»Jeg troede du sagde, jeg var en ”white girl”«. »Nej, For resten af verden vil du altid være mest sort«. (Kirkegaard, 2011, Bounty)

“Indtil for ganske nylig var jeg en hvid kvinde i mine sexfantasier. Det var hvide kønsorganer, jeg knaldede med, tynde ben og tynde arme, store bryster, glat hår, der kunne tages om bag ørene eller sættes op i en hestehale” (Odoom, 2018, Ebony) 

“Leverpostej Mia” (el Halawani, 2018, Nat & Dag)

“En klog perker! Hvordan kan det gå til?” (Alatrakthci, 2011, Cand. Scient.)

“Er det måske fuglene, der bestemmer om, man er dansk? Lille fugl på himlen der, hvor dansk er jeg, hvor dansk er jeg? Nej, vel?” (Teller, 2011. Fuglene, Blomsterne, Træerne)

Som citaterne viser, er hudfarve, mikroaggressioner og marginaliserede grupper tematiseret i moderne, dansk litteratur – og heldigvis for det. I dag møder vi minoriteter i børne- og ungdomslitteraturen i et større omfang end tidligere. Men hvad skal man kalde de tekster, som har fokus på minoriteter i Danmark?

Et opgør med stigmatiserende begreber

’Indvandrerlitteratur’, ’minoritetslitteratur’, ’migrationslitteratur’, ’multikulturel litteratur’, ’indvandrerforfatter’, ’ghettolitteratur’ og ’brune børn i litteraturen’. Begreberne florerer i forskningen, i medierne og i debatterne, ofte uden en klar definition og afgrænsning.

Man kan også stille spørgsmål til, hvorfor tekster overhovedet navngives. Som den svenske forsker, Helena Karlsson skriver det i en artikel fra 2013:

“Idéer om mångkulturalism i litteraturen förstås i ett samspel mellan författare som tar upp tematiken i sina verk och forskare och kritiker som definierar och diskuterar mångkulturella aspekter av litteraturen” (Karlsson, 2013, s. 128)

Forskere bør definere og diskutere litteraturen i samspil med forfattere, der tematiserer minoriteter og multikulturalisme i deres værker. Og det er netop dét, jeg har gjort siden 2013 i mit arbejde i virksomheden, CultureWays og i min forskning på Aarhus Universitet. Både i forskningen og gennem min deltagelse til forskellige arrangementer om repræsentationer af minoriteter i børne- og ungdomslitteraturen har jeg formidlet viden om dette felt og udfordret de eksisterende begreber.

Min interesse startede, da jeg læste om multikulturel litteratur i en amerikansk litteraturforskningskontekst, og da jeg stødte på artikler om danske forfattere med forskellige minoritetsbaggrunde, hvor forfatterne frasiger sig indvandrerrollen og den nydanske stemme, som forlag og den offentlige debat higer efter (se fx Mansour, 2020 eller Albertsen, 2013). Forfatterne vil ikke sættes i bås på grundlag af deres etniske oprindelse, men anerkendes for deres forfatterstemmer og kunstneriske evner.

Mens forfattere i Danmark i starten af det seneste årti afviste at være garant for autentiske stemmer fra minoritetskulturer, stødte jeg i den amerikanske forskning på adskillige studier, der viste, at outsidere, dvs. hvide forfattere, ganske sjældent repræsenterede minoriteter, og når de gjorde det, var det ofte stereotype roller, minoriteterne fik i disse forfatteres bøger. Derfor var der i den amerikanske forskning en higen efter autentiske insider-fortællinger (læs fx Naidoo & Dahleen, 2013).

Multikulturel litteratur i U.S.A og i Danmark

Begrebet multikulturel litteratur udspringer af den amerikanske borgerrettighedsbevægelse i 1960’erne, som netop handlede om at skabe lige uddannelsesvilkår for alle elever i skolen. Argumentet lyder, at alle elever, også minoriteterne, bør have positive afspejlinger af deres liv og kulturer, så de anerkendes i skolen. Inddragelsen og efterspørgslen af multikulturelle tekster er derfor først og fremmest et pædagogisk ønske om at inkludere minoriteter litterært og indholdsmæssigt i uddannelsessystemet til gavn for den enkelte minoritetselev og til gavn for alle elever. I mit forsøg på at definere, afgrænse og konkretisere begreberne migration-, indvandrer-, multikulturel- og minoritetslitteratur fra hinanden trækker jeg på teorier fra både den danske og amerikanske forskning.

Som jeg har diskuteret i en artikel med Dr. Michelle Martin (Mansour & Martin, 2020), kan vi i en dansk kontekst ikke blindt anvende de amerikanske definitioner, da vi har en anden migrationshistorie, en anden curriculumtradition og anvender andre begreber om de tekster, der tematiserer levevilkår i et multikulturelt samfund.

I en amerikansk kontekst har begrebet multikulturel litteratur været diskuteret i over 60 år, og hvis man som læser ønsker at få et indblik i begrebets historie, kan man læse min Ph.d. afhandling: Multikulturel litteratur i danskfaget. Kulturer, læsemåder og litterær inklusion (2020), eller Mingshui Cais bog: Multicultural literature for children and young adults: reflections on critical issues (2002).

I min forskning har jeg bidraget med en ny definition på multikulturel litteratur, der matcher dagens samfund, og som er stærkt inspireret af den amerikanske forskning. Min definition tager også udgangspunkt i danske forskeres diskussioner af begreberne multikulturel litteratur, migrationslitteratur (Frank, 2013) og indvandrerlitteratur (Albertsen, 2013). Jeg vender tilbage til definitionen i slutningen af denne artikel. Først giver jeg et par eksempler på arrangementer, som har sat fokus på dette felt i de seneste år.

Multikulturel litteratur skriver sig ind i aktuelle debatter og tendenser i samfundet

Jeg startede med at skrive om minoriteter i litteraturen i min forskning i 2013, og jeg har siden udgivet artikler om emnet. Flere år efter blev min stemme hørt, og den 11. april 2018 blev jeg inviteret til at deltage til et fyraftensmøde med overskriften: ”De brune og de hvide børn i børne- og ungdomslitteraturen”. Debatten var arrangeret af Selskabet for børnelitteratur, Ibby Danmark.

I november 2018 afholdte hovedbiblioteket DOKK1 i Aarhus en international børnelitteraturfestival, hvor årets tema var Grænseland. I programmet kunne man læse: ”Grænselandet er også mødet med litteratur fra andre dele af verden og fremmede kulturer – og litteratur fortalt gennem nye medier” (ALBUS, 2018). Blandt andre forskere afholdte den amerikanske børnelitteraturforsker, Philip Nel en tale på DOKK1 om den skjulte racisme i børnebøger.

På Nordisk Barnebokkonferansen i Oslo (2019) blev forfattere og fagfolk inviteret til at diskutere ”dem” og ”os” i børnebøger. Således stod der i en teaser til en af de mange events, der fandt sted på konferencen: ”Hvor går grensen mellom oss og de andre? Hvem er egentlig oss, og hvem er de andre?” (Nordisk Barnebokkonfereancen, 2019).

I fagbladet for børn og unge, BUPL udkom en artikel, hvor de opfordrer pædagoger til at tale om hudfarve, kulturforskelle og -ligheder ved hjælp af børnebøger (Fagbladet BUPL, 2019).

Og i 2020 var det en stor ære for mig, da jeg vandt Klods Hans- prisen for min forskning i multikulturel litteratur. Det er Selskabet for Børnelitteratur, Ibby Danmark, som står bag den årlige prisuddeling, og i deres begrundelse fra 2020 stod der blandt andet:

“Nadia Mansour bidrager med et nytænkende blik på børne- og ungdomslitteraturen, som i praksis udmærker sig ved umiddelbar anvendelse i folkeskolen og ansporer til teoretiske, relevante og nødvendige diskussioner blandt fagfolk” (Ibby, Danmark).

Med denne prisuddeling kom der yderligere fokus på multikulturelle teksters relevans i skolen og på diskussionen af repræsentationer i børne- og ungdomslitteraturen.

Som jeg sagde til den første begivenhed, jeg var inviteret til i 2018 af Ibby, er jeg kritisk overfor en higen efter autentiske insiderfortællinger i litteraturen. Jeg blev citeret for at sige: ”Man behøver vel heller ikke at have erfaringer som kriminel for at skrive en krimi?”.

Kan man definere litteratur, der eksplicit handler om minoriteter uden at stigmatisere bestemte forfattere?

Minoriteter har hovedrollerne i fortællingerne

Jeg definerer multikulturel litteratur ud fra de pædagogiske formål med multikulturel uddannelse og ud fra litterære tekstinterne kriterier. Forfatterens etnicitet eller hudfarve er ikke et kriterium i min definition på multikulturel litteratur. Hvis man udelukkende definerer multikulturelle tekster ud fra forfatterens hudfarve og etniske oprindelse, skaber man implicitte forestillinger om, at hvide er ens og kulturneutrale. At hvide er ens og uden kultur eller etnicitet (Mansour, 2020, s. 31). Selvfølgelig kan forfattere gøre brug af autobiografien og dermed skrive deres liv, og gør de det, bliver det også relevant at se på stofskiftet mellem forfatterens levede liv og tekstens indhold. Men ligesom forfattere med en minoritetsbaggrund kan skrive tekster, der ikke er multikulturelle, kan forfattere uden en minoritetsbaggrund skrive multikulturelle tekster. Og multikulturelle tekster handler ikke om hudfarve, etnicitet og race. De handler om minoriteter og mødet mellem kulturer.

Multikulturel litteratur står i min definition på to ben; et pædagogisk og et litterært ben. Det pædagogiske ben tager udgangspunkt i de to amerikanske forskere, Rudine Sims Bishop og Mingshui Cai, der fastholder magtaspektet i deres definition. Målet med at hige efter og at indføre multikulturelle tekster i skolen handler for disse forskere ikke om at fejre mangfoldighed, men om at synliggøre privilegier og ulighed i et samfund. ”Diversity without equity is not a goal of multiculturalism” skriver Minghui Cai, og jeg er helt enig. I denne pædagogiske definition er multikulturel litteratur et middel til at skabe uddannelseslighed ved at fremme minoriteters erfaringer i skolen og skabe respekt, anerkendelse og nedbryde fordomme om menneskers kulturelle praksisser.

Der, hvor min definition adskiller sig fra Cai og Bishops definition, er netop, når de mener, at insiderfortællinger er mere succesfulde end outsiderfortællinger. Her har de et essentialistisk syn på kulturer og identiteter, som jeg ikke køber ind på. Jeg ser på kulturer som dynamiske, komplekse og foranderlige, og kulturelle artefakter eller andre håndgribelige elementer er ikke essensen i en kultur, men det er til gengæld, hvordan man anvender, fortolker og bruger dem i konkrete praksisser.

I min optik er det hverken forfatteren eller læseren, der afgør den multikulturelle teksts autenticitet, men tekstens egen æstetik. Læsere fra den samme minoritetskultur som teksten afspejler, eller som forfatteren er en del af, kan have forskellige fortolkninger af de kulturelle repræsentationer. Vi skal bare tænke tilbage på diskussionerne omkring Yahya Hassans digtsamling i 2013!

I min optik kan man ikke opspore den sande fortælling om én kultur, og det er netop en pointe, at en sådan ikke skal opspores. Alle fiktive værker kan fortolkes på et hav af måder.

Multikulturel litteratur indeholder tematiske og formmæssige genretræk, og et af de altafgørende kriterier i definitionen af multikulturel litteratur, er, at minoriteter har rollerne som protagonister i fortællingerne. Derfor forstås minoriteter som grupper, hvis normer, præferencer og baggrund afviger i forhold til de normer og præferencer, der findes i det offentlige rum, i lokalområdet eller som er indlejret i uddannelsessystemet. Minoriteter kan både være kønslige, seksuelle, sproglige, religiøse, etniske, handicappede etc. For eksempel findes der også etnisk danske minoriteter, der er en minoritet qua deres religion (tænk blot på Jehovas vidner).  Der er i alt ti kriterier i definitionen på multikulturel litteratur (Mansour, 2020, s. 42-43):

Fokus i de nyere multikulturelle tekster er kulturmøder og krydskulturelle tematiseringer, men det er ikke altid, at der er et eksplicit fokus på specifikke kulturer. Som i bogen Ibrahims bamse af Marianne Bugge og Kamilla Wichmann (2012), hvor vi møder en universel tematik: Ibrahim skal starte i institution. Ud over at hovedkarakteren hedder Ibrahim, er mørk i huden og har en mor, der bærer et muslimsk tørklæde, er kultur ikke et eksplicit tema i bogen.

Multikulturel litteratur giver taletid til uhørte stemmer og plads til det flerkulturelle

Jeg kan på baggrund af min forskning konkludere, at minoritetselever i skolen stråler og får mere taletid, når de læser multikulturelle tekster i danskfagets litteraturundervisning. Min forskning har også påvist, at alle elever uanset deres baggrunde har lært noget om andre kulturer i læsningen af multikulturel litteratur. Til gengæld har min forskning vist, som så mange andre forskningsprojekter (Aerila & Kokkola, 2013; Johnson, Koss, & Martinez, 2018; Osorio, 2018), at det bestemt ikke er ligegyldigt, hvordan lærere arbejder med multikulturelle tekster i undervisningen. Fx er det vigtigt, at man indskriver teksterne som en del af den fælles læsning igennem hele året og ikke som et eksotisk besøg i minoriteters liv en gang eller to om året.

Jeg har i mit arbejde og i min forskning besvaret en del spørgsmål, men min forskning giver også anledning til flere spørgsmål og flere studier. Vi mangler systematisk forskning af racisme og minoritetsrepræsentationer i børne- og ungdomslitteraturen i Danmark, både i et historisk og nutidigt perspektiv.

Jeg vil afslutte min artikel med at komme fremtidens diskursive og kulturelle forandringer i forkøbet og gøre det klart, at også min brug af begreber vil blive udfordret og forandret i fremtidens forskning og diskussioner.

NOTE: Jeg anvender betegnelserne minoritet og majoritet i min forskning, fordi jeg, på samme måde som den danske forsker Thomas Gitz-Johansen, ønsker at sætte fokus på de processer og relationer omkring magt og status, der er forbundet med at give lige uddannelsesmuligheder til alle børn i den danske folkeskole (Gitz-Johansen, 2006). Jeg sigter efter at åbne for en nuanceret forståelse af forholdet mellem majoritet og minoritet, som ikke udelukkende er sprogligt eller etnisk funderet, og som ikke på forhånd inddeler mennesker i farve eller etnicitet. Minoriteter kan blandt andet være sproglige, religiøse, kulturelle, kropslige, seksuelle eller kønsmæssige minoriteter.

Om forfatteren:

Nadia Mansour er forsker i multikulturel litteratur og vandt Klods Hans-prisen i 2020 for sin forskning om multikulturel litteratur og arbejdet med disse tekster i danskfaget. I 2023 udkommer Mansour med en lærebog om multikulturel litteratur på forlaget Dafolo, som er skrevet på baggrund af hendes afhandling omhandlende samme. Derudover er Mansour leder på pædagoguddannelsen i Aarhus, ligesom hun også er leder af Culture Ways – Mansours egen virksomhed – hvorigennem hun holder oplæg om kulturmødet og integration. På Gyldendals hjemmeside kan man i øvrigt finde undervisningsforløb, Mansour har udviklet, bl.a. et om Duften af safran af Sarah Engel.