
Nyhed: Humoristisk børnebogsdebut om at hjælpe sig selv og andre
Bog
Illustrator og tegneserieskaber, Mikkel Sommer debuterer som børnebogsforfatter med en forunderlig historie om Jensus, en langhåret, klimaelskende mand, som bare gerne vil hjælpe sine medmennesker.
”Vær god og hjælp andre” står der skrevet i Jensus kalender hver weekend, og referencerne til Jesus liv og bedrifter, er I Sommers fortælling ikke til at overse. På sin weekendgåtur i nabolaget prøver Jensus på sin egen facon at udøve små hverdagsmirakler ved at hjælpe sine medmennesker. Han brødføder blandt andet de hjemløse, forsøger sig som mekaniker og at vække en død due til live – alt sammen i den bedste mening, men med svingende held.
Bag bibelreferencerne og de sjove, farverige illustrationer ligger der et fint budskab om, at ”man ikke har nogen glæde at dele med andre, hvis man ikke selv er glad”, hvilket Jensus indser sidst på dagen, efter gentagende mislykkedes forsøg på at hjælpe folk i nabolaget.
Bogen er henvendt til aldersgruppen 6-12 år, og lægger på en fin og humoristisk måde op til en samtale mellem børn og forældre om, hvad det vil sige at gøre noget godt for andre, men at det også er vigtigt at kunne se indad og være god ved sig selv.
Jensus hjælper til udkom den 15. september på forlaget Forlæns.