Nyhed Foto: Lea Meilandt 8 februar, 2022
Foto: Lea Meilandt

Nyhed: Få gang i læseglæden med en sløv padde




Tegner, forfatter og musiker Carl Quist-Møller kender du med garanti i forvejen fra hans lange og mangesidede karriere. Carl Quist-Møller er, blandt meget andet, tegneren bag sin fars, Flemming Quist Møller, historier om Jungledyret Hugo, forfatter og fortæller af Løgnehistorier i 1990’ernes Fjernsyn for dig, og så har Carl Quist-Møller været aktiv i forskellige bands siden sin ungdom, og er også i dag aktiv som børnejazzmusiker og trommeslager i bandet De Onde.

Nu er Carl Quist-Møller udkommet med en ny figur, læsepadden Pede, der ved et tilfælde opdager, hvor magiske bøger kan være.

Vi møder Pede en morgen, hvor han er for træt og doven til at stå op – han er nemlig en rigtig sløv padde, ham Pede. Han skal på biblioteket med sine venner, men bare tanken gør ham træt. På biblioteket ved Pede ikke, hvad han skal lave, han kender nemlig intet til bøger. Han sjosker lidt rundt og bliver væk fra vennerne, men keder sig ved at lede efter dem og beslutter sig til at bygge et hus at sove i af bøger – Pede ved nemlig, at bøger er gode byggeklodser. Da Pede vågner igen, er biblioteket tomt, og han forsøger sig med at bygge fartøjer af bøger, der kan hjælpe ham ud derfra, selvfølgelig uden held. Pede beslutter sig til at sove og stiller en udfoldet bog op som telt. Da han lægger sig ind for at sove, ser han de magiske billeder inde i bogen af alle mulige dyr i alverdens farver, også en skilpadde som Pede selv. I løbet af natten bliver Pede til en vaskeægte læsepadde og er fuldstændig betaget af bøgerne. Næste morgen finder vennerne Pede med næsen i en bog – han vil ikke med hjem, før han har læst alle bøgerne. Vennerne kan heldigvis hjælpe Pede med at låne et bjerg af bøger med hjem at læse. Imens Pede har læst og læst og læst, er der vokset en smuk buket blomster op fra hans urtepotte-hat – næsten som var det fantasien, der blomstrede.

Skilpadden med den blomstrende urtepotte-hat kom til verden for ca. tre år siden, som Carl Quist-Møllers bud på en læsemaskot for foreningen HOME-START Familiekontakt. HOME-START støtter småbørnsfamilier med en frivillig familieven, der hjælper med praktisk og venskabelig støtte til familier, der i perioder mangler overskud, for at forebygge kriser og sammenbrud. HOME-START har også udviklet et bogtilbud, som, i samarbejde med de frivillige familievenner, hjælper med at få gang i læseglæden derhjemme. At læse bøger er utroligt vigtig for børns sproglige udvikling, socialisering og selvværd, men stimulerer også deres fantasi og læring og skaber samtidig rammer for nærvær og fællesskab.

Carl Quist-Møller har skabt en dejlig historie om, hvordan vores verden åbner sig, når vi opdager noget nyt. Pede er først doven, træt og ugidelig, måske fordi han ikke ved noget om biblioteker og bøger, sådan som hans venner gør. Det kan nemlig være rigtig svært at føle sig som en del af fællesskabet, hvis man ikke kan bidrage med noget – og så tyer små børn, og skilpadder, tit enten til pjat og dril, eller gør som Pede og holder sig for sig selv, måske falder de endda i søvn, imens de andre leger. Læsepadden Pede er, naturligvis, skønt illustreret af Carl Quist-Møller selv.

På bogens lysbrune papir stråler akvarelfarverne klart og fantasifuldt. Det gør det spændende for både mindre børn, der kan begynde at læse bøger på samme måde som Pede selv ved at se på billederne; for de større, der forstår mere af historiens indhold; og for den opmærksomme voksne læsehest – eller læsepadde – der bogen igennem kan fornøje sig med at lægge mærke til en række af de mest ikoniske og klassiske forfatternavne, som står skrevet på ryggene af de tegnede biblioteksbøger.

Læsepadden Pede er udgivet i samarbejde med Egmont Fonden og HOME-START Familiekontakt Danmark den 12. januar 2022 på Gutkind Forlag. Bogen henvender sig til børn fra 3 år.