Nyhed: OPEN CALL – LÆSNINGER AF “FAR”
Open call
I samarbejde med sociolog og forfatter, Aydin Soei inviterer TENTA jer til at bidrage til LÆSNINGER, som er et nyt projekt, der søger at sætte “far” under lup gennem læsninger af enkelte værker, bog- eller tegneserier eller et helt forfatterskab. Gennem temaet “far” giver LÆSNINGER mulighed for at se nærmere på maskulinitetsbegrebet, familieformer, kønsroller og andre strukturelle forhold i fortiden og nutiden, der enten frigør eller fastlåser faderfiguren i bestemte handlingsmønstre.
Med temaet “far” vil vi sætte den koleriske, omsorgsfulde, aggressive, forvirrede, empatiske, distancerede, dominerende, kærlige, kloge, barnlige, pinlige, morsomme, kiksede, stærke, dumme, voldelige, ansvarsfulde, tilbagetrukne, højtråbende, uduelige, arbejdsomme, verdensfjerne, autoritære og elskelige far under lup. Vi vil undersøge, hvordan børne- og ungdomslitteraturen skildrer “far”, og hvordan værkerne kan gøre os klogere på faderfiguren gennem tiden. Samtidig ønsker vi at sætte ord på det maskulinitetsbegreb og -ideal, som børn og unge i dag vokser op med og får mulighed for at spejle sig selv i – eller ikke.
Bidragene kunne fx være læsninger af Alfons Åberg-bøgerne om drengen Alfons, der vokser op alene med sin far i et boligkompleks; Pedersen & Findus-bøgerne med “far”-Pedersen, der falder ind i faderskabet meget sent i livet; Peter Pedal, der adopteres af en hvid mand og skal finde sig tilrette langt væk fra sit naturlige habitat i junglen; analyser af Lindgrens fædre som fx Mattis og Anton; eller fraværet af en far, hvor graden af fraværet måles og skildres forskelligt fx i nyere litterære værker som i Zakiya Ajmis Vulkan, hvor mor og datter må flygte på krisecenter væk fra den voldelige og psykisk syge “far” eller i Aakesons serie om Vitello, hvor “far” er en “sjuft”, der vist nok bor et eller andet sted i Italien. Eller den 18-årige Yahya Hassan, der digter om, at han måske kunne have elsket sin far, hvis rollerne havde været byttet om, og det var ham, der havde været faren i deres relation.
Hvad kan vi lære om “far” i dag, og hvilke portrætter kan vi tegne af ham gennem tiden? Er der “fædre” som mangler eller ikke skildres nuanceret nok i B&U-litteraturen? Og hvad skal der egentlig til i første omgang for at kunne kalde sig “far” og blive set på sådan i andres øjne?
Der er ingen formelle krav til længde, men vi har en forventning om, at hver læsning fylder mellem 1 og 10 sider. Såfremt din læsning optages, vil du modtage et honorar på 2.500 kr. Indsend dit bidrag på mail til mille@tenta.dk eller tentajournal@gmail.com mrk. “LÆSNINGER” senest d. 19. maj 2023 kl. 12.
LÆSNINGER redigeres af Aydin Soei, sociolog og forfatter samt Mille Højerslev, redaktør på TENTA.
Hvad er ‘en læsning’?
En læsning minder måske om en tekstanalyse, men den behøver ikke nødvendigvis holde sig nært til denne, og vi opfordrer ydermere til at læsbarhed og kreativitet vægtes over en slavisk gennemgang af en tekst eller et forfatterskab. En læsning kan således bruge et værk eller et forfatterskab som springbræt til at springe direkte til en diskussion eller åbne op for skrift, der bevæger sig bort fra det litterære udgangspunkt.
Bidraget kan således placere sig mellem essay og analyse eller til udfærdigelse af en egentlig fiktionstekst
Hvis du ønsker at downloade nærværende open call som pdf-fil til eget brug eller videredistribution, kan det gøres her.