Forfatterstafetten #5: Trine Bundsgaard

Trine Bundsgaard fortæller om at finde modet til at springe ud som forfatter og om skriften som et meget dejligt rum at træde ind i.

Depeche: 9 juni, 2022

Foto: Simon Klein-Knudsen


Af Gunvor Ganer Krejberg Trine Bundsgaard


Det allervigtigste, når man skriver til børn, er…”:

At være ærlig. Og at skrive om noget, man selv er optaget af eller gerne vil undersøge og forstå.


Hvilken bog eller hvilket forfatterskab har haft størst betydning for dig?

Jeg kan ikke sige en bog, som har gjort den største forskel, men jeg har en klar fornemmelse af, at jeg ret tidligt havde en oplevelse af, at bøgerne kunne tilbyde et helle eller åndehul og en mulighed for, at jeg kunne træde ind i en anden virkelighed og blive spejlet eller udfordret og møde noget andet og samtidig mig selv.

Jeg har en meget tydelig erindring om, at min mor læste Brødrene Løvehjerte højt for mig – og græd. Jeg var ikke så gammel, og det fyldte mest for mig, at hun blev så bevæget af historien. Nogle år senere, læste jeg den selv – og græd sammen med Tvebak.

 

Hvorfor skriver du?

Det spørger jeg også mig selv om på de dage, hvor skriften har sat sig fast og ikke vil noget som helst. Men jeg skriver, fordi det er dejligt at skrive. Det giver mening. Selve processen er meningsfuld. At skrive er en særlig måde at tænke på og et særligt og meget dejligt rum at gå ind i. Jeg skriver også,  fordi jeg føler, at jeg har noget, jeg skal undersøge og bringe videre.

 

I din bog En helt almindelig familie får vi ikke at vide, hvilket køn jeg-fortælleren har. Hvilke tanker har du gjort dig om, hvad karakterens køn betyder for de historier du skriver?

Jeg gør mig mange tanker om køn, fordi vi tillægger kønnet så stor betydning i vores kultur. Der findes en masse antagelser, som bunder i kønnet: At drenge er gode til teknik og matematik, at piger er intrigante osv. Og de antagelser vil jeg gerne udfordre og nuancere. I Hvis vi var en almindelig familie (2019, Gyldendal) havde jeg skrevet mig halvt igennem bogen, da jeg opdagede, at der kun var to steder, hvor fortællerens køn var tydeligt, og så opstod ideen om at lade fortællerens køn ”forsvinde”. De fleste lægger ikke mærke til det, men læser bare sig selv ind i fortælleren. Og jeg kan virkelig godt lide den åbenhed, det giver. Måske er det slet ikke vigtigt at vide, om det er en dreng eller en pige, som passer på sin lillesøster og kæmper for at holde sammen på familien? Måske kan det manglende køn få dig til at tænke over nogle af de logikker, du accepterer og følger uden at tænke over det.

 

Du debuterede i 2006 på et tidspunkt, hvor mange af dine studiekammerater var på vej op ad den store karrierestige. Hvad fik dig til lige netop at vælge at gå forfattervejen?

En forfatterworkshop på Forlaget Carlsen i 2004 afgjorde det. Så kort kan det næsten siges. Jeg havde gået med drømmen om at skrive i mange år, men også med en stor blufærdighed i forhold til det, og derfor havde jeg skrevet i smug. Da jeg så opslaget om workshoppen i avisen, vidste jeg bare, at det ville jeg gerne. Jeg var slet ikke i tvivl. Og det var en omvæltende oplevelse at tage skriften alvorligt på den måde og at dele en historie, jeg var i gang med at skrive. Jeg fik skrevet det meste af en bog i det forløb, som Forlaget Carlsen siden antog. Og så vidste jeg, hvad jeg skulle.

 

Du er en meget produktiv forfatter og temaerne i dine bøger spænder tilsvarende vidt fra store samfundstemaer som klimakrise til det helt nære som brud i familier. Men er der nogle af de emner, du har skrevet om, som du synes har været sværere at gå til end andre? Og er der ligefrem temaer fra børne- og ungdomslivet, som du aldrig nogensinde vil kunne skrive om?

Jeg vil ikke afvise nogle emner blankt – med mindre jeg ikke føler, at jeg har kendskab nok til at kunne skrive troværdigt og indlevet om et emne. Det er helt afgørende, at jeg kan leve mig ind i en problematik, hvis jeg skal kunne skrive noget. Jeg kan godt lide at skrive om noget, som er kompliceret og forsøger at blive ved med at bevæge mig nye steder hen. Jeg har for nyligt opdaget, at det er en svært at skrive om sex. Jeg har skrevet tre bøger om Tilde og hendes venner, som er i puberteten. Jeg ville skrive om krop, forelskelse og lyst, fordi den kropslige og mentale forandring, som sker i pubertet er så vild. Man bliver jo et andet menneske. Og jeg ville gerne skildre den spirende lyst, som følger med. Jeg ville skrive om at opdage, at man er et erotisk væsen – det fine og vilde i det – men det er altså svært. Jeg skrev det om mange gange, og det blev lidt mindre lystigt, end jeg havde tænkt. Jeg fik ikke helt knækket den nød, så måske er jeg nødt til at gøre et nyt forsøg i en ny historie. For jeg synes stadig, det er vigtigt med et modbillede til meget ungdomskulturs næsten pornografiske fremstilling af især piger og kvinder.

 


Bio

Trine Bundsgaard debuterede i 2006 med Rune Ole fra Akelejvej og har siden skrevet flere bøger til børn og unge. Hun vandt Bogslugerprisen i 2010 og har igennem sit forfatterskab modtaget arbejdslegater fra Statens Kunstfond.