
Nyhed: Alt om MOR
Bog
Forfatter Rebecca Bach-Lauritsen og illustrator Charlotte Pardi har lavet en lille bog om alt det en mor kan være, gøre og ikke er.
Bogen består af 30 opslag, som hvert består af et udsagn om, hvad ‘mor’ er, ledsaget af en illustration af et barn og en mor, symboliseret ved et hjerte i skiftende form og størrelse. Illustrationerne er tegnet med blyant i sort og rød og kompletterer det simple sprog med et stemningsfuldt udtryk.
Perspektivet er fra barnet, og herfra kommer der varme udsagn som: “Mor er en bro”, “Mor er en hånd i mørket”, men også mere afmålte udsagn som: “Mor er en bange anelse” og “Mor er et fremmed land”. I sidstnævnte opslag er mor illustreret som et omvendt og fragmenteret hjerte. Barnet står på et af brudstykkerne, blandt de andre, med vand på alle sider.
I illustrationerne ser vi, at mor kan være henholdsvis tæt på eller langt væk og har en større eller mindre rolle hos barnet. Eksempelvis på opslaget, hvor der står “Mor er det, der er udenom”, hvor barnet afbildes i et badekar, mens der rundtom er et kredsløb af rør og snore med forskellige genstande som tandbørster, kaffe, nøgler og en boremaskine. Under badekarret som barnet sidder i, er mor afbildet som et stort hjerte, der er med til at holde barnet oppe.
Anderledes er det på opslaget, hvor der står “Mor er den mor, man har”. Her sidder barnet på, hvad der ligner en planet, og kigger længselsfuldt på et mindre hjerte langt væk oppe på himlen. Om mor er langt væk eller tæt på, har mor en betydning.
De mere metaforiske opslag indgyder til eftertænksomhed hos læseren, der kan tillægge udsagnet og illustrationen forskellig mening alt efter dennes specifikke erfaring med det at være mor og/eller barn. De kan læses og ses igen og igen og forstås på nye måder.
Bogen er ifølge forlaget selv en anledningsbog, der er tiltænkt vordende mødre, nuværende mødre, personer der har mistet deres mor, eller som har det nært eller svært med deres mor. Den kan også læses med børn, som har et vist abstraktionsniveau, fra cirka 6 år. Her kan bogen åbne op for en samtale om forskellige typer mødre.
MOR – et brøl, en sang, et suk udkom den 6. april 2022 på forlaget Gutkind.