Nyhed Foto: Susanne Kronholm 2 maj, 2023
Foto: Susanne Kronholm

Nyhed: Laurie Halse Anderson får ALMA-prisen 2023

Prisoverrækkelse




Tilbage i marts blev den amerikanske forfatter Laurie Halse Anderson tildelt en af verdens største priser inden for børne- og ungdomslitteratur. I dag overrækkes den hæderfulde Astrid Lindgren Memorial Award ved en ceremoni i Konserthuset i Stockholm. Det er Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Viktoria af Sverige, der præsenterer og overrækker pris.

Anderson har tidligere været nomineret til ALMA-prisen – også kaldet “Børnelitteraturens Nobelpris” – hele syv gange, men var stadig tydeligt overvældet, dengang hun modtog nyheden:

”Jeg troede, at der var sket en fejl. Jeg ved ikke, om chokket nogensinde kommer til at lægge sig. Bare at blive nomineret til ALMA-prisen er en gave og en ære. Og at få den … jeg er så lykkelig,” udtalte hun til det svenske nyhedsbureau TT.

61-årige Anderson har gennem sin karriere bl.a. skildret seksuelle overgreb i bøger, der er blevet forbudt i flere amerikanske delstater. I 1999 udgav hun ungdomsbogen Speak, der blev hendes litterære gennembrud. Bogen handler om 13-årige Melinda, der bliver voldtaget til en fest, men efterfølgende har svært ved at tale om hændelsen. Historien tager udgangspunkt i Laurie Halse Andersons eget liv.

”Jeg blev voldtaget, da jeg var 13 år, hvilket desværre er en ret almindelig oplevelse. Jeg fortalte det ikke til nogen, fordi mine forældre var gammeldags, og jeg tænkte, at det var min skyld. Det var en forfærdelig situation, og jeg blev meget deprimeret. Speak er ikke en præcis gengivelse, men pigen i bogen oplever de samme følelser, som jeg oplevede,” siger den amerikanske forfatter til TT.

Hun er udråbt til en New York Times bestseller, og hendes bøger er solgt i mere end 8 millioner eksemplarer på engelsk.

Sideløbende med sin forfattergerning er Anderson en indædt forkæmper for ytringsfrihed og dybt optaget af at formidle problemstillinger, der knytter sig til seksuel vold, diversitet og bogforbud i U.S.A., hvilke hun også talte om, da hun besøgte P1-studiet d. 25. april 2023.

Der var i år seks danske nominerede til ALMA-prisen, som tæller forfatter Kim Fupz Aakeson, organisationen Bibliotekernes Sprogspor, illustratoren Otto Dickmeiss, forfatteren Cecilie Eken, forfatteren Marianne Iben Hansen og illustratoren Dorte Karrebæk.

I alt var der 251 nominerede fra 64 lande til prisen.