Nyhed Bogomslag 27 april, 2023
Bogomslag

Nyhed: Fri Frø af Rebecca Bach-Lauritsen og Charlotte Pardi




Fri Frø er seneste skud på stammen fra forfatter Rebecca Bach-Lauritsen og illustrator Charlotte Pardi.

Bogen omhandler Frø, der ikke har lyst til at være i vandet som de andre dyr og drømmer om at flyve i stedet. Det kaster Frø ud i nogle flyveforsøg, der ikke lykkes, og Frø ender i et træ over mosen, hvor den kan se sine venner svømme rundt nede i vandet. Det får Frø til at vove og slippe grebet i grenen og lave en stor bombe i vandet.

Fri Frø er en fortælling om både angst, drømme, frihed til at vælge selv, viljestyrke, mod og det at overkomme en frygt. Som forlaget fint beskriver det, handler bogen om at “finde sit eget kvæk og finde ud af, hvad man kan og ikke kan, når man er en følsom frø med flyvedrømme.”

Der er meget lidt tekst i Fri Frø, men de ord og sætninger, der er, giver plads til eftertanke og refleksion. Lydord som “kvak” og “bump” blendes ind i illustrationerne og følger frøs bevægelser. Det giver bogen et meget levende udtryk, som også underbygges af, at Frø ikke er afbildet på alle opslag, men i stedet erstattes og følges af de andre frøers blikke. Illustrationerne har en stor betydning for forståelsen og giver mening til bogens få ord. Det er også i illustrationerne, at Frøs følelser kan aflæses.

Fri Frø henvender sig til børn i alderen fra 3-4 år og til de yngre skolebørn. Forlaget har lagt et frit tilgængeligt tal-sammen-materiale omkring bogen ud på deres hjemmeside med mere eller mindre frie opgaver såsom tegneøvelser og refleksionsøvelser. Der er konkrete spørgsmål til handlingen og hovedpersonen Frø, men også mere åbne spørgsmål.

Fri Frø udkom den 18. april på forlaget Gutkind.