…at man selv kan lide det man laver. Jeg prøver så vidt muligt at tegne det, jeg selv synes er sjovt og gøre det til mit eget, selv når det er en opgave med rammer. Tit synes jeg, det hjælper, når jeg formår at slå hjernen fra for en stund og lade min intuition styre blyanten eller pennen, eller hvad jeg nu tegner med – det skaber liv i tegningen. Det kan være svært, når man sidder og forsøger at forestille sig, hvad et barn ville kunne lide at kigge på, men et eller andet sted bliver man vel nødt til at gå ud fra, at hvis man selv synes det man har gang i er godt, så synes børnene det nok også.

T: Hvad eller hvilken anden kunstner har inspireret dig mest i forhold til udviklingen af dit eget visuelle udtryk? 

Der har været rigtig mange, men der er klart nogle ting som er blevet ved med at være ‘til stede’. Da jeg var barn, var jeg meget optaget af film og historier, der foregik i 1800-tallet og jeg var vild med at tegne lange kjoler og hatte med store fjer og lysekroner og den slags. Det er noget, der har fulgt mig ind i mit voksne liv. Inden jeg startede på mit studie blev jeg optaget af surrealisme og var i en lang periode meget inspireret af Dalí og Leonora Carrington. Jeg kiggede på stregtegninger i blæk og silhuette-vignetter i eventyrbøger, og på studiet blev jeg introduceret til The Golden Age of Illustration-perioden. Nogle af mine største inspirationskilder er Edward Gorey og Tove Jansson, hvis arbejde jeg stadig ofte kigger på, når jeg lige har brug for et ‘motivationsboost’.

T: Hvorfor tegner du?

At tegne er der, jeg føler mig allermest tilpas, allermest hjemme, og det har det så vidt jeg kan huske altid været. Jeg kan simpelthen ikke komme på andet jeg har mere lyst til at lave. Tegning er så fedt et redskab, og kan bruges til så mange ting, og jeg bliver håbefuld og glad hver gang jeg ser at det kan gøre en forskel i verden, selv når det bare er af de helt små.

Simon Bukhave: Dine illustrationer har mange detaljer, og på dine sort/hvide tegninger er de fleste områder dækket af mange streger, som giver overfladerne struktur. Hvorfor vælger du tit det meget sirlige og ornamenterede udtryk frem for en mere enkel stil?

Det er nok der min svaghed for den lidt gammeldags, eventyr-inspirerede æstetik spiller en rolle igen. Jeg synes selv det kan være spændende at kigge på illustrationer hvor man kan blive ved med at finde nye små detaljer man ikke lige havde fået øje på til at starte med. Det har jeg altid kunne, og det har sat sit aftryk i mine egne motiver. Og så synes jeg at teksturer kan være gode til at skabe atmosfære i en illustration, især hvis det er en tegning uden farver. Når jeg ikke bruger farver, føles det lidt som at farvelægge kun med sort, og det er en sjov udfordring. Teksturerne bliver ligesom farver i stedet for. Jeg finder også ofte en stor komfort i at fordybe mig i detaljer, især når skitsen er lavet, og jeg er nået til lysbordet og skal tegne den endelige streg. Nogle gange kan min hang til detaljer godt bide mig lidt i halen fordi jeg kan komme til at over-tegne lidt, hvis jeg spacer for meget ud samtidig – så afslappet kan den proces være for mig (selvfølgelig ikke hver gang).

SB: Når jeg kigger på dine illustrationer, fornemmer jeg, at du har nogle inspirationskilder og referencer, som jeg ikke ser hos andre danske tegnere. Kan du fortælle om, hvilke kunstnere du selv kan se, at du er inspireret af?

Kunstnere som Tove Jansson og Edward Gorey er nok dem der tydeligst har sat sit præg på min mest personlige stil, men jeg laver også andre slags illustrationer, f.eks. de 100% digitale i fuld farve, som er i en helt anden boldgade end mine sort/hvide stregtegninger. Eyvind Earles concept art været en stor inspiration for min måde at tegne landskaber på. Jeg vender tit tilbage til Kerascoët’s tegneserier når jeg har brug for ideer til karakter designs, og de sidste par år har jeg fået øjnene op for mange nutidige børnebogsillustratorer, og det har også haft en stor indflydelse på mit digitale arbejde.

SB: Der er mange planter og meget natur i dine illustrationer. Hvad er det, du godt kan lide ved krogede stammer og grene og bark?

Det gør mig ganske enkelt glad at tegne det. Det er så behageligt og nemt, og det synes jeg er en vigtig ting at holde fast i. Jeg elsker når jeg bare nærmest kan læne mig tilbage og tegne træer og planter selvom jeg har gjort det 500 gange før. Når jeg har opgaver for kunder, tegner jeg også mange andre ting, og jeg synes også det er vigtigt at udfordre sig selv. Men når jeg laver mine egne motiver, prints, eller hvad det nu er, så vil jeg tegne det der gør mig glad.  Naturen og dyr er noget af det bedste jeg ved, og når jeg tegner de her ting er det jo også lidt en måde at blive i natur-universet på. Udover det, er jeg jo også utroligt glad for eventyr, og der dukker gamle træer og krogede grene jo bare nærmest op af sig selv.

Bio
Cathrin Peterslund blev i 2017 uddannet i Grafisk Fortælling fra The Animation Workshop i Viborg, og har siden arbejdet med illustration og tegneserier både i Danmark, England og USA. Hun bor i København og er medlem af tegnestuen Kulkælderen på Vesterbro.

Cathrin Peterslund blev inviteret til illustratorstafetten af Simon Bukhave, som har formuleret interviewets tre sidste spørgsmål.

Cathrin Peterslund sender illustrator-depechen videre til Zarah Juul.

Tidligere deltagere i illustratorstafetten:

1#: Jan Oksbøl Callesen

2#: Signe Parkins

3#: Sofie Louise Dam

4#: Simon Bukhave

Indlægget Illustratorstaffetten #5: Catrin Peterslund blev først udgivet på TENTA – magasin for dansk og international B&U-litteratur.

Jeg tror det er vigtigt, at jeg viser børnene et personligt og særegent kunstnerisk udtryk, ligesom jeg forsøger at gøre, når jeg tegner til voksne. På den ene side tænker jeg på, hvad der ville have talt til mig og trukket mig ind i en historie, da jeg selv var barn, men på den anden side tegner jeg også, som jeg gerne vil nu, hvor jeg er voksen. Jeg vil gerne selv se tegninger, som viser mig noget, jeg ikke har set før eller som føles personligt, og jeg tror børnene har det på samme måde. Børn er meget åbne for nye indtryk, og jeg tror, de får en større oplevelse af, at man taler til dem, som den man er, og ikke forsøger at give dem det man regner med, at de gerne vil have.

T: Hvad eller hvilken anden kunstner har inspireret dig mest i forhold til udviklingen af dit eget kunstneriske udtryk?

Jeg kan ikke nævne én bestemt kunstner, som især har inspireret mig, for jeg forsøger at flytte mig, når jeg begynder at blive lidt for tryg og hjemmevant i et udtryk, og derfor er der mange meget forskellige kunstnere, som har inspireret mig på forskellige tidspunkter i mit liv. Det jeg allerhelst vil er, at mine tegninger har en personlighed, som ikke kunne være lavet af andre end mig, men at farveholdninger og streg og stil og den slags udvikler sig alt efter, hvad jeg synes er spændende, og hvad jeg gerne vil blive bedre til. Jeg ved ikke om det lykkes, men det håber jeg. Jeg er inspireret meget tidligt af Kuno Pape, som tegnede illustrationer til den Gode Gamle Rævebog og af Theodor Kittelsen og Elsa Beskow. Senere har Sidney Sime og Sascha Schneider været nogle, jeg ikke kunne få nok af at kigge på, fordi de har så meget kontrolleret vildskab. Og lige for tiden er jeg meget vild med Josephine M. K. Edwards’ og Lala Albert’s tegneserier, fordi de ikke ligner noget, jeg har set før, og alligevel er det som om, jeg genkender noget, jeg ikke kan placere.

T: Hvorfor tegner du?

Jeg har altid gjort det, og det er nok en måde at bearbejde verden på. Jeg får nogle indtryk, og så finder de vej ind i mine tegninger. Nogle gange kan jeg se, at noget jeg har set eller oplevet dukker op mange, mange år senere i mine tegninger. At tegne er det, jeg er bedst til, så derfor er det det, jeg gør med alle indtrykkene. Det er så indgroet, at jeg slet ikke kan forestille mig andet.

Sofie Louise Dam: Hvordan og hvornår besluttede du dig for, at du ville være illustrator og kunstner?

Jeg tror altid jeg har tænkt, at jeg ville være tegner og mine forældre sørgede for på et tidligt tidspunkt, at gøre det klart for mig, at det var noget, jeg kunne vælge. Da jeg så var i mine tidlige teenage-år, tog de mig med til croquis-tegning og hen at se en tegnestue i København, hvor jeg mødte illustratorer og tegneserietegnere og med egne øjne kunne se voksne professionelle, som sad og arbejde med det, jeg allerhelst ville.

SLD: Du har både lavet billeder i stort format til galleriudstillinger, illustrationer og forsider til romaner for børn og senest scenografi til et dukketeater. Er der en type arbejde, du nyder mere end andet, og ændrer du din arbejdsproces i de forskellige kunstformer?

Jeg kan godt lide, at mit arbejde spænder bredt. Fra galleriudstillinger til børnebøger til eksperimenterede dukketeater. Da jeg var yngre, havde jeg en overgang en forestilling om, at det at tegne kunst, som blev udstillet på gallerier, var det bedste, jeg kunne opnå. Måske fordi jeg troede, det var der, man fandt den største kunstneriske frihed. Men jeg opdagede, at jeg får meget ud af at forholde mig til en fast opgave og af at illustrere andres tekster eller musik. Derfor er det også vigtigt for mig at lave ikke-kommercielle illustrationsopgaver i den udstrækning, det er muligt, for at mit virke som illustrator skal være fri for pengehensyn ind imellem. Sådan som det også helst skal være med andre kunstformer.

Når jeg fx illustrerer en forfatters tekst, vil jeg gerne tilføje noget, som ikke allerede findes tydeligt i teksten, men det er samtidig vigtigt, at forfatteren og redaktøren kan se sammenhængen og er tilfredse. Når jeg laver en udstilling til et galleri, skal jeg derimod kun forholde mig til mine egne idéer. De idéer er opsparet over lang tid og findes i notesbøger og i mapper med billeder i årevis, indtil jeg endelig har tid til at sætte mig ned og kigge på det hele og skitse og smide væk, indtil jeg kan få øje på, hvad det er for en slags fortælling, jeg har gået og samlet sammen til.

Det tyske dukketeaterstykke Schonzeit, som jeg i samarbejde med instruktøren Nis Søgaard udviklede det visuelle udtryk til, var på en måde den perfekte blanding af de to typer opgaver. På den ene side var der en tekst, som jeg skulle forholde mig til (ligesom når jeg illustrerer en bog), og på den anden side havde jeg total frihed (ligesom når jeg laver en udstilling) til at komme med en hvilken som helst skør idé, og så lyttede Nis og fandt ud af, hvordan idéen kunne fungere på scenen. Det var utroligt at få lov til fx at sige: “Jeg synes, der skal hænge en elpære midt i loftet, og så løber der blod ned over den, og lyset bliver rødt”, og så fik Nis og sceneteknikerne det til at ske.

SLD: Hvad er et projekt, du drømmer om at lave? Og hvad skulle der til for, at du kunne komme til at lave det?

Den store drøm er en graphic novel eller en længere sammenhængende serie. Det, som gør det muligt, er Statens Kunstfond, og det, som får det til at tage lang tid, er, at illustrationsopgaver er dårligt betalt. Som freelancer er det meget risikabelt at sige ’nej’ til illustrationsopgaver for at hellige sig fx en graphic novel, for hver gang man siger ’nej’ til en opgave, risikerer man, at der ikke er en ny opgave, når man får brug for at tjene penge igen.

Simon Bukhave blev inviteret til illustratorstafetten af Sofie Louise Dam, som har formuleret interviewets to sidste spørgsmål.

Simon Bukhave sender illustrator-depechen videre til Cathrin Peterslund.

Tidligere deltagere i illustratorstafetten:

1#: Jan Oksbøl Callesen

2#: Signe Parkins

3#: Sofie Louise Dam

Indlægget Illustratorstafetten #4: Simon Bukhave blev først udgivet på TENTA – magasin for dansk og international B&U-litteratur.