Det er svært, måske umuligt, at skrive om “far” i børne- og ungdomslitteraturen uden også at reflektere over egne levede erfaringer med “far” eller som “far”. Det har i hvert fald vist sig at være tilfældet i de fire udgivne essays i denne serie om “FAR”.

Mikas Lang, som selv er far, har måske mere til fælles med Zakiya Ajmis fraværende og dysfunktionelle fædre, end han lige først ville indrømme og kan ikke sige sig fri fra at genkende noget af sig selv i “kujonfar i Spørg mig om alt og psykopatfar (han er også en kujon) i Vulkan”. Sine Rosholm, som er mor og sin fars datter, inddeler de litterære og virkelige fædre i hendes liv i to typer, nemlig “Carsten” og “Jacob” (læs her for at forstå de generationelle forskelle mellem de to). Tomas Lagermand Lundme, der aldrig selv blev far i traditionel og biologisk forstand, deler sin fars Sebastian-tese og skriver om, hvordan hans opvækst og far-søn-forhold (og manglen på samme) har formet hans skrift. Og Charlotte Nymann, som er nybagt mor og nygift, spejler sin opvækst og de mænd hun i barndommen møder i 1990’ernes Nordjylland i fortællingen om Ronja Røverdatter og udfolder en kærlig kritik af røverkongen Mattis.

At TENTA (i det her tilfælde underforstået Mille Højerslev) i samarbejde med Aydin Soei, der selv har arbejdet indgående med faderroller, maskulinitet og social arv i sine bøger og i sit virke som sociolog, vælger at dedikere LÆSNINGER til “FAR” har bl.a. at gøre med det faktum, at “far” i de seneste år er begyndt at fylde i børnelitteraturen og børnekulturen, hvilket også tidligere er blevet bemærket af kulturjournalist Anita Brask Rasmussen og anmelder Damián Arguimbau. Sallys far, Pølses far, Pouls far, Blueys far og Far Gris er de mest populære og skarpt karikerede eksempler herpå. Men der findes også mere nuancerede, virkelighedstro og alvorlige skildringer af faderfigurer som i Tomas Lagermand Lundmes forfatterskab i bøger som Maltes far kom tilbage (2021) og Om lørdagen tegner man bare sne (2020), hvor “far” og hans følelsesliv og utilstrækkelighed som voksen og forælder får lov at tage plads og ind imellem skygge for børnene, som er de egentlige hovedroller i forfatterens bøger.

Den moderne far, som vi ynder at kalde ham og bemærker i dag, vil jeg mene blev introduceret med Alfons Åbergs far i 1972. Her møder vi en far – en enlig far tilmed – som skaber rum i børne- og ungdomslitteraturen for fædre, der ønsker at tage aktivt del deres børns liv, og som interesserer sig for deres verden og rejser med dem ind i fantasien – også selvom engagementet oftest starter bag en avis (læs evt. mit farvel til Gunilla Bergström her). At “far”, det vil sige den engagerede og mere eller mindre ansvarsfulde far, fylder i nutidens børnebøger og i animerede fortællinger, har selvfølgelig at gøre med de samfundsudviklinger, der har udspillet sig siden 1970’erne, men måske særligt med de seneste forældregenerationer. I stigende grad ser vi mænd tage del i omsorgsarbejdet og det øvrige usynlige arbejde i hjemmet, som historisk set har været forbeholdt kvinden, ligesom det ikke er længe siden, vi diskuterede mænds ret til udvidet barsel. I øjeblikket ser vi en tendens til, at flere mænd vælger at gå hjemme og hjemmepasse deres børn, mens de er små, i stedet for at sende dem i institution. Denne samfunds- og kulturændring bemærkede jeg, da jeg som 12-årig blev faster for første gang, og i de efterfølgende år så mine storebrødre skifte bleer, hente og putte børn, lege og ælte bolledej. Det blev skelsættende for mig personligt og ændrede hele mit syn på familieliv, kønsroller og min forståelse af maskulinitet. I dag er den ældste af mine storebrødres børn 24 år, og hvem ved, måske går der ikke længe, før nye fædre fødes i min familie.

Kontrasten mellem en konservativ og patriarkalsk familiestruktur (der for mange efterhånden er passé) og de blødere, mere feministiske værdier, der handler om nærhed, omsorg og ømhed (som flere mænd og fædre dyrker), og hvad denne kontrast betyder for ens identitet og selvforståelse som “far”, behandler Aydin Soei i øvrigt i sin universelle, men samtidig generationsbestemte samtalebog Fædre (2020), hvor han interviewer en række markante fædre, der alle har det til fælles, at de er del af den første generation af fædre med multietnisk baggrund, der for alvor er rundet af Danmark, og hvis børn vokser med helt andre forudsætninger end de selv gjorde. “Fortællinger om at blive til som far”, præsenterer Aydin Soei så fint sin egen bog.

 

LÆSNINGER – et ambitiøst projekt

 

Da Aydin Soei og jeg udsendte vores fælles open call, var vi meget ambitiøse i vores målsætninger og forventninger til, hvad der kunne (og helst også skulle) komme ud af LÆSNINGER. Vi stillede spørgsmål som: Hvad kan vi lære om far i dag, og hvilke portrætter kan vi tegne af ham gennem tiden? Hvad har vi lært om maskulinitetsbegrebet? Hvilke kønsroller er på spil? Og sidst, men absolut ikke mindst: Hvilke strukturelle forhold i fortiden og nutiden findes der, som enten frigør eller låser faderfiguren i bestemte handlingsmønstre?

Vi foreslog selv, at man kunne se nærmere på Alfons Åberg-bøgerne om drengen Alfons, der vokser op alene med sin far i et boligkompleks; Pedersen & Findus-bøgerne med “far”-Pedersen, der falder ind i faderskabet meget sent i livet; Peter Pedal, der adopteres af en hvid mand og skal finde sig tilrette langt væk fra sit naturlige habitat i junglen; Lindgrens fædre som fx Mattis og Anton; eller fraværet af en far, hvor graden af fraværet måles og skildres forskelligt fx i nyere litterære værker som i Zakiya Ajmis Vulkan, hvor mor og datter må flygte på krisecenter væk fra den voldelige og psykisk syge “far” eller i Aakesons serie om Vitello, hvor “far” er en “sjuft”, der vist nok bor et eller andet sted i Italien. Eller den 18-årige Yahya Hassan, der digter om, at han måske kunne have elsket sin far, hvis rollerne havde været byttet om, og det var ham, der havde været faren i deres relation.

Af de nævnte, som I allerede ved, blev Ronja Røverdatter (1981) og Zakiyas Ajmis roman Vulkan (2020), men også Den sommer alt voksede vildt (2015) og Spørg mig om alt (2022) valgt. Alfons Åbergs far optræder kun til slut i Charlotte Nymanns essay, hvor han beskrives som “en kende passiv” (en kritik hun i øvrigt deler med forfatterne til “Sallys far”-bøgerne) til sammenligning med “moderne eksempler med helt normale, engagerede og også sjove fædre” i nyere børnebøger.

 

Astrid Lindgrens fædre

Når man giver sig i kast med at beskrive og skrive om fædre i børne- og ungdomslitteratur, er det oplagt – men også ærefrygtigt – at se nærmere på Astrid Lindgrens fædre, hvilket Sine Rosholm, Tomas Lagermand Lundme og særligt Charlotte Nymann gør i hver deres tekster.

Astrid Lindgren er elsket for sit børnesyn og sine forbilledlige børnekarakterer, men hendes fædre glemmer man heller ikke sent, fx Emils koleriske (og alkoholiserede) far, Ronja og Birks fædre, som er autoritære, højtråbende og voldelige, og Pippi Langstrømpes frihedssøgende far, for hvem Villa Villekulla aldrig vil være nok. “Patriarkalske bundkonger, som først for sent forstod, at livet ikke var i går, men er i dag – og i morgen”, som Tomas Lagermand Lundme så poetisk og filosofisk beskriver det.

Foruden de umulige fædre, der har svært ved at navigere i deres faderrolle, identitet og bryde med det maskulinitetsbegreb, de selv er formet af, er Astrid Lindgrens bøger også befolket af andre mandlige personer, man kan få faderlige kærlighed fra og kaste sin kærlighed på. Som Tomas Lagermand Lundme fremhæver, har Emil sin ven Alfred, Jonathan sin Tvebak, “der for altid skulle passe på hinanden”, og Ronja sin Birk “i de uendelige skove”. Astrid Lindgren har lært os, at vi kan blive kloge, dygtige og empatiske mennesker og lære om livet og kærligheden uden om “far” og uden “far”. Noget, som Charlotte Nymann også kommer ind på i sit essay og sin skildring af det dybe venskab mellem Ronja og Birk. Hun skriver, Birk repræsenterer en ny form for maskulinitet med “al sin omsorg og følsomhed”. Men som Nymann skriver, skal man ikke tage fejl af Birk, han er mere end bare blød, han er “lidt af det hele”:

“Man skal ikke glemme, hvor hårdfør han er, hvor viljestærk (det er trods alt hans ide at flytte hjemmefra) og hvor modig og snarrådig, han er, når han redder Ronja, først fra de underjordiske og siden fra skovheksene i elven. En ting er jeg temmelig overbevist om: Birk vil med garanti ikke lade sit eget barn tvivle på, hvor meget han holder af det, sådan som han selv har oplevet.”

Men selvom det er nemt at se sig sur på Astrid Lindgrens autoritære far, er Mattis “en nådig skikkelse at spejle sig i”, som Charlotte Nymann skriver, for at blive far sker ikke på et øjeblik, “men er en proces, som hver enkelt må igennem for at finde sin vej gennem det store vildnis, det er at være nogens forælder.”

 

Zakiya Ajmis fædre

Også Mikas Lang gør sit bedste for at se på den fraværende og dysfunktionelle far med blide øjne. Han spørger sig selv “om ikke impulsen til at støde ham helt fra mig – ved at sige, at han er overdrevet et-eller-andet – i virkeligheden skyldes, at han minder for meget om mig selv”. Mikas Langs essay handler om faderlig kærlighed og om at forstå kærlighed og det at elske med udgangspunkt i Zakiya Ajmis litteratur og bell hooks’ kærlighedsdefinition – men essayet handler for så vidt også om voldens mange former og at turde at se den og egne dæmoner i øjnene. Den største udfordring for “far” i fx Vulkan er ikke nødvendigvis, at han er narcissistisk “og en masse andet grimt”, herunder voldelig. Ifølge Mikas Lang er det snarere, at: “Far ved ikke, hvordan man elsker”. Han lægger op til forståelse: “Det er noget, vi skal lære (at blive bedre til).”.

Hvorfor er det så svært for far at være far og elske sin datter?

Det traditionelle mandeideal, som jeg selv godt kan lide at beskrive som en spændetrøje, står først og fremmest i vejen. Mikas Lang citerer bell hooks: ”Patriarchy rewards men for being out of touch with their feelings” og videre: ”No man who does not actively choose to work to change and challenge patriarchy escapes its impact.”.

bell hooks’ kærlighedsdefinition handler om at bryde fri fra spændetrøjen, “ud af komfortzonen” og “et sted helt uden retning”, som Mikas Lang udtrykker det. Kærlighed kan man ikke tage magt over eller kontrollere, og forsøger man, forvandler kærligheden sig i stedet til had, vold og besættelse. ”Love and abuse cannot coexist”, citeres bell hooks.

Det er svært for far at elske, fordi den patriarkalske indoktrinering, hans psyke og adfærd står i vejen for både kontroltab og hengivelse: “Når vulkanen går i udbrud, spyer den lava ud af sit krater. Når lavaen afkøler og størkner, bliver den til sten, og på den måde bygger vulkanen sig selv større, hver gang den er i udbrud”, skriver Zakiya Ajmi i Vulkan (s. 131).

På den måde er fars skæbne, eller, lad os håbe, fars rejse ikke meget anderledes end den, Mattis drog ud på for at lære at elske sin røverdatter.

 

Tomas Lagermand Lundmes skildringer af “far

At Tomas Lagermand Lundme (for første gang) deler sin fars tese om, at der er en Sebastian-sang til alt i livet, er generøst, fordi det er så ømt og personligt. Men det er også en ydmyg gestus taget i betragtning af hans mange udgivelser og mangeårige virke, der alle udforsker identitet og mange af dem også seksualitet og forsøger at være noget vigtig og væsentligt for de børn, unge og voksne, der måske går og føler sig ængstelige, alene og ensomme. Han udlægger selv, at han ofte “har skrevet på de følelser og personlige oplevelser”, som han selv “havde dengang”; oplevelser, der handler om at føle sig “usynlig, bange, ensom og forkert”.

Med sine bøger, sin kunst og dramatik har Tomas Lagermand Lundme præsenteret sine læsere for forskellige mande- og drengetyper og i det hele taget nuanceret og udvidet maskulinitetsbegrebet og forældreskabet, men også udfordret og latterliggjort begge.

“De voksne, der optræder i mine børne- og ungdomsromaner, har to funktioner. Enten er de med. Ellers skal de jordes. Det sidste har jeg gjort meget eftertrykkeligt i mange fortællinger efterhånden. Voksne, der er for voksne, tror hverken jeg eller mine bøger på.”

Modsat det arkaiske syn på maskulinitet har mange af Tomas Lagermand Lundmes fædre, mænd og drenge en længsel i sig og er ikke bange for at udtrykke ønsker omsorg og kærlighed og vise, at de mærker frygt, tvivl og andre følelser, der er svære at bære rundt på selv. Ved tydeligt og ærligt at skrive en sårbarhed frem – og dermed skarpt modsætte sig de myter og få sandheder, der findes om mænd og deres indre liv – skaber Tomas Lagermand Lundme en mulighed for at skrive virkeligheden om og give liv til drømme.

 

Sallys far, Pølses far og far Gris – “kan de engagerede fædre være andet end sjove?”

Som Charlotte Nymann kommenterer på til slut i sit essay – og som fremhævet tidligere – byder den nyere, populære børnelitteratur på skildringer af “helt normale, engagerede og også sjove fædre”. Netop de engagerede fædre er udgangspunktet i Sine Rosholms essay. Det samme er spørgsmålet: “Kan de engagerede fædre være andet end sjove i børnelitteraturen?”

For at starte med konklusionen ønsker Sine Rosholm, at børnelitteraturen i højere grad afspejler samfundet, og at faderskildringerne nuanceres, så de er mere end blot latterfremkaldende og “kiksede try-hard-typer”: “Engagerede og følsomme fædre findes nemlig både som overklasse-faren i mærkeskjorten fra Østerbro, Nannas far anno 2023, arbejderklasse-faren og den far som ikke bor eller bevæger sig i Storkøbenhavn.” Og essayets måske vigtigste pointe: “For når flere og flere fædre lever op til deres ansvar, så bør det også afspejles i børnelitteraturen.”.

I sit essay iscenesætter Sine Rosholm fædrene i sit eget liv – de litterære og de virkelige – for at illustrere, hvordan faderrollen og forståelsen af hans engagement har ændret sig, fra hun selv var barn til i dag.

Hendes egen far sammenligner hun med Efraim Langstrømpe, der er “spændende og eventyrlig, først og fremmest fordi han jo til at starte med slet ikke er der og derfor bliver næsten mytisk”, og som har travlt med at “realisere sig selv og sit eget liv”, hvorfor verdenshavene “vinder en rungende sejr over det kedelige voksen-ansvar og livet med at indgå i en dagligdag med sin datter i den lille søvnige by”. Så galt står det selvfølgelig ikke til med Sine Rosholms forhold til sin egen far, det er naturligvis sat på spidsen, men alligevel kan sammenligningen siges at være symptomatisk for den generation af fædre (“Carsten”), min egen far ligeledes:

“Lige så meget som jeg elskede at blive taget med i min fars verden, lige så tydeligt var det, at han ikke formåede at besøge min. Jeg husker ikke, at han spurgte ind til mig, og hvad jeg i grunden gik rundt og tænkte på. Og han anede ikke, hvem halvdelen af mine klassekammerater var.”

Omvendt, eller måske snarere anderledes, har Sine Rosholm registeret, at nutidens fædre “agerer i faderrollen langt tidligere og med et andet engagement, tager del i deres børns liv” og fortsætter: “De kommer drønende fra arbejde i deres lyseblå skjorter, og på ladcykler henter de deres børn for at styre direkte mod sandkassen, hvor de på hug, bogstaveligt talt, er i øjenhøjde med de små poder, når der skal forklares, at man ikke må slå andre med skovlen, eller når en sandkage skal roses”. Den type nye og moderne far kalder Sine Rosholm for “Jacob”.

Ønsket om at “reducere den komiske del”, der tillader fædrene at være “i de følsomme og svære situationer” skal dog ikke “være på bekostning af Sally, Pølse og Gurli Gris’ fædre, da meningen er, at de skal være skøre og fjollede og i øvrigt levere mange gode grin”.

Ved at nuancere faderskabet kan børnelitteraturen måske skubbe til flere positive forandringer i samfundet i forhold til faderrollen: “Og måske kunne det endda have en gavnlig effekt på fædres generelle plads i samfundet, hjulpet godt på vej af den mere ligelige fordeling af barsel.”, slutter Sine Rosholm.