Jensen & Dalgaard er særligt stolte af Tid tak. En af grundene til dette er, at billedbogen sætter ord og billeder på, følelsen af at halse afsted og mangle timer i døgnet.

Fru Stresse, som vores hovedperson så symbolsk hedder, har hverken “tid til tid eller tak”.

“For brusetid og blusetid / og madtid og kassetid / det bruger tiden op / og pas nu på dig selv-tid / farvetid og virketid / og ups nu kigge væk-tid / for sludretid er spildtid / og spurte hen til bussen-tid / og pustetid og ventetid / tidstabeller, tidskørsel / trip, trip, trip”, hedder det allerede på side to, så man bliver helt forpustet – ikke mindst fordi det føles så genkendeligt, at man mærker en trykken for brystet. At døgnets timer aldrig helt synes nok for Fru Stresse understreges i Pia Halses portræt af hovedperson.

Fru Stresse ligner en konturløs og udflydende udgave af Edward Munchs maleri, Skriget (1893), malet i akvarel – hendes øjne er store og tomme, som var hun i chok, håret er tyndt, og munden er åben. Hun er på tærsklen til kollaps, det hersker der ingen tvivl om, og hun er tæt på at se mere død end levende ud.

Hen mod slutningen vender fortællingen. Det orange hår bliver fyldigere, øjnene lukkede med tydelige, lange øjenvipper. En krop kommer til syne, vel at mærke en krop, som ikke er fragmenteret eller mangler lemmer. Den røde tråd, der voksede op af gryden med en porre i, tidligere i fortællingen, bliver til en garnnøgle, som Fru Stresse sætter på strikkepinde og begynder at strikke et tæppe ud fra. På sidste side har Fru Stresse fået tydelige konturer. Hun har en grøn cardigan på overkroppen og en rød hat på hovedet. Hendes kinder er lyserøde, og man får indtryk af, at hendes krop og sind er i balance.

Fortællingen, der mest af føltes som en deroute, og som man ikke kunne se en lykkelig slutning på, ender alligevel godt.

“Så tiden / Hvad med den? / Fru Strikke lytter efter: / tak tid / tak tid / tak tid / Ja, sådan må det være”

Tid tak føles mest af alt som en gave til de voksne læsere, da den spejler det moderne liv, som kræver, at vi løber hurtigere, end vores ben kan bære, fordi vi gerne vil have succes på alle fronter i tilværelsen og være ufejlbarlige. Men den henvender sig også til børnene, der ligesom forældrene også lider under de høje forventninger, vi har til os selv og hinanden, og at alting skal gå så stærkt. Tid tak tør træde ind i dette sårbare rum og skildre det indefra – og gøre det på en måde, så samtalen bliver mindre farlig for børn og voksne at føre. Billedbogen hjælper sine læsere til at tale om, hvordan det kan føles at have åndeløst travlt eller at være stresset, som det også hedder.

Tid tak er en billedbog til tiden – tak for den.