Mikas Lang, som selv er far, har måske mere til fælles med Zakiya Ajmis fraværende og dysfunktionelle fædre, end han lige først ville indrømme og kan ikke sige sig fri fra at genkende noget af sig selv i “kujonfar i Spørg mig om alt og psykopatfar (han er også en kujon) i Vulkan”. Sine Rosholm, som er mor og sin fars datter, inddeler de litterære og virkelige fædre i hendes liv i to typer, nemlig “Carsten” og “Jacob” (læs her for at forstå de generationelle forskelle mellem de to). Tomas Lagermand Lundme, der aldrig selv blev far i traditionel og biologisk forstand, deler sin fars Sebastian-tese og skriver om, hvordan hans opvækst og far-søn-forhold (og manglen på samme) har formet hans skrift. Og Charlotte Nymann, som er nybagt mor og nygift, spejler sin opvækst og de mænd hun i barndommen møder i 1990’ernes Nordjylland i fortællingen om Ronja Røverdatter og udfolder en kærlig kritik af røverkongen Mattis.

At TENTA (i det her tilfælde underforstået Mille Højerslev) i samarbejde med Aydin Soei, der selv har arbejdet indgående med faderroller, maskulinitet og social arv i sine bøger og i sit virke som sociolog, vælger at dedikere LÆSNINGER til “FAR” har bl.a. at gøre med det faktum, at “far” i de seneste år er begyndt at fylde i børnelitteraturen og børnekulturen, hvilket også tidligere er blevet bemærket af kulturjournalist Anita Brask Rasmussen og anmelder Damián Arguimbau. Sallys far, Pølses far, Pouls far, Blueys far og Far Gris er de mest populære og skarpt karikerede eksempler herpå. Men der findes også mere nuancerede, virkelighedstro og alvorlige skildringer af faderfigurer som i Tomas Lagermand Lundmes forfatterskab i bøger som Maltes far kom tilbage (2021) og Om lørdagen tegner man bare sne (2020), hvor “far” og hans følelsesliv og utilstrækkelighed som voksen og forælder får lov at tage plads og ind imellem skygge for børnene, som er de egentlige hovedroller i forfatterens bøger.

Den moderne far, som vi ynder at kalde ham og bemærker i dag, vil jeg mene blev introduceret med Alfons Åbergs far i 1972. Her møder vi en far – en enlig far tilmed – som skaber rum i børne- og ungdomslitteraturen for fædre, der ønsker at tage aktivt del deres børns liv, og som interesserer sig for deres verden og rejser med dem ind i fantasien – også selvom engagementet oftest starter bag en avis (læs evt. mit farvel til Gunilla Bergström her). At “far”, det vil sige den engagerede og mere eller mindre ansvarsfulde far, fylder i nutidens børnebøger og i animerede fortællinger, har selvfølgelig at gøre med de samfundsudviklinger, der har udspillet sig siden 1970’erne, men måske særligt med de seneste forældregenerationer. I stigende grad ser vi mænd tage del i omsorgsarbejdet og det øvrige usynlige arbejde i hjemmet, som historisk set har været forbeholdt kvinden, ligesom det ikke er længe siden, vi diskuterede mænds ret til udvidet barsel. I øjeblikket ser vi en tendens til, at flere mænd vælger at gå hjemme og hjemmepasse deres børn, mens de er små, i stedet for at sende dem i institution. Denne samfunds- og kulturændring bemærkede jeg, da jeg som 12-årig blev faster for første gang, og i de efterfølgende år så mine storebrødre skifte bleer, hente og putte børn, lege og ælte bolledej. Det blev skelsættende for mig personligt og ændrede hele mit syn på familieliv, kønsroller og min forståelse af maskulinitet. I dag er den ældste af mine storebrødres børn 24 år, og hvem ved, måske går der ikke længe, før nye fædre fødes i min familie.

Kontrasten mellem en konservativ og patriarkalsk familiestruktur (der for mange efterhånden er passé) og de blødere, mere feministiske værdier, der handler om nærhed, omsorg og ømhed (som flere mænd og fædre dyrker), og hvad denne kontrast betyder for ens identitet og selvforståelse som “far”, behandler Aydin Soei i øvrigt i sin universelle, men samtidig generationsbestemte samtalebog Fædre (2020), hvor han interviewer en række markante fædre, der alle har det til fælles, at de er del af den første generation af fædre med multietnisk baggrund, der for alvor er rundet af Danmark, og hvis børn vokser med helt andre forudsætninger end de selv gjorde. “Fortællinger om at blive til som far”, præsenterer Aydin Soei så fint sin egen bog.

LÆSNINGER – et ambitiøst projekt

Da Aydin Soei og jeg udsendte vores fælles open call, var vi meget ambitiøse i vores målsætninger og forventninger til, hvad der kunne (og helst også skulle) komme ud af LÆSNINGER. Vi stillede spørgsmål som: Hvad kan vi lære om far i dag, og hvilke portrætter kan vi tegne af ham gennem tiden? Hvad har vi lært om maskulinitetsbegrebet? Hvilke kønsroller er på spil? Og sidst, men absolut ikke mindst: Hvilke strukturelle forhold i fortiden og nutiden findes der, som enten frigør eller låser faderfiguren i bestemte handlingsmønstre?

Vi foreslog selv, at man kunne se nærmere på Alfons Åberg-bøgerne om drengen Alfons, der vokser op alene med sin far i et boligkompleks; Pedersen & Findus-bøgerne med “far”-Pedersen, der falder ind i faderskabet meget sent i livet; Peter Pedal, der adopteres af en hvid mand og skal finde sig tilrette langt væk fra sit naturlige habitat i junglen; Lindgrens fædre som fx Mattis og Anton; eller fraværet af en far, hvor graden af fraværet måles og skildres forskelligt fx i nyere litterære værker som i Zakiya Ajmis Vulkan, hvor mor og datter må flygte på krisecenter væk fra den voldelige og psykisk syge “far” eller i Aakesons serie om Vitello, hvor “far” er en “sjuft”, der vist nok bor et eller andet sted i Italien. Eller den 18-årige Yahya Hassan, der digter om, at han måske kunne have elsket sin far, hvis rollerne havde været byttet om, og det var ham, der havde været faren i deres relation.

Af de nævnte, som I allerede ved, blev Ronja Røverdatter (1981) og Zakiyas Ajmis roman Vulkan (2020), men også Den sommer alt voksede vildt (2015) og Spørg mig om alt (2022) valgt. Alfons Åbergs far optræder kun til slut i Charlotte Nymanns essay, hvor han beskrives som “en kende passiv” (en kritik hun i øvrigt deler med forfatterne til “Sallys far”-bøgerne) til sammenligning med “moderne eksempler med helt normale, engagerede og også sjove fædre” i nyere børnebøger.

Astrid Lindgrens fædre

Når man giver sig i kast med at beskrive og skrive om fædre i børne- og ungdomslitteratur, er det oplagt – men også ærefrygtigt – at se nærmere på Astrid Lindgrens fædre, hvilket Sine Rosholm, Tomas Lagermand Lundme og særligt Charlotte Nymann gør i hver deres tekster.

Astrid Lindgren er elsket for sit børnesyn og sine forbilledlige børnekarakterer, men hendes fædre glemmer man heller ikke sent, fx Emils koleriske (og alkoholiserede) far, Ronja og Birks fædre, som er autoritære, højtråbende og voldelige, og Pippi Langstrømpes frihedssøgende far, for hvem Villa Villekulla aldrig vil være nok. “Patriarkalske bundkonger, som først for sent forstod, at livet ikke var i går, men er i dag – og i morgen”, som Tomas Lagermand Lundme så poetisk og filosofisk beskriver det.

Foruden de umulige fædre, der har svært ved at navigere i deres faderrolle, identitet og bryde med det maskulinitetsbegreb, de selv er formet af, er Astrid Lindgrens bøger også befolket af andre mandlige personer, man kan få faderlige kærlighed fra og kaste sin kærlighed på. Som Tomas Lagermand Lundme fremhæver, har Emil sin ven Alfred, Jonathan sin Tvebak, “der for altid skulle passe på hinanden”, og Ronja sin Birk “i de uendelige skove”. Astrid Lindgren har lært os, at vi kan blive kloge, dygtige og empatiske mennesker og lære om livet og kærligheden uden om “far” og uden “far”. Noget, som Charlotte Nymann også kommer ind på i sit essay og sin skildring af det dybe venskab mellem Ronja og Birk. Hun skriver, Birk repræsenterer en ny form for maskulinitet med “al sin omsorg og følsomhed”. Men som Nymann skriver, skal man ikke tage fejl af Birk, han er mere end bare blød, han er “lidt af det hele”:

“Man skal ikke glemme, hvor hårdfør han er, hvor viljestærk (det er trods alt hans ide at flytte hjemmefra) og hvor modig og snarrådig, han er, når han redder Ronja, først fra de underjordiske og siden fra skovheksene i elven. En ting er jeg temmelig overbevist om: Birk vil med garanti ikke lade sit eget barn tvivle på, hvor meget han holder af det, sådan som han selv har oplevet.”

Men selvom det er nemt at se sig sur på Astrid Lindgrens autoritære far, er Mattis “en nådig skikkelse at spejle sig i”, som Charlotte Nymann skriver, for at blive far sker ikke på et øjeblik, “men er en proces, som hver enkelt må igennem for at finde sin vej gennem det store vildnis, det er at være nogens forælder.”

Zakiya Ajmis fædre

Også Mikas Lang gør sit bedste for at se på den fraværende og dysfunktionelle far med blide øjne. Han spørger sig selv “om ikke impulsen til at støde ham helt fra mig – ved at sige, at han er overdrevet et-eller-andet – i virkeligheden skyldes, at han minder for meget om mig selv”. Mikas Langs essay handler om faderlig kærlighed og om at forstå kærlighed og det at elske med udgangspunkt i Zakiya Ajmis litteratur og bell hooks’ kærlighedsdefinition – men essayet handler for så vidt også om voldens mange former og at turde at se den og egne dæmoner i øjnene. Den største udfordring for “far” i fx Vulkan er ikke nødvendigvis, at han er narcissistisk “og en masse andet grimt”, herunder voldelig. Ifølge Mikas Lang er det snarere, at: “Far ved ikke, hvordan man elsker”. Han lægger op til forståelse: “Det er noget, vi skal lære (at blive bedre til).”.

Hvorfor er det så svært for far at være far og elske sin datter?

Det traditionelle mandeideal, som jeg selv godt kan lide at beskrive som en spændetrøje, står først og fremmest i vejen. Mikas Lang citerer bell hooks: ”Patriarchy rewards men for being out of touch with their feelings” og videre: ”No man who does not actively choose to work to change and challenge patriarchy escapes its impact.”.

bell hooks’ kærlighedsdefinition handler om at bryde fri fra spændetrøjen, “ud af komfortzonen” og “et sted helt uden retning”, som Mikas Lang udtrykker det. Kærlighed kan man ikke tage magt over eller kontrollere, og forsøger man, forvandler kærligheden sig i stedet til had, vold og besættelse. ”Love and abuse cannot coexist”, citeres bell hooks.

Det er svært for far at elske, fordi den patriarkalske indoktrinering, hans psyke og adfærd står i vejen for både kontroltab og hengivelse: “Når vulkanen går i udbrud, spyer den lava ud af sit krater. Når lavaen afkøler og størkner, bliver den til sten, og på den måde bygger vulkanen sig selv større, hver gang den er i udbrud”, skriver Zakiya Ajmi i Vulkan (s. 131).

På den måde er fars skæbne, eller, lad os håbe, fars rejse ikke meget anderledes end den, Mattis drog ud på for at lære at elske sin røverdatter.

Tomas Lagermand Lundmes skildringer af “far

At Tomas Lagermand Lundme (for første gang) deler sin fars tese om, at der er en Sebastian-sang til alt i livet, er generøst, fordi det er så ømt og personligt. Men det er også en ydmyg gestus taget i betragtning af hans mange udgivelser og mangeårige virke, der alle udforsker identitet og mange af dem også seksualitet og forsøger at være noget vigtig og væsentligt for de børn, unge og voksne, der måske går og føler sig ængstelige, alene og ensomme. Han udlægger selv, at han ofte “har skrevet på de følelser og personlige oplevelser”, som han selv “havde dengang”; oplevelser, der handler om at føle sig “usynlig, bange, ensom og forkert”.

Med sine bøger, sin kunst og dramatik har Tomas Lagermand Lundme præsenteret sine læsere for forskellige mande- og drengetyper og i det hele taget nuanceret og udvidet maskulinitetsbegrebet og forældreskabet, men også udfordret og latterliggjort begge.

“De voksne, der optræder i mine børne- og ungdomsromaner, har to funktioner. Enten er de med. Ellers skal de jordes. Det sidste har jeg gjort meget eftertrykkeligt i mange fortællinger efterhånden. Voksne, der er for voksne, tror hverken jeg eller mine bøger på.”

Modsat det arkaiske syn på maskulinitet har mange af Tomas Lagermand Lundmes fædre, mænd og drenge en længsel i sig og er ikke bange for at udtrykke ønsker omsorg og kærlighed og vise, at de mærker frygt, tvivl og andre følelser, der er svære at bære rundt på selv. Ved tydeligt og ærligt at skrive en sårbarhed frem – og dermed skarpt modsætte sig de myter og få sandheder, der findes om mænd og deres indre liv – skaber Tomas Lagermand Lundme en mulighed for at skrive virkeligheden om og give liv til drømme.

Sallys far, Pølses far og far Gris – “kan de engagerede fædre være andet end sjove?”

Som Charlotte Nymann kommenterer på til slut i sit essay – og som fremhævet tidligere – byder den nyere, populære børnelitteratur på skildringer af “helt normale, engagerede og også sjove fædre”. Netop de engagerede fædre er udgangspunktet i Sine Rosholms essay. Det samme er spørgsmålet: “Kan de engagerede fædre være andet end sjove i børnelitteraturen?”

For at starte med konklusionen ønsker Sine Rosholm, at børnelitteraturen i højere grad afspejler samfundet, og at faderskildringerne nuanceres, så de er mere end blot latterfremkaldende og “kiksede try-hard-typer”: “Engagerede og følsomme fædre findes nemlig både som overklasse-faren i mærkeskjorten fra Østerbro, Nannas far anno 2023, arbejderklasse-faren og den far som ikke bor eller bevæger sig i Storkøbenhavn.” Og essayets måske vigtigste pointe: “For når flere og flere fædre lever op til deres ansvar, så bør det også afspejles i børnelitteraturen.”.

I sit essay iscenesætter Sine Rosholm fædrene i sit eget liv – de litterære og de virkelige – for at illustrere, hvordan faderrollen og forståelsen af hans engagement har ændret sig, fra hun selv var barn til i dag.

Hendes egen far sammenligner hun med Efraim Langstrømpe, der er “spændende og eventyrlig, først og fremmest fordi han jo til at starte med slet ikke er der og derfor bliver næsten mytisk”, og som har travlt med at “realisere sig selv og sit eget liv”, hvorfor verdenshavene “vinder en rungende sejr over det kedelige voksen-ansvar og livet med at indgå i en dagligdag med sin datter i den lille søvnige by”. Så galt står det selvfølgelig ikke til med Sine Rosholms forhold til sin egen far, det er naturligvis sat på spidsen, men alligevel kan sammenligningen siges at være symptomatisk for den generation af fædre (“Carsten”), min egen far ligeledes:

“Lige så meget som jeg elskede at blive taget med i min fars verden, lige så tydeligt var det, at han ikke formåede at besøge min. Jeg husker ikke, at han spurgte ind til mig, og hvad jeg i grunden gik rundt og tænkte på. Og han anede ikke, hvem halvdelen af mine klassekammerater var.”

Omvendt, eller måske snarere anderledes, har Sine Rosholm registeret, at nutidens fædre “agerer i faderrollen langt tidligere og med et andet engagement, tager del i deres børns liv” og fortsætter: “De kommer drønende fra arbejde i deres lyseblå skjorter, og på ladcykler henter de deres børn for at styre direkte mod sandkassen, hvor de på hug, bogstaveligt talt, er i øjenhøjde med de små poder, når der skal forklares, at man ikke må slå andre med skovlen, eller når en sandkage skal roses”. Den type nye og moderne far kalder Sine Rosholm for “Jacob”.

Ønsket om at “reducere den komiske del”, der tillader fædrene at være “i de følsomme og svære situationer” skal dog ikke “være på bekostning af Sally, Pølse og Gurli Gris’ fædre, da meningen er, at de skal være skøre og fjollede og i øvrigt levere mange gode grin”.

Ved at nuancere faderskabet kan børnelitteraturen måske skubbe til flere positive forandringer i samfundet i forhold til faderrollen: “Og måske kunne det endda have en gavnlig effekt på fædres generelle plads i samfundet, hjulpet godt på vej af den mere ligelige fordeling af barsel.”, slutter Sine Rosholm.

Indlægget FAR blev først udgivet på TENTA – magasin for dansk og international B&U-litteratur.

Som journalist på Politiken, Ida Dybdahl bemærker i sin beskrivelse af det “gammeldags hotel med tunge røde gardiner, en abe-elevatorfører med harlekinternet vest og en gnu, der betjener morgenbuffeten”, har debutantparret Juul og Wittus begået en billedbog, der giver mindelser til Twin Peaks. “På hotel” har nemlig en ‘uncanny’ eller måske bedre en ‘unheimlich’ undertone, der understreges af de mørke illustrationer, domineret af farverne mørkegrøn, mørkerød og mørk karrygul med enkelte klare kontraster, der får siderne til at poppe og pange og skaber dybde, så man suges ind i billederne og selv bliver en smule desorienteret. Ikke ligefrem trygt eller hjemligt, bare fremmed og mystisk – og selvfølgelig rigtig spændende. Tegningerne er tætte og detaljerne rige. Man kan bruge lang tid på at bladre frem og tilbage i “På hotel” og gå på opdagelse i Molly Wittus’ imponerende, sjove og mærkelige illustrationer. Den tone og stemning, Juul slår an med skrift, pirrer også nysgerrigheden på en måde, der gør, at man aldrig helt bliver færdig med historien om Mo, der ikke bare truer med at flytte hjemmefra, men faktisk gør alvor af det og umiddelbart ikke lader til at fortryde, selvom hun et par gange i løbet af fortællingen får tårer i øjnene og græder og forsøger at hente hjælp hos de dyr, hun møder på vej sin vej gennem hotelbygningen.

“På hotel” slutter åbent. Bliver Mo på hotellet? Vender Mo tilbage til de voksne? Finder hun nogensinde hjem? Eller er hun netop vendt hjem?

“På hotel” er en surrealistisk og udfordrende fortælling af høj kunstnerisk kvalitet, som man kan blive ved at læse, undres over og lade sig fascinere af.

Indlægget Reimar Torkil Juul og Molly Wittus debuterer med “På hotel” blev først udgivet på TENTA – magasin for dansk og international B&U-litteratur.

Hr. Løve og Troldmanden er en moderne fabel, der handler om at ville hjælpe og om tillid, sladder, samfundssind, løgn og trylleri.

Med serien om Hr. Løve skriver Jan Oksbøl Callesen sig ind i en lang og rig fabeltradition og tilslutter sig rækken af ikoniske fortællere. Fra Vishnu Sharma og Aesop frem H.C. Andersen, hvis fortællinger balancerer mellem den klassiske og moderne fabeltradition, over George Orwell og Dr. Seuss og op til den nyeste tid med Hayao Miyazaki, der igen puster nyt liv i den oldgamle, fortællende genre.

Det gammeldags over fablen som fortælleform understreges af Jan Oksbøl Callesens bevidste valg af jordfarver, mens de håndtegnede bogstaver og konturer, der fyldes ud og farvelægges digitalt, udfordrer bogens ellers støvede udseende, der for nogen kan synes utraditionelt for en børnebog eller i hvert fald bryder med forventningerne til sådanne. At dyrene har fingre og går klædt som en blanding af hipstere og nostalgikere er også ret skørt og med til at gøre Hr. Løve-bøgerne til et sjovt bekendtskab. Er det egentlig ikke også nyt, at en troldmand introduceres som karakter i en fabel? Illustrationerne er med til at skabe en form for dynamik og uforudsigelighed, som passer til det uforudsigelige og overraskende i historien. Sammenstillingen gør læseren nysgerrig fra start til slut.

Fablen er en belæringshistorie, og skal man udtrække en art morale fra Hr. Løve og Troldmanden kunne det være, at hjælpsomhed og gode gerninger, hvis ikke altid, så i hvert fald oftest betaler sig, at man ikke må lyve, at man skal bevare forbindelsen til sin naivitet og ind i mellem lade sig forføre af den og i øvrigt ikke lytte til de fjendske og fantasifattige, der kun har øje for det værste i andre.

“Jeg ville jo bare hjælpe”, sagde Hr. Løve. “Det er der vel ikke noget galt i?”.

Nej, Hr. Løve. Det er der så absolut ikke. Man bør netop altid hjælpe en troldmand i nød, selvom man ikke kender udfaldet, og uanset hvad andre måtte tænke om det. Om ikke andet så for den gode anekdotes skyld.

Hr. Løve og Troldmanden er udgivet på forlaget Jensen & Dalgaard og udkom d. 14. april 2023.

Indlægget Hr. Løve og Troldmanden af den prisvindende Jan Oksbøl Callesen blev først udgivet på TENTA – magasin for dansk og international B&U-litteratur.

Dygtige og særdeles bemærkelsesværdige Vilma Sandnes Johansson modtog prisen for Årets YA-Udgivelse for Tænk ikke på mig, mens Line-Maria Lång, Karen Vad Bruun og Cato Thau-Jensen modtog prisen for Årets Børneudgivelse for deres fælles billedbog, Frank mig her, som også fortjener al den hæder, den kan få, for bogens fine beskrivelse af de svære følelser, der opstår, når ens forælder får en ny kæreste, og for bogens bidrag til LGBT-litteraturen i Danmark.

Blixenprisen uddeles af Dansk Forfatterforening og Danske Skønlitterære Forfattere i samarbejde med store dele af den danske bogbranche.

Tænk ikke på mig og Frank mig her er i øvrigt begge nominerede til Nordisk Råds Litteraturpris 2023, som finder sted senere på året.

Indlægget Vinderne af Blixenprisen 2023 blev først udgivet på TENTA – magasin for dansk og international B&U-litteratur.

De nominerede i de to priskategorier, der henvender sig til børn, unge og deres voksne og familier, er som følger:

Årets Børneudgivelse:

• “En tangloppeeksperts store tanker om små skabninger” af Kathrine Assels, illustreret af Anna Margrethe Kjærgaard, Jensen & Dalgaard
• “Helmut på flugt” af Line Jensen, Grønningen 1
• “Frank mig her” af Line-Maria Lång & Karen Vad Bruun, illustreret af Cato Thau-Jensen, Forlaget Vild Maskine

Årets YA-udgivelse:

• ”Au pair” af Sanne Munk Jensen & Kim Fupz Aakeson, Gyldendal
• ”Tænk ikke på mig” af Vilma Sandnes Johansson, Gutkind
• ”Det år sjæle slår smut” af Jesper Wung-Sung, Gyldendal

“Blixenprisen 2023 hylder det bedste indenfor dansk litteratur og viderefører det nye og opdaterede format, som med stor succes blev lanceret sidste år. Det indebærer bl.a. en række nye priser og et øget fokus på populærlitteratur. Prisuddelingen er nu langt mere gennemskuelig og bredt dækkende for bogmarkedet som helhed”, berettes der i pressemeddelelsen.

Blixenprisen uddeles af Dansk Forfatterforening og Danske Skønlitterære Forfattere i samarbejde med store dele af den danske bogbranche.

Indlægget De nominerede til Blixenprisen 2023 blev først udgivet på TENTA – magasin for dansk og international B&U-litteratur.

Manuskriptskolen for Børnefiktion er en toårig uddannelse, hvor de studerende kan udvikle deres talent for at fortælle historier for børn og unge. Uddannelsen arbejder fra et platformuafhængigt udgangspunkt, og de studerende lærer at skrive fiktionsfortællinger til forskellige platforme som fx film, tv, bøger, spil og teater.

”I en tid, hvor TikTok og Youtube bombarderer børn og unges opmærksomhed med flimmer og tomme kalorier, er det vigtigere end nogensinde før, at vi har relevant og originalt indhold til børn, som de kan spejle sig i. Vi har besluttet, at manuskriptskolen skal have en midlertidig bevilling for at sikre, at de studerende kan fortsætte uddannelsen og blive rustet til at skabe gode fortællinger til børn”, udtaler Kulturminister Jakob Engel-Schmidt.

Manuskriptskolen for Børnefiktion mangler akut finansiering, fordi medieaftalen, hvor der var afsat midler til skolen, er ved at blive tilpasset. Medieaftalen 2022-2025 afsatte en bevilling på 5,3 mio. kr. årligt i 2023-2025 til Manuskriptskolen for Børnefiktion. Manuskriptskolen for Børnefiktion modtager nu 2,7 mio. kr. til det første halvår, som skal understøtte skolens fortsatte virke frem mod tilpasningen af medieaftalen. Bevillingen er i dag godkendt af Folketingets Finansudvalg. 

Manuskriptskolen for Børnefiktion optager 12 nye studerende hvert år. Næste optag er i foråret 2024 med studiestart i september 2024. Man optages på baggrund af tekstprøver, motiveret ansøgning og optagelsesworkshop. 

Mere information samt ansøgningsopgaver offentliggøres på hjemmesiden februar 2024.

Indlægget 2,7 mio kr. til Manuskriptskolen for Børnefiktion blev først udgivet på TENTA – magasin for dansk og international B&U-litteratur.

Han var kompromisløs i sit udtryk og havde sit helt eget ‘Åhlinske’ sprog til stor inspiration for hans kollegaer i animationsbranchen – og for alle andre:

“Hans skarpa konstnärliga penna gav oss karaktärer som blev varma, kantiga, politiska och jävligt roliga! Han tog alltid ut svängarna och fyllde den vita filmduken med färg, liv, humanism och dråpligheter – den svenska animationen var född!”, har regissør og producent, Linda Hambäck udtalt til en lille hædersartikel på Svenska Filminstitutets hjemmeside.

“Det har varit en stor ära att få jobba med Per och hade det inte varit för honom, så tror jag knappt att Sluggerfilm hade existerat i dag”, udtalte regissør og animator, Christian Ryltenius til samme artikel.

Mange af de aktører, der arbejder i den svenske animationsindustri i dag, begyndte deres karriere hos PennFilm, som Per Åhlin grundlagde i 1967. Hans bidrag til svensk kultur er omfattende og nærmest ubegribelig, og det er ikke for ingenting, at han er blevet kaldt for far til svensk animation:

“Han var en pionjär på många sätt. Han har haft en enorm betydelse (…) Han var en del av en amerikansk Disneytradition som är väldigt tydlig, och en del av en europeisk konsttradition som vetter åt surrealismen”, udtaler Kalle Lind, som er radiovært og forfatter, til Dagens Nyheter.

Per Åhlin har været aktiv som tegner og animator siden 1960’erne og skabt Dunderklumpen (1974), Rejsen til Melonia (1989) og ikke mindst Karl-Bertil Jonssons Juleaften (1975), som vises hvert år på svensk tv. Han har arbejdet på flere kendte svenske produktioner – Åhlin har fx sat levende billeder til Gunilla Bergströms elskede Alfons Åberg – og har igennem årtier haft et tæt samarbejde med komikerparret Hasse og Tage.

Åhlin var folkekær og højt agtet blandt sine kollegaer i Sverige, han har rørt flere generationer af børn og voksne og vundet hæder for sine animationsværker ved flere lejligheder. I 1975 blev Åhlin bl.a. tildelt en Guldbagge for Dunderklumpen (1974) og igen i 1990 for den episke langfilm Rejsen til Melonia (1989).

I Danmark har Per Åhlin også haft stor betydning, og mange danskere er ligeledes opflasket med hans tegninger og animationer. Illustrator Lars Horneman fortæller i et Facebook-opslag, hvordan han tvang min familie til Jämtland, hvor handlingen i Dunderklumpen foregår: “Jeg ville op og lave de våde, udflydende akvareller, som var med i filmen, og ikke mindst bogen Dunderklumpen. (…) Per Åhlins streg var helt sin egen, let og levende, rund og poetisk”, skriver han bl.a.

Illustrator Zarah Juul mindes foruden Åhlins levende bamser og skøre figurer i den svenske natur også tegnerens karakterer fra åbningssekvensen i DR-programmet “Mellem Himmel og Jord” (1983): “Hans stil har helt sikkert spillet en rolle for mit kunstneriske udtryk. Han er min barndoms fantasis billedmager”, fortæller hun bl.a.

I forbindelse med den ikoniske og meget savnet billedmagers død, har SVT sammensat en lille filmisk hyldest, der viser klip fra Per Åhlins lange karriere.

Indlægget Dunderklumpens ‘far’ er død blev først udgivet på TENTA – magasin for dansk og international B&U-litteratur.

De spiser tagine og taler om modersmål i Marokko; snakker om, hvorfor befolkningen taler fransk i Senegal, og hvad det vil sige, at have kolonier i andre lande; oplever forfatteren Chimamanda Ngozi Adichie i Nigeria, sejler på Nilen i Uganda; tager på safari i Tanzania og ser pyramiderne og synger karaoke i Ægypten.

“Formålet med bogen er at gøre op med billedet af Afrika som ét land, som det ofte fremstilles i børnelitteraturen og få flere nuancer ind. Bogen tager temaer som nationalitet, modersmål og kolonialisme op – selvfølgelig i børnehøjde”, forklarer Camilla Kaj Paulsen.

Camilla Kaj Paulsen har både skrevet og illustreret og stået for den grafiske opsætningen af Nour og Nora rejser rundt i Afrika med respekt for illustrator Pauline Drasbæks grafiske oplæg og arbejde med de første bøger.

Nour og Nora rejser rundt i Afrika er fjerde bog i serien om Nour og Nora og er baseret på dialogisk læsning og kan bruges til at starte samtaler med børn om bl.a. nationalitet og sprog.

Vi har tidligere skrevet om Nour og Nora skal til bryllup fra 2022, vores omtale kan du læse her.

Camilla Kaj Paulsen har også skrevet en skrevet en normkritisk guide i otte punkter, der kan bruges som hjælp til at få øje på sexisme og racisme i danske billedbøger, som vi har fået lov til at udgive her. Det er også muligt at få tilsendt guiden på mail som gratis pdf via Paulsens hjemmeside www.nourognora.dk, hvorefter den printes ud i papirform.

Indlægget Nour og Nora rejser til Afrika i ny bog blev først udgivet på TENTA – magasin for dansk og international B&U-litteratur.

“Lemire og Bregnhøi har begge skabt en lang række børnebøger. Deres serie om Mira har modtaget børnenes egen bogpris, Orlaprisen, og er desuden nået ud over Danmarks grænser, da den er solgt til indtil videre 14 lande. Et mesterligt samarbejde, hvor tegninger og tekst på forbilledlig vis smelter sammen til et forrygende hele. Historien om Mira er en utrolig flot skildring af en piges liv fra barn til ung og alle de komplikationer der følger undervejs. På mesterligvis får de tegninger og tekst til at flyde sammen til et flot hele”, skriver Gyldendal i deres pressemeddelelse.

Mira-serien henvender sig til børn i alderen 9 – 13 år.    

Søren Gyldendal-Prisen blev første gang uddelt i 1958 og er opkaldt efter Søren Gyldendal (1742-1802), der grundlagde forlaget i 1770. De to øvrige prismodtagere, der hædres for deres særlige bidrag inden for dansk litteratur, er Harald Voetmann og Michael Falch. Priserne blev overrakt d. 12. april og med hver pris følger 100.000 kr.

Indlægget ‘Mira’ modtager Søren Gyldendal Børnebogsprisen 2023 blev først udgivet på TENTA – magasin for dansk og international B&U-litteratur.

I år er 14 nordiske billedbøger, børnebøger og ungdomsromaner nomineret til Nordisk Råds Børne- og Ungdomslitteraturpris 2023. Det er de nationale medlemmer af bedømmelsesudvalget for Nordisk Råds Børne- og Ungdomslitteraturpris, som har indstillet værkerne.

“Årets nominerede værker byder både på tidløse og livsbekræftende eventyr, hvor mangfoldigheden ikke et budskab i sig selv, men blot et vilkår, som styrker fortællingens troværdighed”, skriver Nordisk Råd på deres hjemmeside.

Frank mig her er Line-Maria Lång, Karen Vad Bruun og illustreret af Cato Thau-Jensen og udgivet på Forlaget Vild Maskine efter i 2019 at have indtaget 2. pladsen i Grundtvigsk Forums børnelitteraturkonkurrence for nyskrevet LGBT-litteratur.

“Den hvide middelklassefamilie med mor, far og to børn fylder ganske meget i dansk børnelitteratur Og selv om der efterhånden er flere bøger om og med udgangspunkt i skilsmissefamilier og sammenbragte familier, er regnbuefamilier fortsat et særsyn. Her er mangfoldigheden ikke et budskab i sig selv, men blot et vilkår, som styrker historiens troværdighed. Det er en fortælling om at acceptere familieudvidelser og give efter for noget, som faktisk er ganske rart – fx at der kan være virkelig meget Lego (og vand) i Franks lange sko”, står der i bedømmelsesudvalgets motivation.

Tænk ikke på mig, som er udgivet på Forlaget Gutkind, er skrevet af debutanten Vilma Sandness Johansson, der for nyligt modtog Kulturministeriets Forfatterpris for Børne- og Ungdomsbøger 2023 (hvilket vi har skrevet om her).

“Tænk ikke på mig er en sanselig, hjerteskærende og vigtig ungdomsroman om hovedpersonen Vilma på 13 år, der lige har fået sin første menstruation, samtidig med at hendes mor er blevet erklæret uhelbredelig syg af kræft. Et sted begynder et helt nyt liv, og et andet sted afsluttes et meget før tid. Det sætter en lang række stærke og umiddelbare følelser i gang, som river, rusker og skærer i Vilma det ene øjeblik – og i det næste øjeblik er alting en forunderlig dans, hvor venner, veninder, fester, mulige og umulige kærester giver sig til kende i en typisk teenagereufori, hvor ingen følelser er for små”, skriver bedømmelsesudvalget i deres motivation.

Børne- og Ungdomslitteraturprisen blev første gang uddelt i 2013. Prisen er et resultat af de nordiske kulturministres ønske om at styrke og fremhæve børne- og ungdomslitteraturen i Norden. Børne- og Ungdomsprisen gives til et skønlitterært værk for børn og unge skrevet på et af de nordiske sprog. Vinderen bliver honoreret med 300.000 danske kroner.

Vinderen offentliggøres d. 31. oktober 2023 i Oslo. Da uddeles også andre af Nordisk Råds priser.

Indlægget De danske nominerede til Børne- og Ungdomslitteraturprisen 2023 blev først udgivet på TENTA – magasin for dansk og international B&U-litteratur.