Nyhed 2 september, 2021
Illustration fra "Trylleblik" af Anne Bjørn

Nyhed: Gutkind satser på B&U-litteratur




Det fremadstormende forlag, der på få år har markeret sig som en vigtig spiller i branchen, vil i fremtiden også udgive B&U-litteratur. Trylleblik af forfatter og illustrator, Ane Bjørn er forlagets første B&U-udgivelse og handler en familie på flugt og et barns stædige ønske om at se skønhed på trods. 

“I et land uden navn i en by i ruiner lærer en pige noget ganske særligt af sin bedstemor: Med to fingre for det ene øje får man trylleblik og kan se ting, man ellers ikke har øje for. Fine ting, man ikke troede fandtes. Glimtende skatte i støvet. Gyldne slotte i mørke skove. Havfruer i dybet”, skriver Gutkind Forlag i en pressemeddelelse.

Gennem tegningerne, man som læser formoder er inspireret af nyhedsbilleder af flygtninge, som (hvis de er heldige) ankommer til Europa, skildres en families farefulde rejse, mens teksten gengiver en piges syn på verden omkring sig. Der etableres veje ind i fantasiens verden og ud i den nærværende politiske virkelighed, hvor særligt synet på flygtninge og migranter har behov for at blive nuanceret og menneskeliggjort. Trylleblik er ikke en bog, der diskuterer spørgsmål om fordrivelse, migration, indvandring og asyl og ønsker stimulere visioner for en mere solidarisk og retfærdig migrations-, flygtninge- og asylpolitik. Men Bjørns streg minder læseren om, at en flygtning ikke ser ud på en bestemt måde, og at det ligeså kunne være dig som mig, der var fordrevet fra vores hjem.

Trylleblik er allerede blevet anmeldt bredt i dagbladene og af bogbloggere, der roser Bjørn for hendes evne til at formidle en barsk historie på poetisk og drømmende vis med stor respekt for barnet som modtager. 

Til efteråret udgiver Gutkind Forlag billedbogen, Bogen der ikke ville læses af den svenske forfatter, David Sundin, ungdomsbøgerne Sølvblomst og Natblomst af Cecilie Eken samt YA-romanen, De blodgyldne – Blodløs af den amerikanske forfatter, Namina Forna.