En gammel, elsket børnebog. En sang sunget igennem mange år. Et spil der vækker glade minder. Ord, man aldrig har skænket en tanke. Det er svært at fange alle de hverdagsting, minder og vaner der kan være diskriminerende, sexistiske, racistiske, m.m., særligt når man er opdraget til at se disse som uskyldige, harmløse eller endda sjove og søde. Det kan være så ubehageligt at opdage, at disse alligevel ikke er uskyldige, set med andre øjne. Hvad gør man så?

Hvordan skal der navigeres i diskussioner der opstår om køn, race, handikap, seksualitet, klasse? Hvordan kan gode intentioner i klodsede vendinger håndteres? Skal man undskylde? Skal man forsvare? Hvorfor står man ind i mellem med en følelse af at være taget på sengen? Misforstået?

Flere – og ofte dem der ikke selv har været udsat for diskrimination – stiller spørgsmål. Er der gået selvsving i det? Er de unge bare curling-ramte? Er der tale om Amerikanske ideer og tanker der bare ikke giver mening her i Danmark? Dem der svarer med nej, er oftest dem der har prøvet diskrimination på egen krop, i eget liv, eller dem der har indhentet mere viden om det.

Diskrimination i form af racisme, sexisme, homofobi, xenofobi og mere, er svært at tale om i Danmark. Delvist er der en lang tradition for at opfatte den demokratisk model i Norden som en, der hviler på værdier om lighed ikke kun mellem kønnene, men også på tværs af andre forskelle. Delvist har vi været så overbeviste om vores fremmelighed, at vi slet ikke har taget emnet seriøst. Der er hverken undervist om det i folkeskolen eller gymnasiet, det findes næsten ikke på universiteterne, opkvalificerende kurser for lærere, politi, journalister, pædagoger m.m. findes stort set ikke. Viden på feltet er en mangelvare.

Uden fælles viden og kompetencer til at opfange, identificere, forstå, sige fra – har diskrimination i Danmark gode vilkår til at brede sig. Det sker både synligt – bevidst og intentionelt – men også mere subtilt eller skjult. Diskrimination er ikke kun N-ordet eller tilråb og fysisk vold mod minoriserede mennesker. Det er også udelukkelse, nedladende og ringere behandling i butikker, øget fokus og negativ opmærksomhed fra politi, politikere, og i medierne. Det kan være grove beskyldninger og generaliseringer om grupper som vi har set politikerne bruge til at udskamme og mistænkeliggøre unge brune drenge. Det kan være opspind og fortællinger – igen fra politikere – om hvordan mennesker med Somalisk og Pakistansk baggrund angiveligt skulle være særligt sygdomsbærende i relation til Covid 19.

Diskrimination inkluderer former for psykisk vold, for eksempel igennem sproget, ”humor,” negative opfattelser, antagelser og forventninger. Det kan være nedgørende seksualisering, det kan være ”eksotificering” hvor man pludselig ses som noget særligt, eller seksuelt på en bestemt måde, fordi man har et bestemt udseende. Listen er meget, meget lang. Men i sidste ende, betyder diskrimination, at nogle mennesker simpelthen ikke har fair behandling og lige muligheder, fordi de allerede er dømt helt eller delvis ude på grund af hudfarve, religion, køn, m.m.

Men hvor kommer det fra? Vi er ikke født som racister – og de fleste har ikke ønsket, at være eller blive det. Diskrimination er noget vi arver. Det vil sige, det er noget der overleveres og reproduceres fra generation til generation. Det sker blandt andet igennem strukturer, kulturelt ophav – og særligt – sprogets rolle heri. For det er igennem sproget, at vi lærer og normaliserer mange diskriminerende ideer og kategori

Æsken til ‘Stavelotteri’.

Børnespillet på billedet her er et eksempel herpå. N-ordet bruges til at beskrive en fælles måde at tale om, kategorisere og legitimere en talemåde og forskelle. Det bruges på samme måde som bil, ugle, m.m. Den normalisering skaber en racistisk læring for helt små børn. Spillet er gammelt, men mekanismerne – og brugen af N-ordet – findes fortsat i dagligdagen. Lignende eksempler findes i alt fra sange, lege, bøger, rim, skolemateriale, billeder, malerier. Diskrimination er en del af den fælles arv.

Måden vi lærer at se og skabe forskelle mellem mennesker bliver normen eller vores sandhed. De fletter sig ind i hverdagsantagelser og bliver til en del at de opfattelser, ord, og måder forskellighed bekrives, vises og skabes. Det kan beskrives som et hjul der kører i ring, hvor diskriminerende opfattelser skabes, gøres til sandheder, bliver reproduceret i vores kulturelle og sociale hverdag via sprog, bøger, billeder og mere. De bliver til selvfølgeligheder der fastholder rigtigheden af disse opfattelser. Cirklen kører fortsat. For at ændre på cirklen kræver det, at vi stopper op og kigger. Men betyder det så, at alt skal væk? Skal vi smide alt ud?

Illustration fra Mustafas Kiosk (Strid, 1999).

Det er der delte meninger om – og samtalen er vigtigt. Er det nok, at vi bliver i stand til at tale om diskrimination, racisme, sexisme, homofobi, xenofobi, m.m. når det dukker op i hverdagen? Flere mener at racistiske, sexistiske og på andre måder diskriminerende billeder og fortællinger, ord og antagelser skal helt fjernes fra de læringselementer og artefakter der bruges til børn. Andre bekymrer sig for tab af kulturel arv. Et andet argument er, at udviskning eller censur f.eks. at fjerne ord og beviserne for hvordan diskrimination og racisme er forankret i den fælles arv, kan være med til at male kulturarven og historien rosenrød.

Uddrag fra ‘ABC Bogen’ (H.C. Andersen, 1943).

På billedet ovenfor ses et eksempel af en sådan udviskning, forglemmelse og gengivelse i forhold til kolonialismen. Det behøver næppe en forklaring, tænker jeg. Lignende ses i narrativer (og manglen derpå) om Danmarks rolle som slavegørende, salg af slavegjorte, brug af slavegjorte, overtagelse og undertrykkelse af mennesker under kolonitiden. Historien er i mange tilfælde blevet til narrativer om den gode, hjælpende, civiliserende kolonialist, den venlige (eller ikkeeksisterende) ejer af slavegjorte, eller endda landet der sagde fra overfor slavegørelse. Dansk slavegørelse og handel med slavegjorte samt denne enorme betydning disse aktiviteter havde for Danmarks udvikling og økonomi er nærmest helt fjernet fra historien.

Måske, i en ideel verden, kunne vi ved at bevare dem, bruge de diskriminerende artefakter, historiske genstande og elementer af den fælles arv som læringsmomenter eller potentialer. Men det vil kræve en meget store videns- og kompetenceopbygning. Anerkendelse, validering og forståelse kan klinke mange skår og bygge mange broer. Men det er nok ikke lige der vi er, kollektivt set, lige i øjeblikket.

Ser vi på køn, viser en hurtig søgning på legetøj, hvordan ideer, antagelser, og opfattelser om køn reproduceres via leg. Pointen her er ikke at nedgøre eller udskamme. Det er blot at illustrere, hvordan reproduktioner findes mange steder, og let overses. Og det er reproduktionen som har betydning for hvilke normer, vaner, antagelser og opfattelser overgives og videreføres.

Det er ikke overraskende, at alle indimellem kommer til at sige eller gøre noget, som trækker på en diskriminerende antagelse eller opfattelse. Når vi ser film, læser børnebøger, taler med (eller i nærheden af) vores børn. Vi trækker på opfattelser om køn, klasse, race, seksualitet, forskelle, og normalitet kommer til udtryk. Som sagt, har vi en fælles arv, og derfor kan det ske uden at vi tænker synderligt over det – samt overfor mennesker vi holder af. Derfor kan vi godt blive bedre til at se det og måske også tale om det så det ikke forbliver en slags legitimering af diskrimination.

Hvad betyder diskrimination og racisme?

• Diskrimination er negativ forskelsbehandling i forbindelse med køn, ”race”, seksualitet, handikap, alder, religion, tro, oprindelse, social baggrund m.m., hvor virkning og/eller formål betyder at ligebehandling og lige muligheder ophæves eller svækkes på et hvilket som helst område af samfundslivet. Der behøver ikke at være en intention for, at det sker. Diskriminationsgrundene er baserede på de Forenede Nationers Race Diskriminations Konvention (CERD, 1965)), og er derfor allerede anerkendt og accepteret af langt de fleste lande verden over. Danmark ratificerede denne definition så langt tilbage som i 1971.
• Strukturel diskrimination er diskrimination der er indlejret og normaliseret i hverdagen. Det kommer til udtryk i normer, regler, sprog, opfattelser m.m.
• Racisme er normalisering og legitimering af ulighedsdynamikker og tilstande (det kan være historiske/kulturelle/institutionelle). Racisme omfatter et hierarki og et system hvori der findes fordelagtig behandling og privilegier for hvide majorisererede personer på bekostning af den/de racialiserede minoritet(er). Disse behøver ikke at være eksplicitte, de kan være skjulte eller svære at få øje på da de ofte er en del af hverdagen og ligger dybt i vores normer. Derfor tales der også om hverdagsracisme, eller den racisme der kommer til udtryk i hverdagshændelser, uden at mange bemærker det.
• Ideologisk racisme er troen på, at der findes biologiske ”racer” samt på et hierarki blandt disse ”racer.” Det knyttes til grupper som Ku Klux Klan, Nazisme, m.m. Det er ikke den form for racisme der menes, når der tales om racisme i forskning, eller i aktivistiske forståelser.
• Magt er ALTID i spil når der er tale om diskrimination og racisme.