Nyhed: En rørende og pædagogisk fortælling om racisme

Bog: 3 maj 2022

Bogomslag
Bogomslag



Det er aldrig rart at føle sig anderledes.

Ella, hendes forældre og storebror er flyttet til en ny by, og Ella skal derfor starte på en ny skole. Ella er spændt på at møde sine nye kammerater, men hun er også lidt nervøs – vil de mon kunne lide hende, og vil hun synes godt om sin nye 3. klasse? Allerede fra første skoledag, går det op for Ella, at hun er anderledes – noget som hun ikke har følt før. Hendes nye klassekammerater spørger nemlig, hvor hun rigtigt kommer fra og siger, at hun ligner en kineser. Det forvirrer Ella, for selvom hendes far er adopteret fra Korea, er hun jo dansk og dansker ligesom alle de andre?

Racisme kan være svært at tale om og forstå. I sin forvirring, usikkerhed og vrede over de mange spørgsmål omkring identitet og udseende møder Ella heldigvis en nogle forstående voksne, som ikke bare trøster Ella, men som også siger fra overfor drillerierne og lærer Ellas klassekammerater om racisme på en pædagogisk og ikke-dømmende måde.

Anne-Sofie Vejs illustrationer er enkle og udstråler en tryghed og nostalgi, som er med til at løfte fortællingen og lette det ellers tunge emne. Forfatterne, Martine Münster Spanger-Ries og Marlene Spanger formår at komme godt rundt om racismebegrebet samt de udfordringer og problemstillinger, der kan opstå i en skoleklasse, hvor en eller flere elever ser lidt anderledes ud. Den svære samtale bliver gjort en smule lettere med denne bog, som sikkert vil fungere godt som højtlæsning i skolen. Bogen lægger hermed op til en samtale om udseende, baggrund, og at vi jo alle bare gerne vil høre til og føle os elsket, som dem vi er. 

Hvor kommer du Rigtigt fra? udkom i 2021 på forlaget Rebel With a Cause.