Min bedste vens far, var hvad min mor kaldte en “bralrer-røv”; en som spiller stor mand og kan  det hele, men som reelt set har det hele i munden, og så meget af det, at det ikke kan være i kæften på ham, men spilder ud over det hele. Det var i starten af 1990’erne i Nordjylland, min vens far havde fået permanentet sit hår i mørke tætte krøller siden engang i 1980’erne, røg pibe og arbejdede på en boreplatform. Han var hjemme fjorten dage og ude fjorten dage af gangen. Min mor sagde altid, hvor synd det var for min ven, at hans far var sådan en storskrydende mandetype, der ville have sin søn til at være “en rigtig mand”, mens hans mor forsøgte at presse mere boglige, men svært opnåelige ambitioner ned over hans ordblinde barnehoved.

Min egen far er en anderledes jordnær knokle-type, som arbejdede op mod 80 timer om ugen som selvstændig vognmand. Hver gang jeg spurgte min mor “hvor er far?”, svarede hun “han er ude at køre”, og hver gang jeg spurgte “hvornår skal vi spise?”, svarede hun “når far kommer hjem”, og jeg har ofte ventet utålmodigt på ham, med en knurrende mave. Far var meget fraværende, men når han så var hjemme, og ikke lige brokkede sig over skiftende regeringers politik over for transportbranchen og landbruget, så var det ham, der var “den sjove” forælder, ham der tumlede med os, og det kan tælles på en hånd de gange, han har skældt ud.

Mig og min ven var rigtig meget sammen, havde meget frihed, og oftest legede vi udenfor; klatrede i træer, legede ved bækken (selvom min mor havde forbudt det) legede på høloftet, byggede huler i skoven og spillede fodbold. Men vi så også film på VHS, og en af favoritterne var Ronja Røverdatter. Jeg tror nok, jeg dengang spejlede vores venskab med Ronjas og Birks, og det var først da jeg for nylig læste bogen som voksen og nybagt mor, at det gik rigtig op for mig, hvor meget værket italesætter det problemfyldte faderskab.

Min og min vens far var sådan nogle der ofte ikke var der, og i vores skoleklasse var de fleste andre fædre håndværkeruddannet, der var en enkelt læge, men ellers var det ikke ligefrem akademikerbørn, jeg gik i skole med, hvilket afspejlede sig i jargonen, der ikke ligefrem var woke eller blot en lille smule feministisk. Jeg er derfor vokset op med en indædt modstand mod såkaldte badboys, og måske netop derfor er det ikke så mærkeligt, at jeg elskede Ronja Røverdatter!

Astrid Lindgrens historie om Ronja Røverdatter fra 1981, er en klassiker indenfor børnelitteratur, ikke blot her i Norden, men på verdensplan, hvor bogen er solgt i 11 millioner eksemplarer. 

Men hvorfor elsker vi historien om røverdatteren, der gør oprør mod alt, hvad hendes elskede far Mattis står for, og hvad kan vi bruge en problemfyldt faderskikkelse som Mattis til? Og hvad siger manderollerne i Ronja Røverdatter og børnelitteraturen generelt om idealet om, hvad det vil sige at være en god mand og far, som er under transformation i disse år?

Jeg blev selv mor for første gang, for otte måneder siden, og synes selv at jeg har valgt den bedste mand til jobbet som medforælder og far. Men han er også, modsat Mattis, en meget fornuftig, praktisk anlagt mand. Og selvom han også på papiret besidder visse klassiske macho-dyder, (han er Irak-veteran og 3 x Ironman, lidt en knudemand, og mens jeg studerer er han også primær forsørger) så er han alt andet end Mattis (og min vens far), for han er samtidig enormt omsorgsfuld og rigtig dygtig til at svinge støvsugeren herhjemme. Men allerede nu har jeg bevæget mig ind på farligt stereotyptungt territorium med udtryk som “macho-dyder” og “knudemand”, der implicerer et modsætningsforhold til klassisk set feminine egenskaber og opgaver; nemlig omsorg og husarbejde. Ronja Røverdatter er netop det modsatte: et feministisk  normkritisk værk, hvor Lindgren kritiserer og ironiserer over patriarkatet. en ingenlunde på en unuanceret måde, for Mattis er kompleks, ambivalent og meget, meget menneskelig, og han udvikler sig til det bedre i løbet af bogen. Så derfor, trods alle hans fejl, holder vi til syvende og sidst (også) af ham. 

Lad det være sagt, at jeg kommer til at skrive om klassiske/traditionelle kønsroller og normer, uden dog på nogen måde at mene, at der kun er en måde at være mand eller kvinde på eller for at udelukke eventuelle mere flydende eller non-binærer identitetsmarkører i øvrigt.  

 

Mattis, Lindgren og alle stereotyperne 

”Men Mattis ville ikke give slip på sin datter. Han stod der og betragtede fuld af forundring hendes klare øjne, hendes lille mund, hendes sorte strithår, hendes hjælpeløse små hænder, og der gik en gysen gennem ham af kærlighed. ’Kære barn, i de små hænder holder du allerede mit røverhjerte,’ sagde han. ’Jeg fatter det ikke, men sådan er det.’” (Lindgren, 10)

Fra første gang Mattis ser sin datter, er han solgt. Jeg tror alle forældre vil kunne spejle sig i ovenstående, det er usigeligt store øjeblikke, de første mange gange man holder sit barn. Der er noget universelt i den scene, og voldsomheden ved det nye forældreskab understreges af uvejret og Mattisborgen, der kløves i to. 

At blive forældre er om noget livsomvæltende, man går fra at være et mere eller mindre frit individ, nogens barn jovist, men kun ansvarlig for sig selv, til at indtage en helt ny rolle der for evigt binder en uløseligt til et andet menneske, et lille skrøbeligt liv der er totalt afhængig af en. Hele ens fundament får en ordentlig rystetur, sådan som fundamentet under Mattisborgen, og der går en skælven af lige dele fryd og frygt igennem en. Aldrig før har man mødt så stor kærlighed. 

Min egen kære kæreste måtte selv ned at sidde, da svimmelheden ramte ham som vores søn entrerede verden, og vores omsorgsfulde jordemoder lod os vide, at ikke så få mænd var gået i gulvet i forbindelse med deres barns fødsel. Hvad enten man bliver mor eller far, så kan den nye rolle som forælder føles skrøbelig og sårbar. Katastrofen lurer som et potentielt helvedesgab i ens egen baghave.  

“‘Hvad gør jeg hvis jeg styrter i helvedesgabet?’ spurgte Ronja. ‘Så gør du ikke mere i dette liv,’ sagde Mattis, og så udstødte han et brøl, som om alt ondt pludselig havde sat sig i brystet på ham.” (18) 

Lindgren er mester i at italesætte den angst og det faktum, at uanset hvor meget vi forsøger at skærme vores børn fra livets ubønhørlige rå realiteter, så kommer de til at slå sig. Så selv Mattis må erkende, at han ikke kan holde Ronja hjemme i Mattisborgen for altid, og Ronja går på med krum hals og tager livtag med grådværge, elven, skovhekse og helvedesgabet: ”Sådan gik hendes dage. Ronja tog sig i agt og øvede sig mere, end Mattis og Lovis anede noget om” (25)

Underforstået: hun testede grænserne for sin egen formåen på måder hendes forældre ville have forbudt hende. 

Da Lindgren skrev bogen for over fyrre år siden, så verden meget anderledes ud end den gør anno 2023. Jeg er sikker på, at havde Mattis haft muligheden, ville han have benyttet sig af en gps-tracker til Ronja. For Mattis er ikke ligefrem den tillidsfulde type, han har det bedst med at have styr på sine tropper, sit barn inklusiv. Mattis har et problem med kontrol. Han er tyrannisk overfor sine røvere, besidderisk i forhold til sit territorium og sin borg – bange for at miste, hvad der er hans. Selvom hans angst for at lade Ronja løbe frit rundt i skovene bunder i kærlighed, så er kontrol alt andet lige den måde angsten kommer til udtryk på. I stedet for at vise tillid til Ronjas dømmekraft, ender han med at opfylde sin egen største frygt, han mister sin datter, på grund af sin trang til at kontrollere alting og pga. sin magtfuldkommenhed. Hvis der er noget som patriarker ikke bryder sig om, så er det at miste magt, og Mattis er med sin råhed og sit røverkuld billede på en arketypisk patriark. Og dog.    

Mattis repræsenterer nemlig ekstremerne. Han fremtræder både som hypermaskulin og som en følsom, nærmest pylret og overbeskyttende (hane)far. Lovis er langt mere rolig, rationel og fattet end sin mand. For Mattis slår forældreskabet i højere grad ned som et lyn fra en klar himmel, og ryster ham i sin grundvold. Lovis har derimod, som hun siger, for længst bestemt, at hun får en Ronja. 

For Mattis, gælder det, som for så mange fædre før ham, at han går fra ikke at være far det ene øjeblik til at være det øjeblikket efter, og han føler sig på gyngende grund, ”’Mit barn græder,’ råbte han. ’Hvad gør man, hvad gør man?’” (12). Traditionelt set er det mor, der ammer, og mor, der ”har den”, og Lovis tager den også her. På den måde italesætter Ronja Røverdatter en problematik, der ikke er blevet mindre moderne og mindre relevant siden 1981. For hvis mor traditionelt, instinktivt og lavpraktisk i form af brystet, er den der ”har den”, hvad så med far? Hvordan er man(d) en god far? Hvad er fars rolle og opgave? Mattis råber altid fortvivlet efter Lovis, når han ikke ved, hvad han skal gøre med Ronja, og Lovis er hans modsætning med sin stoiske ro og selvsikkerhed.

 

Gud som den ultimative patriark

Meget firkantet og historisk set så var fars rolle traditionelt set at være forsørger i et rent økonomisk perspektiv, mens omsorg for de små børn var mors opgave. Først når barnet nåede en vis alder og primært hvis der var tale om et barn af hankøn, blev opdragelsen og  videreførelsen af et erhverv overladt fra mor til far. 

Den mest indflydelsesrige faderskikkelse i litteraturhistorien (og her står jeg hundrede procent til mål for den påstand) hedder Gud. Gud er den ultimative patriark og autoritetsfigur, og selvom han fra Det gamle testamente til Det nye testamente bløder op og bliver noget mere (næste)kærlig, er hans kærlighed stadig betinget af barnets totale overgivelse til ham. Igen dette kan diskuteres, og Gud tilgiver også alt, men for argumentets klarheds skyld så lad os holde fast i Gud som patriarken, der henholdsvis elsker, dømmer og straffer sit afkom helt efter sit eget hoved. Således ser vi også dette paradoks hos fædre, både i klassisk skønlitteratur og drama og ældre børnelitteratur. Fx hos H.C. Andersen, hvor fædrene ofte er en kongelig autoritetsfigur, fx Kejseren i Svinedrengen (1841), hvor ikke kun prinsen klædt ud som svinedreng, men også prinsessen sættes på porten, fordi hun har skuffet ham så gudsjammerligt, ved at opføre sig som en… lad os sige flane, men man kunne bruge ord, der var værre. Omvendt tør den lille pige med svovlstikkerne i eventyret af det samme navn ikke at gå hjem til sin far af frygt for at få bank, fordi hun ikke har solgt nogle svovlstikker. I stedet dør hun tragisk af kulde, men reddes også på sin vis af sin mormor, der tager hende med op til Gud, hvor der ingen angst og hunger er. Lige så ofte patriarken optræder hos H.C. Andersen, lige så ofte undergraves han og etablissementet dog, og ‘under doggen’ vinder ved sin snilde og alternative tilgang til tingene. (Hvad Fatter gjør, det er altid det Rigtige (1861), Fyrtøjet (1835), Klodshans (1855), Kejserens nye Klæder (1837)).

Det internaliserede modsætningsforhold, hvor man som far kan elske sit barn meget højt, men til en hvis grænse, fordi man som mand og far også har en forpligtigelse til at opretholde lov og orden i familien (eller bare holde på magten, fordi man(d) ellers frygter kaos), som vi ser opstå hos Mattis, da han bliver far, er ingenlunde en ny opfindelse. Selvom Mattis og andre før ham, nok har haft visse forventninger til sig selv som far, så er de som vi kan se, ikke grebet ud af den blå luft, de kommer et sted fra og bliver ikke kun holdt i hævd af manden selv. Omgivelserne, herunder moderen, har visse forventninger til manden som den konsekvente, stærke mand, der giver brød på bordet. Hos Brdr. Grimm ser vi fx moderen i Hans og Grethe overtale sin mand til at efterlade deres børn i skoven, så de kan dø, for at de selv kan overleve. Også i tilfældet Ronja Røverdatter ser vi omgivelserne i form af bl.a. Lovis være med til at opretholde den konventionelle maskulinitetsnorm: 

“Et lille barn, der efterhånden gjorde Mattis og hans røvere, mere eller mindre tossede, mente Lovis. Ikke fordi det var nogen skade til, at de blev lidt blødere i næverne og fik pænere manerer, men der måtte være måde med alting. Og det var minsandten unaturligt at se tolv røvere og en høvding sidde der og måbe og juble, bare fordi et lille barn netop havde lært at kravle (…) Når alt kommer til alt, så lærer de fleste børn at kravle, sagde Lovis. Også uden høje jubelråb og uden at deres far af den grund behøver at glemme alt andet og ligefrem forsømme sit arbejde.” (13-14)

Lovis finder det intet mindre end unaturligt, at Mattis udviser så stor glæde og begejstring for Ronjas fremskridt, og allerværst så begynder han at forsømme sin primære opgave som mand og far – han undlader at gå på arbejde. Han opfører sig ikke som en rigtig mand bør opføre sig, og Lovis skælder ud. Lovis er interessant, fordi hun umiddelbart fremstår som en stærk kvinde, der kan tøjle en hel røverbande. I modsætning til sin mand er hun ikke spor pylret eller styret af sine følelser. Men selvom Lovis er stærk og beundringsværdig, så er der noget bagstræberisk og toksisk over hendes ønske om at fastholde Mattis i stærk-mand-rollen. En måde at fastholde eller ligefrem dyrke toksisk maskulinitet på er at nægte mænd retten til at udtrykke deres sårbarhed eller begejstring ud fra den overbevisning, at en rigtig mand er for stolt og stoisk til den slags pjat.

 

Mattis og den giftige maskulinitet

Alfahannen Mattis er hidsig og lettere utilregnelig, men kærligheden til hans datter bliver transformerende for ham. 

Det skal gøre ondt, før det gør godt, som ordsproget siger. For Mattis har ikke bare fået et barn, han har også fået et forklaringsproblem, et spejl på sig selv, og det spejlbillede giver ham moralsk hovedpine: 

“Derfor var det kun Skalde-Per, der hørte Mattis forklare Ronja, hvad en røver egentlig var. En, der tog ting og sager uden at spørge og uden at få lov. Det plejede Mattis ikke at skamme sig over, tværtimod! Han var vigtig af det og pralede med, at han var den mægtigste røverhøvding i alle bjerge og skove. Men nu havde han det ikke så godt med at skulle fortælle det til Ronja.” (59)

Alle opdager på et tidspunkt, at deres forældre blot er mennesker, med alle de fejl og mangler det nu engang indebærer. Ronjas far er særligt slemt behæftet med fejl og mangler: han er kriminel, han har en vedvarende konflikt med en anden røverhøvding og hans bande, han er voldelig overfor Ronjas mor, han kidnapper hendes bedste ven, og er som, der står, ikke ligefrem ”snu som en gammel hunræv”.

Men det er ligemeget for Ronja, at Mattis er røverhøvding, hun elsker ham. Det er bare ikke ligegyldigt for Mattis. Mattis sætter lighedstegn mellem, hvad han laver, og hvem han er, og hvis Ronja ikke vil være røverhøvding ligesom ham, hvad skal han så lære hende og være for hende? 

Han tror, hun ikke kan elske ham, og da hun senere giver sig selv til Borka for at redde Birk, cementerer det Mattis’ værste frygt, og han gør sig selv hård, og skyder hende fra sig i stedet for at reflektere over sine egne ugerninger. En rigtig mand viser ikke sin sårbarhed eller taler om sine følelser. Selvom det kan være svært at forstå, hvordan Mattis kan afskrive den datter, han elsker så højt og virker så bange for at miste, så er det måske fordi, han allerede tror, han har mistet hende. I et sidste forfejlet forsøg på at afpresse hende følelsesmæssigt og få hende til at give sig, sætter han hårdt mod hårdt for at ”vise hvem der bestemmer”. En automatreaktion, han er for stolt og såret til i første omgang at trække tilbage. 

Det er ikke meget af vejen at kalde Ronjas familie dysfunktionel:

”Nu kom Mattis. Han greb fat i hende og slyngede hende tværs over gulvet. Havde Knotas ikke grebet hende, var hun røget lige ind i en sengestolpe. Men sådan behandlede ingen ustraffet Lovis. Og da Mattis ikke var inden for rækkevidde, langede hun Knotas en, så det sang. Det var den tak, han fik, for at have reddet hende fra at støde ind i sengestolpen.” (115-118)

I nogle dysfunktionelle familier ender børn med at påtage sig det ansvar forældrene ikke magter, og rollerne vendes om. I Ronjas relation med Mattis sker der også en sådan forbytning. Det er Mattis, der ter sig som et lille barn, der ikke får sin vilje, ikke Ronja. 

Nogle børn dækker over deres forældre og beskytter dem, fx måtte vi hjemme hos mig, ikke tale om eller fortælle nogen, at min mor led af angst (det må jeg forresten stadig ikke). Ronja derimod vælger at trodse sin far, blandt andet derfor er hun som karakter så beundringsværdig. En forælder må kunne tåle at være skydeskive for sit barns frustrationer, og hvilket barn tænker ikke på et eller andet tidspunkt i sin barndom og ungdom, at deres forældre er dumme og urimelige. I Ronjas tilfælde er denne dom endda yderst berettiget. 

Men inden jeg får dæmoniseret Mattis ned under gulvbrædderne, så lad mig foreslå en mindre dømmende læsning af ham. 

For ligesom min mor (og andre forældre med problemer af den ene eller anden slags) ikke kunne gøre for, at hun led af angst, men måske havde arvet nogle anlæg fra sin far, lige så vel kan det være, Mattis heller ikke helt kan gøre for det. Hvem ved, måske har Mattis en udiagnosticeret ADHD, der kan forklare hans mangel på impulskontrol? Og sagt med større sikkerhed: Mattis og mange af hans tids mænd har utvivlsomt påtaget sig forventninger til deres måde at forvalte maskulinitet og faderskab på, der har været indskrænkende for både dem selv og for deres omgivelser.  Mattis forklarer således Ronja:  

“‘Du må forstå det her, Ronja. Det er jo sådan det går til. Det har det altid gjort. Det er der ikke noget at tage sig af”.’” (61)

Mattis har aldrig selv sat spørgsmålstegn ved, hvad han laver, og Ronjas protest mod hans “erhverv” er ubehagelig. Mattis mener, at datteren må rette ind, sådan som han selv har gjort. Strengt taget er det ikke fordi, tingene ikke kan forandres, det er bare det nemmeste at blive ved status quo. Hvis Mattis engang har haft et faderopgør i sig, er det blevet kvalt. Her kommer patriarkatet ind igen: 

“‘Min far var røverhøvding ligesom min farfar og min oldefar, det ved du. Og jeg følger i deres spor. Jeg er også røverhøvding, den mægtigste i alle bjerge og skove. Og det skal du også blive, min egen Ronja!’” (61)

Det kræver ikke så meget fantasi at forestille sig Ronjas farfar som en endnu større alfahan og endnu mere præget af toksisk maskulinitet end Mattis. Borka beretter, at han som dreng fik en øretæve af ham, så han “troede knolden skulle ryge af”. Og det er den episode, der skiller de to røverhøvdinger ad. “‘(F)ør det vidste jeg knap, at vi tilhørte to forskellige slægter, du og jeg, og det vidste du vel heller ikke!’” (50). 

Sådan en mand, der opdrager med næverne, har næppe tolereret sårbarhed hos sin knægt, og Mattis er godt i gang med at reproducere sin fars adfærd. Parallellen mellem hans og Borkas samt Ronjas og Birks venskaber er tydelig – også lille Mattis og lille Borka har følt sig tæt forbundet, som var de brødre. 

Ronja Røverdatter indeholder altså en historie om social arv, med nedarvede patriarkalske og kriminelle værdisæt og normer. Det er det, der har formet Mattis; man(d) tager hvad man vil have, respekterer ikke andres grænser, er yderst besidderisk og kontrollerende og voldelig; både fysisk og verbalt. Det er en arv Ronja ikke vil have noget med at gøre, selvom hun elsker Mattis, også når hun hader ham. For Mattis er helten, der har reddet hende fra grådværgene og lært hende, at man ikke må være bange i skoven. Hun ser stadig op til ham og vil bo i hans grotte og opkalder vildhesten, hun og Birk redder efter hans gamle hoppe. Hun elsker Mattis for hans gode sider, røvergerningen til trods, hun elsker ham, fordi han er hendes far, for den han er, ikke det han gør. 

Men Mattis begår det ultimative svigt, som en forælder kan begå og fornægter sit barn. Det er brutalt, men historien om Ronja er en opbyggelig coming-of-age historie, idet Ronja, trods sin store kærlighed til faderen, hele vejen igennem holder fast i sit eget værdisæt, mens den, der for alvor udvikler sig og bliver voksen, er Mattis. 

 

Mattis og sårbarheden

Tropen om den tavse mand, der ikke taler om sine følelser, er ikke en myte. Ifølge Forum for mænds sundhed er mænd i øget risiko for at begå selvmord, og deres psykiske lidelser er underdiagnosticerede og underbehandlede. Mænd har oftere ikke nogen at tale fortroligt med, og der er vel ingen grund til at tro, det stod bedre til i 1981? 

Mattis røvere er alt for bange for ham til at turde nærme sig, og som Lilleklippe siger: “‘Det satans bæst! Hvem ved hvad han tænker, og hvad han venter på!’”. Mattis har selvfølgelig Lovis og Skalde-Per tæt på sig, men som jeg forstår det, ud fra hvad Lovis fortæller Ronja, da hun forsøger at få hende til at komme med hjem, tyder det ikke på, at Mattis ligefrem sidder og taler med dem om sine følelser, snarere klamrer han sig ind til dem som et lille barn. 

“‘Skulle han hoppe i elven for min skyld? Han siger jo ikke engang mit navn!’”

“‘Ikke når han er vågen,’” sagde Lovis. ‘Men hver eneste nat græder han i søvne og kalder på dig.’”

Nu bliver det for alvor giftigt for Mattis. Den konsekvente patriarkalske “pædagogik” virker ikke på Ronja, og Mattis må igennem en lang opslidende proces, der potentielt kunne ende med at tage livet af ham. 

Mattis har ikke redskaberne til at håndtere sin sorg, hans aggressive ydre skræmmer andre væk. I stedet isolerer han sig og ruger på sin sorg som en syg høne på et råddent æg. Det er destruktivt helt ind til benet. 

Heldigvis når Ronjas ord ham til sidst, han kan stadig nå at gøre det godt igen, og endelig, endelig beder han hende komme hjem. Patriarken har slugt en kamel og sluger endnu en, da han tilbyder Birk også at komme med sig hjem. Men selv med to kameler i maven er Mattis ikke gået helt ud af form, han er stadig brovtende, kalder paradoksalt nok Birk for en lille tyveknægt, som om det var en dårlig ting, men vil stadig selv være røverhøvding og bestemme over Borka, hvilket han også får lov til, Men de værste kanter er dog slebet af ham og en ny mere medgørlig mand og far får lov at træde frem, fremgår det af en samtale med Borka: 

”Jeg har måtte vænne mig til det, ’sagde han, ’og det må du også! Man kommer ingen vegne med børn nu om stunder. De gør hvad der passer dem, det kan man lige så godt vænne sig til. Men let er det ikke!” (210)

Til sidst sidder både Mattis og Borka, to slagne patriarker, hvis børn har gjort dem klogere på dem selv og forsonet dem som brødre. De må konstatere, at deres børn er individer i egen ret og lige så stædige og viljestærke som dem selv. 

 

Ronja og Birk og den nye maskulinitet

Da Ronja og Birk møder hinanden, spejler de deres fædres faconer. Ronja, der ingen erfaringer har med andre børn, mimer først sin fars holdninger og bliver lynhurtigt ilter og erklærer Birk for en skiderik, der skal skride “ad Hekkenfeldt til”. Birk er kæk og måske en lille smule provokerende, men på en god måde, og han er samtidig åben og interesseret i Ronja. Til sidst kan Ronja heller ikke modstå Birks charme eller det faktum, at hun har det godt sammen med ham, og så redder han hende jo også fra de underjordiske.

“‘Søster!’ Råbte Undis. ‘Jo, tak, man ved jo nok, hvad det ender med om et par år!’”

Ja, det ved man nok! Birk og Ronja skal nok have deres egne børn sammen en dag, og på den vis indvarsler Birk formentlig med al sin omsorg og følsomhed en ny og anden type mande- og faderskikkelse, end den vi har set portrætteret i Mattis og Borka. 

I 1990’erne talte man meget om “den bløde mand”, men det udtryk virker også efterhånden noget reduktionistisk og bedaget, og jeg vil gerne nuancere det lidt. Jeg er sikker på, at Birk med Ronjas hjælp bliver en kærlig far, der favner selv de sværeste følelser og konflikter. Men Birk er ikke kun “blød”, han er lidt af det hele. Man skal ikke glemme, hvor hårdfør han er, hvor viljestærk (det er trods alt hans ide at flytte hjemmefra) og hvor modig og snarrådig, han er, når han redder Ronja, først fra de underjordiske og siden fra skovheksene i elven. En ting er jeg temmelig overbevist om: Birk vil med garanti ikke lade sit eget barn tvivle på, hvor meget han holder af det, sådan som han selv har oplevet. 

Min barndomsven udviklede sig desværre ikke som Birk i en retning væk fra sin far, faktisk blev han bare endnu værre og mere afvigende, og vores veje skiltes allerede, mens vi stadig var børn. Jeg har brugt mange år på at finde mig en ny Birk, og for et par år siden lykkedes det så endelig – og han er endda rødhåret! 

Min pointe er, at patriarken har Astrid Lindgren for længst sendt på pension, og det åbner for, at man(d) i stedet kan være mand og far på alle mulige andre (menneskelige og fejlbarlige) måder. Men med åbne rammer er der selvfølgelig også plads til en masse forvirring, og vi bliver nok aldrig helt enige om en standardformel på far. 

Men her er litteraturen god at have ved hånden, fordi den kan byde ind med nye rollemodeller. Hvor Mumi-far måske er lidt for ufrivilligt komisk og Alfons Åbergs far en kende passiv, så byder nyere børnebøger, såsom Fakta om fædre og Sallys far-bøgerne ind med moderne eksempler med helt normale, engagerede og også sjove fædre. Og Mattis’ formative rejse i Ronja Røverdatter vil stadig være relevant for fædre (og mødre), netop fordi, det der med at blive far ikke er noget, der sker på et enkelt øjeblik, men er en proces, som hver enkelt må igennem for at finde sin vej gennem det store vildnis, det er at være nogens forælder. Netop der er Mattis, for de fleste gennemsnitlige mænd, en nådig skikkelse at spejle sig i.

 

---

 

Biografi

Charlotte Nymann studerer Litteraturvidenskab på Syddansk Universitet. Hun har tidligere udgivet tre digte i tidsskriftet POESIENS – GRÆNSER fra 2022 og omtaler bøger som bookstagrammer på @lottes_litteraturlounge. Dertil er hun uddannet fysioterapeut og har arbejdet i det offentlige og private sundhedsvæsen.

 

---