efterspørger, er flere typer af engagerede fædre i litteraturen, som ikke partout skal grines af eller behøver fremstå som kiksede try-hard typer? Og for nogen kræver det tilvænning, da de nærværende fædre ofte er blevet gjort sjove. Og det er også relativt nyt, at man ser legepladser fyldt med fædre med omvendte kasketter, i pæne slips og hipster-outfits, der tager deres rolle som fædre dybt seriøst. Jeg giver, det kan se lidt komisk ud, når voksen-Krumme eller den nystrøgede Les Deux-skjorte leger trold på legepladsen i Fælledparken, men de fortjener en seriøs og nuanceret plads i børnelitteraturen. Jeg håber at se og eventuelt selv bidrage til flere nuancerede fædre i de fremtidige børnefortællinger, og gerne i alle former, klasser og farver. Engagerede og følsomme fædre findes nemlig både som overklasse-faren i mærkeskjorten fra Østerbro, Nannas far anno 2023, arbejderklasse-faren og den far som ikke bor eller bevæger sig i Storkøbenhavn. For når flere og flere fædre lever op til deres ansvar, så bør det også afspejles i børnelitteraturen. Og måske kunne det endda have en gavnlig effekt på fædres generelle plads i samfundet, hjulpet godt på vej af den mere ligelige fordeling af barsel. 

 

---

 

Biografi

Sine Rosholm Rasmussen er studerende på årgang 2022-2024 på Manuskriptskolen for Børnefiktion. Hun har en baggrund som cand.merc.psyk og arbejder til daglig som People and Culture Manager. I sine historier er hun optaget af at blande humor og hverdagsproblemer med de tungere problematikker, ligesom hun er fascineret af hverdagsmagi.

 

---