“På hotel” starter dramatisk: “NU ER DET NOK, DET ER FAKTISK ALT FOR MEGET!”. Mo smækker med døren, forlader de voksne og flytter på hotel i forfatter Reimer Torkil Juul og illustrators Molly Wittus’ billedbogsdebut. Vi får fortalt, at Mo har “lavet en aftale med de voksne om aldrig at ses”, og at de har givet hinanden ubrugelige afskedsgaver. Til at illustrere afskedsseancen, ser vi en tegning af lille Mo, der sover tungt i en stor dobbeltseng og vågner med opspilede øjne. Hun står op, og her, på blot tredje side, starter hverdagen, livet, eller hvad man skal kalde det, på det labyrintiske hotel med dyr allevegne. Mo leder efter restauranten, fordi hun er blevet sulten, men “gangene går den ene og den vej”, og der er “lukkede døre med numre på”. Senere kan hun ikke finde tilbage til sit værelse, og i receptionen har de ikke registreret hendes indkvartering. Bor hun her overhovedet? Hun er senere lige ved at blive spist af en tiger og ender til sidst til dansefest på hotellets tagterasse. Hvad har hun dog kastet sig ud i?

Som journalist på Politiken, Ida Dybdahl bemærker i sin beskrivelse af det “gammeldags hotel med tunge røde gardiner, en abe-elevatorfører med harlekinternet vest og en gnu, der betjener morgenbuffeten”, har debutantparret Juul og Wittus begået en billedbog, der giver mindelser til Twin Peaks. “På hotel” har nemlig en ‘uncanny’ eller måske bedre en ‘unheimlich’ undertone, der understreges af de mørke illustrationer, domineret af farverne mørkegrøn, mørkerød og mørk karrygul med enkelte klare kontraster, der får siderne til at poppe og pange og skaber dybde, så man suges ind i billederne og selv bliver en smule desorienteret. Ikke ligefrem trygt eller hjemligt, bare fremmed og mystisk – og selvfølgelig rigtig spændende. Tegningerne er tætte og detaljerne rige. Man kan bruge lang tid på at bladre frem og tilbage i “På hotel” og gå på opdagelse i Molly Wittus’ imponerende, sjove og mærkelige illustrationer. Den tone og stemning, Juul slår an med skrift, pirrer også nysgerrigheden på en måde, der gør, at man aldrig helt bliver færdig med historien om Mo, der ikke bare truer med at flytte hjemmefra, men faktisk gør alvor af det og umiddelbart ikke lader til at fortryde, selvom hun et par gange i løbet af fortællingen får tårer i øjnene og græder og forsøger at hente hjælp hos de dyr, hun møder på vej sin vej gennem hotelbygningen.

“På hotel” slutter åbent. Bliver Mo på hotellet? Vender Mo tilbage til de voksne? Finder hun nogensinde hjem? Eller er hun netop vendt hjem?

“På hotel” er en surrealistisk og udfordrende fortælling af høj kunstnerisk kvalitet, som man kan blive ved at læse, undres over og lade sig fascinere af.