Forfatterstafetten #6: Bodil El Jørgensen
Bodil El Jørgensen hører tit musik under skriveprocessen, da det hjælper hende til at skabe en grundstemning, som passer til den bog, hun er ved at skrive. På den måde får hver af hendes udgivelser også deres eget soundtrack. Bodil El Jørgensen fortæller desuden om at klukke for sig selv foran computer og om humor som en både ædel og svær disciplin.
Depeche: 22 november, 2022
Af Bodil El Jørgensen Mille Højerslev Trine Bundsgaard
TENTA: “Det allervigtigste, når man skriver til børn, er…”:
At tage børnene alvorligt. Både dem man skriver om, og dem man skriver for. Jeg er så heldig at have en meget levende erindring om min egen barndom. Fornemmelsen af det intense ved alt i verden, som jeg oplevede dengang, den skal jeg helst være i kontakt med, når jeg skriver, i hvert fald noget af tiden. Ellers føles det som snyd.
T: Hvilken bog eller hvilket forfatterskab har haft størst betydning for dig?
Hvis jeg skal vælge én bog eller ét forfatterskab? ”Phuii”, den var svær. Men så bliver det Roald Dahl. Hans bøger for børn er fulde af fantasi, humor og opfindsomhed, men også af sorg, tab og eksistentiel tyngde på én gang, og det virker! Det beundrer jeg. For at være ærlig, så har jeg direkte ”lånt” en præmis fra hans fantastiske bog Heksene; nemlig at hekse ligner ganske almindelige mennesker, og går uopdagede rundt iblandt os. Den dannede grundlag for min første bog Prinsen af Pæremosen, som blev det først bind i serien om Julius og Pæremadsen.
T: Hvorfor skriver du?
Det simple svar: Jeg kan godt lide det (selvom det også er besværligt nogle gange!). Vi siger bare ”at skrive”, men der er jo tale om mange forskellige processer. At finde på og måske ligefrem blive overrasket over det, man finder på. Undersøge og researche på forskellige måder ved at tale med mennesker, søge information eller opsøge steder. Leve sig ind og lade sig rive med af sine fiktive karakterer. Skabe en præmis og holde den. Skabe et univers og folde det ud. Strukturere og komponere et stof. Nørde plot og sprog. Redigere og omskrive. Jeg holder af den variation. Rent lavpraktisk, så sætter jeg stor pris på at være min egen chef.
Trine Bundsgaard: Du har skrevet mange serier i mange forskellige genre. Hvad er det ved serien, du godt kan lide?
Jeg læste virkelig meget som barn, og når jeg var færdig med en bog, kunne jeg nogle gange føle en stor tomhed og ligefrem et savn. Fordi jeg ikke kunne blive i bogens verden og sammen med personerne i den længere. Jeg tror, at min tilbøjelighed til at skrive serier i hvert fald til dels stammer derfra. Den længsel efter at møde sine fiktive venner igen og høre, hvad der mere skete med dem. At det ikke må være slut! Som forfatter føler jeg stor tilknytning til mine karakterer, og ved at skrive serielt kan jeg blive sammen med dem lidt endnu.
Samtidig ideudvikler en del, inden jeg begynder at skrive. Og hvis jeg har brugt meget krudt på at skabe et univers med egne love og fænomener, kan det føles som spild kun at lave en enkelt bog, der foregår i det. Nogle gange får jeg også ideer, som der ikke er plads til i den bog, jeg arbejder på, men som så kan bruges i den næste. Jeg har dog en grænse, som ligger ved 5-6 bøger, for så begynder jeg nemlig at blive bange for at gentage mig selv, og må skifte spor. Sådan har det i hvert fald være indtil nu.
Mange børn elsker serier, så hvis man godt kan lide at skrive dem, er det ret dumt at lade være.
TB: Der er humor og gak i mange af dine bøger. Hvordan kan det være?
Det er ikke som sådan et bevidst valg. Sådan bliver det bare nogle gange. Men jeg kan sige, at i mine øjne er humor en både ædel og vanskelig disciplin. Selvom alvor nogle gange takseres som finere eller mere ”litterær”.
Jeg synes heller ikke, at humor og alvor behøver at være modsætninger, faktisk arbejder jeg meget på at finde en balance, så humoren ikke punkterer det sørgelige, spændende eller tankevækkende, der også er i mine historier, men kontrasterer og befrugter det. Ting er jo ikke bare sjove, de er sjove i en kontekst og det er tit den, der interesserer mig. Hvis nogen for eksempel beder mig om at skrive noget sjovt, går jeg fuldstændig i baglås. Det kan jeg overhovedet ikke. Jeg prøver heller aldrig i min egen proces på at ”være sjov”. Gisp, så går det helt galt, det bliver distanceret og krampagtigt og … u-sjovt.
Humoren skal helst snige sig ind ad bagvejen, mens jeg er optaget af historien, sådan bliver det bare bedst. Jeg indrømmer, at jeg elsker gakkede indfald, i passende doser. Er der noget federe end sidde ved computeren og klukke for sig selv, bare en gang imellem? Det skulle da lige være tanken om, at børnene og deres voksne, der læser højt, kommer til at klukke med, når bogen er færdig.
TB: Hvordan er din skriveproces? Hvor starter du? Og hvordan arbejder du undervejs? Er det forskelligt fra bog til bog? Har du brug for ro? Eller kan du arbejde i larm?
Det er selvfølgelig forskelligt fra serie til serie. Men der er også lighedspunkter. Jeg begynder aldrig bare at skrive, men udvikler først. Jeg forsøger at modvirke min egen perfektionisme og tendens til at nørde for meget med småting for tidligt ved at arbejde i ”lag”. Så jeg laver flere gennemskrivninger med hver deres fokus. Første gennemskrivning har jeg for eksempel fokus på historien/overblikket. Ved anden gennemskrivning kan mit fokus fx være at skabe mere plads til og skærpe karaktererne, som jeg er kommet til ”at skrive lidt henover” ved at fokusere på historien. Derefter, måske se nærmere på sprog og atmosfære, osv.
Det lyder meget mere systematisk, end det er. Men altså, jeg siger til mig selv: ”Dette er foreløbigt, det er bare et udkast”. Og så skriver jeg det igennem igen og igen, til det begynder at føles færdigt.
Jeg bruger tit musik til at tune ind på den verden/de karakterer jeg aktuelt skriver. Gerne den samme musik. Så jeg ligesom har et soundtrack, som passer til grundstemningen i bogen. Da jeg skrev fantasy-serien Pigen fra Havet, hørte jeg fx en bestemt koncert for harpe og orkester af J.S. Bach igen og igen. Klassisk, følelsesfuld og dramatisk musik. Når jeg skriver Professor Pip-serien, hører jeg Django Reinhardt, ”swing-jazz”, for guitar og violin, fuld af tempo og livsglæde, som passer til humoren og det høje handlingstempo i historierne.
I Fifi & Chili– serien har hovedpersonen Fiona sit eget kendings-album, Coletrane og Ellingtons: Ballads. Også jazz, men mere svævende, drømmende, inderlig, sådan som Fiona er.
Og ja, jeg har brug for ro, for at arbejde. Ro eller det rum musikken og et par gode høretelefoner skaber for mig.
Bodil El Jørgensen blev inviteret til forfatterstafetten af Trine Bundsgaard, som har formuleret interviewets tre sidste spørgsmål.
Bodil El Jørgensen sender forfatter-depechen videre til Ida-Marie Rendtorff.
Tidligere deltagere i forfatterstafetten: