Nyhed Pressefoto: Flemming Gernyx 15 december, 2021
Pressefoto: Flemming Gernyx

Nyhed: Cecilie Eken er indstillet til Weekendavisens Litteraturpris 2021

Prisoverrækkelse




Vi nærmer os afslutningen på 2021, og årets bedste bøger formidles ud til læserne – fx i form af prisoverrækkelser. En af disse priser er Weekendavisens Litteraturpris, som i år kan gå til forfatteren, Cecilie Eken bag romanen, Natblomst, som er udgivet på Gutkind Forlag i efteråret. Samtidig udgav forlaget også forgængeren, nemlig Sølvblomst, der blev udgivet for første gang tilbage i 2002.

Anna K. Skyggebjerg har indstillet Cecilie Ekens Natblomst til prisen og skriver i sin indstilling:

“I en romantisk have bor et æterisk englebarn. En skæbnesvanger dag kommer to mennesker forbi og fælder et stort træ. Idyllen er ødelagt, men naturen gemmer stadig på magiske kræfter. Det lyder som et uskyldigt eventyr, men læg nu til, at et af menneskene er et skilsmissebarn, som lige er flyttet til en ny by.

Natblomst er en fantastisk fortælling, der kombinerer tradition og fornyelse; realitet og magi. Cecilie Eken trækker på en børnelitterær arv fra H.C. Andersen og forholder sig samtidig til en aktuel dagsorden om biodiversitet og naturpleje. Bogen fastholder sin læser i et effektivt plot, som hele tiden overrasker, mens det sproglige register rækker fra smuk poesi til autentiske replikker lagt i munden på en presset pubertetspige. Eken undgår klicheer ved at bruge en subtil humor, der aldrig taler hen over hovedet på barnet. Natblomst er på samme tid et udfordrende og solidarisk værk.”

Vi ønsker både Cecilie Eken og hendes forlag, Gutkind masser af held og lykke! I får – naturligvis – vores stemme.

Klik her for at afgive din stemme