Nyhed Bogomslag 'Sød og blød' af Zakiya Ajmi og Kathrina Skarðsá 12 december, 2021
Bogomslag 'Sød og blød' af Zakiya Ajmi og Kathrina Skarðsá

Nyhed: Zakiya Ajmi og Kathrina Skarðsá står bag bland-selv-slik-hybrid-roman




Jeg, som før hen kun havde fantasi til at forestille mig, at det eneste monster, jeg skulle være bange for at møde i en bland-selv-slik-butik, var en corona-variant, blev overrasket, da jeg læste Zakiya Ajmi og Kathrina Skarðsás fælles bog, Sød og blød.

Sød og blød handler om Noura, der hjælper til i sin bror Alis nyåbnede slikbutik. Noura har en særlig evne til at blande slikposer med den rette kombination af blødt, sødt, surt og salt, der passer til modtagerens personlighed – en slags sjette sans, kan man kalde det. Men en dag går det galt, og Noura kommer til at blande en pose, hvor kombinationen af e-numre sætter gang i en kemisk reaktion. Slikket muterer og bliver levende. Først er den neongrønne, sukkerovertrukne klump lille, men siden vokser den sig stor – og bliver sulten. Monsteret, som holder til ude i slikbutikkens baglokale og har en forkærlighed for at æde mænd, ender med at spise den fyr, som Noura rigtig godt kunne lide og som måske var hendes kæreste og endda Ali, der kæmper for at holde sin elskede slikbutik åben. De eneste, som monsteret ikke æder, er Noura selv, Alis kæreste Marina og Marinas hund Marley. De to medarbejdere fra Fødevarestyrelsen, der kommer forbi og truer med at give en “eliterasende smiley”, da de opdager, hvad der foregår i baglokalet, undslap også monsteret.

Sød og blød karakteriseres af Gads Forlag som en “graphic novel”, men jeg vil personligt mene, at bogen befinder sig et sted mellem en traditionel roman og en tegnserie. Sød og blød er en utrolig visuel og morsom læseoplevelse, fordi dens udformning er så eksperimentel, , og fordi historien er så absurd og surrealistisk. Ordene på de hvide roman-sider og de dramatiserede tegninger på de lyserøde sider kører parløb, måske konkurrerer de, måske holder de sammen på ægte girl-power-vis. Jeg ikke stødt på noget indenfor børne- og ungdomslitteratur, der minder om Sød og blød (kontakt mig, hvis du selv har!), men bogen mindede om mig om den chokerende og gennemførte Rosenreglen af Liv Nimand Duvå, da slikket også i denne roman bliver et omdrejningspunkt for fortællingen og hovedpersonens udvikling, og fordi denne historie også har et hævnfeministisk fokus – dog mere udtalt end i Sød og blød.

Sød og blød er en perfekt julegave til den unge +13 år, der selv er på en feministisk rejse eller trænger til at blive udfordret, overrasket og chokeret.