
Nyhed: De nominerede til Blixenprisen 2023
Prisoverrækkelse
For syvende gang hylder Blixenprisen de største litterære præstationer i Danmark indenfor 15 priskategorier. Blixenprisen er en nyere, dansk litteraturprisfest, som blev indstiftet i 2015 af Danske Skønlitterære Forfattere og Dansk Forfatterforening med det formål at fejre bøgerne og alle de mennesker, der skaber og formidler dem. De nominerede i år tæller skøn- og fagbogsforfattere, illustratorer, oversættere, boghandlere, formidlere og indlæsere.
De nominerede i de to priskategorier, der henvender sig til børn, unge og deres voksne og familier, er som følger:
Årets Børneudgivelse:
- “En tangloppeeksperts store tanker om små skabninger” af Kathrine Assels, illustreret af Anna Margrethe Kjærgaard, Jensen & Dalgaard
- “Helmut på flugt” af Line Jensen, Grønningen 1
- “Frank mig her” af Line-Maria Lång & Karen Vad Bruun, illustreret af Cato Thau-Jensen, Forlaget Vild Maskine
Årets YA-udgivelse:
- ”Au pair” af Sanne Munk Jensen & Kim Fupz Aakeson, Gyldendal
- ”Tænk ikke på mig” af Vilma Sandnes Johansson, Gutkind
- ”Det år sjæle slår smut” af Jesper Wung-Sung, Gyldendal
“Blixenprisen 2023 hylder det bedste indenfor dansk litteratur og viderefører det nye og opdaterede format, som med stor succes blev lanceret sidste år. Det indebærer bl.a. en række nye priser og et øget fokus på populærlitteratur. Prisuddelingen er nu langt mere gennemskuelig og bredt dækkende for bogmarkedet som helhed”, berettes der i pressemeddelelsen.
Blixenprisen uddeles af Dansk Forfatterforening og Danske Skønlitterære Forfattere i samarbejde med store dele af den danske bogbranche.