Depeche 13 april, 2022

Illustratorstafetten #4: Simon Bukhave

Simon Bukhave arbejder i flere formater og hans arbejde spænder bredt - fra galleriudstillinger til børnebøger til eksperimenterede dukketeater. I dette interview fortæller han vejen til at blive illustrator og kunstner og om drømme og arbedsvilkår.




TENTA: ”Det allervigtigste, når man tegner til børn er…”

Jeg tror det er vigtigt, at jeg viser børnene et personligt og særegent kunstnerisk udtryk, ligesom jeg forsøger at gøre, når jeg tegner til voksne. På den ene side tænker jeg på, hvad der ville have talt til mig og trukket mig ind i en historie, da jeg selv var barn, men på den anden side tegner jeg også, som jeg gerne vil nu, hvor jeg er voksen. Jeg vil gerne selv se tegninger, som viser mig noget, jeg ikke har set før eller som føles personligt, og jeg tror børnene har det på samme måde. Børn er meget åbne for nye indtryk, og jeg tror, de får en større oplevelse af, at man taler til dem, som den man er, og ikke forsøger at give dem det man regner med, at de gerne vil have.

 

T: Hvad eller hvilken anden kunstner har inspireret dig mest i forhold til udviklingen af dit eget kunstneriske udtryk?

Jeg kan ikke nævne én bestemt kunstner, som især har inspireret mig, for jeg forsøger at flytte mig, når jeg begynder at blive lidt for tryg og hjemmevant i et udtryk, og derfor er der mange meget forskellige kunstnere, som har inspireret mig på forskellige tidspunkter i mit liv. Det jeg allerhelst vil er, at mine tegninger har en personlighed, som ikke kunne være lavet af andre end mig, men at farveholdninger og streg og stil og den slags udvikler sig alt efter, hvad jeg synes er spændende, og hvad jeg gerne vil blive bedre til. Jeg ved ikke om det lykkes, men det håber jeg. Jeg er inspireret meget tidligt af Kuno Pape, som tegnede illustrationer til den Gode Gamle Rævebog og af Theodor Kittelsen og Elsa Beskow. Senere har Sidney Sime og Sascha Schneider været nogle, jeg ikke kunne få nok af at kigge på, fordi de har så meget kontrolleret vildskab. Og lige for tiden er jeg meget vild med Josephine M. K. Edwards’ og Lala Albert’s tegneserier, fordi de ikke ligner noget, jeg har set før, og alligevel er det som om, jeg genkender noget, jeg ikke kan placere.

 

T: Hvorfor tegner du?

Jeg har altid gjort det, og det er nok en måde at bearbejde verden på. Jeg får nogle indtryk, og så finder de vej ind i mine tegninger. Nogle gange kan jeg se, at noget jeg har set eller oplevet dukker op mange, mange år senere i mine tegninger. At tegne er det, jeg er bedst til, så derfor er det det, jeg gør med alle indtrykkene. Det er så indgroet, at jeg slet ikke kan forestille mig andet.

 

Sofie Louise Dam: Hvordan og hvornår besluttede du dig for, at du ville være illustrator og kunstner?

Jeg tror altid jeg har tænkt, at jeg ville være tegner og mine forældre sørgede for på et tidligt tidspunkt, at gøre det klart for mig, at det var noget, jeg kunne vælge. Da jeg så var i mine tidlige teenage-år, tog de mig med til croquis-tegning og hen at se en tegnestue i København, hvor jeg mødte illustratorer og tegneserietegnere og med egne øjne kunne se voksne professionelle, som sad og arbejde med det, jeg allerhelst ville.

 

SLD: Du har både lavet billeder i stort format til galleriudstillinger, illustrationer og forsider til romaner for børn og senest scenografi til et dukketeater. Er der en type arbejde, du nyder mere end andet, og ændrer du din arbejdsproces i de forskellige kunstformer?

Jeg kan godt lide, at mit arbejde spænder bredt. Fra galleriudstillinger til børnebøger til eksperimenterede dukketeater. Da jeg var yngre, havde jeg en overgang en forestilling om, at det at tegne kunst, som blev udstillet på gallerier, var det bedste, jeg kunne opnå. Måske fordi jeg troede, det var der, man fandt den største kunstneriske frihed. Men jeg opdagede, at jeg får meget ud af at forholde mig til en fast opgave og af at illustrere andres tekster eller musik. Derfor er det også vigtigt for mig at lave ikke-kommercielle illustrationsopgaver i den udstrækning, det er muligt, for at mit virke som illustrator skal være fri for pengehensyn ind imellem. Sådan som det også helst skal være med andre kunstformer.

Når jeg fx illustrerer en forfatters tekst, vil jeg gerne tilføje noget, som ikke allerede findes tydeligt i teksten, men det er samtidig vigtigt, at forfatteren og redaktøren kan se sammenhængen og er tilfredse. Når jeg laver en udstilling til et galleri, skal jeg derimod kun forholde mig til mine egne idéer. De idéer er opsparet over lang tid og findes i notesbøger og i mapper med billeder i årevis, indtil jeg endelig har tid til at sætte mig ned og kigge på det hele og skitse og smide væk, indtil jeg kan få øje på, hvad det er for en slags fortælling, jeg har gået og samlet sammen til.

Det tyske dukketeaterstykke Schonzeit, som jeg i samarbejde med instruktøren Nis Søgaard udviklede det visuelle udtryk til, var på en måde den perfekte blanding af de to typer opgaver. På den ene side var der en tekst, som jeg skulle forholde mig til (ligesom når jeg illustrerer en bog), og på den anden side havde jeg total frihed (ligesom når jeg laver en udstilling) til at komme med en hvilken som helst skør idé, og så lyttede Nis og fandt ud af, hvordan idéen kunne fungere på scenen. Det var utroligt at få lov til fx at sige: “Jeg synes, der skal hænge en elpære midt i loftet, og så løber der blod ned over den, og lyset bliver rødt”, og så fik Nis og sceneteknikerne det til at ske.

 

SLD: Hvad er et projekt, du drømmer om at lave? Og hvad skulle der til for, at du kunne komme til at lave det?

Den store drøm er en graphic novel eller en længere sammenhængende serie. Det, som gør det muligt, er Statens Kunstfond, og det, som får det til at tage lang tid, er, at illustrationsopgaver er dårligt betalt. Som freelancer er det meget risikabelt at sige ’nej’ til illustrationsopgaver for at hellige sig fx en graphic novel, for hver gang man siger ’nej’ til en opgave, risikerer man, at der ikke er en ny opgave, når man får brug for at tjene penge igen.

 


 

Simon Bukhave blev inviteret til illustratorstafetten af Sofie Louise Dam, som har formuleret interviewets to sidste spørgsmål.

Simon Bukhave sender illustrator-depechen videre til Cathrin Peterslund.

 


 

Tidligere deltagere i illustratorstafetten:

1#: Jan Oksbøl Callesen

2#: Signe Parkins

3#: Sofie Louise Dam